Forleden fortalte min veninde mig i fortrolighed, at hun har mødt en ny. Min begejstring var dog lunken, eftersom hun i forvejen har én, ja, faktisk to: Hun er gift og har et barn.
Efter en længere udredning om hendes møde med ’den anden’ erklærede hun, at hun nu havde brudt kontakten helt. Klogt valg, bifaldt jeg. (Det holder ikke længe, tænkte jeg). Allerede næste dag måtte hun bekende, at hun var faldet i igen.
Jeg har mest lyst til at skælde hende ud, men jeg ved jo godt selv, i nogenlunde samme livssituation, at man efter mange år godt kan blive fristet.
Er det bare noget, der hører til denne livsfase i snart-40’erne? Og er det noget, jeg skal acceptere at lægge øre til, ligesom når folk taler om sort arbejde? Eller må jeg godt sadle op på den høje hest?
— Ven
