Kommentar
Læsetid: 7 min.

Måske kunne vi ikke have stoppet Rusland. Tragedien er, at vi aldrig for alvor prøvede

Vi ignorerede advarslerne om Vladimir Putins intentioner. I stedet for at lade ham betale en pris for sin aggression mod Ruslands naboer gennem flere år lod Europa den russiske gas flyde og vores forsvar forfalde. Det er den tragiske baggrund for det, som nu finder sted i Ukraine
Det er op til ukrainerne at udkæmpe en europæisk krig for selvbestemmelse og demokratiske friheder, som for længst er trådt under fode i Rusland. På billedet har ukrainske tropper forskanset sig uden for Kharkiv den 25. februar.

Det er op til ukrainerne at udkæmpe en europæisk krig for selvbestemmelse og demokratiske friheder, som for længst er trådt under fode i Rusland. På billedet har ukrainske tropper forskanset sig uden for Kharkiv den 25. februar.

Tyler Hicks

Moderne Tider
5. marts 2022

I 2014 mødte jeg Hanna Hopko i Kyiv. Den unge, intense demokrati-aktivist var en af de nye ansigter, der blev valgt ind i det ukrainske parlament i kølvandet på Maidan-revolutionen tidligere samme år, som fik den korrupte præsident Viktor Janukovitj til at tage flugten til Rusland. Som bekendt fik det proeuropæiske oprør også Kreml til at annektere Krimhalvøen og iværksætte en konflikt i Ukraines østlige Donbass-region. Og de russiske ambitioner ville næppe stoppe der, forklarede Hopko mig, da jeg besøgte hovedstaden for at dække det ukrainske valg for Weekendavisen.

»Putin har ikke brug for de østlige dele, han har brug for hele Ukraine. Han forsøger at opbygge ’Russkij Mir’, den russiske verden,« sagde hun.

Hopko fremhævede også, at præsidenten arbejdede ihærdigt på at undergrave ideen om, at Ukraine overhovedet var noget andet end Rusland, blandt andet ved at slå på landenes fælles ophav i 900-tallets østslaviske Kyivrige: »Han prøver at stjæle vores historie,« fastslog hun.

Jeg skrev Hopkos pointer ned, men jeg forstod dem næppe helt. Godt nok kunne man allerede dengang konstatere, at Vladimir Vladímirovitj var begyndt at folde sig ud som amatørhistoriker og i den funktion havde sat sig for at udviske grænserne mellem Rusland og nabolandet. Men at præsidenten skulle efterstræbe hele Ukraine – og ikke bare søge at holde landet ude af Vestens fangarme ved hjælp af en halvfrossen konflikt, ligesom han havde gjort med Georgien – virkede en anelse fantasifuldt.

Klare grænser

Det var da også de færreste, både i og uden for Ukraine, der forestillede sig, at Putin ville kaste sig ud i den fuldtonede invasion, han igangsatte i sidste uge.

Men måske ville meget have set anderledes ud i dag, hvis vi på et tidligt tidspunkt havde lyttet mere til stemmer som Hopkos. Måske ville vi ikke have fejllæst Vladimir Putin som en træls, men rationel type, der altid tager nøje afmålte risici med henblik på at sikre Ruslands geopolitiske interesser. Måske ville vi ikke være blevet vidner til en brutal aggressionskrig på EU’s og NATO’s dørtrin, som de færreste af os havde troet, vi skulle opleve i vores levetid, og som allerede nu har sendt en million mennesker på flugt ud af landet.

I dag kan man læse på Hanna Hopkos twitterprofil, hvordan hun indtrængende beder Vesten om at etablere en flyveforbudszone og en luftbro, der kan hjælpe ukrainerne – »præcis som den, der reddede Vestberlin i 1948«.

Det kommer ikke til at ske. Sådanne tiltag ville hurtigt bringe NATO-lande i en direkte militær konfrontation med Rusland, hvilket i sagens natur kan få katastrofale konsekvenser. Det er med andre ord ikke uden grund, at Europa og USA ikke vil sende tropper til Ukraine.

Men det betyder også, at vores hjælp til ukrainerne – trods Joe Bidens forsikring om, at USA står skulder ved skulder med dem, og trods Ursula von der Leyens erklæring om, at »vi ønsker dem i Den Europæiske Union« – har meget klare grænser. Vi har sendt våben og indført økonomiske sanktioner mod Rusland, som er mere vidtgående, end mange havde ventet, men når det kommer til det allermest afgørende – konfrontationen med en massiv militær overmagt – står ukrainerne alene. Og vi i Vesten, der er vant til at forme historien, selv når det går galt som i Afghanistan og Irak, er reelt reduceret til tilskuere, som nu blot kan betragte de forfærdende krigshandlinger på vores computerskærme.

