Hun blev født i en sælfangerfamilie og endte som borgmester

En dag, hvor Kristine Raahauges mand, Paul, havde fanget en sæl, lagde han den foran deres hus i Nanortalik og råbte glad: »Kom ned, din fangermand har skudt en sæl, som skal flænses!«

Paul var skolelærer og født i Danmark, så han var stolt over fangsten, men Kristine svarede tørt: »Det må du selv gøre, jeg er borgmester.«

Scenen affødte en vis latter blandt dem, som overværede den.

Vejen til borgmesterposten i Nanortalik lå ikke ligefor, da Kristine Raahauge i 1949 blev født i en fattig familie i den grønlandske bygd, Lichtenau – også kendt som Alluitsoq. Bygden, som i dag er affolket, ligger så afsides, at hun og hendes søskende måtte gå otte kilometer, når familien skulle have varer udefra.

Faren var fanger og roede i kajak, moren gik hjemme med de i alt syv børn, hvoraf Kristine var den ældste. Familien havde meget få penge, og da Kristine var ni år, flyttede de – som mange andre grønlændere – mod en større by, nemlig Nanortalik.

Kristine var flittig i skolen og blev gennem en særlig ordning udvalgt til at komme til Danmark på et efterskoleophold i 9. klasse. Det var ikke spor tilfældigt, hun havde knoklet for at få pladsen.

Egen lejlighed

Tilbage i Nanortalik kom hun i kontorlære. Moren, som kerede sig meget om sine børn, sørgede for, at Kristine Raahauge fik sin egen lille lejlighed i byen, så hun ikke blev forstyrret af sine yngre søskende derhjemme og kunne koncentrere sig om uddannelsen.

Hver eneste morgen gik hendes mor forbi for at sikre sig, at hendes datter var kommet op til tiden, men det var sådan set ikke nødvendigt, for Kristine Raahauge havde arvet sin mors hang til ordentlighed og var selv ambitiøs.

Efter uddannelsen blev hun timelærer på byens skole, og her mødte hun i oktober 1970 Paul, som var nyuddannet lærer fra Danmark og netop flyttet til Grønland. Allerede året efter fik de deres første datter, Anja, og blev gift, siden kom endnu en datter, Brit.

I 1976 flyttede familien til Kolby Kås på Samsø, og de arbejdede begge på en kostskole, hvor der gik 60 grønlandske børn. De byggede et hus og fik i 1978 sønnen Axel. Efter nogle år på Samsø flyttede de tilbage til Nanortalik. Paul blev med tiden leder af byens skole, og Kristine Raahauge arbejdede både på skolen og på byens museum, som hun efter nogle år blev leder af.

Lærte fra sig

Børnene blev opdraget til at kunne klare sig selv, og det var vigtigt for Kristine Raahauge at lære fra sig. Fra de var helt små, skulle de hjælpe med at gøre rent, lægge tøj sammen og lave mad.

Igen var Kristine Raahauge ekstremt systematisk. Hun arbejdede meget, og hvis hun vidste, at hun ville komme sent hjem, kunne hun finde på at give børnene opgaver på forhånd. Én skulle skrælle kartofler, en anden hakke løg og så videre. Og så stod det hele klar i bøtter, når forældrene kom hjem, så maden kunne blive tilberedt i en fart.

I weekenderne havde de bedre tid, her tog familien ofte ud at sejle i en lille motorbåd. Børnene havde ikke et nært fysisk forhold til deres mor til daglig, men når de lå i båden en hel dag og hyggede sig, var de tæt på hinanden, husker datteren Anja. De fiskede og plukkede bær.

Trods sin hang til orden og systemer var Kristine Raahauge også festlig, og huset var ofte fuld af gæster. Fra København kom blandt andet folk fra Nationalmuseet, som sammen med Kristine Raahauge lavede forskningsprojektet og bogen Kulturkontakter i Kap Farvel, som de modtog Kulturministeriets Julius Bomholt-pris for. Men også kunstnere, musikere og politikere kom ofte forbi huset til en middag – som sagtens kunne udvikle sig til en fest – når de var i Nanortalik.

Tilbage til Samsø

Kristine Raahauge havde siden sin ungdom været medlem af Siumut, og hun blev flere gange opfordret af partikolleger til at stille op til byrådet. Hendes ordentlighed og dedikation var også her stor, og hun endte med at blive borgmester i Nanortalik ad to omgange og fik også en enkelt periode i Landstinget.

Hun havde livet igennem set, hvordan de små bygder forsvandt, og hvordan alt blev centreret omkring de store byer. Hun kæmpede imod centraliseringen og for at bevare det lokale selvstyre. Kommunalreformen i 2007, hvor antallet af kommuner i Grønland blev reduceret til bare fire, var hun derfor indædt modstander af. Derudover kæmpede hun for ordentlighed både kommunalt og på landsplan. Hun var på flere store udlandsture med sit arbejde, blandt andet til FN-møde i New York.

Jobbet var også krævende, og i sin tid i Landstinget arbejdede Kristine Raahauge så meget, at det gik ud over familielivet. Derfor valgte hun ikke at stille op igen.

Da Kristine Raahauge i 2014 gik på pension, flyttede hun og Paul tilbage til Samsø, hvor deres gamle hus ved et tilfælde var til salg. Deres børn havde i mellemtiden bosat sig i Danmark, og Paul og Kristine Raahauge ville gerne tættere på familien og vennerne på Samsø.

Her fik de syv gode år, hvor hun blandt andet engagerede sig i det lokale foreningsarbejde. Den 7. marts – to uger før parret skulle have fejret guldbryllup – skulle Paul til genoptræning efter en operation i Tranebjerg. Om morgenen var hun lidt svimmel og træt, og han serverede yoghurt og te med honning for hende i sengen.

Da han nogle timer senere kom tilbage, var Kristine Raahauge død. I lørdags blev hun bisat fra Kolby Kirke, og søndag blev hendes aske spredt over Samsø Bælt.