Kernevåben
Læsetid: 11 min.

Ikke siden Den Kolde Krig har vi set atomtrusler af den her kaliber. Her er, hvad du skal vide om situationen

Med Putins udmeldinger den seneste tid er atomkrigens spøgelse dukket op igen. Men hvor meget skal Vesten lægge i Ruslands truende retorik? Vi har talt med en række eksperter, som kaster lys over den nuværende situation og dens faremomenter
I årtierne efter Den Kolde Krigs afslutning er det gået tilbage for de internationale atomtraktater. I 2019 kollapsede den historisk vigtige INF-traktat, der blev underskrevet af Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i 1987.

I årtierne efter Den Kolde Krigs afslutning er det gået tilbage for de internationale atomtraktater. I 2019 kollapsede den historisk vigtige INF-traktat, der blev underskrevet af Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i 1987.

Peter Heimsath/ Ritzau Scanpix

Moderne Tider
12. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Man kan næppe komme med en klarere trussel om atomkrig uden direkte at bruge ordet, end Vladimir Putin gjorde i sin krigstale den 24. februar.

»Ruslands reaktion vil være øjeblikkelig og vil føre jer mod konsekvenser, som I aldrig før har oplevet i jeres historie,« lød det med adresse til enhver nation, der kunne overveje at blande sig i konflikten.

Og da Putin tre dage senere på russisk tv gav sin forsvarsminister og hærchef ordre om at sætte Ruslands atomvåbenstyrke i »særligt beredskab«, virkede det som en understregning af det alvorlige forhold, som vi måske nok har kendt til, men også gemt bagerst i den kollektive bevidsthed: At en altødelæggende atomkrig i snart en menneskealder har været og fortsat er en reel risiko.

Men som situationen er lige nu, er der nok større grund til at frygte, at en ny generation af danske børn skal vokse op med sangen Vi voksne kan også være bange, end at et globalt atomragnarok skal forhindre dem i nogensinde at vokse op.

For ingen af de eksperter, som vi har talt med i forbindelse med denne artikel, ser en atomkrig som et nært forestående eller særligt sandsynligt scenarie. Men der er også enighed om, at situationen er blevet langt mere uforudsigelig og alvorlig med krigen i Ukraine, og at tingene kan ændre sig. Derfor har vi her samlet de mest centrale spørgsmål i den nuværende atomkrigsdebat og bedt eksperterne om hjælp til at besvare dem.

Har krigen i Ukraine åbnet døren for en atomkrig?

Selv om det lyder uhyggeligt, når Vladimir Putin truer med at bruge atomvåben, er det faktisk ikke et helt usædvanligt træk, forklarer Hans Kristensen, der er direktør ved Nuclear Information Project ved tænketanken Federation of American Scientists.

For både Putin og hans generaler har gjort det flere gange tidligere. Det vigtigste at hæfte sig ved lige nu er, at der faktisk ikke er observeret nogen ændringer i den måde, russerne opererer og udstationerer deres atomvåben på:

»Det vigtige er også, at vi ikke har set en modreaktion fra amerikansk side. Tværtimod har vi set amerikanerne holde sig tilbage og ikke lege med på det nukleare niveau. Man har ovenikøbet aflyst en planlagt affyring af et atommissil i Stillehavet i sidste uge for ikke at medvirke til at skrue op for noget atomhysteri,« lyder det fra Hans Kristensen.

I den nuværende situation bør man se atombomberne i deres klassiske rolle som et retorisk våben, anfører Niels Bo Poulsen, der er chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet. Kremls snak om faren for en atomkrig handler om »at holde de vestlige myndigheder og befolkninger mest muligt bekymrede og få dem til at tænke i noget binært«. Vi skal helst tage det budskab med os, at hvis »vi ikke bakker ud af den her konflikt og accepterer, at Putin tryner ukrainerne, så er næste skridt en global kernevåbenkrig«.