En ny verden

Kunne det være endt anderledes? Muligvis ikke; måske var det for vanskeligt at forudse, hvor langt Putin var klar til at gå. Men kigger man tilbage på det seneste årtis udvikling, står det i hvert fald klart, at de ledende europæiske politikere ikke gjorde nogen imponerende indsats for at lægge ham hindringer i vejen.

Tre år efter Georgienkrigen i 2008 – som man i EU var ganske villig til at holde den georgiske præsident Saakashvili ansvarlig for – kom indvielsen af Nord Stream 1, der skulle bringe store mængder naturgas fra Rusland til Tyskland. Projektet vidnede om, »at vi føler os sikre på et sikkert og holdbart partnerskab med Rusland i fremtiden«, lød det glade budskab dengang fra Angela Merkel.

Tre år senere fulgte Ruslands annektering af Krimhalvøen, krigsinvolvering i Østukraine samt prorussiske separatisters nedskydning af et passagerfly ved hjælp af et russisk jord-til-luft-missil, som kostede 298 mennesker livet.

Alt det fik dog ikke Berlin til at overveje, om man skulle se sig om efter en anden gasleverandør. Året efter indgik en række selskaber en aftale om Nord Stream 2-projektet, som Tyskland også endte med at godkende til trods for en række europæiske sanktioner mod Rusland.

Imens fortsatte Europas vigtigste økonomiske og politiske magt med at hænge i bremsen, når det gjaldt NATO’s ambition om, at medlemmerne skulle bruge to procent af BNP på forsvarsbudgettet – lige indtil den nye tyske kansler, Olaf Scholz, i sidste uge foretog et pludseligt kursskifte oven på den russiske invasion og lovede at overopfylde målet.

Hans tale om spørgsmålet udløste klapsalver i Forbundsdagen, men forløbet kalder måske mere på selvransagelse end begejstring. Som den tidligere forsvarsminister og Merkels kortvarige efterfølger som konservativ formand, Annegret Kramp-Karrenbauer, skrev på Twitter den 24. februar:

»Jeg er så vred på os selv over vores historiske svigt. Efter Georgien, Krim og Donbass har vi ikke forberedt noget, der virkelig ville have afskrækket Putin. Vi har glemt læren fra Schmidt og Kohl om, at forhandlinger altid kommer først, men at vi må være militært stærke nok til at sørge for, at ikkeforhandlinger ikke er en option for den anden side.«

Som tweetet antyder, er der noget historieløst over den udbredte idé om, at tyskerne nu gør op med en dyb aversion mod høje militærbudgetter, som de har båret rundt på siden 1945. Under Den Kolde Krig udgjorde Vesttysklands forsvarsudgifter en væsentlig større andel af BNP end i dag, selvsagt under indtryk af både naboen DDR og den generelle geopolitiske situation. Men efter genforeningen og Den Kolde Krigs ophør indkasserede man en ’forsvarsdividende’ ligesom de fleste andre NATO-lande: Hvorfor kaste gode penge efter militært isenkram og en halvbedaget forsvarsalliance, når der ikke længere udgik nogen trussel fra øst?

Den samme grundhistorie har udspillet sig herhjemme, selv om vores relative udgifter ikke var på niveau med de vesttyske: Med et enkelt års undtagelse brugte vi over to procent på forsvaret fra begyndelsen af 1950’erne og frem til midten af 80’erne, inden det gik hastigt ned ad bakke i start-90’erne. Verden var jo en anden.

Krigens utænkelighed

Det mærkværdige er ikke, at vi i Vesten satsede på at få bedre relationer med et Rusland, der i en periode faktisk bevægede sig i en mere liberal retning. Det bizarre er, at vi ventede så længe med at reagere på den udvikling, som landet åbenlyst undergik under Vladimir Putin, og den tiltagende aggressive adfærd over for nabostaterne, som fulgte med. For ikke at tale om den hårdhændede magtpolitik, Kreml lagde for dagen med sin støtte til Bashar al-Assad i Syrienkrigen.

