Krig i Ukraine
Læsetid: 26 min.

Reportage fra grænsen: I Polen græder de ukrainske kvinder og skåler på Putins død

Kristina tog sin datter op og vuggede hende på hoften. Det var fredag, klokken var ni, og livet var komplet forandret. Hun havde netop efterladt sin mand i Ukraine og var ankommet til Polen, fyldt med vrede og uvished. Imens bevægede standupkomikeren Andrij sig i den modsatte retning – for at hjælpe sine landsmænd og »dræbe russere«. Reportage fra fem dage i katastrofens skygge på Ukraines grænse
Polen har indtil videre taget imod over en halv million mennesker fra Ukraine. De er kommet til et land, der er kendt for benhård afvisning af asylansøgere, men som nu har åbnet grænseporte, hjem og hjerter for deres ukrainske naboer.

Polen har indtil videre taget imod over en halv million mennesker fra Ukraine. De er kommet til et land, der er kendt for benhård afvisning af asylansøgere, men som nu har åbnet grænseporte, hjem og hjerter for deres ukrainske naboer.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
5. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Afskeden varede to timer. På den ene side af ruden sad Kristina Sydor på 28 og datteren Mia på halvandet omgivet af andre togrejsende. Og på den anden side stod hendes mand, Liubomyr, på perronen ved stationen i Lviv det vestlige Ukraine.

Det var den sidste fredag i februar, og krigen var to dage gammel. Flere gange havde luftalarmen lydt over byen, og flere gange var de løbet hen til beskyttelsesrummet.

Nu havde de besluttet, at Kristina Sydor skulle forlade landet med deres datter. Som alle andre mandlige ukrainere mellem 18 og 60 år måtte Liubomyr blive tilbage, for præsidenten havde forbudt udrejse for våbenføre mænd. Politi tjekkede papirer på alle i toget for at sikre, at ingen ulovligt smuttede, og derfor holdt vognene stille, så parret på hver deres side af ruden fik grædt til afsked i to timer, mens datteren pjattede rundt ­for lille til at forstå situationens alvor.

Sent fredag aften stod mor og datter så der mellem de mintgrønne søjler på banegården i den polske grænseby Przemysl. Ude af Ukraine, inde i udlandet, lettet over sikkerheden, tynget af uvisheden.

Omkring dem var heftig aktivitet. Folk i gule veste flyttede rundt på kasser med kiks, vafler, brød og kager og klemmeposer med smoothies til småbørn, mens andre havde travlt med at slæbe flaskevand ind fra biler, der stod i tomgang lige uden for. Under store lysekroner hjalp brandfolk i sorte og gule uniformer nyankomne med bagagen eller forsøgte at skaffe dem transport til andre steder i Polen. Masser af frivillige havde for længst skrevet navn og nummer på et ark ternet papir og meldt sig som chauffører.

 

Ukrainske Kristina Sydor og datteren Mia er netop ankommet til grænsebyen Przemysl i Polen. Da deres tog kørte ind i EU, brød mange af passagererne ud i gråd. Men bare fordi man forlader krigen, forlader krigen ikke én. Den vælter ind på telefonen fra alle ens efterladte derhjemme.

Ukrainske Kristina Sydor og datteren Mia er netop ankommet til grænsebyen Przemysl i Polen. Da deres tog kørte ind i EU, brød mange af passagererne ud i gråd. Men bare fordi man forlader krigen, forlader krigen ikke én. Den vælter ind på telefonen fra alle ens efterladte derhjemme.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Det hele blev grundigt dokumenteret af talrige journalister, som var strømmet til fra hele verden med kameraer, lamper og mikrofoner for at rapportere om krigens afledte effekt: De hundredtusinder eller måske millioner af mennesker, som ville strømme ud vestpå til resten af Europa.

Krigen var to dage gammel, og alle vidste, at det kun var begyndelsen. Ukrainerne fra toget kom ind i bølger, i takt med at vognene tømtes, og passagererne blev registreret. Mange kvinder med små børn i flyverdragter, mange rullekufferter, en del barnevogne og altså også en hel del mænd, der kunne fremvise pas fra nationer som Irak og Indien og krydse grænsen ud af Ukraine.

Kristina Sydors ven fra Krakow var kørt de 250 kilometer til grænsebyen for at hente hende og datteren Mia, og nu ventede de på en anden familie, som også skulle med i bilen.

»Ingen,« sagde Kristina Sydor og kiggede op fra telefonen, »ingen havde troet, at vi skulle stå i den situation her i det 21. århundrede, hvor vi må forlade vores land og efterlade vores familier. Men sirenerne lyder hele tiden«.

»Putin er den nye Hitler. Han er sindssyg, helt sindssyg. Jeg tror, han i årtier har haft en plan om at invadere Ukraine og få det tilbage i Den Russiske Føderation eller USSR, eller hvad du vil kalde det,« sagde hun.