Kernevåben er altså mest af alt et redskab i trusselsdiplomatiet – eller som Carina Meyn, adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, opridser det:

»Når man truer med atomvåben, tegner man nogle røde linjer, som ens modpart skal holde sig inden for.«

Allerede inden invasionen havde amerikanerne gjort klart, at de ikke vil gribe direkte ind i en krig rettet mod et ikke-NATO-land, og det flugter i udgangspunktet med Putins røde linjer. Det mest risikable ville være, hvis det skulle ændre sig, så Vesten blev en aktiv part i Ukrainekrigen:

»Det, der kunne føre til anvendelse af atomvåben, er, at NATO bliver direkte involveret. At russiske styrker og NATO-styrker begynder at slås. Det er den helt fundamentale betingelse for, at atomrisikoen bliver aktuel. Så længe det ikke sker, er risikoen ikke ret stor,« siger Hans Kristensen.

Hvordan kom vi hertil?

Det historiske højdepunkt inden for atomar neglebidning indtraf under Cubakrisen i 1962, hvor verden balancerede på randen af atomkrig. Dengang var Putin ti år gammel, og USA og Sovjetunionen var de to stormagter, som holdt klodens skæbne i deres hænder.

Skrækken fra Cubakrisen førte til et nyt spor, hvor de to magter indgik aftaler om våbenkontrol for at holde hinanden i skak og gradvist nedruste. Det førte siden til en række vigtige atomtraktater, der har været med til at få ro på situationen. Derfor taler man i dag om ’det nukleare tabu’ – en langvarig og gensidig anerkendelse af våbnets ødelæggelseskraft, som også har betydet, at ingen stater har anvendt et atomvåben i krig siden Anden Verdenskrig.

I årtierne efter Den Kolde Krigs afslutning er det dog gået tilbage for de internationale atomtraktater. I 2019 kollapsede den historisk vigtige INF-traktat, der blev underskrevet af Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i 1987, og var med til at sikre en nedrustning af mellemdistanceraketter mellem USA og Rusland. USA trak sig fra aftalen, fordi Trump mente, at Rusland overtrådte traktatens forpligtelser ved at anskaffe mellemdistanceraketter, hvilket Rusland har afvist.

Som eneste tilbageværende søjle i det engang så store tempel af traktater står i dag den såkaldte New Start-traktat fra 2010 – som indebærer, at USA og Rusland har skullet begrænse antallet af atomsprænghoveder – men den står til at udløbe i 2026. Der er ikke stor udsigt til forhandlinger på den front lige nu grundet det anspændte forhold mellem Rusland og USA, og som den amerikanske historiker Mary Elise Sarotte for nylig har skrevet i The New York Times er situationen i dag, at »to af verdens største militære magter nu opererer i næsten total isolation fra hinanden, hvilket er en fare for alle«.

Ifølge Francesca Giovannini, der forsker i atompolitik ved Harvard University Kennedy School Project on Managing the Atom, er dialogen om atomvåben mellem Rusland og USA nu »sandsynligvis på det laveste niveau siden 1962«.

»Når vi taler med Rusland, er deres holdninger næsten uoverskuelige, og spørgsmålet er knap nok til forhandling,« siger hun.

Hvad skal der til, for at russerne bruger atomvåben?

Selv om våbenkontrolaftalerne er forvitret over flere år, er der selvsagt stadig et meget langt skridt til faktisk at anvende atomvåben i en krig, påpeger Kristin Ven Bruusgaard, som er adjunkt ved Universitetet i Oslo og siden 2014 har forsket i russisk atomstrategi. Men der findes tilfælde, hvor russerne vil overveje at bringe våbnet i spil.

Rusland forbeholder sig nemlig i princippet retten til at bruge atomvåben først i en konflikt, hvis landet står over for en betydelig militær trussel. Den tilgang har man haft siden afslutningen på Den Kolde Krig, og dermed er den russiske tærskel for brug af atomvåben ifølge Kristin Ven Bruusgaard blevet lavere siden sovjettiden. Samme ret til brug af atomvåben er også nævnt i Ruslands officielle atomvåbendoktrin fra 2020. Her fremgår det, at hvis Rusland skal anvende atomvåben først, skal landets »eksistens være truet« af konventionelle militære angreb. 

Det mest overhængende spørgsmål er måske, om Rusland kan finde på at bruge taktiske atomvåben mod Ukraine, hvis krigen trækker i langdrag. Det vil sige våben med en rækkevidde på op til 500 kilometer, der er møntet på tropper i en krigssituation og altså står i kontrast til strategiske atomvåben, som vil kunne udslette store byer. Anvendelse af taktiske atomvåben vil dog stadig være et klart brud med det nukleare tabu, som alt andet lige ville risikere at fremprovokere en reaktion i Vesten. Og det er russerne klar over, vurderer Kristin Ven Bruusgaard, som derfor ser brugen af dem i Ukraine som meget usandsynlig.

