Et liv er forbi
Læsetid: 4 min.

Hun blev født i en sælfangerfamilie og endte som borgmester

Kristine Raahauge voksede op i en grønlandsk bygd. Hun knoklede livet igennem og blev både museumsinspektør, borgmester og landstingsmedlem
Moderne Tider
2. april 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her
Da Kristine Raahauge i 2014 gik på pension, flyttede hun og Paul tilbage til Samsø, hvor deres gamle hus ved et tilfælde var til salg.

Da Kristine Raahauge i 2014 gik på pension, flyttede hun og Paul tilbage til Samsø, hvor deres gamle hus ved et tilfælde var til salg.

Alf Tornberg

En dag, hvor Kristine Raahauges mand, Paul, havde fanget en sæl, lagde han den foran deres hus i Nanortalik og råbte glad: »Kom ned, din fangermand har skudt en sæl, som skal flænses!«

Paul var skolelærer og født i Danmark, så han var stolt over fangsten, men Kristine svarede tørt: »Det må du selv gøre, jeg er borgmester.«

Scenen affødte en vis latter blandt dem, som overværede den.

Vejen til borgmesterposten i Nanortalik lå ikke ligefor, da Kristine Raahauge i 1949 blev født i en fattig familie i den grønlandske bygd, Lichtenau – også kendt som Alluitsoq. Bygden, som i dag er affolket, ligger så afsides, at hun og hendes søskende måtte gå otte kilometer, når familien skulle have varer udefra.

Faren var fanger og roede i kajak, moren gik hjemme med de i alt syv børn, hvoraf Kristine var den ældste. Familien havde meget få penge, og da Kristine var ni år, flyttede de – som mange andre grønlændere – mod en større by, nemlig Nanortalik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Stephen Paulli Andersen

Tankerne går til Paul og familien. Misiginneqataavugut.

Flot klaret, tak for godt arbejde!!!

Jeg synes da, i bakspejlet, at hun skulle have flænset sælen for sin hjælpeløse mand. Bare for at reparere på hans lille ego. Men vi mennesker er jo desværre ikke perfekte.

..."hvor deres gamle hus ved et tilfælde var til salg"... I USA er den gennemsnitlige ejer-tid 7 år for et hus. Men nogle ejerlejligheder har et ejerskifte på gennemsnitligt 12 måneder. Jeg tror, desværre, at Samsø er ligesom las vegas i usa, at mange fantaserer om en bolig der, men at de fleste sælger igen, inden året er omme.

De fleste huse på samsø er sikkert til salg, det meste af tiden, fordi at "brandet samsø" overstiger livskvaliteten ved at bo, uden en bro, på en lillebitte ø uden københavnske restauranter.

Jeg ville sgu rigtig gerne have have en lillebitte hytte på en strand på Samsø, jo mere skrabet desto bedre, men jeg tror ikke, at det kan løbe rundt uden en bro til Sjælland, så lejerne kan komme i supermarkedet og til deres yndlingsrestauranter. Hvis jeg selv vil bruge en måned der, bliver det noget af et projekt med fly og udlejningsbil osv. Det er lidt nemmere, når der er en bro og en masse rige naboer, så jeg kan få billig internet-forbindelse.

Det her indlæg er ikke kun udtryk for min egen (store) misundelse på samsingerne, det er også et udtryk for mit hæderlige ønske om at alle landsdele skal have en ordentlig forbindelse til København eller andre byer.