»Der er grundlæggende to vidt forskellige opfattelser af, hvad der er sket i den her sag,« indleder anklageren, inden han begynder en 15 minutter lang udredning af anklageskriftet.
M er tiltalt for voldtægt ved den 8. maj 2021 omkring klokken 21.15 at have indført en lille trækugle i sin fireårige søns endetarmsåbning. Det er tiltaltes kone, A, som har meldt ham. Selv nægter han sig skyldig.
Ønskebarn
M og A mødte hinanden over nettet i 2015. A er fra Ukraine. I 2016 blev hun gravid, hvorefter parret giftede sig og flyttede sammen i M’s lejlighed.
»Vores søn er et ønskebarn,« siger M som det første, da anklageren spørger til deres samliv samt beslutningen om at få et barn sammen.
I begyndelsen gik familielivet ifølge M godt, men da hans kone efter sin barsel havde svært ved at finde et arbejde, begyndte tingene at gå skævt.
»Det var en rigtig rutsjebanetur, og forholdet blev godt rustent,« siger M.
Anklageren spørger, hvordan det påvirkede deres forhold til sønnen. M svarer, at hans forhold til sønnen var godt, men at hans kone godt kunne være lidt omklamrende.
Børneafhøring
Den 8. maj 2021 var en lørdag. M fortæller, at hans kone fulgte sønnen til fodbold om formiddagen og købte en cykel til ham på vej hjem. Senere på dagen tog hun på arbejde, og M og sønnen tog ud for at prøve den nye cykel. Bagefter reparerede de familiens Christianiacykel og gik så hjem for at spise fiskesuppe, mens de så dinosaurvideoer på en iPad i sofaen.
»Og så faldt vi i søvn – det havde været en lang dag. Vi faldt i søvn i opretsiddende stilling,« siger M.
»Og så vågner du på et tidspunkt?« spørger anklageren.
M nikker og forklarer, at han bar sønnen sovende ind i sengen. Lyset var ikke tændt, fordi det stadig var lyst, da de faldt i søvn. Han lagde sønnen på ryggen og begyndte at trække hans bukser af, men i det samme kom hans kone råbende ind i soveværelset og tændte for lyset.
»Hvorfor råbte hun?« spørger anklageren.
»Det er jo så det, der er det store spørgsmål,« svarer M.
Anklageren spørger, om situationen kunne misforstås.
»Kun hvis man som far forbryder sig ved at lægge sin søn i seng,« svarer M og fortæller, at hans kone tog sønnen i armene og løb ind til naboen.
»Er der sket noget seksuelt mellem dig og din søn?« spørger anklageren.
»Nej,« svarer M.
Anklageren læser op fra børneafhøringen af sønnen. En politimand spørger sønnen, hvad der skete inde på soveværelset. Sønnen svarer, at M puttede noget op i hans numse.
»Hvorfor siger han det?« spørger anklageren.
»Han er en ung knægt – jeg ved det ikke. Hvis jeg skal komme med et forslag, er det eneste, jeg kan tænke, at han er blevet påvirket af forløbet efter den 8. maj,« siger M.
»Han bliver afhørt den 10. maj, to dage efter,« konstaterer anklageren og fortsætter: »Der bliver også nævnt noget med en kugle i den her afhøring – kender du den?«
Det er en cedertræskugle fra farmoren og farfarens hus, som sønnen må have taget med hjem, svarer M.
Dårlig fornemmelse
Anklageren går videre til at tale om et billede, som tiltaltes kone har opgivet til politiet. Det er taget på M’s telefon og forestiller sønnen som spæd. I bunden af billedet ses spidsen af M’s penis.
»Hvordan er din tissemand kommet med på billedet?«
»Jeg må være en dårlig fotograf,« svarer M og fortæller, at de dengang alle tre sov nøgne sammen, og at billedet er taget, lige efter de stod op.
Forsvareren vil gerne vide, hvordan lejligheden er indrettet. M fortæller, at der er to rum: en stue og et soveværelse. Så man kan høre, hvis nogen kommer hjem, indskyder forsvareren. Han spørger, om M var påklædt, da han lagde sønnen i seng. Det var han.
Efter en længere pause, fordi retten har glemt at indkalde en tolk, bliver tiltaltes kone, A, kaldt ind til afhøring. Hun fortæller, ligesom M, at deres forhold i begyndelsen var præget af kærlighed.
»Men en uge efter barnet blev født, skete der noget, der ændrede mit liv,« siger hun og henviser til billedet på M’s telefon.
Siden den dag har hun kontrolleret alt, hvad M og sønnen lavede sammen.
Den 8. maj skulle hun have været på aftenvagt til klokken 23, men fik tidligere fri. Da hun parkerede bilen, undrede hun sig over, at der var mørkt oppe i lejligheden.
»Da jeg kom ind ad døren, var jeg allerede nervøs. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Lyset i soveværelset var tændt, og jeg så vores søn på alle fire som en hund.«
A fortæller, at hun løb hen til sønnen, der virkede forvirret, som én, der lige var vågnet.
Forsvareren spørger, om sønnen havde tøj på. A er usikker, men mener, at han havde undertøj på.
»Politiet har fundet en trækugle under sengen, kender du den?«
A bekræfter, at kuglen stammer fra M’s forældres hus, men siger, at sønnen aldrig har leget med den tidligere, og at den ikke kan have ligget der længe, da hun støvsugede under sengen ugen inden.
Forsvareren bryder ind og siger, at politiet ikke fandt kuglen under den første ransagning, men først den 19. maj, efter at A ved en fejl havde fået adgang til at læse sønnens vidneforklaring.
Men’s club
Retssagen forløber over to dage. Under anden retsdag bliver naboen, som A løb ind til, afhørt. Ifølge hende var A meget oprevet og talte om, at M og sønnen havde en »men’s club«, og at hende og M ikke havde haft sex i et halvt år. Hun mindes også at huske, at sønnen var iklædt bukser og undertrøje.
»Det er en svær sag,« siger anklageren, da tiden er kommet til de afsluttende bemærkninger: »Enten er tiltalte skyldig, eller også er der tale om én stor misforståelse.«
Men misforståelserne virker for sammenfaldende, fortsætter han, og i samspil med de belastende beviser mener han derfor, at M skal have ti måneders fængsel.
Forsvareren mener, at M skal frifindes, fordi A i realiteten ikke har set noget, men derimod finder både M og sønnen med tøj på.
M frifindes.
»Bottom line er, at A faktisk ikke ser noget,« siger dommeren.
I retten
Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.
Seneste artikler
Journalist tiltalt for at dele private oplysninger: »Vi må ikke gå ind og censurere pressen«
16. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I en byret er en mand tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via MessengerHåndværker tiltalt for at true kunde: »Jeg ved, hvor dine fucking børn bor, og hvor du bor«
9. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 4 i Københavns Byret er en håndværker tiltalt for at have truet en kundeNabokrig fører til dom: »Han har terroriseret mig i 25 år«
2. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 7 i Københavns Byret er en 66-årig mand tiltalt for at have slået, skubbet og taget kvælertag på sin overbo