Da Tvind byggede verdens største vindmølle med hjælp fra atomkrafttilhængere, en fremskridtsmand og en eksnazist

I efteråret 1974 duver en hvid Jaguar gennem Vestjylland. I Madum uden for Ulfborg drejer den elegante benzinsluger ind ad Skorkærvej, hvor bilen parkerer i det kaos, der er Tvind. Ud fra det håndpolerede nøddetræskabinet med lædersæderne stiger en rank, ung mand, ingeniøren Hans Jørgen Lundgaard Laursen, indædt antikommunist og overbevist atomkrafttilhænger, og rækker hånden til Mogens Amdi Petersen. Snart skal de to mænd indgå et af de mest besynderlige partnerskaber i tidens ideologiske og energipolitiske magtkamp. De har én ting og kun én ting til fælles: De er fascinerede af vindmøller.

Når vestenvinden hyler om Tvinds tynde, præfabrikerede huse, suges varmen ud af glødende elradiatorer. U-Gruppen (Tvinds øverste demokratiske organ, red.) har allerede i vinteren 1973/1974 snakket om, hvad man kan gøre, »der er tanker om forskellige måder at lave energi fra solen og jorden, men udvalget beslutter at undersøge, ’om ikke vinden kan hjælpe os’«.

Et trepersoners udvalg bestående af Amdi, Ruth Sejerøe-Olsen og Erik Nielsen tegner vindmøller, læser om vindmøller og spørger på egnen efter kloge møllefolk. Amdi har hundrede andre projekter i hovedet, så Erik Nielsen er den drivende kraft i udvalget, og da han dør i en bilulykke, går arbejdet i stå, man har igen lynende travlt, skolen skal udvides med plads til 100 efterskoleelever og deres lærere, og i øvrigt er alle eksperter enige: Vindmøller kan kun blive et lille supplement til olien. Men så en søndag ser man noget i TV-Avisen …

Frem på skærmen dukker Hans Jørgen Lundgaard Laursen. TV Avisen har besøgt ham i Århus, hvor han sidder foran en pejs og selvsikkert promoverer nogle dristige nye vindmølletanker; han vil opvarme en hel ø med vindens energi. Sammen med en økonom har Laursen en energiplan klar for Tunø. »Årets gang følger vinden – når varmebehovet stiger i efteråret, vokser vinden.« Derfor er vindenergi en økonomisk rentabel mulighed på isolerede samfund som beboede øer.

Kort efter ringer telefonen:

»Det’ Aaamdi,« siger en fynsk mandsstemme.

»Jeg aner ikke, hvem Aaamdi er,« griner Laursen knap 50 år senere, »men vi aftaler, at jeg kommer til Ulfborg.«

Nu står de der, allerede dagen efter, ingeniøren i pæn jakke og Amdi i rød striktrøje. De kaster sig hurtigt ud i en diskussion om møller. Amdi har læst på lektien og forstår ligesom Laursen betydningen af aerodynamiske og holdbare vinger. De er enige om at bruge det nye materiale glasfiber, der både er smidigt og trækstærkt. Amdi har fundet sin møllebygger!

»Vi aftaler, at jeg skal levere en mølle, der kan lave varme.«

Amdi har tre betingelser for samarbejdet. Glasfibervingerne skal bygges efter samme princip, som en berømt tysk vindmølleforsker har udviklet, professor Ulrich Hütter, Deutsche Luft- und Raumfahrt Institut ved det tekniske universitet i Stuttgart; han ved, hvordan man undgår brud på den voldsomt belastede overgang mellem vingens glasfiber og jernbeslaget ved møllehuset.

Dernæst må Laursen ikke udtage patenter: »Han så med onde øjne på mig og sagde: ’Ingen af os skal tjene penge på det!’ Det var lidt ærgerligt, for vi skulle jo i gang med et pionerarbejde, og jeg havde da regnet med at kunne skabe nogle patenter og tjene lidt penge på det. Men pyt, jeg var jo bidt af det, havde regnet og regnet på projektet et helt år.«

Amdis sidste krav: »Møllen skal være verdens største!«

Laursen vender omhyggeligt jaguaren på Tvinds permanente byggeplads, kører hjem og overvejer de nye muligheder.

