Kommentar
Læsetid: 4 min.

Putins verdenssyn er paranoidt, men har sin egen logik – og den har ført ham mod Ukrainekrigen

Den russiske præsident dyrker to filosoffer, der hævder, at Vesten altid vil søge at splitte og begrænse Rusland, dets ’livsenergi’ og aspirationer. Den tankegang er baggrunden for det, der nu udspiller sig i Ukraine
Putin citerer ofte et velkendt russisk ordsprog: For russere er »selv døden smuk«. Præsidentens verdensbillede baner vej for ekstremismen.

Putin citerer ofte et velkendt russisk ordsprog: For russere er »selv døden smuk«. Præsidentens verdensbillede baner vej for ekstremismen.

Ria Novosti

Moderne Tider
5. marts 2021
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

»De har ét eneste mål: at forpurre Ruslands udvikling. Og de vil forfølge det som før – uden nogen anden grund end den, at vi eksisterer.«

Citatet stammer fra Vladimir Putins berygtede tale fra den 21. februar. Her gentog Ruslands præsident den samme påstand, han kom med i sin tale om Krimhalvøen i marts 2014:

»Inddæmningspolitikken mod Rusland, som stod på i det 18., 19. og 20. århundrede, fortsætter i dag. Konstant forsøger de at trænge os op i en krog, fordi vi har en selvstændig position og tør forsvare os selv.«

Ifølge Putins historiesyn er Rusland en aspirerende magt, som bestandigt holdes nede af fjender. ’Vesten’ vil begrænse Rusland, fordi man misunder Rusland. For Europa selv er brudt sammen under vægten af sin dekadence, knust under sin humanisme og politiske liberalisme: udtjent, splittet og prisgivet skiftende luner. USA sidder fast i en instrumentel, materialistisk kultur, er lammet af sin egen histories modsætninger og på vej til at miste sin globale førerposition.

Rusland er derimod på fremmarch i civilisatorisk forstand. Ganske som Kina, den anden, store fremvoksende verdensmagt.

De ’imperialistiske naboer’

I sin tankegang støtter Putin sig til en besynderlig teori, der går tilbage til historikeren Lev Gumilev (1912-92). Gumilev, der var søn af to af Ruslands mest berømte digtere, Nikolaj Gumilev og Anna Akhmatova, hævder, at alle folkeslag besidder en særlig livskraft: en ’biokosmisk’ indre energi, som han kalder passionarnost.

Det er sandsynligt, at Putin har mødt en aldrende Gumilev i Sankt Petersborg i begyndelsen af 1990’erne. I hvert fald har han taget Gumilevs tanker til sig og refererer hyppigt til ham.

I februar 2021 udtalte han for eksempel: »Jeg tror på passionarnost. I naturen som i samfundet findes der udvikling, klimaks og tilbagegang. Rusland har endnu ikke nået sit zenit, men vi er på vej.« 

Ifølge Putin bærer Rusland på et ungt folks magt og potentiale.

»Vi har en uendelig genetisk kode,« har han også sagt.

Ud over Gumilev dyrker Putin en anden tænker: Ivan Iljin. I oktober anbefalede præsidenten igen at genlæse Iljins politiske essays, der under titlen Vores opgaver udkom fra 1948-54. I et af præsidentens foretrukne essays med titlen Hvad vil verden opnå ved at splitte Rusland? fordømmer Iljin landets »imperialistiske naboer«, disse »vestfolk, der hverken evner at forstå eller at acceptere den russiske originalitet«.

I fremtiden, forudser Iljin, vil Vesten uundgåeligt søge at erobre territorier som de baltiske lande, Kaukasus, Centralasien og især Ukraine. Metoden vil være hyklerisk promovering af værdier som ’frihed’, og målet skal være at forvandle Rusland til »et gigantisk Balkan«. Det endelige mål vil være at »opdele Rusland, at underkaste hende vestlig kontrol og splitte hende ad for i sidste ende at få hende til at forsvinde«.

Det er nødvendigt at forstå, at det, der lige nu udspiller sig i Ukraine, ultimativt er resultatet af en vision for Rusland, som er dybt indlejret i Putins tænkning. I 2008 straffede han Georgien for dets ønske om at forlade den gamle zarmagts sfære. I 2014 annekterede han Krim og forhindrede Ukraine i at tilslutte sig NATO ved at starte Donbass-konflikten.