For en som Kristina Sydor, der ofte i sin fritid har læst om Anden Verdenskrig, og hvis yndlingsbog er Orwells 1984, stod det også klart, at informationsstrømmen nu skulle indtages med en vis skepsis – også når det var godt nyt fra Ukraine.

Sikkert var det dog, at Ukraine kæmpede, og at Ruslands militærmaskine mødte kompetent og modig modstand overalt i landet. På sociale medier vældede billeder af udbrændte russiske kampvogne og tilfangetagne soldater ud sammen med meldinger om, hvordan russernes fremrykning var bremset eller standset.

»Folket står virkelig sammen, og jeg er ekstremt taknemmelig for enhver, der kæmper for, at vi kan få vores frihed en gang for alle. Der kommer et tidspunkt, hvor Rusland bare må give op og kneppe sig selv,« sagde Kristina Sydor.

Hun tog datteren op og vuggede hende på hoften, det var fredag, klokken var ni om aften, og livet var komplet forandret. Snart ville hun køre til Krakow og installere sig på hotel, siden flytte i en toværelses ferielejlighed med fire andre flygtede kvinder og en flygtet kat ved navn Vasov, og derefter ville hendes mor også komme, og de ville få brug for mere plads, og imens ville verdenshistoriens store hjul dreje.

 

En uge efter Ruslands militære overfald på Ukraine var over en million mennesker flygtet ud af landet. Størstedelen har søgt mod Polen, hvor et kæmpe apparat er sat i gang for at modtage de udmattede kvinder, børn og ikke-ukrainske mænd, som langsomt siver ud fra kaosset.

En uge efter Ruslands militære overfald på Ukraine var over en million mennesker flygtet ud af landet. Størstedelen har søgt mod Polen, hvor et kæmpe apparat er sat i gang for at modtage de udmattede kvinder, børn og ikke-ukrainske mænd, som langsomt siver ud fra kaosset.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Polen åbner porten

I knap halvanden uge har verdens opmærksomhed været rettet mod Ruslands overfald på Ukraine, mod hensynsløse bombardementer af byer, bygninger og mennesker, som Vladimir Putin påstår at ville befri. Vi ser mennesker i kældre, der forbereder sig på beskidt bykrig og laver molotovcocktails, mens russiske kolonner rykker nærmere, russisk artilleri tegner røde streger over himlen, og bomber lyner i nattemørket over byer som Kharkiv, Kyiv og Mariupol. Om morgenen kommer billederne af brændende boligblokke filmet i gråt lys, og ingen kan fortænke folk i Ukraine i at ville forlade vanviddet, før de selv ender deres dage som et tal i en dødsstatistik.

Det er derfor, at en del af verdens opmærksomhed også er rettet mod en anden statistik, nemlig den over flygtningene.

Ifølge FN er mere end en million mennesker flygtet fra Ukraine i løbet af krigens første uge, og EU anslår, at tallet kan stige til fire. Alene Polen har indtil videre taget imod over en halv million mennesker fra Ukraine. De er kommet til et land, der er kendt for benhård afvisning af asylansøgere, men som nu har åbnet grænseporte, hjem og hjerter for deres ukrainske naboer.

Verden, som vi kender den, kan forandre sig hurtigt.

Det stod klart for ukrainerne, og det stod klart for indbyggerne i den polske grænseby Przemysl – en halvstor købstad på størrelse med Esbjerg i det sydlige Polen. Normalt kan stedet være lidt som en spøgelsesby, men nu var den fyldt med trafik og tilrejsende, og den lokale tank løb hele tiden tør for benzin og diesel.

På banegården var det blevet morgen. Krigen var tre dage gammel, og frivillige serverede suppe med kødboller til de ankomne fra Ukraine. Op ad en væg stod en mørkhåret fyr med et skilt. Siri Benes, der klokken fem i morges kørte de fem timer fra sit hjem i Oloumouk, Tjekkiet, og hertil for at hjælpe. På skiltet stod hans tilbud: Transport til og husly i hans hjem for fire personer.

»Ukrainerne er vores brødre,« sagde han.

»Også Tjekkiet har en dårlig fortid med Rusland.«

Fra andre lande og alle egne af Polen kom folk kørende for at tilbyde deres hjælp, ligesom en betragtelig del af byens indbyggere havde meldt sig under fanerne.

 

Da en bus kører op til det midlertidige modtagecenter nær grænseovergangen Korczowa, opstår der tumult. Alle vil gerne med på bussen, og mens nogle mænd læsser familiens bagage om bord, bliver alle bussens sæder fyldt, og mændene må nu hente deres familie og bagage ud igen til stor frustration.

