Ruslands bomber over Ukraine sætter sig spor i international sport: »I optræder som tavse møgsvin«

Alex Ovechkin er et monster af en ishockeyspiller. Med sine 108 kilo fordelt på en ramme på 191 centimeter har The Great Eight fra Washington Capitals i mere end 20 år hamret igennem forsvarskæder med en styrke, der har gjort ham til en af de mest målfarlige spillere i den bedste amerikanske ishockeyliga, NHL, og bragt ham inden for rækkevidde af legenden Wayne Gretzkys målrekord.

Og i 2018 vandt han alle menige amerikaneres hjerter, da han tog på en kæmpe druktur, efter hans hold vandt det nordamerikanske ishockeymesterskab og dermed Stanley Cup-trofæet i 2018.

»Fans, vi gjorde det,« råbte han ind i kameraet efter finalesejren.

»Få fat i nogle øl, og kom i gang med at feste!«

Den store russer gik selv forrest med et godt eksempel. Han lagde ud med at tømme baren i Las Vegas-natklubben, hvortil guldfesten var henlagt, og da han blev hældt ud derfra ved daggry, sprang han på et fly til Washington, hvor han var blevet tildelt æren af at kaste den første bold i en baseballkamp med Washington Nationals.

Denne ære forvaltede han ved i tydeligt beruset tilstand at tyre bolden langt over holdets griber, før han sprang i et springvand og afsluttede festen med at få taget et spontant gruppefoto med Jared Kushner og Ivanka Trump på en af de lokale cafeer.

Hele drukturen blev dokumenteret af fans på de sociale medier, hvor man kunne se billeder og videoer af Ovechkin, der løfter Stanley Cup-trofæet; Ovechkin, der drikker øl af Stanley Cup-trofæet; Ovechkin i bare fødder og kakishorts; Ovechkin, der vælter rundt i et springvand; Ovechkin med to kasketter på hovedet.

»Washingtons mest populære russer,« kaldte The New York Times ham efterfølgende.

Putins hold

Bag det folkelige ydre har Ovechkin imidlertid en anden og mere politisk side. I mange år har han været stor tilhænger af den russiske præsident, Vladimir Putin. Og i 2017 lancerede han PutinTeam via sin instagramprofil, en social bevægelse til støtte for den russiske præsident.

»Jeg er Alexander Ovechkin, ishockeyspilleren, og jeg har skabt PutinTeam for at forene dem, der er stolte af Rusland og af vores præsident, og som vil gøre vores land stærkere,« skrev han i velkomsthilsenen på hjemmesiden putin-team.com.

»Meld dig ind, og kom med på holdet!«

Og netop den hjemmeside – samt hans mangeårige rolle som Putins klakør i øvrigt – skaber på baggrund af Ruslands angrebskrig mod Ukraine lige nu store problemer for den russiske ishockeygigant. På et akavet pressemøde for nogle dage siden forsøgte Ovechkin at imødegå de kritikere, der har beskyldt ham for at være et brandingværktøj for den russiske præsident.

»Please, ikke mere krig,« sagde han.

»Det er ligegyldigt, hvem der er i krig – om det er Rusland, Ukraine eller andre lande – jeg synes, at vi skal leve i fred i en dejlig verden.«

De ord formildede dog ikke kritikerne, der bemærkede, at Ovechkin meget omhyggeligt undgik at tage afstand fra Putin eller Ruslands rolle som aggressor i konflikten.

»Hvad!? Ikke bare er han (…) en kyllingelort, men også en løgner,« skrev den tjekkiske ishockeymålmandslegende Dominik Hasek på Twitter.

Og det amerikanske sportsmedie SB Nation kaldte Ovechkin for en »spytslikkende kujon«:

»Som den mest berømte russiske sportsmand i den vestlige verden – og som en mand, der er tilbedt i sit hjemland for at dyrke Ruslands mest populære sport – kunne han have gjort en forskel ved at tale (imod krigen, red.). Det valgte han ikke at gøre,« lød det i en leder.

»Krige er forfærdelige«

Og Ovechkin er ikke den eneste russiske topidrætsmand, der er blevet angrebet for at forsøge at liste under radaren, mens hans hjemland bomber i Ukraine. Samme kritik er anføreren for Ruslands fodboldlandshold, Artjom Dziuba, og hans holdkammerater blevet udsat for.

»Mens I optræder som tavse møgsvin sammen med jeres usympatiske holdkammerater, bliver fredelige civile dræbt i Ukraine,« skrev Evertons ukrainske forsvarsspiller Vitalij Mykolenko i et opslag på Instagram.

