Postbuddet, forfatteren, brevsamleren og historikerne er enige: Vi kan ikke bare sige det med en sms

Kim Andersen tager en stor stak breve op i hånden og lader fingrene løbe hen over kanten af kuverterne. Der er omkring 40 tilfældige breve, og ud af dem er kun ét skrevet i hånden.

Han trækker det frem.

»Der er sgu én, der får et fødselsdagskort. Dem er der ikke mange af.« 

Klokken er 7.35, og postcentralen i Næstved er badet i lyserødt morgenlys. Blå postvogne står parkeret på rad og række ved siden af orangegule ladcykler med flaskegrønne tasker på siderne.

Kim Andersen har været postbud her på egnen i 33 år. Og i den periode har arbejdet ændret sig markant.

Post Danmark er blevet til PostNord, og uniformerne er blevet blå.

»Ikke helt så charmerende,« siger Kim Andersen.

Men det er det mindste: Man bliver ikke budt ind på kaffe længere – ikke engang ude på landet – og så er antallet af breve faldet dramatisk.

Omkring årtusindskiftet blev der sendt halvanden milliard breve om året i Danmark. I 2020 var tallet nede på 193 millioner.

Folk gider ikke bruge 12 kroner på at sende et brev, der først er fremme næste dag, når de bare kan sende en sms, konstaterer Kim Andersen, mens han læsser sin bil med pakker.

»Mængden i dag er ingenting. Der er nok en tyvendedel af, hvad jeg havde i gamle dage, da jeg kørte rundt på cykel – uden gear!«

Brevet ligger for døden, for nu at sige det, som det er. Ja, ja, tænker du måske: Sådan har det da været længe. Men inden for en nær fremtid kan brevene faktisk være fortid.

I januar sagde daværende transportminister Benny Engelbrecht (S), at det formentlig vil være slut med fysiske breve, som vi kender dem, ved udgangen af dette årti, fordi det næppe vil være økonomisk forsvarligt at fastholde en særlig brevservice.

Siden 1624 har det danske postvæsen ellers haft en selvstændig brevomdeling, men om otte år kan det altså være slut.

Ja, ja, tænker du måske: Vi har jo e-mails nu. Men det er ikke det samme. Det er ikke det samme, vi skriver i dem, og de bliver ikke gemt til eftertiden på samme måde.

Bør vi så opretholde en dyr service for de få eller bare give os fuldstændig hen til det digitaliserede liv?

Det er noget af det, der skal diskuteres, når PostNords midlertidige aftale udløber i år, og Folketingets partier skal forhandle om fremtidens postservice.

I Næstved er klokken blevet 8.40, og Kim Andersen sætter sig ind på førersædet. Han har fyldt vognen, drukket sin morgenkaffe og er klar til dagens tur til Karrebæksminde.

»Det tager nok cirka seks timer,« siger han.

Engang var de seks mand om Kim Andersens rute. I dag er der kun ham.

Som økologi og fastfood

I midten af 1990’erne skulle Anne Katrine Lund beslutte sig for, hvad hun ville skrive sin ph.d. i kommunikation om.

»Og der var breve bare oplagte. Man troede stadig, at e-mails var noget, der ville gå over. Dengang skrev vi alle sammen breve til hinanden,« siger hun.

Siden har hun forsket i breve på Københavns Universitet og blandt andet hjulpet det tidligere Post Danmark med en række undersøgelser.

Men e-mails gik ikke over – de tog over. Og derfor har brevet fået en helt anden rolle. Anne Katrine Lund, der i dag arbejder som strategisk kommunikationsrådgiver, sammenligner nutidens breve og mails med økologi og fastfood. Det sidste er hurtigt og nemt, men det første er bedst for os.

»I dag bruger vi brevet, når noget er svært eller nært. Det gælder både private, virksomheder og det offentlige,« siger hun.

Får vi et vigtigt brev fra hospitalet eller banken, printer mange det stadig ud. Det bliver simpelthen nemmere at forstå, hvis man sidder med det i hånden, siger Anne Katrine Lund:

»Der har vi brug for det fysiske i brevet. Det giver os både et bedre overblik og en anden følelse af kontrol.«

Det samme gælder for private breve. Vi tyer til brevskrivning, når der er noget på spil.