Beskidte russiske penge fortsatte med at strømme til ’Londongrad’ i et omfang, så der ifølge Transparency International er ejendomsbesiddelser for mindst 1,5 milliarder pund i Storbritannien, som tilhører russere, der har forbindelser til Kreml eller anklages for økonomisk kriminalitet. Og ikke alene fortsatte den gas, der er så afgørende for den russiske stat, med at flyde til EU-landene: Unionens samlede gasimport fra Rusland voksede ligefrem fra 26 procent i 2010 til 35 procent i 2020 som påpeget af netmediet Politico.

Flere af EU’s og NATO’s østeuropæiske medlemmer advarede mod gasafhængigheden og om behovet for et stærkere forsvar på kontinentet. Men der var en tendens til at betragte dem som småparanoide koldkrigere, selv om de i kraft af deres historiske erfaringer med Rusland formentlig havde de bedste forudsætninger for at se, hvor det hele bar hen.

Man kan således se de seneste mange års sikkerhedspolitik i Vesteuropa – hvor territorialforsvar og robust afskrækkelse i nærområdet blev underprioriteret, mens vi sendte tropper til USA-ledede missioner i Mellemøsten – som udtryk for en alvorlig brist i vores kollektive forestillingsevne. En egentlig krig i Europa forekom utænkelig.

»Ved at ignorere krig har europæerne undermineret deres egen fred og deres naboers,« konstaterede den hollandske europaanalytiker Caroline de Gruyter forleden i Foreign Policy.

Det er en hård konklusion. Og det er selvsagt umuligt at sige, om vi kunne have undgået en invasion af Ukraine, der står uden for den vestlige forsvarsalliance, hvis vi langt tidligere havde mobiliseret de sanktioner og det fokus på hård magt, som nu lægges for dagen. Men det tragiske er, at vi aldrig for alvor gjorde forsøget og viste Rusland, at aggression mod naboerne kom med voldsomme omkostninger.

Det svigt udgør det mørke bagtæppe for den solidaritet, vi i dag mønstrer over for Ukraine. Vi hylder Zelenskijs mod, begejstres over befolkningens forsvarsvilje og håber på, at det på mirakuløs vis vil ende godt. USA og EU-landene står endelig samlet omkring en effektiv ruslandspolitik, og vi står nu over for en styrkelse af NATO’s og Europas forsvarsevne.

Men vi formåede ikke at afværge det russiske angreb på Ukraine, vi kommer ikke til at engagere os militært, og Hanna Hopko får ikke den flyveforbudszone, som hun med al moralsk ret appellerer til os om at skabe.

Krigen er kommet – en europæisk krig for selvbestemmelse og demokratiske friheder, som for længst er trådt under fode i Rusland. Nu er det op til ukrainerne at udkæmpe den.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Havde nu blot ikke Die Grünen
bandlyst atomkraft, iøvrigt samlet med brug af de danske sol-smileys, og fået så stort gennemslag på kravet om at nedlukke de tyske A- værker..

Jørgen Mathiasen

Det vælter nu frem med analyser af, hvordan vi er havnet i den situation, vi nu har, og denne artikel bliver ikke det sidste ord om den sag.

Især står Tysklands ruslandspolitik for skud. Om den skal man især vide, at alle tyske regeringer siden murens fald har betragtet handel og kulturel udveksling som garantier mod krig. Det er derfor en fejl i artiklen, når det hedder, at der har været »en alvorlig brist i vores kollektive forestillingsevne«. Krigen var hele tiden en faktor, politikken skulle afværge, det er bare ikke lykkedes, og en afgørende grund til det er, at Ruslands enehersker er blevet Sovjetunionens hævner.

Det burde tyske politikere måske have indset for længst. Hvorfor de ikke har gjort det, kan man læse om i artiklen »Intet andet end en ruinhob« [Nichts übrig als ein Scherbenhaufen] i Die Zeit, 2. marts 2022. Der er nu blot en ruinhob tilbage af den tyske ruslandspolitik fra murens fald i 1989 og frem til den 24 februar 2022.

Kansler Scholz forsøgte at afværge krigen ved få dage inden dens udbrud i Moskva at erklære offentligt, at Ukraines medlemskab af NATO ikke stod på dagsordenen. Putins svar blev en krigserklæring gennem nogle rablende taler, og nu har Tyskland så ændret sin sikkerhedspolitik fundamentalt. Den vil fortsætte foreløbig i den samme periode, som Putin er enehersker i Rusland.