Så ser man på doktrinen fra 2020, er der heller ikke noget, som på nuværende tidspunkt taler for, at Rusland skulle anvende atomvåben i krigen, påpeger Kristin Ven Bruusgaard.

Det store spørgsmål bliver dog, om russerne på sigt har tænkt sig at handle i overensstemmelse med doktrinen, der altså opstiller et krav om en eksistentiel trussel mod landet – eller om situationen i det økonomisk pressede Rusland kan forværres i en grad, så Kreml konkluderer, at nationen er truet, selv om Vesten ikke står i en direkte militær konfrontation med Rusland.

Hvilke trin er der på eskalationsstigen?

Til internationale konferencer kan man indimellem høre militærstrateger fra toppen af det amerikanske forsvar fortælle en nedslående anekdote: Når de gennemspiller krigsscenarier, hvor der anvendes atomvåben, så ender det ni ud af ti gange med, at alle mennesker udslettes.

Diskussionen om, hvorvidt der findes en relativt fredelig vej ud af en atomkrig, kaldes ligefrem for en teologisk debat: For ligesom du skal dø for at finde ud af, om du kommer i himlen, så skal der en atomkrig til, før vi endelig kan vide, om det rent faktisk er muligt at styre eskalationen.

Både Ruslands og NATO’s krigsplaner er naturligvis tophemmelige, men åbne vestlige krigsspil opererer ofte med et scenarie, hvor Rusland og NATO-styrker kæmper mod hinanden i et NATO-land, og hvor Rusland forsøger at gennemtvinge en fredsslutning ved at anvende et mindre atomvåben – hvilket dog oftest ender i en komplet ødelæggelse. I udgangspunktet er det anderledes end et eventuelt russisk atomangreb i Ukraine, men faremomenterne er stort set de samme:

»Jeg kan godt forstå, at man på et intuitivt plan kan tænke, at Putin måske kan slippe af sted med at bruge atomvåben i Ukraine. Men kigger man lidt mere grundigt på det, er der de samme risici på spil. Så snart Rusland vælger at overtræde den linje, kan de ikke vide, hvad der sker efterfølgende. Anvendelsen af atomvåben starter et helt andet spil end et konventionelt angreb på Ukraine,« siger Carina Meyn.

Faktisk udgør selve ideen om, at det overhovedet kan lade sig gøre at anvende atomvåben i lille skala en trussel, fortæller Hans Kristensen fra Nuclear Information Project ved Federation of American Scientists:

»De seneste år er teorien om, at det er muligt at kontrollere sådan en optrapning, blevet forstærket, og det udgør en risiko at tro, at man kan begynde i det små og så tvinge modstanderen til at tage en afkørsel og slutte eskalationen,« siger han og kalder ideen for »en meget naiv opfattelse«.

At Putin skulle gå direkte fra en konventionel krig i Ukraine til anvendelsen af atomvåben ses da også som usandsynligt på grund af de velkendte, enorme risici. Ifølge Francesca Giovannini fra Harvard er første skridt i en eskalering således ikke atomvåben, men snarere kemiske våben, som dem man har set anvendt i den syriske borgerkrig. Disse våben vil potentielt kunne blive bragt i spil i en situation, hvor Rusland – på grund af store militære og økonomiske tab – ikke anser det for muligt at opretholde krigen meget længere.

»På den måde kan Putin måske bryde modstanden og tvinge den ukrainske regering til at overgive sig,« siger Francesca Giovannini.

Hvad kan gå galt?

Selv i mere fredelige tider bliver noget så menneskeligt som fejltagelser og misforståelser set som risikofaktorer, der kan bringe os hen mod en atomkrig, og muligheden for fejl bliver ikke mindre i en tilspidset situation som den nuværende, siger Hans Kristensen.

Derudover er der et par andre faktorer, der vil kunne ændre situationen radikalt.