Da en bus kører op til det midlertidige modtagecenter nær grænseovergangen Korczowa, opstår der tumult. Alle vil gerne med på bussen, og mens nogle mænd læsser familiens bagage om bord, bliver alle bussens sæder fyldt, og mændene må nu hente deres familie og bagage ud igen til stor frustration.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Kørte man de 15 kilometer ud af byen og hen til selve grænseovergangen, hvor folk kunne krydse over til fods, var det tydeligt, at noget stort var i gang. Politiet havde lavet en afspærring en kilometer fra grænsen for at undgå trafikkaos fra de mange mennesker, som strømmede til for enten at hjælpe flygtninge eller hente familiemedlemmer. Her holdt biler på tyske plader, tjekkiske plader, schweiziske plader og selvfølgelig polske i massevis og ventede på at parkere.

Siden krigen brød ud, har man hver dag kunnet læse, hvordan antallet af flygtninge bare er steget og steget, men ved grænseovergangen lignede flygtningekatastrofen ingen flodbølge, knap en strøm, snarere en konstant dryppende vandhane.

Små spredte grupper på tre til fem mennesker slap med mellemrum igennem. Rullede deres kufferter over fliserne, slæbte deres rygsække og børn. Forbi udleveringen af polske simkort, forbi stikdåserne med strøm til telefoner, forbi udekøkkenet, som serverede ris og kylling, forbi bunker af vanddunke og kassevis af varmt tøj til fri afbenyttelse. En kasse med sweatre, børnejakker med små ører på hætten, en blå Ikea-pose fyldt med dynejakker til voksne. En Netto-pose fyldt med bamser.

 

Anders Rye Skjoldjensen

 

Rundt om grænsegrillbaren Fantazia, hvis terrasse nu var blevet til et lager for forsyninger, summede frivillige og læssede fornødenheder i indkøbsvogne, og midt i det hele stod ukraineren Dmytro Romaniv, en høj og stærk fyr i orange vest og med guldørering, og forsøgte at bevare overblikket.

Han havde været på skiferie i Østrig med familien, da russerne angreb, og de var alle taget hertil for at hjælpe deres landsmænd. Mange havde også brug for det, for selv om tingene virkede relativt velordnede her på den polske side, var det modsatte tilfældet på den ukrainske.

»Man kan ikke komme til grænsen i bil længere, så flere vandrer tyve kilometer med deres børn og venter 15 timer på at komme over,« fortalte han.

»Vi forsøger at sørge for, at der kommer forsyninger til den anden side. Vand, mad, bleer til børnene, jakker – noget, der kan hjælpe dem med at komme gennem ventetiden.«

Fra grillbarens terrasse rullede fyldte indkøbsvogne mod den ukrainske grænse, hvor ukrainere på vej ind i landet kunne fragte dem over.

Mange af de ankomne meldte nu om mindst 24 timers ventetid ved grænsen, hvor man stod sammenstuvet under åben himmel uden adgang til vand, mad eller toilet, mens nattefrosten krøb gennem tøjet og ind i knoglerne. Og som dagene gik, kom det også frem, at sorte og sydasiatere typisk fik lov at vente meget længere end hvide.

Et par humpede hastigt forbi og meddelte, at de havde krydset grænsen på 25 timer, »og vi var heldige«. En estisk mand, som også netop var kommet ind i Polen, viste videoer, som han havde optaget på den anden side. En bilkø, der strakte sig uendeligt ind i solnedgangen, og tættere på grænsen et summende og råbende menneskehav.

Den langsomme indstrømning skyldtes ikke de polske grænsevagter, lød forklaringen på denne side. Det var de ukrainske myndigheder, der hang i bremsen. Måske skyldtes det voldsom underbemanding, måske ødelagte it-systemer, måske bureaukrati og en overvintret sovjetmentalitet.

Mange gættede, men ingen vidste noget. 

 

Over grænseovergangen Medyka flygter tusinder til fods. Og på den polske side strømmer folk til fra en række europæiske lande for at modtage deres venner og slægtninge fra Ukraine. For mange flygtninge tager det flere døgn at komme igennem grænsekontrollen på den ukrainske side, og de må overnatte udendørs i frostvejr. På den polske side venter varm mad og en uvis fremtid.

Over grænseovergangen Medyka flygter tusinder til fods. Og på den polske side strømmer folk til fra en række europæiske lande for at modtage deres venner og slægtninge fra Ukraine. For mange flygtninge tager det flere døgn at komme igennem grænsekontrollen på den ukrainske side, og de må overnatte udendørs i frostvejr. På den polske side venter varm mad og en uvis fremtid.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Septembers helte

»Krakow cztery,« brølede en mand med stort skæg ud ad døren på brandvæsenets store bus og stak fire fingre i vejret, og straks meldte polakker sig klar til at køre fire flygtninge til Krakow. Kvinder i dynejakker, børn i flyverdragter, rullekufferter i alle farver læssedes af bussen og bevægede sig med frivillige chauffører til deres biler og mod andre byer.

