Brevkassen: Kan jeg tillade mig at navlepille på sociale medier, når der er krig i Ukraine?

Der er krig i Ukraine. Den sætning sætter sig altid fast i mine fingre, før jeg trykker ’del’ på mine sociale medier. Jeg kan normalt godt lide at dele en sjov betragtning her og en personlig anekdote eller anbefaling der. Men mit digitale navlepilleri virker så ekstra overfladisk og ligegyldigt, for der er krig i Ukraine. Hverdagens problemer går videre, selv når de bliver uendeligt små i skyggen af en krig, og det hjælper ikke indbyggerne i Mariupol, at jeg lægger låg på mit digitale selv. Men kan man tillade sig at pille sig i navlen og dele sit navlefnuld i offentligheden i en krigstid? At jeg overhovedet har det dilemma er privilegeret. For der er krig i Ukraine.

— Navlepilleren

Svar I:

Ja, der er krig i Ukraine, som du nærmest messende gentager. Og desværre også hungersnød i Afrika og klimakrise i hele verden. Hvis du først begynder at relativisere din facebookaktivitet i forhold til verdens mange onder, er der aldrig en anledning til at dele ud af dit navleindhold.

Personligt synes jeg, at et filter for sommerhusbilleder og hverdagspoesi på sociale medier kan være meget rart, uanset tragedien i Ukraine. Men Putin, den tyran, har allerede infiltreret og censureret alt for mange medier, han skal ikke også have lov at gå i dit newsfeed.

Så fortsæt din onlineaktivitet, men lyt også til din ambivalente følelse omkring den. Måske kan den håndteres ved at hjælpe nogle af de tusindvis af ukrainske flygtninge, donere til nødhjælpsorganisationer eller på tredje vis gøre en lille forskel i en frygtelig tid – det ville jo også se godt ud på dine sociale medier ...

— Louise Schou Drivsholm

Svar II:

Dit gentagne »der er krig i Ukraine« virker som et stilistisk så bevidst valg, at jeg kommer i tvivl om, hvorvidt du mener det. Er krigen virkelig dit problem, eller er det navlepilleriet, som du frygter tager sig uskønt ud i andres øjne – altså angsten for ikke at kunne finde en grimasse, der kan passe.

Lær af barnet: Selv det lille barn, der har mistet en elsket bedstemor, kan vandre ubesværet ind og ud af sorgen – det ene øjeblik være dybt optaget af, hvordan en gravko lyder; og det næste være ramt af fortvivlelsen. Ærligt, uforfængeligt og umiddelbart – for det kan ikke andet.

Der er ingen grund til at skamme sig over, at hverdagen går videre, mens Mariupol bombes til støv – for det gør den. Tillad en lille forsimpling: Hverdagen er ikke noget, der spærrer for verden, den er tværtimod målet med det hele. Og hvis kontrasten mellem hverdagen og verden bliver for støjende, så er det ikke hverdagen, der er noget i vejen med – men verden, du skal engagere dig i.

— Jon Jørgensen