»Det vigtige lige nu er spørgsmålet om, hvorvidt Putin stadig er ved sine sansers fulde brug, eller om han er blevet helt paranoid i sit ekkokammer, hvor han kun hører, hvad han gerne vil høre. Det er sådanne ting, der kan føre til vanvittige skridt,« siger Hans Kristensen.

Desuden kunne man hypotetisk forestille sig en situation, hvor de vestlige sanktioner bider så hårdt, at de i Rusland vil blive opfattet som værende på linje med et regulært militærangreb:

»Hvis de virkelig begynder at bløde, er spørgsmålet, om det kan forstærke Putins oplevelse af at være presset op i hjørne, så han begynder at gøre noget skørt. Vi er der ikke endnu, men om en måned kan situationen være anderledes,« siger han.

Og i Rusland er »jorden gødet« til at hævde, at Vestens sanktionspolitik også kan være en trussel mod Ruslands eksistensgrundlag, forklarer Niels Bo Poulsen fra Forsvarsakademiet. Han drager paralleller til 90’erne, hvor Rusland senest havde en økonomisk krise, og hvor mange frygtede, at landet var på vej ud i en opløsning.

Dengang afholdt det russiske parlament en afstemning om, hvorvidt præsident Jeltsin skulle stilles for en rigsret og anklages for folkedrab mod Rusland på grund af sin økonomiske politik. Det lykkedes dog ikke for oppositionen at samle et flertal mod Jeltsin.

I sidste ende er det dog svært at se, hvordan det skulle være nyttigt for Putin at bruge atomvåben for at holde den økonomiske ruin fra livet. For som Francesca Giovannini fra Harvard siger:

»Fra et rationelt perspektiv giver det ikke meget mening – i hvert fald ikke set fra Vesten – for hvordan skulle det kunne skabe en situation, som Putin er interesseret i?«

Hvordan kan vi skabe en mere sikker fremtid?

Den bedste måde at minimere den øjeblikkelige risiko for atomkrig på er ved at minimere risikoen for, at russiske styrker og NATO-styrker kommer i kamp. Det kan virke utåleligt at være forsigtigper i en situation, hvor Ruslands militær påfører uskyldige ukrainere store lidelser og tab. Men som Hans Kristensen anfører:

»Når folk taler om det forfærdelige i Ukraine – og det er forfærdeligt – så glemmer man måske, at det slet ikke kan sammenlignes med det niveau af ødelæggelse, som ville komme af, at NATO og Rusland kom i konventionel krig. Og slet ikke med de ødelæggelser og konsekvenser, som ville følge af anvendelsen af atomvåben.«

Skal man se lidt længere frem, kan konflikten i Ukraine potentielt få stor betydning for, hvordan det internationale samfund ser på risikoen ved atomvåben. Og som Hans Kristensen påpeger, kan det styrke bevægelser, der vil reducere antallet af atomvåben og indgå nye kontrolaftaler.

»Måske kan man endda komme frem til nye aftaler om, hvor klar til affyring atomvåben bør være under normale omstændigheder,« siger han.

Dog er han også klar over, at pendulet kan svinge den modsatte vej, så de kræfter, som ønsker flere atomvåben, styrkes af Ukrainekrigen.

Håbet om, at krigen kan føre noget atompolitisk positivt med sig, lever dog stadig. Men det bliver overmåde svært, siger Kristin Ven Bruusgaard fra universitetet i Oslo, når »niveauet af tillid mellem Rusland og USA, samt Rusland og de andre parter, er i bund«.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Bendsen

Artiklen begynder:

”Man kan næppe komme med en klarere trussel om atomkrig uden direkte at bruge ordet, end Vladimir Putin gjorde i sin krigstale den 24. februar.”

Nej, bortset fra Trumps lignende bulle over Nordkorea 19. september 2017
https://www.youtube.com/watch?v=l8SNdMyhjnk

Men artiklen giver på en måde et dobbelt budskab: Det er uhyggeligt, men det er alligevel ikke så uhyggeligt. Så det er svært at finde ud af hvad der er op og ned, hvis truslen om atomkrig ikke har optaget læseren i de foregående år.

Læs videre i næste kommentar om FN’s Traktat om Forbud mod Atomvåben

Palle Bendsen

Siden 2007 har The International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, ICAN, koordineret en kampagne for at få vedtaget en FN-traktat, der forbyder atomvåben.