Inge Lehmann, Rune Mariboe, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Jeg er ikke sikker på, at det er nok, at Tyskland opruster, det bør hele NATO også gøre, for jeg er betænkelig ved, at hverken Finland eller Sverige er medlem af NATO. Det der vækker min bekymring er den store interesse, som Rusland viser for den svenske østkyst. Jeg læste et sted, (husker ikke hvor), at for Rusland vil det være en katastrofe, hvis Finland, melder sig ind i NATO, det har noget, at gøre med finnernes selvstændighed fra 1919. Hvis jeg forstod det rigtigt, er er noget med, at Rusland og Finland mødes 1 gang om året, men spørg mig ikke nærmere ind til det, for så meget ved jeg ikke om det. Men tanken om en russisk annektering af Finland strejfer mig af og til. Putin er farlig, han kan finde på det, når han har styr på stakkels Ukraine. Sverige kan også være i farezonen, nemmere adgang til Nordsøen, fordi så viser Putin Vesten, hvem der er Verdens Hersker, efter hans mening.

Frank Klevenhaus

Interdependens, Realisme eller noget helt tredje?

Er invasionen i Ukraine en situation USA har ventet på?
Er det et scenarie som har været gennemtænk som en mulighed, og hvis udfaldsrum har været analyseret i diverse sikkerhedsøvelser og beredskabsplaner og krigsspil.
Man kan få den tanke.
Det virker som om USA har været endog meget godt informeret om udviklingen op til invasionen, og Præsident Biden forsømte ingen lejlighed til at advare. Endda under OL.
Nu har vi et ønskescenarie for USA: Nord Stream 2 er lagt ned. Tyskland har efter 76 år meddelt det utænkelige, og NATO tilføres midler fra de lande - heriblandt Danmark -, der har været lullet i søvn af den såkaldte fredsdividende efter 1989 & 1991. Sverige & Finland rykker sig.
Man har holdt Ukraine ud i strakt arm, mens man har drømt om forskellige økonomiske og politiske tilnærmelser, men samtidigt holdt dem væk fra den ultimative sikkerhedsgaranti i form af et NATO-medlemskab, som man godt har vidst har været umuligt at opfylde.
Man føler næsten, at de stakkels Ukrainere har været lokkemad, og nu betaler en høj pris i spillet.
2014 : Krim og de østlige regioner var bare optakten. Brikkerne blev stillet op.
Ukrainerne valgte en skuespiller som præsident i bare afmagt over egne korrupte politikeres uduelighed. Naivt ville Zelensky forhandle med Putin. De mødtes i Paris, med Merkel og Macron. Uden resultat. Putin aftaler ikke noget med en der vil være med i EU. Planerne var anderledes. Det vidste EU & USA godt.
Tinker Tailor Soldier Spy. Som en John Le Carre historie. Kom nærmere, kom nærmere og KLASK!
Det er påfaldende så hurtigt sanktionerne er gennemført, og reaktionerne er kommet.
I 2018 blev fodbold-Vm afholdt i Rusland trods krisen. Denne gang er der ingen tøven.
Sport & Kultur er på rekordtid blandet ind i det, og det vil vare endog mange år før vi ser en Gazprom reklame på et europæisk fodboldstadion, uden man får en dårlig smag i munden.
Konsekvenserne af de økonomiske indgreb er vidtrækkende, og verdensomspændende.
Putin har allerede erklæret dem for en krigshandling.
Biden udtalte frejdigt i sin State Of The Union tale, at Russerne har forregnet sig: ” Badly miscalculated the situation ”. Fejlbedømt hvad?
Havde Kreml troet det var overstået på en uge? Som Tjekkoslovakiet i 1968 ? Ville en marionet være indsat inden EU havde debatteret færdigt og de høje kontraherende parter var kommet frem til et svar? Var det som i Kasakhstan i januar 2022?
Ukraine er blevet mobiliseret til en forsvarskamp, de vil tabe på sigt. Men de største tabere bliver Rusland.
Realisterne fik ret i deres analyser om optakten, men de der tilhører skolen om Interdependens, vil måske udligne til 1-1 og vinde i den forlængede spilletid. Dette er ikke 1648( Westfalske Fred), 1814( Wiener kongressen) eller 1945 ( Jalta).
Dette er 2022 og verden hænger sammen på en anden måde.
Min største bekymring er, om Rusland optræder som en rationel aktør?
Nogen har taget fejl før. For nyligt endda. Miscalculated the situation.