Sport og sanktioner
Læsetid: 7 min.

Efter 19 år og 19 trofæer skal Chelsea nu klare sig uden Onkel Roman fra Sibirien. Men hvordan?

Potentielle købere cirkler om Chelsea, mens klubben hastigt er ved at løbe tør for penge. Imens er selvransagelsen begyndt i den engelske fodboldverden: Hvordan kunne man i så mange år tolerere en mand som Roman Abramovitj i sin midte?
Nu spørger man sig selv i Storbritannien, hvordan man kunne være så naiv, at man stort set ukritisk har tolereret Abramovitjs tilstedeværelse i toppen af landets fodboldcirkler i årevis uden at spørge, hvor han havde sine penge fra, eller hvilke tjenester han måtte yde Putin til gengæld.

Nu spørger man sig selv i Storbritannien, hvordan man kunne være så naiv, at man stort set ukritisk har tolereret Abramovitjs tilstedeværelse i toppen af landets fodboldcirkler i årevis uden at spørge, hvor han havde sine penge fra, eller hvilke tjenester han måtte yde Putin til gengæld.

Dylan Martinez

Moderne Tider
19. marts 2022

Da Chelsea i sidste runde af sæsonen 2002-2003 mødte Liverpool i en direkte duel om fjerdepladsen i Premier League – og dermed adgangen til Champions League – var der en finansiel nedsmeltning i gang bag kulisserne i den blåklædte London-klub.

På det tidspunkt var Chelsea slet ikke det Chelsea, vi kender i dag.

Det var en middelstor hovedstadsklub, som under den flamboyante forretningsmand Ken Bates havde brændt så store summer af på afdankede stjernenavne og en overambitiøs stadionrenovering, at de økonomisk ansvarlige på direktionsgangen i al hemmelighed var ved at forberede et brandudsalg af truppens mest salgbare aktiver for at holde ulvene fra døren.

Men så vandt holdet over Liverpool og erobrede en plads i Europas fineste klubturnering – og få dage senere havde den russiske rigmand Roman Abramovitj efter hemmelige lynforhandlinger overtaget klubben og med ét slag bortfjernet al gæld.

And the rest is history, som man siger. Bortset fra at det er det så ikke alligevel. For i disse dage – 19 år og 19 trofæer senere – ser historien ud til at gentage sig.

Chelsea er atter truet af en nært forestående økonomisk nedsmeltning, og atter må klubbens regnskabsfolk på overarbejde for at holde skuden flydende.

Store underskud

Årsagen er naturligvis de økonomiske sanktioner, som den britiske regering har pålagt Abramovitj på grund af hans nære relationer til Putin og hans virksomheders mulige tilknytning til krigen i Ukraine.

Sanktionerne forbyder den russiske oligark at yde nogen form for økonomisk støtte til sin klub i Vestlondon, og for enhver, der har det mindste kendskab til Chelseas forretningsmodel, virker det helt umuligt at forestille sig, hvordan klubben skal kunne køre videre i blot nogle måneder uden de løbende pengetilførsler fra Onkel Roman fra Sibirien.

En analyse fra den anerkendte sportsøkonomiske analytiker Kieron O’Connor viste for nylig, at den russiske oliemilliardær siden sin akkvisition af The Blues har pumpet godt 13 milliarder kroner ind i londonklubbens pengetank. Ja, alene i de seneste fem år har han hældt godt tre milliarder kroner i klubkassen.

Den støtte stopper altså nu. Og det vil kræve stor kreativitet at få enderne til at mødes uden den bistand, når man tænker på, at klubben stort set aldrig har leveret et overskud, men til gengæld tegner sig for ti af de 25 største underskud i Premier Leagues historie.

Ganske vist har de mange triumfer på grønsværen hjulpet Chelsea med at udvide forretningen, så de nu råder over den fjerdestørste økonomi i Premier League. Men der er stadig langt op til ligaens ægte giganter i skikkelse af de to Manchester-klubber og Liverpool. Og det er de færreste, der tror, at klubben vil kunne fortsætte med at betale lønninger til et af de dyreste omklædningsrum i verden, når pengestrømmen fra den russiske milliardær forsvinder. En pointe, der i øvrigt blev understreget, da den engelske avis The Telegraph for få dage siden kunne afsløre, at der ’blot’ står 17 millioner pund på klubbens bankbøger. Et beløb, der ikke rækker langt, når lønningerne til spillertruppen beløber sig til 28 millioner pund om måneden.

Forudsigelserne fra klubbens egne folk er da også dystre.

»Hvis vi ikke må fortsætte vores økonomiske drift som hidtil, får vi meget hurtigt røde tal på bundlinjen,« sagde en anonym kilde fra klubben for nylig til The Times i en artikel, hvori det blev spået, at klubben havde kurs mod »finansiel ruin«.