Det fremprovokerede et modsvar fra Dziuba, der ligesom Ovechkin beklagede krigshandlingerne uden direkte at lægge afstand til sit hjemlands præsident:

»Jeg er imod enhver form for krig. Krige er forfærdelige. Men jeg er også imod aggressioner og had, som vokser til ødelæggende styrke hver dag. Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg er russer. Jeg er stolt over at være russer. Og jeg forstår ikke, hvorfor atleter skal undgælde nu.«

Farvel til Valieva

Stormvejret omkring Ovechkin og Dziuba illustrerer den problemstilling, som internationale idrætsforbund over hele verden tumler med i denne tid, nemlig hvad de skal stille op med de russiske atleter – og ikke mindst dem, der dyrker deres sport uden for Ruslands grænser.

Skal de udelukkes over en bred kam, eller skal der foretages mere individuelle vurderinger?

Indtil videre følger forbundene vidt forskellige linjer, hvilket viser, at selv om der principielt er enighed i den globale idrætsverden om, at russiske sportsfolk skal rammes af sanktioner, så er der uenighed om, hvor dybt og bredt de skal føres igennem.

Blandt hardlinerne finder man det internationale atletikforbund (IAAF), hvilket er lidt overraskende, eftersom IAAF traditionelt har været en af fortalerne for at adskille sport og politik. Men krigen i Ukraine har altså nedbrudt det forbehold.

Eller som forbundets præsident, Sebastian Coe, siger:

»Enhver, som kender mig, ved, at ideen om at indføre sanktioner mod atleter på grund af deres regeringers handlinger, er imod alt, hvad jeg står for. Men dette er noget andet, eftersom regeringer, forretningsverdenen og andre internationale organisationer har indført sanktioner og restriktioner imod Rusland på tværs af alle sektorer. Sportsverdenen må tage del i disse bestræbelser og arbejde for at stoppe krigen og genoprette freden. Vi kan ikke stå på sidelinjen her.«

På den baggrund har det internationale atletikforbund udelukket atleter fra Rusland (og Belarus) fra at deltage i alle internationale atletikstævner med øjeblikkelig virkning. Det betyder blandt andet et farvel til den olympiske guldvinder og tredobbelte verdensmester i højdespring, Mariya Lasitskene, hvis karriere nu må betragtes som afsluttet.

Samme linje har den internationale skøjteunion, ISU, lagt. Også her er russiske og belarusiske atleter udelukket fra alle internationale stævner med den konsekvens, at verden muligvis har set det sidste til det 15-årige russiske wunderkind Kamila Valieva.

Også det internationale skiforbund, FIS, har valgt at smide russiske og belarusiske atleter ud af alle stævner, hvilket især vil have konsekvenser i langrend og skiskydning, hvor de to lande råder over atleter i verdenseliten.

Den røde linje

Andre forbund har imidlertid valgt en mildere tilgang. Og blandt slapperne – eller hvad man nu skal kalde dem – er det mest iøjnefaldende forbund nok det internationale tennisforbund, ITF. På tennisbaner verden over må russerne fortsat dyste. En beslutning, der har stor sportslig betydning, eftersom verdensranglistens nummer 1 i herretennis p.t. er en russer.

Efter mange års stræben erobrede den høje og ranglede Daniil Medvedev ved skæbnens ironi førstepladsen på verdensranglisten samme dag, som Rusland invaderede Ukraine. Og han får nu lov til at forsvare den position ved store turneringer som French Open og Wimbledon i de kommende måneder.

Også det internationale ishockeyforbund accepterer fortsat deltagelse fra atleter fra Rusland og Belarus, hvilket freder de mange russiske ishockeyspillere, der tjener deres udkomme i den nordamerikanske ishockeyliga.

Mens forbundene famler sig frem efter den rette linje i håndteringen af de russiske atleter, så melder et voksende antal af selv samme atleter sig i protestkoret mod deres hjemlands angrebskrig.

En af de mest opsigtsvækkende protestaktioner kom fra tennisspilleren Andrej Rubljov. Efter en sejr i ATP-turneringen i Dubai for nylig greb verdensranglistens nummer syv en tusch, gik hen til et af tv-kameraerne og skrev på skærmen: »No war, please.«

Fodboldlandsholdsangriberen Fjodor Smolov har også givet sin mening til kende i form af et opslag på Instagram med et sort felt og hashtagget #NOtowar, som er det hashtag, der bruges af de modige sjæle i Rusland, der tør protestere åbent mod krigen.

Og skiskytten Larisa Kuklina har lagt et billede ud på de sociale medier af et hjerte, der er delt i to stykker, som er udsmykket med henholdsvis det russiske og det ukrainske flag – og tilføjet teksten: »Hvad er det, der sker!? Tag jer sammen! Vi lever i det 21. århundrede!«

Ja, faktisk har så mange russiske idrætsudøvere i de seneste par uger brugt deres platforme på de sociale medier til at tage afstand fra krigsindsatsen i Ukraine, at det nærmest har udviklet sig til en tendens.

Fælles for dem alle er dog, at de viger tilbage fra at kritisere Vladimir Putin direkte. Dér går tydeligvis en rød linje, som ingen tør overskride.

Da ishockeykæmpen Ovechkin blev spurgt til sit syn på Putin, trak han bare på skuldrene og svarede:

»Well, he is my president.«