Men det er ikke nok. Han ønsker en konfrontation med – og en sejr over – det Vesten, han holder ansvarligt for Sovjetunionens fald, for Ruslands svaghed i 1990’erne og for de gamle sovjetrepublikkers selvstændige tilbøjeligheder.

Evig offerstatus

Hvorfor nu?

I årene efter Putins genvalg i 2018 er den patriotiske vækkelse i Rusland, der fulgte efter Krims annektering, forsvundet. Hverdagsproblemer for almindelige mennesker – faldende levestandard, øget fattigdom, inflation, en sundhedskrise – er blevet værre år for år.

I mellemtiden er USA blevet mere optaget af Kina end af Rusland. Så i juli 2021 publicerede Putin en artikel, hvori han proklamerede det russiske og ukrainske folks enhed.

Ukrainerne, insisterede han, kunne ikke blive ved med at lide under et illegitimt styre, der kom til magten i 2014 ved det, han konsekvent kalder et »statskup«. Putin begyndte at samle sine tropper ved Ukraines grænser i foråret 2021. Han intensiverede de militære forberedelser i efteråret og præsenterede NATO og Washington for et ultimatum. Omhyggeligt lagde han en fælde for Vesten, vel vidende at den umuligt kunne gå ind på hans krav.

Alt blev gjort klar til, hvad der siden fulgte.

Hvordan skal vi forstå den evige påkaldelse af offerstatus, der tillader Putin kunstigt at skabe situationer, hvor Rusland fremstår ydmyget og fornærmet? Er det en rationel leders handlinger?

Svaret er lige så enkelt, som det er foruroligende. Putin har udviklet et verdenssyn, der er paranoidt, men kohærent: Rusland har i århundreder været offer for forsøg på at inddæmme og opdele det. Disse forsøg skal modstås. Logikken heri er baseret på en tro på, at Ruslands passionsarnost ikke må begrænses.

Ifølge Putin »tænker det russiske menneske« – i skarp kontrast til den slappe konformistiske vesterlænding, der er fortabt i sin jagt på profit og materiel komfort – først og fremmest »ud fra et overordnet moralsk princip«. Og man er parat til at dø for det.

Putin citerer ofte et velkendt russisk ordsprog: For russere er »selv døden smuk«. Derfor er der muligvis ingen grænser for bestræbelserne på at hævne de oplevede ydmygelser. Præsidentens verdensbillede baner vej for ekstremismen.

Michel Eltchaninoff er chefredaktør for det franske magasin Philosophie, ekspert i russisk idéhistorie og forfatter til bogen ’Inside the Mind of Vladimir Putin’.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Ilskov-Jensen

Hvis det er rigtigt, at for russere er »selv døden smuk«, kunne forklaringen måske så være, at livet for mange russere ikke er det?

Carsten Troelsgaard, Inge Lehmann, Søren Kristensen, Klaus Lundahl Engelholt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Man skal lige holde sig for øje, at Putin senest har i weekenden har gentaget, at han vil "afnazificere" Ukraine, landet med den jødiske præsident. Putin forlanger i forbindelse hermed, at Ukraine skal acceptere en rolle som vasalstat for Rusland, og det afviser Ukraine naturligvis. Denne konflikt har derfor ingen diplomatisk løsning, og det er netop, hvad Putin ønsker. Hans svar, også her i weekenden, har været, at han derfor vil løse konflikten militært.

Putin har ikke en kinanmands chance for at vinde freden. Svaret på, om han kan vinde konflikten militært kan være længe undervejs.

Peter Beck-Lauritzen, Dennis Tomsen, Torben Siersbæk, Inger Pedersen, Inge Lehmann, Lars Hansen, René Arestrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Ups, det var en kinamand...

Søren Kristensen

Paraniod er når man er bange for noget der ikke er der; man ser syner og forveksler dem med virkeligheden. Men virkeligheden var for tre uger siden, at Ukraine var ved at blive frit, var ved at vende sig mod vesten og på sigt blive del af EU og med stor sandsynlighed også NATO - som derved ville havde svigtet sine løfter - afgivet at USA og succesivt ført sin grænse helt op til den russiske - og det syn så Putin naturligvis også.