Brændende platform

Chelsea F.C. står kort sagt på det, man i konsulentkredse kalder en brændende platform. Og det er netop årsagen til, at den britiske regering har givet klubben særtilladelse til at fortsætte den salgsproces, som Abramovitj havde sat i gang, før han blev sanktioneret.

Ingen – hverken regeringen, Premier League eller selvsagt Chelsea – har nogen interesse i, at storklubben fra Stamford Bridge går ned i flammer, så ballet er åbnet for dem, der kunne tænke sig at overtage en af verdens mest kendte sportsbrands, og ifølge de britiske medier er særligt tre konsortier favoritter i budprocessen.

Det første er ledet af den amerikanske milliardær Todd Boehly, der er medejer af det succesfulde baseballhold Los Angeles Dodgers. Han har slået pjalterne sammen med den britiske ejendomsinvestor Jonathan Goldstein og den schweiziske medicinalrigmand Hansjörg Wyss. Og selv om Wyss har ladet en bemærkning falde til sit hjemlands presse om, at værdien af Chelsea efter hans mening er overvurderet, så menes de tre fæller at forberede et bud på omkring 25 milliarder kroner.

Det andet konsortium består af den amerikanske Ricketts-familie, der ejer baseballholdet Chicago Cubs og netop har brugt en formue på at renovere holdets hjemmebane, Wrigley Field. Et forhold, der kan styrke deres bud, eftersom Chelsea ønsker sig en ny hjemmebane i stedet for det relativt lille og økonomisk urentable Stamford Bridge.

Og den tredje af de mest seriøse bydere indtil videre er et konsortium, der ledes af ejeren af New York Jets, Woody Johnson.

Han er nok den, hvis potentielle overtagelse af Chelsea ville vække mest afsmag på de britiske øer. Dels fordi Jets har klaret sig ringe under hans ejerskab, og dels fordi han er nær allieret med Donald Trump og dermed næppe repræsenterer værdier, der er på linje med den menige engelske fodboldtilhængers.

Aldrig det samme

Uanset om det bliver den ene eller anden eller tredje gruppe af oversøiske milliardærer, der ender med at vinde slaget om klubben fra Vestlondon, så turde det dog være klart, at verden aldrig bliver den samme igen for Chelsea.

De, der byder på Chelsea, er nemlig forretningsmænd, ikke mæcener. Det er folk, der forventer at få afkast af deres investeringer, og som vil drive klubben ud fra de forudsætninger. Og det vil betyde en nedskalering af økonomien i en klub, der ikke har de samme naturlige forudsætninger for at kæmpe med i toppen af europæisk fodbold som rivaler som Liverpool, Manchester United, Real Madrid og Barcelona, hvis globale fanbaser er langt større.

Æraen med de gratis penge fra Roman Abramovitj – og alt, hvad dertil hører – er slut.

Derudover vil det formentlig også være en forudsætning for et salg, at Abramovitj indvilger i det, eftersom klubben formelt set stadig tilhører ham. Lige netop dét punkt anser den engelske regering dog ikke for at være et stort problem, eftersom den russiske rigmand via sanktionerne er tvunget op i et hjørne, hvor han ikke har særligt mange valgmuligheder.

Eller som The Telegraph konstaterer efter samtaler med folk med kendskab til sagerne:

»Kilder (i den engelske regering, red.) mener, at Abramovitj i det lange løb ikke har andet valg end at indvilge i et salg, eftersom alternativet er et dommedagsscenario for Chelsea, hvor klubben forbliver lammet og langsomt går i forfald.«

Selvransagelsens tid

Og mens advokater og rigmænd arbejder bag kulisserne på at flytte klubben over på nye hænder, så er det selvransagelsens tid i den engelske offentlighed.

I sanktionskendelsen beskriver de engelske myndigheder Abramovitj som en »pro-Kreml-oligark,« der »har haft et tæt forhold (til Putin, red.) i årtier«, og som gennem sit medejerskab af stålgiganten Evraz kan have »leveret stål til det russiske militær, der kan have været brugt til tanks«.

Så nu spørger man sig selv i Storbritannien, hvordan man kunne være så naiv, at man stort set ukritisk har tolereret Abramovitjs tilstedeværelse i toppen af landets fodboldcirkler i årevis uden at spørge, hvor han havde sine penge fra, eller hvilke tjenester han måtte yde Putin til gengæld. Hvordan kunne man overse de advarselssignaler, der blinkede undervejs? Som for eksempel det indlæg, det konservative medlem af underhuset David Davis benyttede sin udvidede ytringsfrihed som parlamentariker til at levere for et par måneder siden:

»Vi taler om en mand (Abramovitj, red.), som ifølge den spanske efterretningstjeneste forvalter præsident Putins privatøkonomiske forhold. Dette er en mand, der blev nægtet schweizisk opholdstilladelse på grund af mistanke om hvidvask og kontakter med organiseret kriminalitet. Derudover blev Abramovitj også betragtet som en fare for den offentlige sikkerhed og Schweiz’ ry og rygte (…) Jeg beder huset om at drage sine egne konklusioner om, hvorvidt denne mand i virkeligheden optræder på vegne af Kreml og Putins regering.«

Bombardement af sagsanlæg

En af grundene til, at der er gået så mange år, før sandheden om Abramovitj og hans tætte tilknytning til Putin nu endelig diskuteres frit i England, er, at den russiske milliardær uden ophør gennem de engelske domstole har forfulgt de journalister, der har vovet at berøre emnet.

