Den isdækkede Nevaflod slynger sig gennem Sankt Petersborg. Foran Peter og Paulus-fæstningen ved flodens bred strækker en kø af mennesker sig. Mænd, kvinder og børn: Alle venter de på, at det bliver deres tur.
Velvoksne mænd i camouflagetøj står vagt rundt om et udskåret hul i flodens is. Vandet under isen ser brunt og uindbydende ud.
Én efter én kommer de ventende ud fra et opvarmet omklædningstelt iført badetøj, morgenkåber og tøfler. Mange bærer små kors om halsen. En trappe af træ, etableret i dagens anledning, tillader dem at træde kontrolleret ned i vandet.
På skift sænker de legemet ned i det iskolde vand. En, to, tre gange. De fleste dykker hovedet, mens de slår korsets tegn. En ikon af Jesus omgivet af en engel og Johannes Døberen skuer ned på de badende fra den anden side af ishullet, og enkelte modige svømmer gennem det kolde vand for at kysse fødderne af frelseren.
»Bozje moj,« råber en ældre kvinde, der får rakt en hånd for at komme op af vandet. Min gud.
På Nevafloden er repræsentanter fra både lokal og udenlandsk presse til stede for at dække Epifanifesten.
Epifanifesten er en ortodoks helligdag, der markerer Jesus’ dåb i Jordanfloden, og langs floder, søer og kyster vil hundredtusindvis af russere på denne dag lade sig gendøbe i fædrelandets kolde vand.
Efter 75 år i kulden i Sovjetunionen er den russiskortodokse kirke i dag en stor del af mange russeres liv, og som institution befinder den sig tæt på den politiske magt i Rusland. Sidste år udstyrede Vladimir Putin kirkens leder, patriark Kirill, med statens højeste orden, og det religiøse overhoved kvitterede ved at beskrive Rusland som »lederen af den frie verden«.
»Putin definerer sig som en troende præsident og benytter alle mulige lejligheder til at optræde sammen med patriarken og til officielle kirkelige begivenheder. På det ydre plan er der ingen tvivl om, at der er et nært forhold,« siger Christian Gottlieb, adjungeret professor ved Københavns Universitets Teologiske Fakultet og ekspert i den russiskortodokse kirke.
»Det er dog vanskeligt at udtale sig om, hvor dybt det stikker. Putin ønsker at benytte kirken som en støtte for sin fremme af de konservative værdier. Der er ingen tvivl om, at det er noget, kirken er klar på at spille med på. Her er et klart interessesammenfald.«
Kirkens budskaber er således flettet tæt sammen med den russiske patriotisme, og institutionen er også blevet del af konflikten med nabolandet Ukraine: I 2018 førte spændingerne mellem de to lande til, at Ukraines ortodokse kirke, der i århundreder har hørt under Moskva-patriarkatet, brød med den russiske kirke.
Et skridt, Putin fordømte som et forsøg på at skabe »yderligere splittelse mellem det ukrainske og russiske folk«.
Splittelsen er ikke ligefrem blevet mindre siden. Og hvis man vil forstå, hvorfor der i øjeblikket befinder sig 100.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine og yderligere 30.000 i nabolandet Belarus, er det en god idé at se nærmere på den særegne blanding af ortodoks kristendom og kontant patriotisme, der er kommet til at præge Rusland under Vladimir Putin.
Det særegent russiske
For Kreml har den ortodokse religiøsitet ikke mindst været et nyttigt værktøj i den nationale identitetsopbygning, der pressede sig på i årene efter Sovjetunionens kollaps.
For hvad skulle nu samle den noget amputerede nation?
I bestræbelsen på at besvare det spørgsmål søgte man inspiration i Ruslands førkommunistiske historie og 1800-tallets politiske tænkning. En af de mest markante ideer i den periode var den såkaldte Uvarov-doktrin, opkaldt efter Sergej Uvarov, der var undervisningsminister under tsar Nikolaj 1.
Ifølge doktrinen er der tre grundsøjler i det russiske samfund: den russiskortodokse kirke, den autokratiske styreform omkring tsaren og nationalitetsfølelsen.
»Ortodoksi, autokrati og nationalitet. Og præcis i den rækkefølge. Først kirken, der er grundlaget for det hele og støtter tsarens magt. Sammen skabes nationalitetsfølelsen,« siger Christian Gottlieb.
Og selv om tsaren i mellemtiden er blevet udskiftet med en stærk præsident – og russiske ideologer hellere beskriver deres samfund som et ’styret demokrati’ end et autokrati – har tankegodset fra 1800-tallet fået en slags renæssance i Putins Rusland.
»Det er helt indlysende, at det præger den russiske samfundsdebat i dag. Ideen om det russiske folks særegenhed hænger snævert sammen med ortodoksien: En del af det, der gør, at russerne er noget særligt, er den ortodokse tro,« siger Gottlieb.
Den ortodokse religiøsitet spiller også en rolle for den militante patriotisme, der promoveres af Kreml. Det mener Marija Snegovaja, der er ph.d. fra Columbia, postdoc ved Virginia Tech og en hyppig bidragyder i russiske oppositionsmedier:
»Det militære narrativ findes alle steder i det russiske samfund. Samtidig glorificeres fortællingen om, at lidelse er en vigtig del af russisk liv og selvforståelse. Det er et narrativ, der stammer direkte fra ortodoksien, hvor lidelse også er et vigtigt element,« siger hun.
Hovedkatedralen for Ruslands væbnede styrker har vægge dekoreret med kampscener fra den russiske militærhistorie ved siden af tekstuddrag fra biblen.
Patriotismens katedral
Vest for Moskva, tæt på den yderste ringvej, ligger den nyligt åbnede Patriot-park: Et større oplevelsesområde med militærmuseer og et enormt konferencecenter ved navn Patriot Expo, alt sammen centreret omkring Hovedkatedralen for Ruslands væbnede styrker. Kirken åbnede i 2020 på 75-året for sejren i Anden Verdenskrig – i Rusland kendt som Den Store Fædrelandskrig.
Inde på området sætter patostung korsang fra opsatte højttalere stemningen, mens de sidste gæster stille og roligt er på vej hjem. En gruppe unge soldater i træningstøj, der har været på ekskursion i området, løber i retning af en ventende militærlastbil, der står og spytter tung udstødning ud i vintermørket.
Alla Akimova og hendes mand Danila Akimov er på vej hjem til deres lejlighed i den anden ende af hovedstaden, 90 kilometer væk, efter et besøg i katedralen for de væbnede styrker, som Alla beskriver som »et meget storslået og kraftfuldt sted«.
»Det her sted handler om det russiske folk – et særligt og åndrigt folk,« fastslår hun.
De har slet ikke haft tid nok til at se resten af Patriot-parken, men har helt sikkert tænkt sig at vende tilbage: »Her er fantastisk. Patriotismen er den vigtigste følelse for os russere,« siger Alla Akimova.
Alla og Danila Akimova.
Parret er oprindeligt fra storbyen Novosibirsk, mere end 3.000 kilometer øst for hovedstaden, men flyttede for lidt over et år siden til Moskva. De er begge i begyndelsen af 50’erne og arbejder med henholdsvis IT og forsikring.
Parken er en vigtig påmindelse om det russiske folks ofre gennem historien, mener Alla Akimova:
»Ikke kun i Den Store Fædrelandskrig. Vi har flere gange været alene mod hele Europa. Kun den sovjetiske hær kunne bekæmpe tyskerne. Vi russere har bragt så store ofre,« siger hun og får fugtige øjne.
I ægteparrets øjne er Vladimir Putin den helt rette til at stå i spidsen for den hårdt prøvede nation:
»Vi elsker Putin. Han er en patriot og kender den russiske historie særdeles godt,« siger Alla Akimova.
»Med ham ved magten er livet ikke bare blevet bedre, det vil også blive endnu mere glorværdigt i fremtiden.«
Nær Hovedkatedralen for Ruslands væbnede styrker ligger en skøjtebane. Flere børnefamilier er i færd med at lege på faciliteterne, som betjenes af militærfolk.
44-årige Anna Korotun bor med sin familie i en af de nærliggende landsbyer og bruger Patriot-parken ofte, men ikke på grund af hendes kærlighed for det russiske militær.
»Vi forældre lukker vores øjne for den militære indoktrinering og lader børnene nyde at være her,« siger hun.
»Den russiske hær må være et af de værste steder i verden, man kan befinde sig. Men samtidig er det nok bedre, at soldaterne uddeler skøjter, end at de er ude og kæmpe i en nyttesløs krig i udlandet.«
Anna Korotun og hendes familie.
Multietnisk nationalisme
»Herinde er der ingen forskel på en general og en menig. Forskellene udviskes i varmen,« siger Arsenij Golod, før han træder ind i en mur af hede.
I omegnen af et halvt hundrede nøgne mænd sidder side om side på en eleveret platform af træ. Oppe under loftet er varmen endnu mere ekstrem, og deres kroppe er rødkrebsede og våde af sved. Udblødte birke- og egekviste piskes hen over kroppen, og mange af mændene har røde striber på skuldre og ryg.
Når der bliver ringet med klokken i forstuen, stimler mændene sammen foran indgangen til den varme banja. Her står de i kø med deres filthatte, mens dampbadet gøres klar. Denne aften er den forberedt med hvidløg.
Vorontsovskije Bani er fra 1938 og er en af Moskvas »mest autentiske banjaer«, bedyrer Arsenij Golod med henvisning til landets særlige badstuer. Fredag aften bliver der i forstuen fortæret pil-selv-rejer og drukket fadøl, vodka og den lokale let alkoholiske drik kvas.
En ældre mand kommer ud af varmen og lader sig falde baglæns ned i et stort iskoldt kar.
»Ude på landet kaster vi os ud i sneen og ruller rundt. Banja er en stor del af russisk identitet. Vi er et ekstremt folk skabt af ekstreme forhold. Vi kan hverken få det for varmt eller for koldt,« siger 31-årige Arsenij Golod, der til dagligt arbejder for Nike og bor med sin kone, Zenia, i udkanten af Moskva.
