Psykiatri
Læsetid: 13 min.

Nyt værktøj skal føre til mere præcise diagnoser. Vi skulle hellere afvikle dem, siger kritikere

I de senere år er der sket en markant stigning i antallet af danskere, som får en psykiatrisk diagnose. I den kommende tid skal en ny version af WHO’s diagnosesystem implementeres herhjemme. Det vil føre til mere præcise diagnoser og gøre det muligt at hjælpe flere, mener fagfolk. Men for kritikere er diagnoserne snarere en del af problemet end vejen til en løsning
Cecilie Skovbjerg er én af de over en halv million danskere, der opfylder kriterierne for psykisk sygdom. Men hun er ikke enig i sin borderline-diagnose: »Jeg hænger i systemet, med hvad der formentlig er en fejldiagnose, selv om jeg egentlig har autisme«.

Cecilie Skovbjerg er én af de over en halv million danskere, der opfylder kriterierne for psykisk sygdom. Men hun er ikke enig i sin borderline-diagnose: »Jeg hænger i systemet, med hvad der formentlig er en fejldiagnose, selv om jeg egentlig har autisme«.

Magnus Hove Johansson

Moderne Tider
19. februar 2022

Engang levede 38-årige Cecilie Skovbjerg et liv uden de store bekymringer. Hun var gift med Henrik, som hun boede sammen med på en gård i Sønderjylland, hun var lige begyndt på læreruddannelsen i Haderslev og red på sine heste i fritiden. Det skulle være begyndelsen på et godt, stabilt familie- og arbejdsliv.

I dag er hun førtidspensionist efter et langt forløb med tvangsindlæggelser, bæltefikseringer og det, der ifølge hende og en privat psykiater var en fejldiagnose.

Cecilie Skovbjerg blev udsat for et voldsomt overgreb, da hun var syv år gammel. Det betyder, at hun har traumer, som først kom op til overfladen, da hun var ung voksen, hvilket resulterede i en psykiatrisk indlæggelse i 2009. Her fik hun stillet diagnoserne PTSD, depression og spiseforstyrrelse. Et år senere fik hun også stillet diagnosen borderline, en personlighedsforstyrrelse, som kendetegnes af impulsivitet og kraftige følelsesreaktioner.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Cecilie Skovbjerg er selvfølgelig korrekte i sin observation af at "Accepten af, at folk er forskellige, forsvinder, når vi diagnosticerer alt." Samtidig er det er jo også lige præcist pointen med diagnoser når de bruges intelligent. Det er ikke mening vi skal behandle folk smittet med mæslinger forskelligt. Hvis vi kan diagnosticere mæslinger korrekte kan vi hjælpe den der er smittet uden vi behøver vide hvem det er for en person, der er smittet.

I praksis ville det dog aldrig være virkeligheden for psykiatrien der, som lægelig speciale, adskiller sig på væsentlig vis fra ren somatiske specialer. (Hvor meget hjernebiologi entusiaster så end gerne ville bagatellisere forskellen.) For den person du er og den baggrund du kommer fra ville i virkeligheden, i psykiatrien, betyde (måske afgørende) forskel i HVORDAN du er 'smittet', og hvordan dine lidelse bedste ville kunne behandles. Det betyder dog ikke, at det ikke både ville være interessant og nytteværdigt for behandlere at have en god idé om HVAD du er 'smittet' med. Cecilie argumenterer såmænd heller ikke - som nogle forfattere gør - for afskaffelsen af diagnoser. Hun kritiserer blot at psykiatrien begik en diagnostisk fejl, og det absurd i at man ikke kan få fejlen slettet fra sin journal, eller på anden vis deaktiveret ved at få den markeret som fejlslagne, og derved signalerer til en ny behandler, at diagnosen skal ignoreres.

Jeg ville mene under alle omstændigheder at psykiatrien skal holde sig langt væk fra Power Threat Meaning Framework, som jo heller ikke har til hensigt at afskaffe diagnoser men derimod - gennem "forandret eller ny sprogbrug" - blot erstatte det eksisterende system med egne meget ejendommelig, vagt og forvirrende beskrevet system, som i alt for høj grad læner sig op ad en Foucault indsovset, magt teoretisk tolkning af vores allesammens fælles sociale virkelighed. En forudsætning for indførelse af en sådan model ville under alle omstændigheder være, at inden man kan forandre psykiatrien skal man først forandre samfundet, hvilket for en postmodernist betyder en radikale revision af stor del af sproget, således at de ord og sammensætningen af ord vi får lov at bruge ville komme til at afspejle hvad den post modernistisk elite gerne ville have disse mener, i stedet for hvad den gamle "patriarkat" ville have de mener. I den post modernistisk vision ville en sådan forandring aldrig kunne effektueres fra græsrødderne, og må derfor nødvendigvis effektueres fra en top-down position af akademisk privilegium. Postmodernismen repræsenterer derfor ikke noget bedre fordeling af magt i samfundet og bestemt ikke en afskaffelse af gamle "patriarkalske" magtstrukturer, men tværtimod en endnu mindre ønskelige samling af magt på færre hænder, med monopol over korrekte definition af ord og brug af sprog. Trods al propagandaen til det modsat, ville postmodernismen betyde et mindre diverse samfund med langt værre vilkår for udfoldelse af fri tænkning og tale. Forfatterne til den engelske artikel så godt som anerkender, at det er fremgangsmåden i kapitel 4 af artiklen. Der kommer ikke noget holistisk, organisk og menneskevenlig psykiatri ude af dette ævl. En rigtig god afhandling (på engelsk) om dikotomien mellem den folkepsykologisk forståelse af psykisk lidelser og den hjernevidenskabs-kognitiv forståelse af samme findes til gengæld her: https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyt.2016.00012/full

Samtidig ville jeg alligevel være enige med kritikerne i, at noget skal gøres for at bremse den af løbende tendens med det eksisterende system, for at patologisere så godt som alt menneskelig lidelse i en sygdoms ramme. Psykiatrien er nødt til at gribe i egne barm og genopfinde en ærlighed, den havde en gang for at stille med klar budskab om denne galimatias og få afgrænset hvad er og hvad ikke er psykiatriens felt, i stedet for den beklagende mumle om at forskningen ikke er klar endnu, vi hører ind i mellem fra adskillige af den etablerede kolossus forskellige talsmænd/kvinder. Debatten om hvad der er oppe og hvad ned, om i hvilken grad en psykisk lidelse skyldes medfødt eller neuro-udviklingsmæssig sårbarheder og i hvilken grad det skyldes eksterne påvirkning fra det sociale miljø man færdes i eller familie baggrund man voksede op i eller traumatiske hændelser der er sket undervejs er bestemt ikke noget ny debat i psykiatrien, vi har levet med den i mindste et hundrede år, og skulle sagtens kunne et hundrede år mere. Det eneste vi ikke skal gøre er at lukke i og nægte at høre fra andre der ikke lige er på hold med os selv, for der er ingen der har patent på sandheden her.