Hvis vi for alvor finder det formålstjenelligt at forsøge at forstå en karakter som Putins, er det nok en god idé ikke at sætte alt for mange patologiske betegnelser på, før der er videnskabeligt belæg for det. Igen, alt andet lige.

For kynismen, den egenskab har han til fælles med mange andre såkaldt store ledere og det er i øvrigt ikke nogen patologisk betegnelse.

Jette Steensen, Torben Kjeldsen, Steen K Petersen, Søren Dahl, jens christian jacobsen, Inger Pedersen og Lars Schmidt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Søren Kristensen, paranoiaen består i, at Putin tror, at nogen vil invadere Rusland.
At frie nationer ønsker at tilslutte sig mellemstatslige eller overnationale sammenslutninger, kan det ikke accepteres, at andre lande vil forhindre dem i.

Dennis Tomsen, Torben Siersbæk, Bent Nørgaard, Frank Hansen, Inge Lehmann, Lars Hansen, René Arestrup og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Det her er en de bedste analyser af fænomenet Putin, jeg hidtil har læst. Mange tak til Information for at oversætte og bringe den. For mig er der efterhånden ingen som helst tvivl om, at Putin er den moderne pendent til Hitler. Alene begrebet "passionsarnost" er stort set det samme som Hitlers "lebensraum".

Hitler mente som bekendt også, at Tyskland var ofre for en international sammensværgelse ikke mindst af jødisk karakter, og hans folkemord på jøderne var derfor i hans optik rent selvforsvar. I sandhed skræmmende, at vi den dag i dag har statsledere, som ikke er kommet videre.

Svend Erik Sokkelund, Peter Beck-Lauritzen, Dennis Tomsen, Erik Fuglsang, Torben Siersbæk, Kim Houmøller, Martin Sørensen, Steffen Gliese og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Jeg er ikke nogen stor beundrer af teorier om paranoia, og foreløbig har vi en opgave i at udrede, hvad der rent faktisk er vanvittige forestillinger hos Putin og hvad der er formålstjenlige løgne hos ham.
De sidste producerede Hitler også en hel del af: Militæradlens attentatforsøg (von Stauffenberg) i sommeren 1994 mod ham havde til formål at redde Tyskland ikke at redde Europas jøder - så meget for Hitlers ideologiske indsats.

Putin og hans regime kan ikke tåle et fungerende, demokratisk Ukraine. Han benytter derfor enhver begrundelse i sit forsøg på at gøre nabolandet til en vasalstat.

Peter Beck-Lauritzen, Torben Siersbæk, Bent Nørgaard, Lars Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Nationalisme og chauvinisme, pakket ind i 'filosofiske' gevandter. Der er snarere tale om en psykologisk tilstand, som er formet af historisk udgrænsning og mindreværd.

Peter Beck-Lauritzen, Erik Fuglsang, Steffen Gliese og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Det havde været mere interessant med en artikel, der viste en vej ud af vores konflikt med en leder hvis verdenssyn er paranoidt, og har sin egen logik, der har ført ham til Ukrainekrigen. Det bliver en svær opgave. Den løses ikke ved et endeløst antal artikler om hvor skrupelløs, magtbegærlig, morderisk og paranoid Putin er og hvor meget han ligner Hitler. Det ved vi allerede. Konflikten kan heller ikke løses militært, selvom vi i øjeblikket helt synes fikseret på militære løsninger. I den sammenhæng er den politiske ledelse i USA mere realistisk end danske offentlighed.

Steffen Gliese

Søren Dahl, det er forkert at antage, at den danske offentlighed tror, at militæret er en løsning; men invasionen af Ukraine har gjort os, i hvert fald mange, opmærksomme på, at vi ubekymrede har ladet dansk forsvar sejle og lagt alt i hænderne på USA, hvilket USA med god ret gerne vil have sig frabedt: hjælpen i to verdenskrige kom ikke ligefrem med stor overbevisning, men drevet af konsekvenser.