»Warszawa trzy,« blev der råbt, og så fik tre flygtninge kørelejlighed til Polens hovedstad.

Foran et kæmpe indkøbscenter på vejen ind til Przemysl rullede de røde busser ind på parkeringspladsen med korte mellemrum, og en stor gruppe polakker stimlede sammen om den, bærende papskilte med polske byers navne skrevet med kyrilliske bogstaver. Som en fyr ved navn Romeo, der med kæresten Julia var kørt de tre timer fra byen Kielce for at tilbyde lift, fordi »ukrainerne er vores venner«, som han sagde, eller den studerende Michael fra Warszawa, der med sine medstuderende havde skaffet ni biler og var kørt dertil.

En ny bus rullede ind: »Warszawa cztery,« råbtes der, og Michael løftede skiltet og stillede sig på tæer, men blev ikke set.

»Jeg er for lav,« konstaterede han.

Det væltede ind med hjælpere, og det væltede ind med varer. Mens klokken nærmede sig 11 om aftenen på krigens tredje dag, knoklede 22 mennesker løs med at organisere de indstrømmende forsyninger i en gammel gymnastiksal på Mostova Ulica i Przemysls indre by.

I salens hjørne stod juice i flasker og kasser stablet, og ved siden af rejste et bjerg af halvandenlitersflasker med drikkevand i forpakninger af seks sig op under basketkurven. Flasker med olie, pakker med cornflakes. Bunker af dåser med paté. Bjerget af toiletpapir nåede helt op til toppen af ribberne.

Og mens denne sal fyldes med varer, blev andre sale fyldt med mennesker, søvn og savn. Som gymnastiksalen ved Folkeskole Nummer 5 for Septembers Helte, der på kort tid var blevet forvandlet til en sovesal af lærere, forældre, elever og det lokale spejderkorps.

 

Mens natten lægger sig over grænsebyen Przemysl, løber folk ind og ud af en lille sportshal med favnene fulde af varer. Det er donationer til flygtningene, som strømmer ind fra hele landet. Tøj, drikkevarer og mad står stablet overalt. I det ene hjørne ligger der et bjerg af bleer til de flygtende børn.

Mens natten lægger sig over grænsebyen Przemysl, løber folk ind og ud af en lille sportshal med favnene fulde af varer. Det er donationer til flygtningene, som strømmer ind fra hele landet. Tøj, drikkevarer og mad står stablet overalt. I det ene hjørne ligger der et bjerg af bleer til de flygtende børn.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Når byen kollapser

Der bor anslået 1,5 millioner ukrainere i Polen, så ganske mange flygtninge har en form for netværk, der kan hjælpe med at opsuge dem. Mange andre har ingen steder at tage hen, og nu er det jo ikke kun ukrainere, der bor i Ukraine: Folk af alle nationaliteter er flygtet ud af landet, og i skolens protokol kunne man se, hvordan de overnattende også kom fra Yemen, Afghanistan, Bangladesh, Indien, Congo, Nigeria, Syrien, Marokko og Jordan.

En ung mand fra Haryana i Indien nåede at være i Ukraine i tre måneder som it-studerende, før Rusland angreb, og hans familie kimede ham ned og bønfaldt ham om at flygte.

»Indien har et stærkt forhold til Rusland, og vi har set dem som vores venner længe,« sagde han siddende på en feltseng op ad ribberne.

»Men nu ser inderne, hvad Rusland laver, og vi tænker, at Putin er et monster. Han er ikke et menneske.«

Et par sengerækker længere inde i salen sad Tetiana Lavrova fra Kharkiv og kiggede ud i luften, mens hendes søster i sengen ved siden af trak tæppet op under hagen. De havde efterladt deres forældre i byen, der nu var under heftig beskydning fra russisk artilleri. Tetiana Lavrova begyndte at fortælle sin historie:

»Den ene dag var alt o.k. Den anden dag var alt forandret. Vi vågnede om morgenen til lyden af bomber. Da vi senere kiggede ud ad vinduet og ud på hovedvejen, hvor vi bor, så vi køer til supermarkedet og til hæveautomaterne, men de længste køer var til apotekerne. Det var umuligt at købe medicin eller få mad,« fortalte hun.

 

Sammen med sin søster flygtede Tetiana Lavrova fra storbyen Kharkiv i det østlige Ukraine kort efter krigens begyndelse. De kom med første evakueringstog, men deres forældre blev tilbage, og nu er byen under voldsomt bombardement.