»Når man virkelig vil vise et menneske, at de betyder noget, så er der intet, der slår, at man er gået igennem alt besværet med et brev. Man har tænkt over det, skrevet det med sin rustne håndskrift og brugt sin tid og sine penge på at poste det,« siger hun.

Mange sender også stadig breve eller invitationer med posten i forbindelse med højtider, fødselsdage, konfirmationer og bryllupper: »Brevet er blevet noget, vi lægger vores kærlighed i,« siger Anne Katrine Lund.

Sådan har det langtfra altid været.

I 1890’erne blev der for eksempel i de store byer uddelt post otte gange i døgnet.

Det fortæller Eva Wistoft Andersen, der er historiker på Enigma, det tidligere Post & Tele Museum i København.

»Dengang kunne man bruge posten som en slags sms. Man kunne skrive om morgenen, at man rejste af sted, senere på dagen, om man nåede toget, og om aftenen, at man var fremme,« siger hun.

Siden da har antallet af brevomdelinger kun været faldende, og i 1979 afskaffede man ’den anden omdeling’, så breve fremover kun blev uddelt én gang i døgnet. Alligevel var den samlede mængde af breve stigende i mange år, siger Eva Wistoft Andersen:

»Det er svært at sammenligne over 400 år, fordi det opgøres forskelligt, men den samlede postmængde var nok stigende helt frem til 1990’erne med nogle mindre udsving under krigene.«

Et blankt stykke papir

I dag står det danske postvæsen et noget andet sted end i 1990’erne. I 2018 havde PostNords danske afdeling et underskud på 240 millioner svenske kroner og i 2019 på 91 millioner.

I 2020 fik virksomheden mere end 100 millioner kroner i kompensation, fordi den danske stat forlængede den såkaldte befordringspligt frem til i år: En aftale, der forpligter PostNord til at sikre, at vi kan sende breve og mindre pakker til samme priser i hele landet. Kompensationen er dog endnu ikke godkendt af EU.

Men PostNords aftale er kun midlertidig, og i løbet af 2022 skal politikerne forhandle om, hvordan fremtidens postvæsen skal se ud. Skal befordringspligten for eksempel sendes i udbud hos private? Eller skal vi gøre det dyrere at sende breve i nogle dele af landet end andre?

I et interview med Finans i sidste måned gjorde daværende transportminister Benny Engelbrecht smertegrænsen klar: Det kan ikke længere betale sig at have en selvstændig brevuddeling, når der bliver sendt under 50 millioner breve om året, og vi rammer formentlig det punkt ved udgangen af årtiet, lød det. Derefter kan en mulig løsning være, at breve sendes som pakker, hvilket dog i skrivende stund er mere end 40 kroner dyrere end et almindeligt brev til 12 kroner.

Derfor er en del af spørgsmålet, om breve til pakkepriser ikke de facto vil være brevenes død.

I en skriftlig kommentar svarer den nyudnævnte transportminister Trine Bramsen (S): »Vi skal kunne sende og modtage breve i Danmark«.

Mange er stadig afhængige af brevpost i deres kommunikation med sundhedsvæsenet, skriver hun, og vil ikke være julekort og postkort foruden.

Men hvordan, hvor længe og til hvilken pris regeringen vil sikre det, svarer hun ikke på.

»Jeg vil, som min forgænger har lagt op til, starte de kommende forhandlinger med et blankt stykke papir. Jeg tror og håber, at vi kan lave en god og langsigtet aftale, så man også i fremtiden kan modtage og sende breve, uanset hvor i landet man bor,« lyder det fra Trine Bramsen.

Brevet som statussymbol

I dag har e-mails, sms’er og sociale medier overtaget det meste af vores kommunikation med hinanden – men vores fortid er skrevet i breve. Og derfor er brevene også en uundværlig indgang til at forstå danmarkshistorien, vores kultur og de centrale personer, der har formet den.

På Det Kgl. Bibliotek har man en brevsamling med mange hundredtusinder af breve. Hvis ikke over en million – præcis hvor mange der er, ved man nemlig ikke, og bunkerne vokser hele tiden.

En af dem, der er med til at indlemme nyt materiale i samlingen, er seniorforsker Thomas Hvid Kromann, der er specialiseret i danske forfatterarkiver og til daglig arbejder i bibliotekets håndskriftsafdeling.

Vi møder ham på et kontor i Den Sorte Diamant, hvor han har fundet et par pragteksemplarer frem.