Møllen er et udråbstegn, et håndgribeligt argument for alternativet til atomkraft, netop hvad Amdi og tusinder af andre danskere ønsker – men ikke Laursen. Han er overbevist atomkrafttilhænger og mere end dét: »Jeg stemmer på Fremskridtspartiet. Jeg er højreorienteret, så langt man kan komme uden at blive nazist.« Kan han politisk, moralsk tillade sig at levere håndgribeligt skyts til atomkraftmodstanderne?

Laursen kan slet ikke lade være: »Jeg ser det som en fordel for mig til at få mine vilde tanker realiseret.« I øvrigt tror han ikke på projektets politiske magt, så hvis de flippede ’ultrasocialister’ i Tvind vil have en vindmølle, så skal han nok bygge den.

»Jeg forestiller mig ikke, at Tvind kan ændre energipolitikken.«

Så går han i gang med at regne på verdens største vindmølle.

Amdi kender næppe Laursens politiske ståsted, er måske ligeglad og i hvert fald lige så pragmatisk. »Jeg tror da bestemt, at vi får atomværker,« siger han til Ringkjøbing Amts Dagblad. »Der er ganske vist en debat i gang, for og imod. Også i jeres blad. Og det er prisværdigt. Men ingen tror på, at vi ikke får atomværker.«

Laursen får lavet alle beregninger og fremlægger sit projekt for U-Gruppen, der nu er vokset gevaldigt. »Jeg sidder ved siden af Amdi og Ruth, 60-70 personer stiller spørgsmål på spørgsmål på spørgsmål, og jeg har slips på.«

Mødet varer 7-8 timer, lærerne sætter spørgsmålstegn ved alt, hvorfor dén type beton, hvad er glasfiber? Her grundlægges et mønster for byggeriet: Ingen ekspert er for fin til ikke at blive grillet, alle skal forstå.

U-Gruppen beslutter at bygge Laursens mølle og sætter den uddannede maskinarbejder, fiskersønnen Ole Friis fra det oprindelige broderskab i spidsen for en arbejdsgruppe sammen med Amdi og Poul Jørgensen.

»Det er vigtigt for mig, at Amdi er med til at tage sig af ansøgninger og den slags, for jeg ved, at projektet vil sluge mig mindst hundrede procent,« siger Ole. Det skal vise sig at være en korrekt profeti – med en uventet dramatisk konsekvens.

Hvad skal ingeniør Laursen have for at bygge sin mølle for Tvind, spørger Amdi – »jeg siger et tal, og Amdi svarer prompte: ’Det er for meget!’«

De forhandler og finder et kompromis, der passer som fod i hose til den kommende vindmølleegns ry: Honoraret bliver ganske vist reduceret, men Laursen får halvdelen i sorte penge. Han er jo tilhænger af Mogens Glistrup, der ser skatteunddragere som helte, som »jernbanesabotørerne under besættelsen«, og Amdi ønsker at strække U-Gruppens penge længst muligt.

Så går de i gang med papirarbejdet. Laursen leverer tegninger og beregninger. »Det første, de gør, er at klippe mit firmanavn ud,« husker han. Men pyt – »vi ved jo alle, at det er min mølle, der skal bygges.« I marts 1975 indsender Estate A/S en ansøgning om byggetilladelse til Ulfborg-Vemb Kommune. Det drejer sig om en vindmølle på et 53 meter højt tårn placeret på et 24 meter bredt fundament, der med 18 stræbere er forankret i store klodser placeret under områdets ustabile flyvesand; alt støbt i jernbeton. På søjlen placeres et møllehus »på størrelse med en fiskekutter«, siger Laursen, med tre lange glasfibervinger.

Laursens Tvindmølle er en såkaldt ’bagløber’, hvor vingerne drejes rundt af vinden bag tårnet, på læsiden. »Glasfibervinger bøjer sig med vinden,« siger Laursen, »og jeg er ikke i tvivl om, at 27 meter lange vinger bøjer sig meget – men jeg aner ikke hvor meget, og der er næppe nogen i hele verden, som på dette tidspunkt kan fortælle mig det. Ingen – og jeg mener slet ingen i hele verden – har nogensinde lavet så lange møllevinger. Jeg frygter, at de under hårdt pres kan ramle ind i tårnet, hvis møllen bygges sådan, at vingerne skal fange vinden foran tårnet.« Derfor en bagløber.