Han er oprindelig fra den tidligere sovjetrepublik Tadsjikistan og har en etnisk tadsjikisk mor og en russisk far. Under 1990’ernes borgerkrig, der fulgte i kølvandet på Sovjetunionens kollaps, flygtede familien til byen Saratov ved Volgafloden i Rusland.
»For at forstå den russiske sjæl må du ikke se på vores politikere. Du må læse vores bøger, høre vores musik og se vores film. At være russer handler ikke om etnicitet. Det handler om følelser,« siger han.
Det moderne Rusland er på ingen måde en etnisk homogen størrelse, hvilket et hurtigt blik på gadebilledet ofte gør klart. Selv i de store byer i det vestlige Rusland håndteres mange lavtbetalte job af arbejdere fra Centralasien, og jo længere østpå man kommer, des mere multietnisk bliver befolkningssammensætningen.
»Rusland er i dag et stærkt nationalistisk land i den forstand, at den patriotiske stolthed over Rusland fylder meget, men landet er på ingen måde etnisk ensrettet. Det er et multietnisk land, og der er ikke nogen form for russificering i gang,« siger Mark Galeotti, der er æresprofessor i slavisk og østeuropastudier ved UCL i London og forfatter til en lang række bøger om Rusland.
Den russiske befolkning er i dag sammensat af omkring 80 procent etniske russere, mens tatarer, basjkirere, tjuvasjiere og tjetjenere blot er nogle af de næsten 200 folkeslag, der befinder sig i landet. Det er i denne smeltedigel, at man efter den kommunistiske idés fallit har prøvet på at finde et fælles narrativ.
Eller som Mark Galeotti formulerer det:
»Man forsøger nu at finde sine egne svar på det spørgsmål, der har hjemsøgt Rusland i århundreder: Hvad forener os?«
Som led i det projekt har Kreml givet historien en fremtrædende rolle, påpeger Mark Galeotti – og der er ofte tale om en temmelig kreativ og selektiv tilgang til fortiden.
»Man sammensætter alle de glorværdige dele. Du har tsaristiske generaler side om side med sovjetmarskaler, der bliver tilbedt i samme åndedrag,« bemærker han.
»Man kan tale om Stalin-æraens succes uden at tale om Gulaglejrene. Man kan tale om tsarernes triumfer uden at tale om den massive selvoptagethed og de ofte helt stupide beslutninger, der blev taget i denne periode,« siger Galeotti.
»Det er ikke kun, fordi det er rart at have en glorværdig fortid, men fordi det skal binde landet sammen. Ligesom underdanigheden over for den russiske tsar, den ortodokse kirke og den russiske kultur skulle gøre det i midten af 1800-tallet.«
Ukrainerne vil vende hjem
Arsenij Golods hjemby, Saratov, ligger omkring 1.000 kilometer sydøst for hovedstaden ved Volgafloden. På denne solskinsdag glinser isen, mens fiskere sidder på klapstole og fjerner nydannet is med en stor ske fra deres huller i isen. Natten har budt på minus 18 grader.
Der er næsten ti kilometer fra bred til bred, og midt på isen føles det mere som et hav end som en flod.
Her holder Oleg Tjerikov til. Han er 44 år og vagtmester på zilionij ostrov – ’den grønne ø’ midt i Volga, hvor mange af byen Saratovs både ligger på land for vinteren. Oleg Tjerikov har sammen med en lille gruppe mænd og hunden Bossman i syv år holdt vagt på øen.
Oleg Tjerikov, 44, sidder på sengen i sin skurvogn, der er godt fyret op med kævler i brændeovnen og isoleret med OSB-plader. Ude bagved har vagterne skåret et hul i isen, så de kan lave kaffe på vandet fra Volgafloden.
I den skurvogn, hvor vagten holder til om vinteren, pryder en udstoppet gedde væggen, og 14 pakker cigaretter ligger på en hylde i reolen. En tom dåse kaviar bliver brugt som askebæger.
»Volgafloden er en vigtig handelsrute gennem Rusland. Det er en stor motorvej for alle russere,« forklarer Oleg Tjerikov.
Hans makker denne dag på øen – Oleg Silkin – er 63 år og oprindeligt fra det sydlige Ukraine fra byen Mykolajiv – på russisk kendt som Nikolajev – nær ved den annekterede Krimhalvø.
Oleg Tjerikov ser den nuværende konflikt med Ukraine fra et perspektiv, der ifølge ham deles af mange russere uden for de store byer:
»Jeg tror, at Ukraine snart vil blive en del af Rusland igen. Ukraine er blevet frarøvet os,« siger han.
Den anden Oleg afbryder. Han har ikke lyst til at deltage i en artikel, der handler om aggressive russere.
»Jeg ønsker ikke at blive del af et karikeret fjendebillede,« siger han.
Oleg Silkin, 63.
Efter flere forsikringer om vores oprigtige intentioner får Oleg Tjerikov lov til at uddybe sit syn på nabolandets status.
»Ukraine var en del af det store russiske tsarrige og Sovjetunionen. Rusland er et stort land, der sammen med vores broderfolk har stået bag store bedrifter. Derfor tror jeg, at ukrainerne vil komme tilbage til Rusland på fredelig vis i løbet af en overskuelig fremtid,« siger Oleg Tjerikov.
»Sammen kan vi igen udrette store ting.«
Hunden Bossman holder vagt på øen Zilionij Ostrov – den grønne ø midt i Volga, hvor mange af byen Saratovs både ligger på land for vinteren. Den ser bister ud, men hopper op og slikker Oleg Tjerikov i ansigtet.
Længere nede ad Volga ligger landsbyen Smelovska på flodens østlige bred, hvor hovedvejene forsvinder under et tykt lag af is, og de eneste mennesker, man ser på lange distancer, er jægere iført camouflagetøj og ski.
Her bor 28-årige Anastasija Akajomova i et lille velholdt hus midt i landsbyen. Hun er hjemmegående og passer sønnen Rostislav på fire, mens hendes mand arbejder som officer i det russiske luftvåben på en nærliggende flyvebase.
Flere gange denne dag flyver store russiske bombefly af typen Tupolev Tu-160 ind over området.
»Jeg er altid bange for, at min mand skal i krig. Det er skæbnen for alle militærhustruer,« siger Anastasija Akajomova.
Alligevel tror hun ikke på, at det kommer til en krig med Ukraine:
»Så jeg er ikke mere nervøs nu end normalt,« siger Anastasija, der bærer en T-shirt med teksten ’Make your life a story worth telling’.
»Men derfor mener jeg stadig ikke, at Vesten skal blande sig i Ruslands anliggender. Rusland vil altid forsvare sig,« fastslår hun.
Anastasija Akajomova, 28.
En patriotisk opdragelse
Sneen ligger som en dyne over en plads i det centrale Volgograd længere nede ad floden. Under pladsen ligger en af byens mange massegrave fra Anden Verdenskrig. Volgograd skiftede nemlig navn efter Josef Stalins død fra det mere famøse navn Stalingrad.
Foran en ’evigt brændende’ ild står 15-årige Svjatoslav Vorobjev iført pelshue og uniform. Han går i niende klasse på den lokale skole, men har i dag æren at stå vagt ved monumentet over byens faldne soldater.
9. klasse på Volgograds 110. skole krydser vejen.
Svjatoslavs bedstemor, mor og lillesøster er mødt op for at tage billeder af ham under vagtskiftet.
»Min familie kom ikke fra Stalingrad, men tog hertil i 1943 for at bygge byen op igen. Der findes ikke en familie i Rusland, som ikke har lidt under krigen. Det er så vigtigt, at den unge generation kender til vores historie,« siger Tatjana Djatjenko på 63.
Hun stod selv vagt her, da hun var ung i Sovjetunionen. Derfor er hun også særligt stolt over barnebarnets udmærkelser. Det samme er lillesøster Varvara på 10.
»Når jeg bliver gammel nok, vil jeg også gerne stå vagt,« siger hun.
Moren Jevgenia Vorobjeva forklarer, hvorfor det er vigtigt for hende at opdrage sine børn i den patriotiske ånd:
»Vi lever i så stort et land, og det eneste, der kan beskytte vores grænser mod fremmede magter, er patriotismen. Derfor bliver vi nødt til at opdrage vores børn patriotisk,« siger hun.
»Det her er meget seriøst for os. Vi bliver nødt til at huske vores traditioner, for hvis vi glemmer dem, vil krigen komme igen.«
Bedstemoren Tatjana Djatjenko tror dog ikke på, at det kommer til en krig med Ukraine:
»Det her er ikke andet end et politisk spil,« siger hun.
9. klasse på Volgograds 110. skole lægger blomster til ære for dem, der mistede livet i forsvaret af byen under Anden Verdenskrig
Efter en kort pause fra vagten marcherer hele niendeklassen med Svjatoslav i front ind på pladsen igen. Alle er iført uniformer, som godt nok ikke matcher perfekt over hele linjen.
Hver og en af de uniformerede unge bukker sig ned og lægger en rød rose på graven til ære for den halve million sovjetborgere, der mistede livet under kampen om byen.
»Når jeg ser på mit barnebarn, kan jeg se, at vi russere igen er klar til at stå sammen som én mod fjenden udefra,« siger Tatjana Djatjenko.
»Med Guds hjælp.«
Ny krig i Europa
Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.
