Stor forvirring efter færdselsuheld: »Jeg er kørt galt 15 gange, tror jeg«

Retssal 18 må være blandt de absolut mindste af Københavns Byrets i alt 38 retssale. Borde og stole står mast sammen i det trange lokale, hvis bleggrå vægge prydes af to enorme fladskærme og et abstrakt maleri.

Lokalet emmer af en mild frustration. Klokken har passeret begyndelsestidspunktet for retssagen, og tiltalte er endnu ikke dukket op.

Forsvarsadvokaten, en nydelig kvinde med snehvidt hår og store, runde briller, trækker opgivende på skuldrene. Hun synes, sagen er håbløs.

»Moralen må være, at der bør afsættes flere midler til anklagemyndigheden,« siger hun og kigger hen på anklageren, en ung kvinde i blazer, hvis lange hestehale løber som et vandfald fra toppen af hendes hoved.

Forsvareren går i gang med at forklare, at sagen er et resultat af, hvor mange grønne anklagere der render rundt, men afbrydes, da hendes telefon ringer. Det er tiltalte, som er faret vild i retsbygningen.

Mel eller kokain

Da 27-årige H endelig er på plads i vidneskranken, kan sagen begynde. H er tiltalt for at have givet urigtige oplysninger til politiet i forbindelse med et færdselsuheld nær Jarmers Plads i København den 12. november 2016 klokken 03:25.

H skulle dengang have fortalt, at han var fører af bilen, der kørte galt. Men det mener politiet ikke, at han var, og de har derfor angivet det som en falsk anmeldelse. Selv har H ingen erindring om episoden og nægter sig skyldig.

Da anklageskriftet er færdiglæst, har forsvareren et par bemærkninger.

»Der er ikke begået noget strafbart,« siger hun med et træt blik.

Politiet mente, at der var tale om spirituskørsel i forbindelse med færdselsuheldet, men det var der ikke, og dermed kan der højest være tale om forsøg på at gøre noget strafbart, da H påtog sig ansvaret for at have kørt bilen. Formentlig for at beskytte sin ven, som han måske troede havde drukket.

»Vi er ude i noget af det, der var vanskeligt på studiet,« siger forsvareren og kigger igen over på den unge anklager.

»Det svarer til, at man kan blive dømt, hvis man rejser ind i Danmark med mel, men man tror, det er kokain.«

H undertrykker et smil. Hans hår, der er redt stramt tilbage i en lille knold, glinser af gelé.

»Hun bløder fra hovedet«

Anklageren vil vide, om H, der bor i Aarhus, var i København den 12. november 2016. Det var han.

»Kan du huske, hvad der skete den pågældende aften,« spørger anklageren.

»Jeg kan ikke huske det – jeg er kørt galt 15 gange, tror jeg,« svarer H.

H husker heller ikke at have talt med politiet.

»Bilen, der kørte galt, var en Peugeot 208, kan du huske, at du ejede sådan én?«

»Ja, det skal nok passe,« siger H.

Anklageren spørger, om H kender en, der hedder Bilal. Det gør han. Det var sammen med Bilal og to kvinder, han ikke husker navnene på, at han kørte galt. Han mener at huske, at han gik fra ulykkesstedet, så Bilal stod tilbage med de to kvinder.

Bilal popper op på de to store fladskærme. Han er med fra Sønder Omme Fængsel. Anklageren spørger, om det var ham, der kørte bilen under færdselsuheldet. Det kan han ikke huske.

»Så må jeg forholde dig noget, som du skulle have sagt under afhøringen – det kan måske starte din hukommelse,« siger anklageren og fortæller, at Bilal efter uheldet oplyste, at han kørte bilen. Bilal husker stadig intet, så anklageren fortsætter med at referere fra afhøringen.

Klokken 03:15 hentede Bilal sin kæreste og hendes veninde ved en McDonald’s på Nørre Voldgade, han og kæresten begyndte at skændes, og så kørte de galt.

»Det er efterhånden mange år siden – jeg kan ikke huske det,« siger Bilal, inden fladskærmene slukkes.

En ung kvinde bliver ført ind i vidneskranken. Hun fortæller, at hun kom cyklende på Nørre Voldgade den nat, da en bil gassede op foran hende og kørte ind i et træ.

»Jeg stopper for at hjælpe. Kvinden i passagersædet har det ikke så godt. Hun bløder fra hovedet.«

Anklageren spørger, hvor mange der var i bilen.

»To kvinder og en mand.«

Kørte ind i et træ

Endnu en ung kvinde føres ind i vidneskranken. Hun har fyldige læber og langt, afbleget hår. Hun fortæller, at hun var i byen med sin veninde, da venindens kæreste, Bilal, ringede. Han var sur og ville hente dem.

»Jeg kiggede ned i min telefon, så jeg så ikke, hvad der skete, men pludselig kørte vi ind i et træ. Der var blod og glas over det hele.«

Inden hun går, fortæller hun, at det kun var hende, Bilal og kæresten, der var i bilen.

Anklageren beretter, at et opslag i det nationale fotoregister med 100 procents sikkerhed slår fast, at den anholdte efter færdselsuheldet var Bilal. Det virker til at stå klart for alle i lokalet, men det er ikke det, der skal bevises.

»Det eneste relevante vidne i den her sag havde været politimanden, der modtog opkaldet fra H, hvor han fortalte, at det var ham, der kørte bilen,« indskyder forsvareren med et suk.

Dommeren nikker.

H kørte ikke bilen

Inden de afsluttende bemærkninger bliver H’s tidligere domme gennemgået. Der er mange.

Anklageren mener, at H skal have ti dages betinget fængsel, fordi det står klart, at det ikke var ham, der kørte bilen.

Forsvareren ryster opgivende på hovedet.

»Det var Bilal, der kørte bilen,« siger hun og fortsætter:

»Men H er tiltalt for at have oplyst til politiet, at han kørte den. Det kan han ikke huske, og der er ikke noget vidne, der har bekræftet det – den er ikke så meget længere.«

Domsmændene forlader lokalet for at votere. H fortæller forsvareren, at han er i gang med at studere til finansøkonom i Kolding. Han mangler kun et år.

»Den er meget flot, Kolding,« siger H.

Alle rejser sig, da domsmændene igen træder ind. H har hænderne foldet foran skødet. Et stort sølvur dingler fra hans venstre håndled. 

»Der er ikke ført bevis for, at du skulle have sagt det,« siger dommeren henvendt til H. Han frifindes.