Møllehuset står på en såkaldt krøjemekanisme – hvilende på en cirkulær tandkrans på toppen af tårnet kan den med hydrauliske olietryksstempler drejes til at pege direkte ind i vinden. Vingerne er monteret på en lang aksel, der slutter lige over tårnets midte med et gigantisk tandhjul, som overfører vindens kraft til en lodret aksel, der slutter i en vandtank i bunden af tårnet. Her er en række skovlhjul monteret på akslen, og når møllevingerne drejer, svinger skovlhjulene rundt i vandtanken, så gnidningsmodstanden opvarmer vandet. Energien skal derefter, som i Tunøprojektet, føres rundt til alle Tvindhusene som fjernvarme. Møllen er et kraftværk.

Der eksisterer ingen byggeforskrifter for vindmøller, men sidst i maj sender kommunen en byggetilladelse.

Mogens Amdi Petersen holder en model af vindmøllen.

BENT TILSTED

Dagen efter, torsdag den 29. maj 1975, tages det symbolske ’første spadestik’ til Tvindmøllen – samtidigt, i én fælles bevægelse af alle på Tvind tilstedeværende med hver deres spade, skovl eller teske. Ingen skal være i tvivl om, at dette er et kollektivt, ja demokratisk projekt: »Ingen kan få monopol på vinden, den blæser på fattig som på rig!« siger Amdi som modstilling til a-kraften, storkapitalens monopoliserende redskab.

Der er ikke noget budget for møllebyggeriet, fortæller Laursen. »Jeg giver dem nogle tal for, hvor meget beton og hvor mange tons jern der skal bruges. Alt det mekaniske sætter jeg heller ikke til noget.«

»Altså …« siger Ole Friis mange år senere, »Laursens ’design’ er vel mest et koncept, ikke en færdig mølle.« Laursens ekspertise er bygninger, ikke mekanik. Alle er klar over, at der venter udfordringer med design og produktion af vingerne og af møllens kraft- og styresystem, men det skal købes færdigproduceret fra industrien. Den tyske stålgigant Krupp er udset til at lave det store tandhjul, hvor kraften fra vingeakslen overføres til den lodrette aksel i ’piskeriset’, der varmer vandet. Tandhjulet skal tåle en kolossal belastning, »men det må Krupp løse,« siger Laursen.

Poul Jørgensen har alligevel sat tal på det hele, for »vi stiller os altid tæt ved pengekassen, når vi skal beslutte os for at sætte noget i gang«, siger Amdi. Poul har beregnet, at med frivillig arbejdskraft vil møllen koste 862.000 kroner at bygge. Investeringen er tjent ind efter bare fem år ved sparet el og olie, fortæller Amdi til Holstebro Dagblad, da spadestikkene tages. Møllen er i øvrigt allerede færdig til jul, oplyser man et par måneder senere til Information. Nu er den anslåede pris dog steget med næsten halvtreds procent til 1,2 millioner kroner.

I juni har en lokal entreprenørs gummiged gravet hullet, og nu skal der støbes. Men enkle løsninger viser sig at være komplicerede. »Vi ringer rundt til betonfirmaer for at få priser,« fortæller Ole, men forgæves: »Ingen vil levere i den krævede kvalitet.«

Møllegruppen beslutter, at når ikke andre vil levere den nødvendige beton, »så må vi jo lave det selv«. De bestiller granitskærver fra Bornholm og tankbiler med cement fra vindmøllekonkurrenten F.L. Smidth & Co.’s cementfabrik i Aalborg, og Ole glæder sig over at have fået Amdi med; »han finder et brugt betonværk, som vi køber.«

’Jernet’ i jernbeton er et skelet af lange tråde, som bukkes og bindes sammen inde i støbeformen, kaldet forskallingen, før den flydende beton hældes på. Amdi køber jern i kilometervis og en bukkemaskine.

Allerede en uge før byggetilladelsen foreligger, annoncerer Tvind efter frivillige møllebyggere i Information og de to venstreorienterede aviser, kommunisternes Land og Folk og SF’s Minavisen. Unge mennesker fra hele landet svarer på annoncen, og i løbet af sommeren kommer arbejdskraften. Eva Pallesen og hendes kæreste bor i Sverige og arbejder på et savværk, men er på ferie i Danmark hos deres forældre, ser annoncen og synes, det kunne være fedt at bygge verdens største vindmølle.