»Der er jo stor forskel på, hvad man kan bruge dem til som forsker,« siger han, mens han åbner en stak gamle, brune mapper bundet sammen med stofbånd.

»Nogle breve er deciderede værker, og andre breve er ren kommunikation, lidt som en sms. Og så fortæller de os selvfølgelig en masse om, hvem der var i forfatterens netværk.«

Thomas Hvid Kromann breder fire siders gulligt, stiplet papir ud på bordet, og allerede før man kan nå at læse navnet, er det tydeligt, hvem afsenderen er.

Små finurlige figurer og udklip bryder teksten op overalt. En professor, der læser avis, mens han sidder på en løve, der bliver trukket af en fin ældre dame. En lille mand, som er helt grøn i hovedet, bliver klappet på skulderen af en stor tyk mand, der siger »Bare rolig!«. Og på første side: Peter og Ping.

Brevet er fra Storm P. og skrevet i 1931 til kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher.

»Brevet er egentlig bare et ’tak for sidst-brev’, men det er nærmest en performance i sig selv. En slags montage, hvor formen virkelig påvirker værket,« siger Thomas Hvid Kromann.

En noget anden stil end hos Friedrich Nietzsche i hans korrespondancer med Georg Brandes fra slutningen af 1880’erne, som bliver lagt frem ved siden af. En relativt lille, men flot og sirlig håndskrift, der står på helt rette linjer.

»Det her,« siger Thomas Hvid Kromann så, mens han lægger et underlag klar på bordet.

»Nu får jeg helt gåsehud.« 

Han lægger et lille lysebrunt brev og et lidt større, næsten blåligt, frem foran sig.

»Det er to af Søren Kierkegaards breve til Regine Olsen.«

Brevene er fra omkring 1840, samme år som de to blev forlovet.

»Tænk, at han har siddet og skrevet på det her papir. Det er altså verdenskulturarv,« siger Thomas Hvid Kromann.

I toppen af det største brev er en simpel stregtegning.

»Min Regine!,« indledes det.

»Det er Knippelsbro. Den Person med Kikkerten det er mig.«

Brevet fra Kierkegaard er skrevet i den periode, hvor masseudbredelsen af post virkelig tog fart.

Men det hele begyndte faktisk et par århundreder før, fortæller historiker ved Enigma Eva Wistoft Andersen. Helt præcis juleaftensdag i 1624, da Christian 4. grundlagde det danske postvæsen.

Dengang havde man kun otte gående postruter og en ridende rute fra København til Hamborg. Postkontoret lå på Børsen, og postvæsenet var i det hele taget indrettet på at øge handlen, siger hun.

»Men der er heller ikke særlig mange, der kan skrive eller overhovedet har incitament til at gøre det dengang, fordi man stort set fødes og dør inden for fem kilometer.« 

Selv de fleste adelige var analfabeter og havde folk til at skrive og læse deres post for dem. Men det ændrer sig i løbet af 1700-tallet, hvor brevet nærmest bliver en kunstart for borgerskabet.

»Det bliver et statussymbol. Man begynder at skrive meget formfuldendt og at lave bøger om, hvordan et brev skal skrives. Særligt velskrevne breve bliver også noget, man trækker frem og læser højt til selskaber,« fortæller Eva Wistoft Andersen.

Men i 1800-tallet sker der to ting, som udbreder brevet til masserne. Med skoleloven fra 1814 kommer der undervisningspligt for alle børn, hvorfor en langt større del af befolkningen lærer at læse, og med indførelsen af frimærket i 1851 bliver det væsentligt billigere at sende breve, fordi der indføres en standardtakst.

»Samtidig går vi mod industrialiseringen, hvor der kommer større mobilitet i samfundet. Så i denne her periode bliver breve en kæmpe succes,« siger historiker Eva Wistoft Andersen.

Den store tvangsdigitalisering

Spørger man direktøren for PostNords danske afdeling, som står bag de beregninger, Benny Engelbrecht byggede sin udmelding i sidste måned på, er han enig i, at 50 millioner årlige breve må være smertegrænsen – men han advarer dog mod at lægge brevomdelingen i graven for tidligt.

»Fra mit view er der også et behov for breve i dag,« siger Peter Kjær Jensen.