Svend Erik Sokkelund, Jørgen Mathiasen, Erik Fuglsang, Torben Siersbæk, René Arestrup, Martin Sørensen, Lars Hansen og Claus Voltelen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Man kan under alle omstændigheder konstatere, at dette fænomen ikke er begrænset til Putin. Vi finder tilsvarende argumenter både fra både højre- og venstrefløjen, samt flere såkaldte eksperter. Formuleringen er lidt forskellig, men basalt set:

1) Rusland har en historisk velbegrundet frygt for overfald fra vesten.

Det er jo faktuelt korrekt, at Rusland gennem tiderne har været udsat for overfald fra Vesten. Hvad de samme folk lige glemmer at tilføje er, at Rusland bestemt ikke har holdt sig tilbage. De fleste lande i Europa, herunder Ukraine, har en tilsvarende historie. Rusland er i den sammenhæng ikke speciel.

2) De har krav på en særlig sikkerhedszone.

Det er et krav som gælder alle de største bøller i klassen (USA, Kina og altså også Rusland). Hvad de i virkeligheden siger er, at folkeretten bestemmelser om staters indbyrdes optræden ikke gælder dem.

Den danske venstredynes dilemma er, at den på den ene side officielt bekender sig til folkerettens bestemmelser (og derfor må fordømme Ruslands overfald), mens den på den anden side forsøger, at legimitere overfaldet som et forstålig selvforsvar mod vestens provokationer (og dermed folkeretsligt legitimt).

Det burde være overflødigt, men et OVERVÆLDENDE flertal af FN stater ser altså ikke Ruslands angreb som et legitimt selvforsvar - trods NATO udvidelsen. Det ville da også være fuldstændigt absurd, at Sverige, Finland , Georgien og Ukraines nationale selvbestemmelse skulle afhængige af, hvad der foregå inde i hovedet på Putin og ligesindet.

Dennis Tomsen, Thomas Janhøj, Torben Siersbæk, René Arestrup, Mikael Velschow-Rasmussen, Lars Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ Jørgen Larsen

Præcis. Og hertil kommer, at de nævnte argumenter totalt ignorerer, at atomvåben siden 1941 har skabt en helt anderledes situation, hvor kun en absolut galning ville drømme om at iværksætte en invasion af en anden atommagt. Så Ruslands påståede behov for en "bufferzone" mod konventionel krigsførelse er ikke andet og mere end en undskyldning og bortforklaring for russisk imperialisme.

Peter Beck-Lauritzen, Jørgen Larsen, Olaf Tehrani og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Troelsgaard

"Ivan I eventually defeated Tver to become the sole collector of taxes for the Mongol rulers, making Moscow the capital of Vladimir-Suzdal. By paying high tribute, Ivan won an important concession from the Khan.

While Khan of the Golden Horde initially attempted to limit Moscow's influence, when the growth of the Grand Duchy of Lithuania began to threaten all of Russia, the Khan strengthened Moscow to counterbalance Lithuania, allowing it to become one of the most powerful cities in Russia. In 1380, prince Dmitry Donskoy of Moscow led a united Russian army to an important victory over the Mongols in the Battle of Kulikovo. Afterwards, Moscow took the leading role in liberating Russia from Mongol domination. In 1480, Ivan III had finally broken the Russians free from Tatar control and overthrew the Mongols. Moscow later became the capital of an empire that would eventually encompass all of Russia and Siberia, and parts of many other lands.

Ivan III
In 1462 Ivan III, known as Ivan the Great (1440–1505) became Grand Prince of Moscow (then part of the medieval Muscovy state). He began fighting the Tatars, enlarged the territory of Muscovy, and enriched his capital city. By 1500 it had a population of 100,000 and was one of the largest cities in the world. He conquered the far larger principality of Novgorod to the north, which had been allied to the hostile Lithuanians. By this conquest Ivan III enlarged his territory seven-fold, expanding from 430,000 to 2,800,000 square kilometers."

ovenstående sakset fra
https://da.wikipedia.org/wiki/Rusland#Historie

Jeg kunne forestille mig, at russernes evige offer-rolle er vokset af tatarenes besættelse. Det vil være berettiget.

"Ivan III had finally broken the Russians free from Tatar control and overthrew the Mongols"

... så, hvad er der herefter at flæbe over? At Lithaun vil have sit territorium tilbage? At imperiet er skrumpet siden Ivan III?