Det fik den undersøgende journalist Catherine Belton at føle sidste år, da hun efter eget udsagn blev ramt af et »bombardement af sagsanlæg« fra blandt andet Abramovitj. Det skete, efter hun i bogen Putin’s People havde beskrevet oligarken fra Sibirien som en af Putins håndgangne mænd.

Nu må den praksis med juridisk klapjagt på journalister dog formodes at være slut. Eller som den engelske sportskommentator Oliver Brown har formuleret det:

»Efter 19 år med juridiske skrivelser og sagsanlæg kan Roman Abramovitj ikke længere damprense sit renommé ved hjælp af advokater.«

I stedet diskuteres det åbent, om man skal skærpe de såkaldte fit and proper-baggrundstjek, som potentielle ejere skal undergå, før de får lov at købe en engelsk fodboldklub.

Det har blandt andet Chelseas egen træner, tyske Thomas Tuchel, gjort sig til talsmand for.

»Nogle gange må vi spørge ind til hele processen og kigge på, hvordan den egentlig udøves,« sagde han før sidste weekends opgør mod Newcastle.

En person, der formentlig ikke deler den holdning, er den engelske finanskvinde, der sidste efterår hjalp Saudi-Arabiens kongehus med at overtage ejerskabet i netop Newcastle. Amanda Staveley hedder hun. Og hun er en af de få, der har udtrykt sympati for Roman Abramovitj i kølvandet på den engelske regerings beslutning om at sanktionere ham.

»Så synd,« var hendes kommentar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stop så de pinlige beklagelser over tingene er endt hvor de er. I ligger som i har redt.
Chelsea har nydt godt af Oligakpenge i alle disse år, slut.

Den helt store fejl var i første omgang man solgte ud af den britiske nationalsport.
Ambitioner og grådighed var årsag til Chelsea lod sig købe af udenlandsk rigmand, og afgav derved kontrollen af klubben.

Se nu at vende tilbage til fordums dyder - "hver by sit hold".
Og lad så tilskuer-interessen blive udslagsgivende for økonomien. (den eneste måde få tilskuervenlig seværdig bold på)

Peter Andersen, Albert Lund, Tina Peirano og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Tryggestad

En meget interessant artikel om denne russiske oligarken Abramovitsj med statborgerskab i både Rusland, Portugal og Israel, klip hentet fra det norske statsmedie nrk.no.

nrk.no, Publisert d. 15. marts 2022

Den tidligere Chelsea-eieren Roman Abramovitsj er Israels nest rikeste mann.
Han har både russisk, israelsk og portugisisk statsborgerskap.
I løpet av årene har han donert de aller største summene til jødiske og israelske institusjoner som sykehus, universitet, organisasjoner og holocaustminnesmerket Yad Vashem i Jerusalem.

I 2019 gav Abramovitsj 5 millioner USD til Jewish Agency og i 2020 donerte han 102 millioner USD, altså nesten en milliard kroner til den ytterliggående bosetterorganisasjonen ELAD, ifølge Haaretz. ELAD jobber for å flytte jødiske bosettere inn i okkupert Øst-Jerusalem på bekostning av palestinerne, en aktivitet som er i strid med Folkeretten.

Nå som president Putins Russland er blitt en global pariastat, må den jødiske verden se på hvilken moralsk pris den betaler for å motta Abramovitsj' donasjoner, skriver David Kilon i det liberale tidsskriftet The Jewish Currents.

Ifølge den israelske TV-kanalen Channel 12 har representanter for flere av institusjonene, som har mottatt rause donasjoner, bedt om at Abramovitsj må slippe sanksjoner i et brev til USAs ambassadør i Israel, Tom Nides. Begrunnelsen er oligarkens "bidrag til det jødiske folk".

Meget mere her:
https://www.nrk.no/urix/etter-press-ma-israel-slutte-seg-til-sanksjonene...

Peter Andersen, uffe hellum og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne kommentar

Den britiske regering, Premier League og andre "big money"-sportsklubber burde for længst have stillet meget skrappere krav i de såkaldte "Fit and proper" baggrundscheck af potentielle nye ejere, mn grådighed og prestige mv. er åbenbart vigtige end at undgå indirekte medvirken til den enorme sportswashing, der foregår i landet.

Alternativet til onkel Roman er tre amerikanske konsortier. Det lyder ikke ligefrem forjættende. De steder i dansk fodbold, hvor amerikanerne har fået indpas, er græsset holdt op at gro, og spillerne er holdt op med at præstere.