Eva fodrer den nye betonfabrik med de nødvendige komponenter: skærver, sand, cement og vand i det helt rette forhold. Hun er 20 år, lærer at køre kran og bliver ansvarlig for at blande de nødvendige 1.600 ton beton, så tårnet kan modstå vestenvind og slid.

Mølleholdet, det »målbevidste sjak«, annoncen omtaler, består af 6-7 personer fra U-Gruppen og lige så mange frivillige, et lille hold, der har forpligtet sig til nogle få måneders indsats; møllen er jo færdig til jul. Sjakket skal lave betonarbejdet, så de indkøbte vinger og jernkonstruktioner kan monteres.

Ingen mølle uden vinger. I Laursens plan støbes hver vinge som to skaller, som derefter limes sammen og monteres på møllehattens aksel. De finder firmaer, som gerne vil levere. Men så gentages mønsteret fra betonindkøbet: »De vil ikke garantere kvaliteten,« siger Ole. Halvdelen af 1970’ernes nye vindmøller havarerer, vinger knækker, møller løber løbsk. Tvindmøllen skal have ordentlige vinger, hvor vindens kraft udnyttes maksimalt i en holdbar model, og når ingen vil levere med garanti – må de jo igen selv klare opgaven. Ingen på hele den vide jord har altså bygget en vindmøllevinge på 27 meter. Amdi ringer til lufthavnen i København, en møllevinge er jo en slags propel, og dér må jo være nogen, som ved noget om propeller, og han henvises videre og henvises videre og havner til sidst hos ingeniør Helge Petersen. Da Helge i 1930’erne er ung studerende på Danmarks Tekniske Højskole, nu kaldet DTU, begynder han at flyve med Polyteknisk Flyveklub og bygger med sine klubkammerater deres egne flyvemaskiner – det er ham, som prøveflyver dem. Interessen og erfaringerne giver ham efter eksamen job som fly- og vindmøllevingekonstruktør i F.L. Smidths Scandinavisk Aero Industri, indtil en brand lukker firmaet, og Helge Petersen finder et nyt, spændende ingeniørjob.

Hans nysgerrighed pirres af tvindernes halsbrækkende gåpåmod. Han dyrker nu flyvning uden motor i svævefly, hvis lange vinger er designet til maksimal udnyttelse af vindens opdrift, og han spørger to svævekammerater, om de vil med. De er alle blandt Europas førende specialister – civilingeniør Peter Steen Andersen er aerodynamiker og netop hjemvendt efter tre års arbejde i Frankrig med overlydsflyet Concorde, civilingeniør Per Lundsager er ikke bare specialist i styrkeberegning, men har også lært at håndtere det helt nye værktøj, edb-maskinen. Og ja – når Helge spørger, vil de bestemt være med.

Aftalen bliver, at de tre vingespecialister vil designe Tvinds møllevinger i deres fritid, ulønnet, som andre frivillige. De skal dog lige spørge deres arbejdsgiver.

Efter Anden Verdenskrig er Danmark berømt for at huse en af verdens klogeste mænd hvad angår atomet. Niels Bohr beæres med nobelprisen for tidligt at advare om konsekvenserne af atomspaltning brugt til andet end fredelig energiudvikling, som han til gengæld forventer meget af. Arven forvaltes af forskningsstation Risø, som ved oprettelsen i 1955 er en af de hottest mulige arbejdspladser for ambitiøse unge ingeniører.

Helge Petersen og hans to flyvekammerater arbejder alle i Risøs reaktorafdeling, hvor de udvikler kølesystemer til atomkraftværker.

Tvindmøllen er altså ikke alene udtænkt og designet af en højreorienteret atomkrafttilhænger. Nu skal de mest afgørende komponenter i atomkraftmodstandernes vigtigste våben, Tvindmøllens vinger, designes af tre ingeniører fra Risø, der af de samme modstandere ses som elselskabernes og storkapitalens skarpeste danske våben i kampen for a-kraft.

Risøs direktør kan ikke se det morsomme i det ironiske. De tre får lov på den udtrykkelige betingelse, at de under ingen omstændigheder nævner Risø i forbindelse med deres fritidsopgave for Tvind.

Selv om de tre ingeniører ligesom Ole Friis er fingersnilde, har projektet brug for den bedst mulige konstruktionsekspertise. Amdi ved, hvor man finder Europas mest anerkendte vindmøllebygger: i Stuttgart.