Seneste artikler
Denne serie lukker. Tilmeld dig nyt nyhedsbrev for at få overblik over krigen i Ukraine
21. marts 2022Vi lukker denne serie den nye krig i Europa og erstatter serien med et nyhedsbrev, som vi har valgt at kalde ’Krigen og verdensordenen’. Det giver et dagligt overblik over krigen, men kaster også et nyt blik på en verden i hastig forandringPutin stempler provestlige russere som »afskum og forrædere«
18. marts 2022I en retorisk eskalerende tv-transmitteret tale har Ruslands præsident bekræftet bange anelser om, at hans krig mod Ukraine kun er et første slag i en krig mod Vesten, som ifølge ham er opsat på at tilintetgøre RuslandUanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har Putin tabt
17. marts 2022Prisen for at vinde krigen mod Ukraine og holde landet besat er blevet så høj, at Rusland ikke har råd. Putin har nu kun ringe handlemuligheder, men hvilken form nederlaget vil tage, er et åbent spørgsmål, skriver den franske sikkerhedspolitiske tænker Jean-Baptiste Jeangène Vilmer
Jeg gad vide, hvad det er for store bedrifter, der tænkes på...
Ellers bliver man jo nærmest ligeså klog på russisk ånd og russisk sentimentalitet af at opføre Tjekhov, åbenbart.
Nej, truslen, aggressionen, kommer fra toppen, eliten, en magtfuld kreds af politikere og militærfolk; ude af kontrol kører de deres eget løb.
Rusland har været, er nu og vil forblive et zarvælde. For øvrigt vil det være en illusion at have et demokrati i et så stort land.
i dagens USA går kristendom, kapitalisme (grådighed), og militarisme ofte hånd i hånd, det hænget tæt sammen med pengemagtens forsøg på at legitimere den amerikanske ambition om at dominere hele verden,
og legitimere de mange krige (overfald) man skaber for at nedkæmpe den modstand der helt naturligt er mod projektet, en fortælling som snart kan blive udvidet med nye endnu større og farligere krige,
jeg vil faktisk mene at ovenstående omskrivning er mindst lige så sand som jeres fortælling om Rusland, at der i begge tilfælde kan fortælles andre historier som er mere nuancerede, er også oplagt,
jeg opfatter jeres artikel som endnu et "bevis" på at Rusland er "de onde" helt i tråd med den øvrige dæmoniseringspropaganda, som her i vesten kolporteres som selve sandheden om Rusland,
jeg forstår simpelt hen ikke at ingen medier forsøger at deeskalere konflikten og fortæller hele historien om Ukraine af i dag,
det eneste sted jeg kan finde noget sådant er "the transnational" og Jan Obergs betragtninger om emnet.
https://transnational.live/
https://janoberg.me/
der er meget materiale også om andre vigtige emner men de handler alle om årsagerne til at verden ikke er et fredeligt sted,
nogle vil nok mene at USA bashes og at artiklerne er ensidige, (nemlig alle dem som køber "vores"/USAs propaganda ukritisk),
men artiklerne forklarer blot hvad der faktisk foregår og ignorerer ikke nogens medskyld heller ikke vores egen,
historien om at vi er de gode og vores "fjender" de onde er jo faktisk løgn fra ende til anden.
ps kan ikke læse artiklen.
Russerne er demokratiske analfabeter. Og selvfølgelig er de det. De har aldrig kendt til noget, der bare minder om demokrati, men har været underlagt en uendelig lang række af zaristiske autokratier, som konsekvent har undertrykt og udplyndret det russiske folk. Putin er blot den seneste i rækken af 'stærke mænd', som holder en dybt konservativ befolkning i skak med autoritære magtmidler, irrationelle fjendebilleder og fortællingen om national grandiositet.
Putin vil konflikt, et typisk rationale, når der er begyndende problemer, opposition, på hjemmefronten! Set før...
#Jan, meget enig. Og desværre mere og mere typisk for Inf, som i den grad har mistet evnen til selvstændig kritisk tænkning på stort set alle områder. Minder mere og mere om Politiken efterhånden...
Spændende artikel med mange stemmer, selv om der nok skal mere til at trænge igennem fjendebillederne. Selvfølgelig har Rusland ikke demokrati, situationen i Danmark er dog ikke meget bedre - forskellen er vel mest, at vi er mindre militariserede.
Det er en tvivlsom påstand at lidelse spiller en stor rolle i den ortodokse kirke. Martyr-helgener spiller en stor rolle, ligesåvel som mådeholdenhed og robusthed gør, men lidelse er på ingen måde noget ideal. Russere bader ikke i koldt vand for at lide, og det er vel heller ikke tilfældet med danske vinterbadere.
Nu læste jeg så artiklen helt anderledes, altså som et forsøg på at beskrive den russiske identitet ,hvor det religiøse har stor magt igen, måske fordi kommunismen forsøgte at udrydde den, lidt som vi her i vores lile land forsøger at nedgøre den gudstro og moral som mange muslimer følger.
Identitet ,tro og livsopfattelse som vi ikke forstår ,er jo nødvendigvis ikke forkert. Ordet patriot har også været en hædersomtale her engang.
Men lad dog Putin og Rusland finde deres egen identitet over tid, men selvfølgelig bør vi som mennesker forsøge at få dette land til at leve uden at true andre. Men stadig det sker ikke gennem trusler og oprustning og æv bæv, vi er de gode i denne verden!