Sammen med sin søster flygtede Tetiana Lavrova fra storbyen Kharkiv i det østlige Ukraine kort efter krigens begyndelse. De kom med første evakueringstog, men deres forældre blev tilbage, og nu er byen under voldsomt bombardement.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Da vandet i hanerne ikke kunne drikkes, var indbyggerne vant til at købe det i byen, men lynhurtigt var alt drikkevandet udsolgt ligesom alle andre basisvarer. Klokken 12 blev busser, tog og al anden transport lukket ned – kun en enkelt elektrisk buslinje var åben.

»Jeg følte, at mit liv var forbi,« sagde hun

»Vi har altid levet et fredeligt liv, og på et øjeblik var det ovre.«

Efter en nat i beskyttelsesrum kom søstrene med et evakueringstog til Kyiv, og derfra med et andet til Lviv, sneglende sig gennem landet med alt lys slukket, så det var sværere at se fra luften. Og nu var de så her. Taknemmelige på egne vegne og bekymrede på alle andres: Forældrene var stadig i Kharkiv, hvor bombardementerne blot fortsatte, og dødstallene steg.

Et godt råd mod stress

Dagene gik, og alting blev hele tiden lidt værre. I Lviv i det vestlige Ukraine strømmede flygtninge fra resten af landet til for enten at søge tilflugt eller overnatte, inden de drog mod udlandet. Byens indbyggere havde rigeligt at se til.

Liubomyr Sidor, der to en halv dag forinden havde sagt farvel til sin kone Kristina og datteren Mia og kigget grædende ind ad togvinduet i to timer, var nu travlt optaget af at organisere forsyninger. I begyndelsen havde han bare siddet og læst nyheder, »og det er ikke sådan, man skal håndtere det her«, fortalte han over en videoforbindelse fra Lviv sent om aftenen på krigens fjerde dag.

»Den bedste måde at håndtere stressen på er ved at hjælpe folk, der har det værre end dig.«

Så nu var han ude om dagen, vandrede meget rundt, forsøgte at skaffe forsyninger til flygtningelejrene. På gaden kunne man se, at noget var forandret. Der var frygt i folks øjne. Alle var blevet vækket af sirener om natten, men samtidig luftede de deres hunde, som om alt var normalt. Overalt vajede det ukrainske flag, og det var, som om folk var blevet mere høflige i trafikken.

Landets store veje var blokerede eller blevet bombet, så det tog nu folk fem gange længere tid end normalt at komme til Lviv fra det østlige Ukraine, hvor kampene var værst. Folk var udmattede, skulle have mad og sove og beslutte sig for, om de ville forlade landet eller blive. Dem, som blev, meldte sig hurtigt til at hjælpe de næste hold af flygtninge, fortalte Liubomyr. Lige nu var forsyningssituationen god, men det hele kunne hurtigt ændre sig, så de arbejdede på at oprette forsyningslinjer fra EU, så private kørte en lastbilfuld donationer til grænsen, hvor de kunne hente dem.

Den ukrainske hær var i byen, og en styrke af frivillige var ved at blive trænet op som et slags hjemmeværn.

Skulle fronten rykke vestpå, var Liubomyr Sidor også klar til at slås.

»Og det tror jeg også, at alle mine venner er. Men det er så godt som ubrugeligt uden træning. Lige nu kan jeg bruge mine kræfter og evner langt bedre og hver dag hjælpe hundreder af mennesker med husly og skaffe forsyninger til fronten. Det er bedre end at gribe et gevær og løbe ti meter for så at dø,« sagde han.

»Hvis vi skulle løbe tør for tropper – hvilket ikke kommer til at ske – så ville vi melde os med det samme. Ingen russer kommer til at sætte sine ben her.«

 

I et gigantisk varehus nær grænsen er der oprettet et midlertidigt modtagecenter. Her kan man få en seng, et lokalt simkort og noget at spise. Overalt ligger sovende mennesker fuldt påklædt og mange har trukket tæpperne op over hovedet. De fleste bliver her en nat, før de forsøger at komme videre ind i Polen.

I et gigantisk varehus nær grænsen er der oprettet et midlertidigt modtagecenter. Her kan man få en seng, et lokalt simkort og noget at spise. Overalt ligger sovende mennesker fuldt påklædt og mange har trukket tæpperne op over hovedet. De fleste bliver her en nat, før de forsøger at komme videre ind i Polen.

Anders Rye Skjoldjensen

 

»Ingen ved, hvad der sker«

En stærk ukrainsk forsvarsvilje har i krigens første uge sikret, at offensiven ikke blev den paradekørsel, som russerne håbede på. Overalt har invasionshæren mødt modstand, og det er måske en af forklaringerne på, at voldsomheden syntes at øges dag for dag.

