Under pandemien dukkede meningsløsheden op. Det var tiltrængt

For godt 15 år siden fik den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz sig et internationalt gennembrud med sin bog The Paradox of Choice, som kort fortalt grundigt og velargumenteret forsøgte at dokumentere, at flere valgmuligheder i tilværelsen ikke gør os mere lykkelige. Tværtimod kan det gøre os mindre tilfredse med det valg, vi ender med at træffe, hvad enten de drejer sig om jeansmærker, som var genstand for Schwartz’ personlige vendetta, restauranter, æg, uddannelse eller præsidenter. Det var naturligvis en præmis for bogen, at det menneske, der var tale om, var privilegeret nok til overhovedet at have friheden til at vælge.

Bogen udkom i 2006, men den blev i de efterfølgende år mere og mere relevant, for ikke alene blev valgene flere og flere, men med påvirkningen fra de sociale medier og de muligheder for selviscenesættelse og personlige karrierer, de har givet os, synes vores valg også at blive mere og mere personlige og eksistentielle.

Det er ikke gået reklamebranchens næse forbi, og hvis du lægger mærke til det, så er nærmest alt, der er til salg i dag, koblet til dybe og alvorlige eksistentielle valg. Uanset om der er tale om barbermaskiner, vaskepulver eller biler. Ligesom den varmepumpe, mit facebookfeed præsenterede mig for i morges under overskriften: »Det ærlige og rigtige valg for dig og din familie.« Teksten var akkompagneret af billeder, der skiftede mellem ekstremt vejr og en smuk kvinde midt i livet, der holder om sine børn og sin mand i et lækkert køkken. Det virker som et vigtigt valg.

Det er måske kun en følelse, som baserer sig på lidt anekdotisk bevisførelse, men sådan har det ikke altid været. Der var en tid, hvor tingene var mindre vigtige og måske også lidt mindre alvorlige, og selv om 1990’erne ofte er blevet skældt ud på grund af netop den indstilling, og Generation X’erne virker underligt apatiske, så er der måske noget fra den tid, vi kan bruge i dag. Noget, pandemien har hjulpet os med at vinde tilbage.

»We believe in nothing, Lebowski«

Jeg var selv ung i 1990’erne, og selv om jeg det meste af tiden var aldeles ubekymret og glad, så har jeg ikke en tung nostalgi i forhold til det årti. Jo, vi vandt EM i fodbold (jeg stod selv på Nya Ullevi), jo, Nirvana udgav Nevermind, Sovjetunionen faldt, London var cool, Tarantino indtog Cannes, vi troede på evig fremgang, vi opfandt internettet, ironien var tilladt og sjov, Gallagher-brødrene hang stadig sammen, og både Lou Reed og David Bowie var i live og udgav endda stadig hæderlige plader.

Det var good times, men ærlig talt var det også et underligt kommunalt årti. Der var markant mere knald på verden både i årtierne før og efter. Sådan virker det i hvert fald. For hvor 1960’erne blev årtiet for fremgang, 1970’erne årtiet for frihed og fællesskab, og 1980’erne årtiet for grådighed og vildskab, så er 1990’erne årtiet for ingenting. Altså for intet. For Nevermind, ironi og intet betyder faktisk noget for alvor. Som de tyske skurke siger om sig selv i et andet stort 90’er-hit, filmen The Big Lebowski: »We are Nihilist. We believe in nothing, Lebowski, nothing.«

Vi er ikke vigtige

Den nihilisme og den ironi forsvandt med 00’erne og kom aldrig igen. Godt det samme, tænker du måske. Tingene fik mere mening, og alvoren blev tungere i de næste årtier, kulminerende i en verdensomspændende pandemi i begyndelsen af 2020’erne. Men ironisk nok har vi med den måske fået en bid af meningsløsheden tilbage i kraft af de mange valgmuligheder, der pludselig blev taget fra os.

Som Barry Schwartz påpeger i sin bog, så er det ofte selve det, at vi tillægger vores valg for stor og afgørende betydning, der efterlader os angste og ulykkelige, så i det lys kan meningsløsheden måske give os en slags ro. Det kan lyde hedonistisk og uansvarligt, men faktisk kan det være præcis det modsatte.

For ved at læne os ind i den personlige meningsløshed, kan vi skifte fokus fra os selv og den tid, vi lever i, til noget, der er større end os selv. Ved at fjerne de mange valg, sådan som pandemien gjorde det, og ved på et mere overordnet plan at tømme dem for alt for megen mening, kan vi måske bedre se den klode, vi bor på, de mennesker, vi er her sammen med, og indse, at vores eget liv ikke er det vigtigste. Det ville være en gave fra pandemien, selv om den var lidt underligt pakket ind.