Er det virkelig så vanskeligt at forstå at russerne er stolte af sit lands historie? Jeg er i hvert fald yderst taknemmelig for den store og smertefulde indsats de ydede i kampen mod Nazismen...og jeg skammer mig hver gang folk fra vesten ikke vil anerkende det...særlig fra lande som Danmark og USA, som ikke har oplevet krig på sit eget territorium i flere generationer. Jeg tror netop Danmarks meget lidt heroiske politik under 2 verdenskrig er medvirkende til at danskerne er ekstra lette at manipulere til russerhad. Nordmændene erfarede i langt højere grad 2 verdenskrig på kroppen og i hvert fald i Nordnorge står erindringen om russernes befrielse af Finnmark stadig stærkt. For få år siden havde NRK en fin helaftensudsenelse om dette. Jeg kan simpelthen ikke forstå trangen til at beskrive russere som lallende idioter...De har en anden historisk erfaring end danskere og begge parter kan lære af hinandens erfaringer. Men jeg må advare lidt...når man kommer fra et land der i den grad har haft det som blommen i et æg i generationer, kommer man hurtig til at føle sig lidt åndelig fattig i møde med et folk, som har mærket nogen af historiens mest voldsomme begivenheder på sin krop...Så kan man vælge at pege fingre eller slå ørerne ud...Jeg anbefaler stærkt det sidste.
Læs artikel fra Altinget (kronik). 13. februar af Claus Mathiesen og Vibe Termansen begge cand.mag. i historie med specialer i Russisk og Polsk historie m.m.
Den kronik giver et ganske flot kronologisk overblik over den historiske side af sagen fra 1812 til start på 2. verdenskrig og frem til den situation, som vi nu står i med krig hængende over vores hoveder. Endvidere kommer kronikken med bogforlag. Så bare kom igang. God søndag.
Hvad ville rusland gøre hvis der ikke var en fjende som konstant truer moder rusland ?
Opfinde en fjende ?
Er det det Putin gør lige nu ?
Hvad er der at være stolt over i Rusland? Økonomien halter gevaldig, og er på størrelse med Hollands. Og den er for nedadgående. Kun oligarkerne er ved muffen. Ww2, som bliver fremhævet gang på gang. Der glemmer man behændigt, at uden den store hjælp fra USA, havde det set skidt ud. Derfor er der god grund til at vise den hjemlige befolkning at verden er ond og der er nødvendigt at forsvare sig. Og så er der også den anden nabo. Kina, en stormagt på vej op.
ja ja Bent Nørgård men uden USSR i anden verdenskrig, havde det nok set en del mere skidt ud for os og USA - meget mere skidt i al den stund at Hitler havde 80% af sit militær vendt mod USSR !
Ikke at der retfærdiggør Putins creative historeieskrivning - men ret skal nu være ret :-)
Jeg husker stadig Hillary Clintons "Vi har investeret milliarder i demokratiet i Ukraine"
Hvordan gør man lige det.?
Køber man politikere på et marked mon?
I 2016 da der var præsidentvalg i USA havde USA en stor hær af kampvogne placeret her i Europa. Nær den russiske grænse. Dengang hørte vi ikke noget om at USA var i gang med a arrangere en konfrontation.
Og det har altid undret mig, at man sender en stor hær ud, på et tidspunkt hvor et demokratisk valg skal afgøre hvem der er øverst befalende i morgen.
Som bekendt endte det som en overraskelse, at det ikke blev Hillary Clinton der blev øverstbefalende.
Vi endte med at gå i krig på en løgn. Løgn ført frem af USA. Men der var også folk blandt vores egne der tog del i manipulationen af os.
Der er også nu folk blandt vores egne der er meget ivrige efter at Danmark skal blive et af landene med Amerikanske militær baser indenfor grænserne.
Hvad er løgn, hvem lyver og hvem er blot nyttige idioter?
@Kristian Alex Larsen
'Selvfølgelig har Rusland ikke demokrati, situationen i Danmark er dog ikke meget bedre - forskellen er vel mest, at vi er mindre militariserede.'
????????
Det er fandeme utroligt, hvad man kan slippe afsted med at postulere i disse spalter.
Enten har du ikke begreb skabt om hvad demokrati er - eller også er du sendt i byen af dine egne idiosynkrasier.
Du kan helt sikkert sætte fedtede fingre på flere forhold i DK, men at sammenligne - 1:1 - med forholdene i Rusland, vidner nærmest om afgrundsdyb uforstand.
@Bent Nørgaard
Tak for dine gode og velvalgte kommentarer.
Vil lige minde om at Canada er Jordens næststørste nation målt på areal - Canada er et velfungerende føderalt demokrati. Store nationer kan godt det med demokratiet.
Demokrati er en statsform, som alle kan vælge små nationer som store nationer nationer i øst som nationer i vest nationer i syd som nationer i nord. Jeg er helt overbevist om, at hvis borgerne i hvert land får det frie valg herunder borgerne i Rusland, så vil de vælge demokrati og frihed.
Tyskland af i dag er et velfungerende demokrati og den tyske militarisme og det tyske storhedsvanvid er for tiden reduceret til at trives hos et par få højreradikale grupper plus det af Vladimir Putin finansierede parti AFD, der dyrker nationalisme anti islamisme, anti semitisme i dele af partiet og som er varme fortalere for Vladimir Putins forestilling om udenrigspolitik og verdens dominans.
Måske skal vi være lidt varsomme med at udnævne folkeslag til demokratiske analfabeter. Et lands historie kan være præget så meget af autoritære regimer, at demokrati og frihed for det ufrie og undertrykte folk forekommer som KZ lejren hvor porten går op og dem udenfor siger i kan gå ud i verden og skabe jer en ny fri og tryg tilværelse. Ville KZ lejrens fanger reagere med at gå ud med det samme ? ville de have overskud og kræfter til at forlade dette rædselsfulde fængsel dette ødelæggelsens sted af mennesket ? Jeg ved det ikke spørg dem som har oplevet det og lever endnu ? Derfor det russiske folk er ikke blevet tilbudt en demokratisk løsning de er ikke stillet friheden i udsigt. De så Verdenskommunismen styrte sammen og de så denne erstattet af magtens folk af kriminelle netværk af superrige oligarker og af de samme folk som først sad på kommunismens trone og nu sad på flæsket igen. Desillusioneret må russerne være men også seje og nationalt bevidste om deres lands mystik deres tro og deres historie præget af dramatiske omvæltninger.
Lad os vise lidt respekt for denne baggrund for det russiske folks baggrund men uden at tillade at magthavernes vanvittige nationalisme kammer over i dyrkelse af magtens sprog og af deres urimelige krav om at vi ville bestemme over andre nabolandes indretning og samfundsforhold.
Jeg vil slutte med et citat af et af mine politiske forbilleder GB´s Premierminister Winston Spencer Churchill (1874-1965)
“I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma. But perhaps there is a key. That key is Russian national interest.”
VH
KFK
V. Putins artikel "On the Historical Unity of Russians and Ukrainians" fra 12. juli 2021:
http://en.kremlin.ru/events/president/news/66181
Kommenteret af Putin selv i et interview samme sted, 13. juli 2021:
http://en.kremlin.ru/catalog/countries/UA/events/66191
Harvard-Universitetets kommentarer 2. august 2021, inkl. interview fra 2017 med S. Plokhii, forfatter til bogen "Lost Kingdom: The Quest for Empire and the Making of the Russian Nation":
https://huri.harvard.edu/news/putin-historical-unity
Omkring dannelsen af en forenet, selvstændig ukrainsk-ortodoks kirke i 2018:
"The Future of Orthodox Christianity in Ukraine", paneldiskussion mellem eksperter på Berkeley-universitetet 15. december 2018, med forskellige synspunkter repræse nteret:
https://www.youtube.com/watch?v=-shO2Idjq8w
Gert summen af de ting du opstiller er lig med diktatur. Putin er tættere på at være lige så “populær” som Sadam end han er på ar være lige så lidt populær som en vestligt leder (50,1-52%).
Kan vi ikke bare blive enige om at at begge magter er en slags overlevede " fortidsøgler" fra det forrige årtusinde, som begge sidder fastspændt en virkelighedsopfattelse, som set fra et mere humant spirituelt synspunkt er ganske forældet.
USA er ved at gå i opløsning indefra og Putins Rusland lever osse på lånt tid, men alligevel kan de begge stadig gøre endnu livet helvedes hedt for resten af planeten.
Vi må stoppe den konflikt !
Kan vi ikke bare blive enige om at at begge magter er en slags overlevede " fortidsøgler" fra det forrige årtusinde, som begge sidder fastspændt en virkelighedsopfattelse, som set fra et mere humant spirituelt synspunkt er ganske forældet.
USA er ved at gå i opløsning indefra og Putins Rusland lever osse på lånt tid, men alligevel kan de begge stadig gøre endnu livet helvedes hedt for resten af planeten.
Vi må stoppe den konflikt !
Tak til Frederik Tillitz og Anders Rye Skjoldjensen for at have leveret en reportage, der hvor ufyldestgørende den end er for så stort et emne, i hvert fald giver et godt nok billede af det russiske folk til at jeg kan genkende i de venner og bekendte jeg har og har haft fra og i Rusland.
Lad os få en mere fra den anden side af grænsen. De fleste vesterlændinge inklusiv danskere kender som regel mere til den russiske kultur og det russiske folk, end de gør til det ukrainske folk og deres kultur og historie. En ting er hvad politikere og religiøse overhoveder kan få en hvilken som helst befolkning til at tro, men hvordan ser verden egentlig ud set igennem øjnene på almindelige ukrainske borgere? Hvor sidder folkets identitet og nationalfølelse i et land, der i det meste af 700 år har været styret af og ofte besat af skiftende nabolande?
Jeg vil gerne vide mere om de mennesker vi aktuelt sender både militær, diplomatisk og økonomisk støtte i en konflikt med Rusland. Og imens jeg er i gang med "ønskesedlen", så ville det også være rart med en tredje reportage af samme slags fra Ukraines nabo mod nord. Belarus eller i hvert fald Alexander Lukashenkos regering i Minsk støtter praktisk talt Putin i et og alt. Og lige nu er der ca. 30.000 russiske soldater på øvelse i Belarus, som hurtigt kan dirigeres mod syd til Ukraine, men hvor meget står belaruserne bag deres præsident? Og hvad mener de egentlig om Ukraine, Rusland og Putin?
Der er meget vi mangler at forstå og forståelse af mennesker, der ikke ligner os selv, er ofte vejen til idéer, som kan forebygge krige og andre voldshandlinger.
@René Arestrup
Det var ment som en tankevækker, for det er unægteligt et stort emne. I bund og grund har den enkelte dansker stort set ingen indflydelse på fællesskabet. Vores bidrag til "folkestyret" er at vi afgiver vores stemme (læs opgiver vores indflydelse) til en elite, der hævder at repræsentere vores interesser. Den almindelige dansker har stort set ingen indflydelse på den politiske dagsorden hverken lokalt eller nationalt, og de såkaldte repræsentanter (altså politikerne) er ikke meget bedre stillet, men henvist til at manøvrere skuden indenfor de rammer som de virkelige magthavere sætter. Hvis de udfordrer de rammer, får de et ordentligt hak i tuden og forsvinder som regel hurtigt derefter. Et godt eksempel er den nylige socialdemokratiske udenrigspolitiske kovending i f.t. USA, et andet er Mærsks minimale skattebidrag, et tredje er FE-sagen og du kan selv gå videre i f.t. de kendte sager (og så er der alle dem som pressen undgår at dække). Lokalt i kommunerne er det måske lidt bedre, men i visse kommuner er styret domineret af et enkelt parti og måske endog af en enkelte person. Tag bare det faktum at partierne suverænt bestemmer, hvem der bliver stillet op som vores "repræsentanter", og hvem der på forhånd får de fleste stemmer (via listesystemet). Heldigvis findes der en smule udenomsparlamentarisk modstand.
I de seneste hundrede år har der i Rusland været en tendens til at ville give FOLKET magten, du ved "Ned med imperialismen, Rød front osv. så hvorfor ikke lade det ukrainske FOLK selv at bestemme hvad de vil og ikke vil? Hvis det russiske styre er så dejligt, så vælger de nok det og hvis de ikke gør, hvad meget jo tyder på, så må russerne nok bare prøve at gøre det hele lidt bedre. For hvem ved, måske hvis Rusland en dag bliver sådan rigtigt attraktivt, så kan de jo være ukrainerne ombestemmer sig og vælger at komme "hjem". Indtl det sker, synes jeg man så vidt muligt skal lade dem være i fred. Jeg mener, hvad ville selv sige til at din nabo pludselig begyndte at ville bestemme over dig og dit hjem?
Den russiske nationalisme er at sammenligne med den i Nazityskland, det er det Putin prøver at skabe, en blind nationalisme som giver grønt lys til alt hvad Putin finder på i Ruslands navn.
Putin taber i sidste ende for russernes miniøkokomi kan ikke modstå presset over tid. Man kan håbe at den russiske befolkning går på gaden og kræver Putin(-isterne) retsforfulgt.
der er en "lille" ting "som undrer mig" og det er at der er en klar tendens til at dem som ikke kan ( vil ? ) se andre løsninger på krisen omkring Ukraine end militær mobilisering samtidig er dem som bakker USA op,
og omvendt en tendens til at dem som taler for andre muligheder er kritiske både over for Putin/Rusland men også overfor NATO/USA, jeg synes dette harmonerer rigtig dårligt med fortællingen om at Rusland pønser på krig og at USA forsøger at forhindre den, og så er det næsten morsomt ( tragisk ) at den første gruppe beskylder den anden for medløberi blot fordi vi ikke vil deltage i skabelsen af fjendebilleder.
“blot fordi vi ikke vil deltage i skabelsen af fjendebilleder.“
Hvis russerne ikke truer freden og Ukraines integritet hvad laver 150.000 kampklare russere (med funktionsdygtige felthospitaler) så i invasionsklare strategiske positioner rundt om Østukraine?
Kirsten militarismen truer altid freden, og både Rusland og USA/NATO bekender sig helt klart til militarismen, og det gør Danmark desværre også,
og krigen er ikke som medierne postulerer en følge af ensidig Russisk aggression, den er en følge af både Russisk, Ukrainsk, amerikansk og Nato aggression,
man har længe fra NATOs side arbejdet på at få Ukraine med, og man er gået så vidt at man aktivt har blandet sig i Ukrainske "indre anligggender"
som man nu (med rette) siger at Rusland gør,
men man "glemmer" at nævne at den Russiske indblanding er fremprovokeret af USA/NATOs egen indblanding som har bragt det nuværende ultrahøjre til magten, og jeg har jo ikke sagt at Rusland ikke truer freden, så hvorfor antyder du at jeg mener det ?