Laursen parkerer sin blankpolerede Jaguar og stiger ind i Tvinds nyindkøbte ’direktionsbil’, en godt brugt og billigt købt Citroën. Citroën ID19 er dog ikke en hvilken som helst bil, men konsistent gennem 1960’erne så nyskabende i komfort og aerodynamik, at Rolls Royce køber systemet. Med Ruth bag rattet sætter de to møllenørder sig til rette i plyssæderne og suser i det lyddæmpede kabinet sydpå ad tyske motorveje. Ud på aftenen, på en rasteplads, »hiver lange Amdi bagkabinemåtten ud på jorden og sover dér, mens Ruth og jeg sover i bilen. Da vi kommer til Hütter, holder de sig for hovedet: ’Er I kørende i den dér?’ Bilen var jo ikke malet for nylig …«

Den 64-årige eksnazist Ulrich Hütter er for vindkraften, hvad nazistyrets raketstjerne, Werner von Braun, bliver for USA’s rumprogram.

Under krigen avancerer Hütter, der også er svæveflyver, til direktør for Wiens Polytekniske Universitet, hvorfra han selv er udlært, med opgaven for nazistyret at skabe »et konstruktionsgrundlag for vindkraftværker«.

Han leverer i 1943 tidens mest avancerede beregninger af møllevingers aerodynamik, die hüttersche Windrotor-Theorie. Men nazistyret er nu voldsomt presset af her-og-nu-problemer, vindmøllen må vente, og Hütter bygger i stedet til Luftwaffes jagt på britiske bombefly natjagerflyet Hütter Hü 211, et langtrækkende højdegående fly med ekstra lange vinger bygget på træskelet.

Efter krigen interneres Hütter af besættelsesmagten, men vender rehabiliteret efter nogle år tilbage til sin gamle lærestol på Wiens polytekniske og bygger alle hurtigløbende vindmøllers urmoder, StGW-34. På et 22 meter højt tårn med 17 meter lange, slanke vinger er Hütters vindmølle et hypereffektivt elektricitetsværk. Modellen bygger på Johannes Juuls vekselstrømsgenererende Gedsermølle, men er effektiviseret med aerodynamisk perfektionerede vinger – bygget af glasfiber. Det er et nyt materiale, som først et amerikansk og siden europæiske glasværker udvinder ved smeltning af sand ved meget høj temperatur. Det bruges som glasuld til isolering, ja i nogle glade år var hjemmenes juletræer også iklædt et ’sne’-spind af glasfiber. Trådene kan imidlertid også sammenlimes til brudstærke, fleksible og dermed lange strukturer – som vinger. Den gamle professor er meget åben og høflig over for de aparte danske gæster, hvis entusiasme fænger ham, og de taler og taler i hele fem timer.

»Han viser en film, og vi besøger hans værksted for at se hans møllevingers særlige konstruktion.« Hütter er nu mest optaget af helikoptervinger; de er ikke støbt i to lange halvdele og derefter limet sammen, som Laursen har planlagt. »Det holder ikke,« forklarer Hütter. Eller rettere: I selve støbningen skal de to halvdele integreres med det stålnav ved vingeroden, der skal boltes fast til mølletårnets aksel. På værkstedet ser de hans løsning: Lange glasfibertove af fiber mættet med polyesterlim føres fra vingespidsen hele vejen op til vingeroden, rundt om boltene, der skal holde vingen fast til navet ved akslen, og derefter tilbage igen mod vingespidserne, så fibertovene ligger i et langstrakt ’U’ omkring boltene. Det giver maksimal, holdbar trækkraft, så vingen kan udnytte den højeste effektivitet i spidsen, hvor vinden slipper vingen.

Bygningen af vindmøllen er blevet påbegyndt.

Foto fra bogen

Begejstrede svæver de hjemad på ID19’erens enestående luftpudeaffjedring; nu ved de lige, hvordan de vinger skal bygges.

