Synes du, at VM hvert andet år lyder som en dårlig idé? Så er det nok, fordi du er europæer

Om få uger vil nogle af de mest magtfulde mennesker i den internationale fodboldverden muligvis træffe en beslutning, der kan ændre fodboldens struktur og magtbalance radikalt.

Den 31. marts afholder verdensfodboldforbundet FIFA nemlig en længe imødeset kongres i Doha, Qatar. Og øverst på dagsordenen vil være FIFA-præsident Gianni Infantinos ønske om fremover at afholde verdensmesterskaberne i fodbold hvert andet år.

En plan, som har alarmeret sportens traditionalister, der betragter VM-slutrundernes fireårige cyklus som noget nær sakrosankt – og som anser FIFA-bossens forslag for at være et let gennemskueligt forsøg på at optimere pengestrømmene til verdensfodboldforbundets imposante hovedkontor i Nyon, Schweiz ved at malke guldkoen dobbelt så hyppigt som hidtil.

Tilhængerne af forslaget – og de er legio, hvis man kigger uden for Europa – hævder dog, at det handler om at skabe en større grad af social retfærdighed og jævnbyrdighed i en international fodboldverden, der er blevet stadigt mere skævvredet i de seneste årtier.

Før vi dykker nærmere ned i den strid, er det måske en god idé at tage et kig på, hvad det egentlig er, der er på tegnebrættet.

Fodboldens ulighed

Det konkrete forslag er udviklet af den tidligere Arsenal-træner Arsène Wenger, der i dag er formand for fodboldens globale udvikling under FIFA.

Wenger foreslår et system, hvor verdensmesterskaberne fremover bliver afviklet på alle lige år, og hvor de kontinentale mesterskaber såsom EM, Copa América og Africa Cup of Nations derefter kan afvikles på alle ulige år.

For at få det regnskab til at gå op skal den internationale kampkalender trimmes og komprimeres, så Wenger foreslår, at alle ikkeessentielle elementer såsom venskabskampe, Nations League og vintertræningsturneringer ryger ud ad vinduet, og at man i stedet samler landsholdenes kvalifikationskampe i to større vinduer – ét om foråret og ét om efteråret.

Ifølge den franske fodboldtænker vil sådan en struktur gavne landsholdene ved at skabe et par længerevarende perioder hvert år, hvor fokus kun er på dem. Og den vil give mere ro i klubberne, der fremover kun vil skulle afgive spillere til landsholdstjeneste to gange om året i stedet for i de nuværende fem-seks landsholdsvinduer.

Rent økonomisk vil den store vinder selvsagt være FIFA, der ifølge egne beregninger vil tjene omkring syv milliarder kroner ekstra om året på en fordobling af verdensmesterskaberne.

Men ifølge tilhængerne af forslaget er det misforstået at angribe fodboldbosserne i toppen af verdensfodboldforbundet af den grund.

Hensigten med planen om flere VM-slutrunder er nemlig ikke at gøre FIFA rigere som sådan, lyder det, men derimod at bruge de nye indtægter som modvægt til den udvikling, man i store dele af FIFA’s medlemskreds betragter som det mest presserende problem i moderne fodbold p.t.: den øgede ulighed på den internationale fodboldscene.

En ulighed, der først og fremmest handler om, at fodboldens vækstmotor i Europa i fuld fart er ved at buldre væk fra resten af verden.

Resten af verden

Fodbolden har det nemlig rigtig godt – hvis man udelukkende kigger på sagen fra et europæisk perspektiv. Vi har klodens stærkeste ligaer, den mest prestigefyldte klubturnering (i form af Champions League) og nogle landshold, der klarer sig bedre og bedre.

Hvis man betragter sagen fra resten af verdens synspunkt, ser tingene imidlertid lidt anderledes ud.

Så ser man nemlig en udvikling, hvor afstanden mellem Europa og de øvrige kontinenter bare vokser og vokser.

Således står der Europa på otte ud af de ti øverste pladser på FIFA’s landsholdsrangliste. Tre ud af de fire seneste VM-finaler har været rent europæiske opgør – ja, ved seneste VM var alle semifinaledeltagerne faktisk fra Europa. Og til sommer er det 20 år siden, at et land uden for vores breddegrader senest vandt VM. Det var Brasilien i 2002.

Og på klubplan tegner samme billede sig.

Europæiske hold har vundet 14 ud af de sidste 18 verdensmesterskaber for klubhold. Og det er 25 år siden, at et ikke-europæisk hold sneg sig ind på Deloittes rangliste over verdens 20 rigeste klubber. Det var brasilianske Flamengo – og de holdt kun et enkelt år på listen.

Alle de bedste spillere fra hele verden søger mod Europa. Alle de største sponsorer kaster deres penge i europæiske klubkasser. Og alle guldmedaljerne ved de store stævner ender altså om halsen på aktører fra europæiske klub- og landshold.

»Det modsatte af Super League«

FIFA-toppen har lovet at dæmme op for denne udvikling ved at distribuere størstedelen af fortjenesten fra hyppigere VM-slutrunder ud til de nationale forbund i form af en såkaldt Member Association Solidarity Fund – ligesom verdensfodboldforbundet i øvrigt også vil give ekstra penge til udviklingsprojekter for spillere og trænere.