Fra at være en sjældenhed i begyndelsen kom der nu dagligt nye billeder af sønderbombede skoler, brændende boligblokke og døde civilister. Hovedstaden Kyiv kom under kraftigt bombardement ligesom Kharkiv i øst, og nede ved sortehavskysten fik Kherson den tvivlsomme ære at blive den første større by, som russerne indtog.

Imens udspillede der sig kaotiske scener på storbyernes togstationer, hvor langt, langt flere ville med vognene, end der på nogen måde var plads til. Det virkede, som om situationen var ved at udvikle sig til en rendyrket katastrofe.

Om formiddagen gjorde Polen sig klar til endnu en dag i katastrofens skygge. Det var krigens fjerde dag, og i sovesalen på den ukrainske skole i Przemysl var alle nattens beboere på nær én for længst smuttet videre, og et par frivillige gik og skiftede lagnerne. Heriblandt Vita Ivato på 17 år, der selv var ankommet alene som flygtning et par dage forinden. Nu boede hun hos en polsk familie lidt uden for byen og forberedte sig på at skulle starte et nyt liv her.

»De siger, jeg kan blive så længe, jeg vil. Jeg vil være dem taknemmelig resten af livet,« sagde Vita Ivato, der var rejst alene over grænsen med sit tøj, papirer og skriveredskaber til skolen.

Forældrene var stadig i Lviv.

»Måske,« sagde hun, »skal jeg være her for altid – ingen ved jo, hvad der sker«.

Død af grin

Bag hende gik en høj fyr med halstatovering og næsepiercing rundt og lagde ganske andre planer for sin fremtid.

Andrij Shchegel, som han hed, havde tænkt sig at rejse den modsatte vej, ind i Ukraine. Til daglig var han standupkomiker og havde været på tour i Polen for at optræde for herboende ukrainere, da krigen brød ud. Nu ville han tilbage til sit land, til sit hjem i Kyiv med det erklærede mål at dræbe russere.

Til kommentaren om, at det da var lidt af et jobskift, svarede han:

»Øhh, nej. At dræbe russere er meget morsomt.«

Planen var at tage toget til Kyiv. Det skulle afgå klokken 13 her fra Przemysl. Hvis det ellers kørte til tiden.

»Jeg ved, at det ikke er så farligt, som mange frygter. Jeg har været i Donbass – bare i en uge for at hjælpe vores tropper med at lave noget af deres hårde arbejde, så de kunne hvile sig. Hvis bare man har at gøre med professionelle, så er du i sikkerhed og kan være effektiv,« fortalte han.

»Jeg har boet i Belarus i halvandet år, og jeg deltog i deres ’revolution’. Det så også farligt ud.«

 

Ikke alle rejser ud. Nogle rejser ind. Som ukraineren Andreij Shchegel, der vil til Kyiv, redde sin vens kat og derefter deltage i forsvaret.

Ikke alle rejser ud. Nogle rejser ind. Som ukraineren Andreij Shchegel, der vil til Kyiv, redde sin vens kat og derefter deltage i forsvaret.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Egentlig ville han gerne købe noget militærudstyr, men alt var søndagslukket, så i stedet overvejede han at spørge de polske grænsevagter, om han måtte købe en pistol af dem. Dagen før havde en af hans komikervenner og makkere fra podcasten Srakadupa – et ord sammensat af to synonymer for ’røv’ – indsamlet knap 40.000 kroner via en livestream, og de ville gerne bruge pengene på våben. Der var bare ingen steder at købe dem.

Selv var han ikke helt overrasket over, at hans land blev forsøgt invaderet, og han havde ikke meget fidus til de folk, der erklærede sig chokerede over, at det kunne ske. Der havde allerede været krig i Donbass i otte år med russisk indblanding. Der havde været krig i Nagorno-Karabakh med russisk indblanding, og i Syrien og Georgien, sagde han.

»Så jeg forstår ikke, hvad I er så overraskede over. Jeg tror måske, at I er lidt naive.«

Så skrev en ven, at toget var forsinket, og Andrij Shchegel besluttede sig for at gå ned på stationen for at høre seneste nyt. Imens udbredte han sig om sine planer:

»Jeg kender min første taktiske mission: Jeg skal nå frem til en af mine venners hjem i Kyiv og redde hans katte.« 

Vennen var på ferie med sin kæreste i Paris, og ham, der skulle tage sig af kattene, var flygtet fra byen efter at have forsynet dem med en ekstra portion mad.

»I dag er tredjedagen for kattenes uafhængighed. De venter på min invasion,« sagde Andrij Shchegel og gik med hurtige skridt mod stationen.

 

Andrij Shchegel.

Andrij Shchegel.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Faktisk var hans mor fra Rusland, fortalte han, og de talte altid russisk i hans familie. Langt hen ad vejen var der et fint forhold mellem ukrainere og russere.

