Center for Vild Analyse
Læsetid: 4 min.

Krigen i Ukraine har genskabt fornemmelsen af et internationalt ’vi’. Spørgsmålet er, om vi holder fast i det

Det genopståede ’vi’ drømmer om en dramatisk, næsten romantisk kulmination på konflikten. Men hvad nu, hvis krigen bare fortsætter, vores opmærksomhed indfanges af andre ting, og det internationale ’vi’ går i sig selv igen?
Måske kan despoten (Putin) væltes af den mest uventede modstander (Zelenskij)? Man kan næsten høre Chaplins ydmyge barber fra ’The Great Dictator’ overtage mikrofonen fra den gale diktator og mane til besindighed, sammenhold og humanitet.

Måske kan despoten (Putin) væltes af den mest uventede modstander (Zelenskij)? Man kan næsten høre Chaplins ydmyge barber fra ’The Great Dictator’ overtage mikrofonen fra den gale diktator og mane til besindighed, sammenhold og humanitet.

Ronald Grant Archive

Moderne Tider
5. marts 2022

De to taler, der indrammede Ruslands invasion af Ukraine, var så dramatiske og dramatisk forskellige, at deres kontrast optegnede den modstilling, som det meste af verden siden har set og levet sig ind i.

Før invasionen holdt Putin en historieforelæsning for sit folk om forholdet mellem Ukraine og Rusland med den for ham nødvendige konklusion, at nu måtte Ukraine invaderes. Efter invasionen henvendte Ukraines præsident, Zelenskij, sig også direkte til det russiske folk med et hjerteskærende forsvar for Ukraine.

Disse to mænd kom hurtigt til at stå som arketypiske figurer. På den ene side det grusomme magtmenneske, den farlige galning, som sætter sig igennem. Og på den anden side den tidligere komiker, der nu rejser sig med en overraskende heltemodighed – som en Roberto Benigni i Livet er smukt, der på sin egen sørgmuntre facon pludselig fremviser så uimodståeligt mod og fuldstændigt uironisk engagement, at man falder pladask på halen over det.

Vi

Det er værd at bemærke, at begge taler henvendte sig til de samme mennesker: det russiske folk. Hver for sig handlede de om at true, forføre, overbevise, oplyse og/eller bønfalde.

Men beskederne endte i sidste ende med at finde en anden modtager: et overraskende tydeligt vi, der spredt over det meste af verden nu følger med på kanten af sæderne og leder efter information, mening og ikke mindst drama i krigen. Det, som Putin og Zelenskij først og fremmest endte med, var at skabe en dramaturgi, som på mange måder sidenhen har domineret vores forestillinger og fantasier om krigen.

Det er næsten, som om konflikten er skåret så skarpt op, at den kun kan ende med en dramatisk – næsten romantisk – kulmination, der bringer nogle af de helt store menneskelige følelser og tanker i spil. Vi rives med og forestiller os både lykkelige afslutninger og vanvittige tragedier.

Romantik

Den ultimative ’romantiske’ løsning på konflikten ville være, at sympatien for Zelenskijs Ukraine spredte sig så hurtigt og ustoppeligt i Rusland, at Putin enten blev tvunget til at opgive invasionen eller endda blev væltet. Zelenskij ville i denne udgang fungere som den brod, der lukkede luften ud af Putins oppustede selvbillede.

Måske er sandheden om en sådan storladen, uimodsigelig despot netop, at han kan væltes af den mest uventede modstand – en vagabond, en simpel barber, en komiker? Man kan næsten høre Chaplins ydmyge barber fra The Great Dictator overtage mikrofonen fra den gale diktator og mane til besindighed, sammenhold og humanitet.

Den romantiske løsning næres af en entusiasme, der opstår midt i alvoren. Hvis man tilføjer, at Trump i sin guddommelige mangel på visdom kaldte Putin ’genial’, da invasionen begyndte, og husker på Éric Zemmour, Marie Krarup og andre lignende ånders langvarige omfavnelse af Putin, så kan man let komme til at drømme sig videre derhen, hvor krigen i Ukraine ikke bare vil føre til Putins fald, men også til undermineringen af de mest rabiate demagoger i den vestlige verden.

Der er også den tragisk-romantiske mulighed: Zelenskij bliver ofret (som Benignis Guido, som Chaplins vagabond), men hans eftermæle sætter sig i ’verdensånden’, så den russiske invasion over tid bliver kæmpet tilbage i et enestående, internationalt samarbejde. Efter denne krig besinder verden sig, og vi står sammen – måske lærer vi endda endelig at håndtere klimaforandringerne.

Endelig er der den tragisk-katastrofale udgang på krigen, som også må siges at være præsent i vores forestillinger: nemlig atombomben. Det er en ubehageligt oplagt fantasi at dyrke i lige netop den dramaturgi, som vi følger i forhold til krigen.

Tæppefald?

Under alle omstændigheder er det, som om Ukraine for et øjeblik har genskabt fornemmelsen af et ’vi’. I det mindste et ’vi’, der er voldsomt bekymret over, hvad Putin kan finde på.

Men spørgsmålet er, hvordan fremtiden ser ud for dette ’vi’. Lige nu er det der. Men hvor længe bliver det ved?