»Det vil være det modsatte af Super League – det her giver flere muligheder for alle,« har Infantino sagt med en stikpille til det kuldsejlede europæiske ligaprojekt for kontinentets rigeste klubber.

Og dét er noget, man kan lide at høre i den del af verden, der ligger uden for de glitrende europæiske ligaer. Her er de nationale fodboldforbund ofte fuldstændigt afhængige af tilskuddene fra FIFA for at få tingene til at hænge sammen.

Eller som fodboldkommentatoren Gabriele Marcotti har formuleret det til den amerikanske sportsstation ESPN:

»Omkring to tredjedele af FIFA’s medlemslande har slet ikke en professionel herreliga, og hovedparten af resten af landene har en liga med lønninger og faciliteter, der minder mere om den engelske League Two (den fjerdebedste række, red.) end om Premier League eller La Liga. Disse lande tror ikke på, at deres klubber kan vokse økonomisk og sportsligt på organisk vis  (…) Hvad disse fodboldforbund oplever er, at pengene fra deres egne lande flyver til Europa via sponsorer og tv-stationer.«

Og det er netop baggrunden for, at et overvældende flertal af FIFA’s medlemslande for længst har erklæret, at de ser positivt på tankerne om at afholde VM hvert andet år.

Således har det afrikanske fodboldforbund og det asiatiske fodboldforbund nærmest uforbeholdent kastet deres betydelige stemmevægt ind bag forslaget, ligesom det nordamerikanske og det mellemamerikanske og caribiske forbund har ladet vide, at de ser velvilligt på ideen.

Kun det europæiske fodboldforbund, UEFA, og sydamerikanske CONMEBOL har markeret sig som opponenter, og de tæller ikke meget i den store sammenhæng.

Da FIFA sidste år vedtog at gå videre med tankerne om en hyppigere VM-cyklus, skete det således med et flertal på 166 ud af 211 stemmer, og der er ikke noget, der tyder på, at denne majoritet er skrumpet i mellemtiden.

Psykisk smadret

Set fra europæisk side har man to hovedargumenter imod forslaget.

Det ene handler om, at selve værdien af et VM-trofæ vil blive udvandet, hvis der skal dystes om den hvert andet år.

Det andet handler om, at spillerne vil brænde ud, hvis de bliver tvunget til at optræde i store slutrunder hver sommer.

Det er et synspunkt, som blandt andet den tidligere franske verdensmester Thierry Henry har gjort sig til talsmand for:

»Jeg spillede i fire verdensmesterskaber og tre europamesterskaber, og jeg var psykisk smadret efter hvert eneste stævne. Og det handler ikke bare om selve kampene. Det handler også om forberedelsen til turneringerne – og dét at komme tilbage til sin klub efter en international slutrunde. Hvis du skal spille en stor slutrunde hvert andet år, bliver det utroligt hårdt mentalt.«

Det er dog ikke et argument, der gør indtryk hos fodboldbosserne i mange af de nationale forbund, der støtter tanken om hyppigere VM-slutrunder – af den simple grund, at deres landshold slet ikke kommer med til den globale fodboldfest.

Et hurtigt kig på verdensmesterskabernes deltagerlister viser således, at kun 79 ud af FIFA’s over 200 medlemslande overhovedet har været med til et VM – og ud af dem har 21 kun været med én gang, mens 38 lande har deltaget i tre eller færre VM-slutrunder.

Samtidig har 14 fodboldnationer deltaget i over halvdelen af alle verdensmesterskaber.

Eller sagt på en anden måde: VM-slutrunderne er i realiteten en lukket fest for en forholdsvis lille kreds af de stærkeste nationer fra de forskellige kontinenter.

Så for hovedparten af de fodboldforbund, der skal bestemme, hvorvidt antallet af VM-slutrunder skal fordobles, er spørgsmålet om udbrændte spillere fuldstændig irrelevant. De er langt mere fristet af de større tilskud, der følger med en opnormering af slutrunderne.

Afgørelsens time

Hos FIFA er Infantino da også sikker på, at han har det nødvendige flertal til at få vedtaget ideen.

»Hvis vi skulle stemme i morgen, ville forslaget om et VM hvert andet år formentlig blive vedtaget,« sagde han ved et pressemøde for et par måneder siden.

FIFA-bossens strategiske overvejelser går i disse dage derfor ikke så meget på selve afstemningen som på dens følgevirkninger i form af det slagsmål, han vil udløse med UEFA og COMNEBOL, hvis han tvinger afstemningen igennem i Doha imod deres vilje.

Europæerne og sydamerikanerne har nemlig allerede truet med, at de simpelthen vil ignorere hver anden slutrunde og kun møde op til verdensmesterskaberne med det fireårige interval, som de plejer.

Og hvor meget vil et VM være værd uden sportens stormagter?

FIFA-præsidenten har dog travlt med at finde en afklaring. Den internationale kampkalender udløber nemlig i 2024. Og eftersom den udgør grundlaget for en stor del af de internationale sponsor- og tv-rettighedsaftaler, skal den fornyes i år.

Så afgørelsens time nærmer sig – både for Infantino og for alle os andre, der har fodbold-VM som et af de faste pejlemærker i vores liv.