»Men,« sagde han og krydsede vejen, »måske det er tid til at trække en streg i sandet og gøre sig det klart, hvem der ens venner«.

Toget til Kyiv var aflyst, fortalte togpersonalet ham nu, og han så skuffet ud. Men et andet ukrainsk tog var nu ved at læsse folk af. Måske de kunne tage ham med tilbage til Lviv, når paskontrollen var forbi om fem-seks timer.

Målrettet travede han tilbage til skolen, samlede sine sager og tog et par kiks, en banan og en flaske vand med til sin lange rejse og vendte tilbage til banegården, hvor han lynhurtigt tabte tålmodigheden.

»Jeg vil ikke vente på et tog om seks timer, som jeg måske kan komme med, og som måske kører. Jeg vil til Ukraine nu,« sagde han.

Og sådan gik det til, at han kort efter vandrede den stik modsatte vej af sine flygtende landsmænd, der med klapvogne og børn og dødtrætte ansigter slæbte sig væk fra grænseovergangen Medyka. Det blæste, det småregnede, det begyndte at sne.

Hvor hurtigt kom du ud, spurgte han en forbipasserende.

»På halvandet døgn,« svarede hun.

»Men jeg kom foran, fordi jeg har mit barn med.«

Præcis hvad han gik ind til, vidste han ikke, men han regnede med, at vejen lå åben.

»Jeg kommer først ind i Kyiv, når udgangsforbuddet slutter i morgen tidlig, så jeg har mere tid, end jeg skal bruge,« sagde han.

»Og jeg er nødt til at tage af sted. Ingen andre vil redde min vens katte.«

Netop som han befandt sig få hundrede meter fra grænsen, blev han stoppet af en ung rumæner, som gerne ville ind og deltage i kampen mod russerne. Andrij Shchegel tilbød at følges til Kyiv, men rumæneren var i tvivl om en masse ting: Hvor var hans bataljon? Burde han veksle sine penge til ukrainsk valuta? Og hvad med hans mor, som var meget imod, at han tog afsted?

Ukraineren begyndte at blive lidt fjern i blikket, og netop i det sekund kom en ung kvinde over og lagde armene om hans skuldre og smilede glædestrålende ind i fjæset på ham.

Der stod en hel flok af hans venner, som han kendte fra Belarus, hvor de sammen havde protesteret mod diktatoren Lukasjenko.

 

Andreij Shchegel og vennerne.

Andreij Shchegel og vennerne.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Hans venner, Angelika, Maria og Andrij, havde dengang været nødt til at flygte til Ukraine, og nu var disse unge europæere altså for anden gang i deres liv blevet jaget på flugt. Netop ankommet til Polen, i dét øjeblik, deres ukrainske ven ville forlade landet. De krammede, smilede og røg en gensynssmøg, mens rumæneren stod lidt derfra og skævede ængsteligt.

Så sagde Andrij Shchegel farvel til vennerne og lod rumæneren blive tilbage.

»Det er ikke mig, han har brug for,« forklarede han.

»Han skal bruge sådan en type, der tropper op i camouflagetøj med et våben i hver hånd og siger ’kom med mig’.«

Så gik han de sidste par hundrede skridt mod grænsebygningen og forsvandt gennem dørkarrusellen ind i Ukraine og ind i krigen. 

I krigens greb

Flugt til Polen er mere end en ankomst. Det er også det liv, som følger. Kristina Sydor er her nu: Hun bor i Krakow i en toværelses ferielejlighed med fire andre ukrainske flygtninge, sin datter Mia og katten Vasov.

Lyset vælder ind gennem tynde gardiner, og her er ganske tyst, for barnet sover. Kvinderne klikker rundt i den evindelige billedstrøm af bombede bygninger, dræbte civile, molotovcocktails og ødelagte russiske tanks.

Ugedagene holder de ikke længere styr på, men tæller blot dage siden krigsudbruddet. Det her er dag seks, og en vis rytme har indfundet sig. Hver morgen vågner Kristina Sydor før sit barn og tjekker nattens nyheder.

»Og så græder jeg, fordi det er så forfærdeligt, og så laver jeg morgenmad,« siger hun.

 

Kristina Sydor og datteren Mia er nået i sikkerhed i Krakow, hvor de bor med fire andre ukrainere og en flygtet kat. De forsøger at holde humøret oppe, men græder dagligt og skåler på Putins død. »Fysisk er jeg o.k. Mentalt er jeg i helvede,« som en af kvinderne siger.

Kristina Sydor og datteren Mia er nået i sikkerhed i Krakow, hvor de bor med fire andre ukrainere og en flygtet kat. De forsøger at holde humøret oppe, men græder dagligt og skåler på Putins død. »Fysisk er jeg o.k. Mentalt er jeg i helvede,« som en af kvinderne siger.