»Man skal ikke glemme, at 350.000 danskere stadig ikke er digitale, og det vil sige, at man slet ikke kan kommunikere med dem via mail.« 

Samtidig er en anden udfordring, hvis vi afvikler vores infrastruktur til breve for tidligt, at Danmark vil stå noget alene med sådan et skridt på verdensplan.

»Teknologisk set er vi meget langt fremme, lige fra brugen af e-mails til e-Boks og digitale kørekort. Men de internationale brevmængder falder ikke nær så drastisk som i Danmark. I Sverige sender de stadig ti gange flere breve, end vi gør,« siger Peter Kjær Jensen.

På den måde kan den danske pionerstatus inden for digitalisering ligefrem blive en hæmsko i kommunikationen med omverdenen, mener han.

For PostNord skete det helt store skred, da politikerne i 2014 besluttede at sende al post fra det offentlige digitalt. Ikke kun fordi staten sendte utrolig meget post, men også fordi effekten spredte sig som ringe i vandet.

»Tvangsdigitaliseringen af den danske stat gjorde det ligesom legitimt for alle virksomheder at følge efter,« siger Peter Kjær Jensen.

En af de løsninger, der er blevet peget på i forbindelse med drøftelserne om brevenes fremtid, er, at breve i stedet bør sendes som pakkepost. Og det er Peter Kjær Jensen ikke afvisende over for.

— Det vil jo blive væsentligt dyrere end de 12 kroner, et brev koster i dag. Er det ikke de facto at lægge brevet i graven?

»Vores mindste pakker koster omkring en 50’er. Men jo, det ville nok være at erklære brevet dødt,« siger han.

»Men et brev kan man trods alt dele lidt hurtigere ud end en pakke, så vi må se på, om det bliver nødvendigt, at det skal koste 50 kroner.«

Håndskriftens budskab

Noget af det, vi mister, når vi ikke længere sender breve til hinanden, er alt det, man kan lære om et andet menneske gennem dets håndskrift.

For mange år siden hjalp forfatter Astrid Saalbach sin gamle mormor, der lå for døden, med at rydde ud i gemmerne.

En dag fik hun øje på en lille frysepose fyldt med breve, der lå i en papirkurv. Nogle var åbne, helt porøse og sat sammen af flere stykker papir. Andre lå i bittesmå, sirligt foldede, hjemmelavede konvolutter.

»Jeg fiskede dem op og kiggede på dem, men det tog mig faktisk flere måneder at læse dem. Håndskriften var lille og meget svær at læse,« siger hun.

Brevene var skrevet mellem 1911 og 1924. Og som hun læste sig igennem dem, foldede mormorens ungdomsliv sig pludselig ud og tegnede et portræt af tilværelsen som kvinde i begyndelsen af sidste århundrede. En oplevelse, der inspirerede Astrid Saalbach til at skrive romanen Der hvor du ikke vil hen.

I brevene kunne hun læse, hvordan mormoren som ung var rejst til London for at arbejde og leve et mere frit liv. Men så døde hendes unge moster i barselssengen.

»Så kommer der en interessant korrespondance, hvor hendes mor prøver at overtale hende til at komme hjem. De vil simpelthen bytte en død kvinde ud med en levende,« siger Astrid Saalbach.

»Linjerne i morens håndskrift bliver mere og mere skæve. Det tolker jeg som, at hun godt ved, at det ikke er godt, det hun har gang i.«

Familien ville nemlig gifte Astrid Saalbachs mormor væk til enkemanden, som de mente kunne gøre et godt parti. Den historie havde mormoren aldrig fortalt nogen, og pludselig lærte Astrid Saalbach nye sider af sin mormor at kende. Ikke mindst gennem håndskriften:

»En håndskrift siger virkelig meget om én, tror jeg. En e-mail kommer ikke i nærheden af den stoflige og meget personlige følelse, det giver at læse nogens håndskrift. Den er fyldt med karaktertræk,« siger hun.

Seniorforsker i Det Kgl. Biblioteks håndskriftsafdeling Thomas Hvid Kromann mener også, at man kan læse mere ud af de fysiske breve. Når han er blevet bekendt med en forfatters håndskrift, kan han for eksempel se, hvornår et brev er skrevet i hast, og hvornår der er brugt tid på det.