På Tvind får Mølleholdet en underafdeling, Vingeholdet. Joep Nagel sekunderes fra U-Gruppen, tre andre er frivillige. Hollænderen Joep er U-Gruppens første udenlandske medlem, kunstneruddannet fra akademier i Haag og København, veteran fra Kinaholdet i 1972. Han går i spidsen for, at holdet lærer at arbejde med glasfiber. Amdi har ringet til en tømrermester i Ulfborg, der laver små svømmebassiner af glasfiber – »må vi komme forbi?« Tømreren forklarer, hvad han ved om glasfiber; de finder et ledigt lokale og går i gang med at bygge fire fiskekuttere. Allerede i oktober søsættes den første, og Amdi siger til Jyllands-Posten: »Det kan måske se lidt mærkeligt ud, at vi bygger fire fiskekuttere. Men det var altså nødvendigt at få den erfaring med materialet, som er en forudsætning for et godt resultat.« Nu skal de i gang med at bygge forme til de lange vinger, men ingen bygninger på Tvind er store nok, og arbejdet skal nødvendigvis foregå i ly af regn og blæst.

Amdi skriver et telegram til Forsvarets Materielkommando i det særlige sprog, hvor alt skrives i versaler, og et punktum markeres med ’stop’: »REGN TRUER STOP ØJEBLIKKELIG HJÆLP TIL SIKRING AF EPOKEGØRENDE VINDMØLLEBYGGERI PÅKRÆVET STOP OVERDÆKNING AF 30 METER LANG GLASFIBERKONSTRUKTION NØDVENDIG OMGÅENDE STOP.«

Amdis legendariske troldmandsevner bekræftes to dage senere, da Civilforsvaret ankommer med tre lastbiler, et kæmpetelt og en gruppe værnepligtige, som på ingen tid følger ordren om at sikre byggeriet mod den truende regn, fortæller en seminarieelev, Hans la Cour. Vingeholdet indtager teltet og gør klar til støbning af den første vinge. La Cour besøger byggepladsen, hvor et velvoksent tårn kravler stadigt højere op af jorden: »Ole Friis trak de tunge metalnetdøre på en byggeelevator til side og lukkede et par stykker af os ind. Han var ubarberet og møgbeskidt, havde røde øjne af træthed og var iført en byggehjelm. Smilet var ikke til at tage fejl af. Han var dybt optaget af processen med at bygge tårnet. Elevatoren gav et ryk, da han trykkede på en grøn knap, og buret begyndte at køre op langs en jernkonstruktion på tårnets yderside. Her stod jeg en buldermørk nat og kørte op mod stjernerne med den mand, som havde åbnet døren til mit nye univers af venner, arbejde, oplevelser og politisk aktion, tænkte jeg. Det var Ole Friis, som seks år tidligere havde fortalt om den nye rejsende højskole ved fællestime på Ribe Katedralskole. Elevatorens elektriske motor stoppede i endnu et ryk, og vi steg af og trådte ind på tårnet, som allerede var højere end Rundetårn i København.«

Følelsen af fællesskab bruser gennem de store forsamlinger på Tvind, især når der synges. Et nyt hit fænger, den om møllen:

Du kan se den fra klitterne ved havet.

Du kan se den fra bakkerne ved Spjald.

Som argument imod atomkraft kan den bruges!

Den skal snurre – møllen snurrer rundt og rundt.

Tårnet rejser sig lodret, bygget af flydende beton omkring et skelet, bundet af lange tykke, rustrøde jerntråde. Mølleholdet anvender en avanceret teknik kaldet glideforskalling. I stedet for at bygge et 60 meter højt stillads til støbningen skaber man tårnet i én, kontinuerlig bevægelse fra jord til top, ved brug af en forskalling, man løbende skubber opad, i takt med at betonen størkner og hærdes. Hvert tiende minut hæver donkrafte hele forskallingen to en halv centimeter. Nede fra Evas betonblanderi hejser kranen store spande med våd beton til platformen omkring forskallingen, hvor de tømmes, spand efter spand, hele tårnet rundt. Jernbinderne føjer nye længder metal opad, betonen størkner, donkrafte skubber, dag for dag rejser tårnet sig over Madum. Nu kan man se, at der sker noget.

Synet lokker interesserede og nysgerrige til, også fra egne langt hinsides. En dag ser Ole på byggepladsen »en lille hyggelig mand stå og sludre med Sven Katholm fra U-Gruppen. Jeg trænger til en pause, tænder piben og lytter – han spørger, hvad vi laver? ’Vi laver en vindmølle. Den skal lave varmt vand.’ Han siger så: ’Hmm. Hvorfor skal den ikke lave strøm?’ Vi siger: ’Det kan man ikke.’ ’Nåeh …’ siger han – og forklarer os, at det kan man altså godt. Det er så Amdi, der fortsætter snakken. Manden vidste, hvordan man laver vekselstrøm«.

