Foran retssal 80 sidder to kvinder og bladrer i et par store papirstakke. De skæver op på skift. Ingen af dem ved, hvordan tiltalte ser ud, og den ene, forsvarsadvokaten, vil gerne veksle et par ord med ham, inden retssagen begynder.
Et par minutter inden sagen går i gang, slentrer en ung mand ind i lokalet. Forsvareren springer op, fremstammer tiltaltes navn og får et nik til gengæld. De stikker hovederne sammen, og da de kort efter træder ind i retssalen, læner forsvareren sig ind mod tiltalte, S, og hvisker:
»Når vidnerne kommer, er det meget vigtigt, at du ikke afbryder – ligegyldigt hvad de siger.«
S griner lidt og nikker samtykkende.
Lidt for meget at drikke
19-årige S er tiltalt for seks forhold. Det første omhandler en episode den 4. december 2021 omkring klokken 01:55, hvor S angiveligt skulle have truet en dørmand med en totenschlæger og sagt, at han ville »pløkke« ham. Forhold to til fire handler om samme aften, hvor S foruden totenschlægeren er anklaget for at have været i besiddelse af en peberspray og 1,75 gram hash til eget brug.