Anders Rye Skjoldjensen

 

Ved siden af hende sidder veninden Diana Bondarenko fra Kyiv. De slap ud med samme tog.

»Folk spørger mig, hvordan jeg har det, og så svarer jeg: Fysisk er jeg i sikkerhed, mentalt er jeg i helvede,« siger Diana Bondarenko.

Hendes forældre befinder sig i Berdjansk, som er besat af russerne, og hendes kusiner, der er som søstre for hende, er fanget i en kælder i det heftigt bombede Kharkiv, og de er virkelig bange. Andre venner i den østukrainske storby er flyttet ned i en undergrundsstation. De bor i et tog.

I det lys har kvinderne det godt her i Polen. De er ude af krigen, men krigen fortsætter inden i dem. De følger nyhederne og får efterretninger fra vennerne hjemmefra. Og hver gang luftalarmen lyder i en af deres hjembyer, brummer telefonen med en besked.

»Vi prøver at holde humøret oppe, smile og grine sammen og gå ture, men hver gang man kommer i tanke om, hvorfor vi er her, så græder vi. Vi græder meget,« siger Kristina Sydor.

Selv om de er væk hjemmefra, forsøger de at deltage og trawler beskedtjenesterne igennem efter opgaver, som kan løses fra udlandet. Diana Bondarenko hjælper med at designe en kampagne, og Kristina Sydor hjælper ukrainere med tolkearbejde og forsøger at skaffe medicin, som kan sendes til hjemlandet. Og så har de kontaktet de russere, de kender, for at få dem til at gøre noget i Rusland.

Denne eftermiddag har Kristina Sydor netop talt med en ven fra Moskva. Hun har sendt ham bunker af billeder af ødelagte bygninger og dræbte mennesker og bedt ham dele dem på sociale medier, så hans landsmænd kan se, hvad der sker.

Men han har intet gjort. Beretninger om folk, der bliver hentet af politiet efter at have delt fotos fra krigen på nettet, har en effekt: Han var bange, havde han sagt. Bange for, at han skulle blive fængslet og adskilt fra sine børn.

»I Rusland kan man komme i fængsel for at lave en story på Instagram. Det her er et nyt Stalin-regime,« siger Kristina Sydor.

»Og det er hårdt at sige, men enhver russer, der forbliver tavs nu, bærer et medansvar for alle de døde mænd og kvinder og ødelagte byer i Ukraine. De er medskyldige. Ukraine har aldrig ønsket andet end at være uafhængigt, og altid har vi skullet lide som Ruslands bufferzone mod resten af verden.«

Hendes analyse af Putin er uændret siden sidst: Manden burde ikke være i Kreml, for han er vanvittig. Han burde være på et hospital.

»Men helt ærligt håber jeg, at han en dag bliver hængt på Den Røde Plads.«

 

Kristina Sydor.

Kristina Sydor.

Anders Rye Skjoldjensen

 

To gange siden ankomsten har kvinderne drukket vin sammen i lejligheden »og så drikker vi for Putins død«, fortæller Kristina Sydor. 

»Skål,« siger veninden.

Der er stille lidt. Livet, som de kender det, er aflyst. Det er svært at forstå. Når veninden taler om, at det er mørke tider, retter Kristian Sydor det til mørke dage. Det her skal ikke vare år eller måneder, det her skal slutte snart. De luner sig ved den gode modtagelse, de har fået i Polen, hvor de ganske uden at spørge om det nu bor til halv pris, og de glæder sig over, at stort set hele verden står sammen om at støtte deres sag.

Men at livet skulle tage den drejning er fortsat svært at begribe.

»Jeg troede, at hvis verden skulle stå med et fælles problem, ville det være noget med klimaforandringer – at isen smeltede, eller at en vigtig fisk blev udryddet, så alle de andre fisk også døde,« siger Kristina Sydor.

Et økologisk kollaps virkede mere sandsynligt end det her.

»Men jeg har aldrig før set verden stå så samlet, og det er en skam, at det sker på grund af en krig, men jeg tror, at denne situation kan genstarte en masse ting i verden. Ukraine er allerede blevet genstartet. Putins mål var at spille folk ud mod hinanden, men hele landet står nu sammen. Vi er blevet én organisme, der beskytter vores land og vores historie …« 

»Ja«, siger hun så.

»Jeg prøver at finde på noget positivt at sige.«

Så brummer telefonen. Der er luftalarm derhjemme.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

En rystende og inderligt vedkommende øjenvidneberetning, fyldt med både frygt og håb, måske især det sidste.

Det er stadig uvirkeligt, at denne katastrofale invasion er indtruffet og fortsætter uden udsigt til ophør..

Tak.