Amdi fortæller resten af historien i Jyllands-Posten: »En søndag eftermiddag kom der en mand, som smækkede sig ned i sofaen, kiggede på mig og sagde: ’I er ikke rigtig kloge. I siger, I vil spare 400 ton olie om året. Men hvorfor nøjes med det, når I kan spare 800 ton?«

»Og så sagde han hurtigt en hel masse, som jeg ikke forstod ret meget af. ’06 93 66 50,’ svarede jeg. Det er nemlig telefonnummeret på ingeniør Hans Jørgen Lundgaard Laursen, der har stået fadder til projektet.«

Amdi slutter: »Manden i sofaen var professor Ulrik Krabbe fra Danmarks Tekniske Højskole. Og takket være ham skal vi nu også producere elektricitet. I perioder med megen vind vil vi kunne producere mere el, end vi selv kan bruge. I stedet for at tænde alle lamperne har vi derfor aftalt med Vestkraft, at vi sælger den overskydende elektricitet til dem.«

Støbningen af tårnet er i gang, i fundamentet er der gjort plads til den store vandtank med skovlhjulene. Nu er vandtanken afskaffet. Laursen tager beslutningen om en fundamental ændring af projektets energiproduktion helt roligt. For ham har opgaven været »at sætte en cylinder oven på en anden cylinder. Basal regning«. Han er faktisk helt glad for at slippe af med de store tandhjul i sit projekt. »Jeg bøvler med det i tankerne, for hvordan skal man smøre dem? Sliddet bliver voldsomt, og på et eller andet tidspunkt brækker en af tænderne, og så er Fanden løs. Jeg har ikke løst problemet – skulle have fløjet ned til Krupp med min bror, men det aflyser vi.«

Laursens tilgang har hele tiden været, at »man skal vide, hvad man skal ende med – og så regner man baglæns med håndelag og opfindsomhed«. Det er en pionertilgang, der både passer med Amdis pædagogiske kæphest, at lære gennem handling, og med de svæveflyvende vingeingeniører fra Risø. Også den hvidhårede elprofessor tilbyder gratis hjælp. Ulrik Krabbe fortæller: »Det var kolossalt spændende at få lov til at medvirke til et pionerprojekt. Jeg så nødig, at denne enestående mulighed for at skabe en stor mølle skulle falde til jorden og dermed skade vindenergiens udvikling i det hele taget. Jeg havde mit gode job i forvejen og var meget interesseret i vindmøller, så jeg søgte ingen honorarer.«

Amdi har skabt endnu et nyt broderskab. Alle er tændt af en fælles ild og insisterer på at overkomme hvad som helst, også politiske og ideologiske modsætninger, for at realisere en fælles teknisk drøm: at bygge et vindkraftværk.

Det er et enestående øjeblik i danmarkshistorien, et af de ganske sjældne tilfælde, hvor brede folkelige kræfters ønske om en afgørende samfundsændring finder sammen med spidsen af elitens tekniske handlekraft for at virkeliggøre en fælles drøm, og danskernes interesse for et alternativ til a-kraften vokser de kommende år, som møllen rejser sig.

Det forstår Tvinds ledelse. Mens de fem teknikere i Amdis nye broderskab netop er teknikere, ivrige efter at løse et vanskeligt problem, er Amdi også optaget af målrettet politisk kommunikation.

Nu fortæller han ikke mere om vindmøllen som et besparelsesprojekt og et politisk nålestik mod a-kraften – nej, byggeriet er et udslag af folkets kraft, »som vi selv er en del af«, fortæller Amdi. »Udviklingen af vindmøller er ikke et spørgsmål om høj, teknisk viden alene. Professorerne kan ikke konstruere dem alene. De folkelige kræfter skal være hovedkraften i den udvikling.«

Allerede kort efter at møllebyggeriet er indledt, udgiver Tvinds eget forlag en lille bog om projektet; førsteudgaven udkommer i foråret 1975, og værket opdateres i utallige senere udgaver, som byggeriet skrider frem. Titlen på alle udgaver er ... lad 100 møller blomstre ... – endnu en elegant turnering af Maos kampråb, »Lad 100 blomster blomstre.«

Fortællingen indledes med et vers fra »en vindmøllesang«:

Energien den koster mange penge.