Det lykkedes i 2017, hvor 122 lande stemte for den i FN's Generalforsamling. Traktaten, TPNW, trådte i kraft i januar 2021 efter, at de første 50 stater havde ratificeret den. (The Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons)

De stater, der har ratificeret traktaten, accepterer, at de ikke kan anskaffe sig atomvåben.

De kan ikke udvikle, afprøve, producere, fremstille, overføre, besidde, lagre, bruge eller true med at bruge atomvåben eller tillade, at atomvåben kan stationeres på deres territorium. Det forbyder dem også at hjælpe, tilskynde eller tilskynde nogen til at deltage i nogen af disse aktiviteter.

En nation, der besidder atomvåben, kan tilslutte sig traktaten, så længe den accepterer at ødelægge dem i overensstemmelse med en juridisk bindende, tidsbunden plan. Tilsvarende kan en nation, der er vært for en anden lands atomvåben på sit område, tilslutte sig, så længe den accepterer at fjerne dem inden en bestemt frist.

Læs mere om ICAN her: https://www.icanw.org/ - https://www.icanw.org/ican_history - https://www.icanw.org/the_campaign

Forbyd Atomvåben – ICAN i Danmark er et netværk, som består af 10 organisationer, der er ICAN-partnere plus en række enkeltpersoner. Læs mere her http://www.atomvaabenforbud.nu/

Den danske regering boykottede i sin tid forhandlingerne om traktaten og har afvist at tilslutte sig.

USA har lagt et stort pres på NATO-medlemmerne og andre stater for at undgå, at traktaten vinder tilslutning. Foreløbigt er der dog to NATO-lande, der har meddelt, at de vil deltage som observatører, når traktatens statsparter mødes senere i år.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har afvist at Danmark deltager som observatør. Til gengæld har han tilkendegivet, at han vil lægge kræfter i, at Ikke-spredningstraktaten, NPT’s, artikel VI om nedrustning bliver ’genaktiveret’, når NPT-statsparterne mødes senere i år.

Jeppe Kofod har sagt, at Forbudstraktaten modvirker indsatsen i NPT-rammen.

Men det er en fortolkning, som er i modstrid med traktatens ordlyd, alle erklæringer fra de lande, der har tilsluttet sig traktaten, ICAN og andre organisationer, der støtter traktaten som Internationalt Røde Kors, Læger mod Kernevåben (IPPNW) og Beyond Nuclear.

Det er vigtigt at forstå, at TPNW ikke er et alternativ til eller erstatning for NPT, New START, CTBT (The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty) eller andre traktater og tilgange. Den er en tilføjelse. Den er beregnet til at "udfylde det juridiske tomrum" og indtage sin plads blandt de instrumenter og processer, der kræves til atomnedrustning.

NPT har mistet momentum som værktøj til at nedruste og endeligt afruste; New START har ikke forhindret USA og Rusland i at modernisere deres slagstyrker og CTBT, der blev vedtaget i 1996, er aldrig trådt i kraft.

Forbudstraktaten er et vigtigt instrument til at genoplive den bevægelse, der trods alt var i en periode efter den kolde krigs afslutning, henimod nedrustning og i sidste ende total opgivelse af atomvåben, der er den ene af tre eksistentielle trusler mod menneskeheden og mange andre arter på Jorden – sammen med klimaforandringerne og den accelererede reduktion af mangfoldigheden af livet på vores blå og grønne planet.

Den helt aktuelle situation for verden med krigen i Ukraine og maksimal konfliktoptrapning mellem verdens to største atommagter er uhyre farlig. Det har bragt truslen om atomkrig frem igen i en skala, som ikke er set siden 1980’rne og med tydelige mindelser om Cuba-krisen.

Desværre er der for mange, der enten ikke har sat sig ind i, hvad en atomkrig ville betyde for livet på vores planet, eller også er de lige så kyniske og uansvarlige som dem, der i 1960’rne turnerede med parolen: Hellere død end rød. I dag hedder parolerne: Flyveforbudszone over Ukraine. NATO-fly til Ukraine.

