En ny reklamekampagne har gået sin sejrsgang på de sociale medier. Billederne viser mere eller mindre kendte mænd (Brian Mikkelsen, Bjarne Corydon, Morten Albæk, Morten Strunge) og en enkelt kvinde (Mia Wagner) iført højhælede sko i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Billederne ledsages af en tekst, der siger noget om, at man skal respektere høje hæle i bestyrelseslokalet.
Kampagnen er blevet mødt af både begejstring og kritik. I den første kategori finder vi eksempelvis Politikens Lars Dahlager, der mener, at Brian Mikkelsen er sexet i hæle. På denne måde bryder reklamen på god queerteoretisk vis op i stivnede kønskategorier. Og hvor er det dog modigt af de fire mænd, lyder hyldesten.
Kritikken har derimod påpeget det hykleriske i, at der i de bestyrelser, som mændene i reklamerne er involverede i, enten er meget få eller slet ingen kvinder. Her har vi med andre ord en række mænd, der hævder, at de gerne ser flere kvinder i bestyrelserne, men ikke har tænkt sig at gøre noget ved det ud over at deltage i en reklame for sko med høje hæle.