For Niels Mors var legen det fineste, der fandtes

En dag kom en af Niels Mors’ sønner hjem fra skole med en besked fra sin dansklærer. Han var 380 staveord bagud, fordi han nægtede at øve sig på dem. Niels Mors greb ud efter sønnens kontaktbog og skrev resolut en besked retur til læren:

»Hvorfor skrive staveord, når man kan stave?«

For Niels Mors var læring ikke forbundet med pligtopfyldenhed og gode karakterer. Han ønskede at fremme en pædagogik, hvor den frie, kreative og selvstændige tanke var i centrum, for lysten og viljen til at lære skulle nok opstå, hvis blot man vedblev med at stimulere den frem for at forsøge at tvinge den frem.

Privatfoto

Landbrugsbarn

Niels Mors blev født i 1945 og voksede op som midterbarn i en søskendeflok på syv på en slægtsgård på Thyholm nord for Holsterbro. Han lærte at gå ved at støtte sig til en af gårdens store hunde, og fra han var helt lille, var han med sin far i stalden på sin trehjulede cykel.

Det faldt ham naturligt at indgå i gårdens cykliske rytme, hvor man tydeligt kunne se, at det slidsomme arbejde bar frugt. Han kunne lide at få ting til at gro, pleje markerne og passe dyrene. Men hans far, der var forudseende og spåede en svær fremtid for de små landbrug, ønskede, at hans børn fik sig en uddannelse, og derfor flyttede Niels Mors til Rønde for at tage real- og studentereksamen. Her mødte han sin første kone, Birthe, og de flyttede sammen videre til Aarhus, hvor de begge skulle studere.

Niels Mors havde altid forestillet sig, at han skulle være præst, fordi hans familie var en del af indre mission. Men faktisk stred de mange regler og den ofte strenge disciplin forbundet med religionen ham imod, og han søgte i stedet ind på danskstudiet på grund af sin interesse for humanisme og litteratur. Senere meldte han sig helt ud af folkekirken, hvilket hans mor livet igennem havde svært ved at acceptere. Hans far så anderledes på sagen og sagde: »Så længe Niels er glad, så er jeg glad.«

Ansvar for egne handlinger

Efter universitetet blev Niels Mors ansat på pædagogseminariet. Han elskede at undervise og investerede meget af sig selv i sit arbejde. Han brugte meget tid sammen med de studerende, hang ud med dem i frikvartererne og interesserede sig for, hvem de var som mennesker.

Han ville se sine studerende tage chancer og lære at stå ved sig selv og tage ansvar for egne handlinger. Det at udfolde sig, eksperimentere, fejle og forsøge igen anså Niels Mors nemlig som et centralt og dannende aspekt ved livet.

Det samme gjaldt hans syn på børneopdragelse. Sammen med Birthe fik Niels Mors fire børn, og de boede sammen i en stor, mondæn villa i Åbyhøj, der fungerede som en slags kollektiv.

I kollektivet boede også Helen, som Niels Mors kendte fra pædagogseminariet. De to fandt hinanden, efter han og Birthe blev skilt, og fik sammen to børn. Et par år senere døde Birthe af kræft, og den datter, hun i mellemtiden havde fået, valgte Niels og Helen at adoptere.

Livet som stor, sammenbragt familie var krævende, men Niels Mors sørgede for at skabe et godt sammenhold i den store søskendeflok. Han kokkererede festlige middage, opfordrede til fælles lektielavning og tog på lange cykelture med alle børnene. Huset var børnevenligt indrettet med legetøj overalt og stigereoler med bøger fra gulv til luft. I stuen var det ene gulvtæppe udformet som et vejnet, hvor børnene kunne fræse rundt med deres små legetøjsbiler.

Niels Mors var ikke typen, der uopfordret spurgte ind til, hvordan børnene havde det. Men de var aldrig i tvivl om, at han altid stod klar, hvis de rakte ud eller bad om hjælp.

Godt humør

Livet igennem yndede Niels Mors at bruge så meget tid som muligt i naturen. Han drog ofte på lange cykel- og vandreture med børnene og senere børnebørnene eller alene. De sidste 20 år tog han og Helen hver sommer til Læsø, hvor han hver dag cyklede øens 50 kilometer rundt, inden hun stod op. På cyklen faldt han ind i et flow, en tankebane, og var altid i godt humør, når han vendte hjem.

Det samme gjorde sig gældende, når han forsvandt ud i deres lillebitte have. Her kunne han spendere timevis uden et egentligt formål andet end den fornøjelse, det gav ham at være til blandt stauder og tomatplanter, der trods deres tilfældige placering tilsammen udgjorde en smuk og vild blomsterhave.

Den aktive livsstil afspejlede sig tydeligt i hans udseende. Han var muskuløs og senet, havde store, buskede øjenbryn og var næsten altid at finde i et par shorts.

Niels Mors var ikke sentimental. Han så ingen grund til at dvæle ved fortiden, når nu livet vedblev med at tilbyde noget nyt. Derfor fortalte han sjældent gamle historier, ligesom han med tiden stoppede med at holde taler, fordi han hellere ville lade nye stemmer komme til.

Den 9. januar 2022 døde han af en aneurisme, 76 år gammel.