»Jeg oplever også, at brevene ofte er mere formfuldendte. Det er klart, at de helt korte breve, der minder om sms’er, er mere sløset skrevet. Men den hastighed, den moderne teknologi muliggør, betyder formentlig også, at der er en manglende omhu med præcise formuleringer,« siger Thomas Hvid Kromann.

»Ville man for eksempel lave sådan en udgivelse med mails?« spørger han og peger på et værk i seks bind udelukkende med breve til og fra malerparret Anna og Michael Ancher.

Ikke desto mindre er Det Kgl. Bibliotek meget optaget af at få fat i relevante e-mails og andre digitale dokumenter, der kan blive interessante for eftertiden. Men de har vist sig at være en del sværere at indfange:

»Folk er relativt tilbageholdende med at indlevere deres digitale materiale. Især forfatterne,« siger Thomas Hvid Kromann.

Og dertil kommer, at e-mails af helt lavpraktiske årsager lettere forsvinder, hvis vi ikke aktivt bevarer dem.

»De bliver ikke gemt i samme grad. Folk skifter arbejde og mister alle deres gamle mails eller skifter deres hotmail-adresse ud, og så går det hele tabt.«

Den moderne brevskriver

Mellem vinterafblegede marker og nøgne træer suser Kim Andersen rundt i Karrebæksminde i sin lyseblå postvogn.

Der er fart på. De fleste steder tager det ikke mere end fem-ti sekunder at stige ud af bilen og aflevere et brev, hvis han ikke ligefrem kan gøre det fra sit vindue.

Sådan var det ikke, da han begyndte som 25-årig. I de første mange år cyklede Kim Andersen rundt, og der var både tid til at drikke en øl med kollegerne, når deres ruter krydsede hinanden, og til at blive budt ind på kaffe.

»Mit sidste kaffested var hos en dame på 95 år, der boede på en gård her omme bagved,« siger han og peger bag sig.

»Dér kom jeg klokken ni hver dag. Så sad vi i 20 minutter og drak kaffe og spiste hjemmebagte boller. Nogle gange så hun ikke andre end mig i løbet af en dag. Hun var også det sidste hus på hele vejen,« siger han.

I dag er arbejdet mere rutinepræget, men på nogle punkter også nemmere. Det mest overraskende er vejret, eller hvis der en gang imellem skal udbringes post til en kendt person.

Men Kim Andersen kan stadig godt lide det: »Du er dig selv hele dagen og bestemmer selv, hvornår du vil gøre det hurtigt og langsomt. Og så er her jo flot,« siger han og kigger ud over markerne.

»Så I haren? Jeg ser rådyr og harer hver eneste dag.«

Han har også tænkt sig at blive ved syv år endnu, så han kan holde sit 40-års jubilæum i postvæsenet. På den måde når han også akkurat at stoppe, før brevomdelingen nok ikke kan betale sig mere.

Spørger man kommunikationsrådgiver og tidligere brevforsker Anne Katrine Lund, ville det dog være trist, hvis den selvstændige brevomdeling stopper om otte år. Og hun føler sig ikke sikker på, at brevene vil overleve at koste op mod 50 kroner.

»Vi kan jo allerede nu se, at der er generationer, der synes, det er for besværligt,« siger hun.

Men man skal samtidig huske, at de nye brevskrivere, der trods alt kommer til, går til det på andre præmisser. Lidt skarpt skåret er den nye brevskriver i dag en ung eller midaldrende kvinde, der er meget genrebevidst og omhyggelig med sit brev, men til gengæld ikke særlig følsom over for, om det er fem eller ti dage om at nå frem, siger Anne Katrine Lund.

»De har potentielt en fremtid som brevskrivere. Så hvis staten går ind og holder hånden under brevomdelingen, har man da givet sit til relationsopbygningen mellem de her mennesker. Til undtagelserne, der holder de menneskelige relationer i live.«

Og de findes. På Enigma, det gamle Post & Tele Museum, har man for eksempel i flere år haft et samarbejde med brevklubben ’Post a Letter’, som har lånt museets lokaler til brevskrivningsarrangementer – et foretagende, startet af en gruppe yngre kvinder med inspiration fra et lignende canadisk koncept.

Mere end et frimærke

Det Kgl. Biblioteks brevsamling er lidt af en oplevelse. I nogle af rummene føler man sig næsten hensat til biblioteket fra I rosens navn – eller måske til biblioteket i Pyrus-julekalenderen, der faktisk er optaget her.