Lars Løfgren, Steen K Petersen, Hans Aagaard, Bo Jensen, Torben Arendal, Holger Nielsen, Karsten Nielsen, Arne Albatros Olsen, Torben Kjeldsen, Søren Dahl og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar

Det er så uendeligt trist, at Information igen kun spørger selekterede såkaldte eksperter fra vestlige tænketanke og eksperter med vestlig militær baggrund. Hvorfor ikke høre den anden sides vurderinger? Det var jo nok meget nemmere at blive klog på, hvad ruserne mener, ved at spørge dem, frem for at spørge i USA, på militærakademiet eller på Oslo Universitet (selvom manden derfra måske nok var den eneste, der kunne betragtes som en nogenlunde uhildet ekspert). Hvorfor i det hele taget spørge militære eksperter om fred og afspænding. De er jo netop kun eksperter i militær brug, hvilket siden anden verdenskrig aldrig har skaffet os fred, demokrati, menneskerettigheder eller afspænding. Det er de jo netop IKKE eksperter i, men det er der andre, der er og dem hører vi ikke.

Lars Løfgren, Steen K Petersen, Pietro Cini, Estermarie Mandelquist, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Vest-Hansen, Per Dørup, Hans Aagaard, lars pedersen, Torben Arendal, John Andersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Endelig kommer der da en akseptabel metode til at hindre den globale naturkatastrofe. HURRAHHH!!!

" hvordan det internationale samfund ser på risikoen ved atomvåben. Og som Hans Kristensen påpeger, kan det styrke bevægelser, der vil reducere antallet af atomvåben og indgå nye kontrolaftaler."
Tja, men de snakker alle sammen om at øge styrken med soldater, våben, elektroniske tiltag ect. og kalder det for forsvar som meget hurtigt kan vendes til angrebsvåben.

Et farligt senarie.
Kunne Rusland, Kina og Nordkorea finde på at "arbejde" sammen mod den "onde" kapitalistiske verden også har vi pludselig en verdenskrig med A-våben i brug (det er jo bare én bombe der skal smides og 3. verdenskrig er i gang).
Putin kan sikkert presses så meget op i et hjørne at han søger hjælp andre steder.
Det er jo ikke sikkert at det stopper med Putin, men at de "kommunistske" lande står sammen og så er vesten på skideren.
Hverken Kina eller Nordkorea er specielt glade for vesten.

Hvordan ville Vesten så stå?

Det er vel i sidste ende et definerings spørgsmål om tiltag er angreb eller forsvar og hvilken side man står på.

Jørgen Larsen

Det er formodentlig allerede for sent - atomvåben vil blive spredt. Europa kan ikke stole på USA og må nødvendigvis råde over sig egen atom paraply.

Torben Siersbæk

@Palle Bendsen - 13. marts, 2022 - 00:40.

"Desværre er der for mange, der enten ikke har sat sig ind i, hvad en atomkrig ville betyde for livet på vores planet".

Jeg tror du kan finde en af de største idioter i den retning i Kreml.

Har du overvejet at oplyse ham?

Smelt sværd om til plovjern.
Vi har brug for mange færre atomVÅBEN. Samtidig har vi brug for mere CO2-fri energi som hverken er vejafhængig eller lægger beslag på naturen - derfor mange flere atomKRAFTVÆRKER.

Nu passer det så fint sammen at højt beriget uran og plutonium fra atomvåben kan fortyndes til reaktorbrændsel, hvorved det ikke længere kan bruges til våben.

Lad os gå ind i en fremtid hvor vi afskaffer både atomvåbnenes og klimaforandringernes eksistentielle trussel imod os.

Steen K Petersen

Der skal være plads til vi er uenige, men når det kammer over, igen og igen, selv her på Information hvor nogle skribenter debat niveau er på EB nations plan, hvor forhåndende, udskammende, barnlige bemærkninger og empati forladte indlæg, ikke bliver fjernet af Information, mens andres indlæg, som bidrager til debatten er fjernet, censureret, ja hvor Information knægter folks ytringfrihed, så siger jeg stop og har opsagt mit abonnement.

Tænk sig at Information, som jo bekendt er et produkt af en krig, som et barn født af krig og elendighed, kan svigte så meget, det er yderst betænksom.

Kom endelig med de forhåndende, udskammende, barnlige bemærkninger og empati forladte indlæg til min opsigelse, jeg selv forlader denne skude, i en redningsbåd, håber den holder.