Svineriet det øges dag for dag.

Ned i lommen på de store oliedrenge –

Noget vil vi til at gøre ved den sag.

Bogen fremmaner synet af folkets handlekraft; sangen opstår således spontant under det første spadestik til møllen: »Sangen er ikke skrevet af en digter. Den er sprunget ud af vores fælles glæde og forventning til arbejdet med byggeriet af møllen. Den blev ikke sunget af en sanger. Vi mødte 300 mennesker op den morgen den 29. maj. Sangen blev delt om, orkesteret stemte i, og så sang og dansede vi. Rundt og rundt som møllen. Spadestikket blev ikke gravet af præsidenten for noget som helst. Vi havde alle en ske eller en skovl med, og så gravede og gravede vi, og så var der saftevand, og så var der en tale, og så var byggeriet af vindmøllen til TVINDKRAFT i gang.«

Uagtet at fortællingen måske er en anelse selvmodsigende, når den fremhæver, at sangen opstår på stedet, men dog er omdelt, så er den et sødmefyldt billede af en gruppe unge, hver især opflammet som en Greta Thunberg, samlet i masseaktion for at løbe storkapitalen ned.

Nogle bærer vitterligt Maos lille røde i brystlommen til inspiration under de næste måneders slid, fortæller en møllebygger. Det er en fortælling, som i midten af 1970’erne appellerer langt uden for Tvind, og ... lad 100 møller blomstre ... sælges i flere tusinde eksemplarer.

En ’flovser’ kalder Laursen i dag den beregningsfejl, der siden bliver en ikonisk fortælling om folkets større tænkekraft end ekspertens. Han har beregnet, hvor stor en kraft tårnet med sine enorme vinger skal modstå fra vinden, og dermed også hvor meget jern der skal indgå i tårnets konstruktion.

Mølleholdet har derefter modtaget hans instruktioner om, hvor mange af de fingertykke jerntråde der skal bindes sammen før støbningen.

Nu står Ole nede i hullet og undrer sig over alt det jern, Laursen mener, der skal være i tårnet: »Jens Gjerding og jeg har allerede snakket om, at det er satans meget jern.« Kan det overhovedet være der? Ole vil se problemet for sig. Han finder noget ler og former et tårn, leder byggepladsen igennem efter de tyndest mulige jerntråde og finder nogle svejsetråde. Han måler diameteren på svejsetråden, sammenholder med det tykkere armeringsjern og dividerer: Nu ved han, hvor mange svejsetråde Laursen har beregnet, han skal stikke ned i lermodellen, og hvor stor en diameter lertårnet skal have for at passe med Laursens mål.

Jernet kan ikke være der. Ole går til Jens, som »bliver stjernetosset. Han siger, ’nu tager jeg en bil og stopper papirerne ind og kører til Beder’«. Jens Gjerding er en ung ingeniør, der støder til Mølleholdet i august 1975 og snart bemærkes som en stædig og tænksom arbejder. »Jeg var ikke en del af kampagnen mod atomkraft, jeg skulle bare have noget fornuftigt at lave – også selv om der ikke var løn.« Jens har gået arbejdsløs et år og er desperat for bare at lave noget, »alt andet end at gå hjemme og vente på, at endnu en jobansøgning bliver afvist«. I øvrigt er opgaven jo afsluttet til jul, om bare fem måneder. Jens er bygningsingeniør som den ældre Laursen; de har samme teknisk-pragmatiske tilgang: »Man bygger et tårn, sætter en hat med vinger på.«

Hjemme hos Laursen i Beder udfordrer den unge ingeniør den ældre. »Jeg kan se, at jeg er bedre til at regne end ham.« De enes om en anden fordeling af jernet i hele tårnet, så der bliver plads.

Mølleholdet bliver færdig til jul. Med tårnet. Den 22. december 1975 hældes det sidste beton i forskallingen, et juletræ plantes, og fra toppen af Tvindkraft, 54 meter over skolerne, stråler juleglansen fra en triumferende elpære »på verdens højeste juletræsfod«, fortæller veteraner gerne. Man kan se den helt fra Spjald.

’Amdi og Tvind’. Bind 1 Iværksætteren af Peter Tygesen