Er problemet med dette ’vi’ ikke netop, at det er meget stærkt bundet op på en fantasmatisk forestillingsverden, som uanset, hvilken af de ovenstående varianter vi vælger, har et dominerende tema: Nemlig fantasien om, at krigen vil ende med en dramatisk finale. Et crescendo. Et punktum. Vi forestiller os, at noget afgørende sker. Som i den hollywoodfilm, hvis plot aktørerne (Putin, Zelenskij, Trump etc.) næsten selv ser ud til selv ubevidst at gennemspille.

Måske er det mærkeligste ved situationen, at det sværeste at forestille sig næsten er, hvad der ellers ville have været det mest oplagte: Nemlig at krigen fortsætter og bliver ved med at fortsætte, at der ikke kommer nogen dramatisk konklusion, at vores opmærksomhed indfanges af andre ting, og at det klare, internationale ’vi’ går i sig selv igen. Ingen vinder, og verden humper videre, blot lidt ondere, lidt mere meningsløs.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

'Og det er vi mange der mener' var en standardbemærkning i en hedengangen dansk TV-serie af de mere morsomme. Bemærkningen blev ledsaget af et still-billede hvor 4-5 'helt almindelige' danskere så beslutsomme og kampklare ind i kameraet. Med paraply og slippers.
Mon ikke det er det 'vi' som Vild Analyse omtaler? Medieskabt, vedligeholdt af medier og en slipstrøm af politikere, erhvervsfolk og 'helt almindelige' danskere, der bruger de samme 25 ord for deres 'oplevelser' af den ukrainske tragedie. Vores hjemlige krigshelt Kofod bruger fx altid ordet 'vanvittigt.' Om snart sagt alt hvad der sker i Ukraine.
'Vi' som folkesjæl og som identifikationsobjekt er vældig inkluderende og mobiliserende. Problemer er hvem eller hvad der frasorterer alle gratisterne. De som alligevel ikke vil yde noget, de som bare står bagved og nikker bejaende.

Anders Graae, Birgitte Nielsen, Benjamin Bach, Kurt Nielsen, Erik Boye, Hanne Utoft og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Enhver er sig selv nærmest. Dette 'vi' er en forbigående illusion - til næste gang. Kina, Indien, USA og mange flere har deres egne dagsordener. Hvem i DK bekymrer sig over Yemen. Sahel- ja der er 'vi'et forduftet i en em af de sædvanlige folk med våben. Det samme i Myanmar, Sydsudan, Nicaragua. Et fælles fodslag i denne verden har jeg endnu ikke oplevet. Ja, vi humper videre.

Marianne Jespersen, Susanne Kaspersen, Benjamin Bach og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

Det er præcis Vestens forsøg på at iscenesætte sig selv som "vi’et", der alt for ofte ender fatalt. Denne aggressive brug af "vi’et" ignorerer, marginaliserer og undertrykker. Det forfører det egentlige "vi" (vestlige befolkninger) til at tabe indlevelsen, solidariteten og forståelsen for "de" (onde).

Hvis blot man bevæger sig en smule udenfor den vestlige ekko-bobbel, ved man også godt, at resten af verden oplever at fokus på Ukraine favoriserer et hvidt, kristent, vestligt land -- og man undrer sig over, at ikke f.eks. Palæstina modtager samme behandling. Man undrer sig også over tilgangen til NATO og forsvar og principper mod invasion af et selvstændigt land, som ikke fandtes ved andre invasions-krige. Man undrer sig over den store mobilisering af hjælp og solidaritet, som Yemen ikke får. Og man undrer man sig over den varme behandling af de ukrainske flygtninge, som helt isoleret set jo er smuk og rigtig, men som syriske flygtninge ikke modtog.

Mit gæt er, at kun meget få i Asien, Mellemøsten, Afrika og Sydamerika (og såklart Rusland) forstår dette "vi". Og hvor mange er det, det er? 7 ud af 8 mia.?

Anders Graae, Marianne Jespersen, Jette Steensen, Birgitte Nielsen, Hanne Utoft og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Ruslands overfald på Ukraine har gjort mere for sammenholdet i Europa end noget andet. Bedre sent end aldrig.

Forhåbentlig vil dette sammenhold fortsætte, når denne modbydelige krig er ovre. Især er det opløftende, at se befolkningerne i grænselandene til Ukraine udvise stor gæstfrihed og villighed til at hjælpe med både penge og andre fornødenheder.

Europa står sammen.

Steffen Gliese

Umiddelbart, Benjamin Bach, tror jeg, at det skyldes, at vi ikke forstår de mellemøstlige indbyrdes krigende lande - på nøjagtig samme måde som vi ikke forstår Rusland, ud fra de samme motiver: hvad vil de opnå? Hvorfor vælger de ikke samarbejdet og den fælles opbygning af velfærd og velstand for deres befolkninger?
Hvorfor vil man hellere påføre andre nød og elendighed end at arbejde for, at man selv og de kan leve tilstrækkeligt gode og rimelige liv, når der ikke er nogen grund til verdens stærke ulighed.

"Dette ’vi’ er en forbigående illusion - til næste gang"

En politisk konstruktion, som har sine formål til lejligheden. Et genuint vi dannes i ligeværdigt samkvem, det plejes og har intrinsisk værdi. Noget sådant har evidentligt ringe betingelser i en kapitalistisk konkurrencekultur.

Vi'et dannes i indeværende sammenhæng med projektioner som f.eks. at mellemøstlige lande 'kriges indbyrdes', mens det udelades at 'vi' ofte tager part i disse krige, enten direkte eller pr. stedfortræder. Vil verden bedrages? Næppe, men det bliver den ofte alligevel.