Etage på etage med brune, indbundne mapper og arkivæsker med navne på. På vej igennem det støder vi blandt andet på Johannes V. Jensen, Inger Christensen, Karen Blixen og Dan Turéll.

Men det er ikke kun Det Kgl. Bibliotek, der samler på gamle breve.

Det gør medlemmerne af Dansk Posthistorisk Selskab i den grad også, og formand for foreningen Palle Offersen har selv så mange, at han ikke længere har tal på dem. Over 20.000 er nok et godt bud, siger han.

Men for foreningens medlemmer er det ikke så meget indholdet af brevene som alt det udenom, der er interessant.

»Vores interesse handler om det danske postvæsen og den historie, der er knyttet til det. Det kan være postruter, postbefordringer, posttakster postkontorer og brevets behandling i det hele taget,« siger han.

Foreningen har små 300 medlemmer, et aktivt medlemsblad og holder møder, foredrag og udstillinger med deres samlinger. Og til marts kan selskabet fejre 50-års jubilæum.

»I sin tid er det udsprunget af Danmarks Filatelist Forbund, som vi stadig er en del af,« siger Palle Offersen – altså forbundet for frimærkesamlere.

»Men så valgte nogen at gå i denne retning, fordi de synes, at brevet og posthistorien var mere spændende end kun at kigge på frimærket.«

Sådan begyndte det også for ham selv.

»Efterhånden blev jeg bare mere og mere fascineret af breve. De fortæller jo en historie, der handler om mere end frimærket. Man kan både se, hvor de er sendt fra og til – og i nogle tilfælde er de blevet omadresseret eller har været i transit undervejs,« siger han begejstret.

Palle Offersens ældste brev er helt tilbage fra 1767, sendt mellem to myndigheder fra Odense til København.

»Men for 14 dage siden sendte jeg et fødselsdagsbrev til min nevø, der kom retur, fordi husnummeret var forkert. Så nu har jeg et helt nyt posthistorisk dokument.«

Dansk Posthistorisk Selskab har faktisk medlemsfremgang, men Palle Offersen erkender, at det vil blive vanskeligere for de brevinteresserede at vedligeholde interessen i fremtiden og samle de nye breve, efterhånden som mængden af breve falder.

»Det er lidt ligesom med møntsamlerne. De vil også få det svært fremover, fordi der efterhånden er langt imellem, at folk går rundt med mønter på sig,« siger han.

Alligevel tager Palle Offersen udviklingen med oprejst pande.

»Som posthistoriker er det da ærgerligt, men som samfundsborger må jeg bare sige, at intet varer evigt. Hvis vi fornægtede udviklingen, skulle vi stadig køre rundt i hestevogne, selv om bilen var opfundet.«

25 ton hundekiks

Kim Andersen triller ind i en indkørsel, stikker overkroppen ud ad vinduet og smider et magasin i plastiksvøb i postkassen. I det samme kommer en gråbrun jagthund løbende mod bilen.

»Nå, der kommer den,« siger han og stiger ud.

Hunden springer op ad ham og farer rundt. Kim Andersen stikker hovedet ind i førerhuset og rækker ud efter en hundekiks.

»I gamle dage kørte alle med hundekiks. Men da PostNord skulle spare engang, kunne det åbenbart ikke forsvares at prioritere det,« siger han.

I 2008 købte de 3.000 kasser hundekiks svarende til cirka 25 ton kiks, som budene delte ud. Den tid er slut, men Kim Andersen køber dem stadig for egne penge.

»Nu er hundene jo blevet vænnet til det,« som han siger.

Kim Andersen er nok et af de sidste postbude af den gamle skole. I dag er der meget større udskiftning, forklarer han. De fleste unge kommer og deler post ud i et eller to år, før de skal studere, og så er de væk igen.

Men hvad er så den erfarne fagmands råd, hvis vi gerne vil bevare brevene?

Kim Andersens løsning er noget simplere end politikernes. Vi skal bare skrive nogle flere.

»Når jeg kører rundt i december, spørger folk mig ofte, om jeg har julekort med, og så kan jeg altså godt finde på at spørge tilbage, om de selv har fået skrevet nogle. Det har de som regel ikke,« siger han.

Og hvordan står det så til med postmandens egen brevskrivning?

»Nu skal vi vist snakke om noget andet,« siger Kim Andersen og klukker lidt.