En usikker reference angiver den største ætniske sub-gruppe i Moskva til at være tatarer. Altså dem der har raseret Europa et par gange. At dømme på over-ivans krigs-stil i Syrien og nu i Ukraine holder over-ivan stilen.

Så, er det op med mulvarpen og betale tribute til ivan, eller ta´r vi de bulne hoveder der kommer?

Robin Engelhardt

Det nævnes at filosoffen og krypto-fascisten Alexandr Dugin er een af Putins ideologiske bagmænd. Se eksempel her: https://www.youtube.com/watch?v=GGunRKWtWBs

Torben Siersbæk

@Søren Kristensen - 07. marts, 2022 - 09:48.

"Hvis vi for alvor finder det formålstjenelligt at forsøge at forstå en karakter som Putins, er det nok en god idé ikke at sætte alt for mange patologiske betegnelser på, før der er videnskabeligt belæg for det."

Kan du anbefale en god psykiater? Gerne en retspsykiater!

Der må være nogen tilbage fra Stasi i Dresden, der kan erklære ham normal!

Torben Kjeldsen

Lad os slå fast at hverken Putin, Biden, Erdogan, Macon, Johnson eller Hitler eller en hvem som helst anden der er leder af en nationalstat/supermagt alene kan forstås ud fra psykologiske forklaringer, endsige at udredes med fjerndiagnoser. Putin og hans stab er lige så 'rationel' som andre stabe i verden, som alle drives af nationalstatens logikker. Og desværre er 'rummeligheden' for den enkeltes leders evt. mangelfulde psykologiske habitus, især topledere, ret høj, og i særdeleshed evnen til empatiparkering. Den er nærmest en dyd, og regnes ikke for en psykisk sygdom. Igennem hele vores kendte historie har vi måttet leve med at magten i forsvar eller angreb, gør det legitimt at slå ihjel, det gælder helt efter bogen også i dag. En soldat slår ihjel, en krig slår ihjel, ledere iværksætter 'og legitimere' krig. Nationalstaten har sine egne indbyggede magtlogikker og det næsten uanset hvilket styreform der bærer den. En nationalstat er at ligne et fællessubjekt, det kan trues og 'moppes' eller udgøre et venskab i sikker tilknytning. Især er nationalstater åbenbart sårbar for indre kriser, som ofte bliver balanceret med ydre fjendebilleder, det gælder ganske sikkert Rusland. Mange taler 'naturligt’ for at vi skal i krig, og som jeg siger til dem, fint så drag i krig, de siger velkommen i Ukraine. Rusland er en frygtindgydende atommagt, ca. 500 ud af 6000 missiler peger på mål i Europa. Det er derfor at Putin gør hvad han har brug for og det er derfor vi ikke går i krig. Det er den rationelle forklaring. Og den sætter grænser for vores frihed og Ukraines slut. Det er sikkert, at havde vi valgt en anden vej i forhold til samarbejde og tilknytning med Rusland, så havde vi haft fred og ingen bekymringer. Problemet er at vi ikke rigtigt ved hvilke vej vi skulle være gået, og et er sikkert, de store drenge klassen ville ikke lege med 'Ivan' som sikkert heller ikke er nem at lege med, en stormagt med lavt selvværd. Vi valgte at udvide NATO, helt forståeligt men måske skulle vi have ladet os inspirere af Finlandsmodellen, en neutral militær stat, der uden problemer er medlem af EU. Det var et fællesvalg for USA og næsten hele Europa at bruge NATO - modellen, og ovenikøbet tilbyde det til Ukraine et land med indre spændinger. Det var stormagten Rusland ikke klar til, og det vidste vi godt, hvis vi tænker efter. Vi ville dog godt have russernes penge, gas, olie og gav dem flittigt lov til hvidvaskning. Så jo Europa og USA har 'også' valgt scenen for det vi ser, det kan ikke diskuteres. Måske går det bare ikke med nationalstaten og gamle mænd, og slet ikke Putin, de kan ikke lade være med at forsøge at stjæle legetøj og moppe.

Ejvind Larsen, Søren Andersen, Gert Friis Christiansen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar