Tiltalt for vold mod sambo: »Det var en superærgerlig situation«

Anklageren afspiller et lydklip med et opkald til alarmcentralen. Først hører vi en skrattende telefon. Så en hæs, grådkvalt stemme: »Ja, du snakker med Søren. Jeg er lige blevet overfaldet af min roommate.«

Anklageren sætter optagelsen på pause og kigger mod tiltalte, F, som sidder i vidneskranken. F er en 27-årig kraftig mand iført en lilla skjorte stoppet ned i koksgrå habitbukser samt sorte sneakers. Han har kort, gelefyldt hår med en sideskilning og et veltrimmet skæg.

»Genkender du stemmen?« spørger anklageren.

»Ja, det er Søren. Han er min roommate,« svarer F.

Anklageren genoptager afspilningen af lydoptagelsen.

»Jeg kan ikke være i lejligheden, for han slog mig …« siger Søren i telefonen.

Pludselig lyder et højt råb. Så en ubehagelig strubelyd. Telefonens mikrofon buldrer og brager, som om den blev tabt på jorden.

»Hallo?« siger manden fra alarmcentralen.

Intet svar.

»Er du o.k.? Hallo?«

Lidt efter vender Søren tilbage til røret: »Jeg er lige blevet overfaldet igen,« siger han med en spag stemme.

F er tiltalt for at tage kvælertag på Søren i deres lejlighed, og for – kort efter, mens Søren ringede 112 i deres baggård – at overfalde ham igen og slå ham i hovedet.

I retten forklarer F derimod, at det var Søren, der i deres lejlighed tog fat om halsen på ham og startede et slagsmål i raseri over, at F havde larmet natten inden.

»Det var en superærgerlig situation. To kammerater, der bliver uvenner på den måde,« siger F.

Musik startede skænderi

Søren sætter sig i vidnestolen. Han er i begyndelsen af 20’erne, har halvlangt brunt hår strøget tilbage og er iført en lysegrå striktrøje.

Han fortæller, at da de to boede sammen, spillede F ofte høj musik midt om natten. Den pågældende nat var Søren inde hos ham tre gange for at bede ham om at skrue ned. Det gjorde han ikke. Ved morgengry var Søren derfor »lidt sur i skralden«, så da F sagde til ham, at han »håber, det er o.k.«, svarede Søren: »Det er ikke o.k.«.

Og så blev F angiveligt hidsig.

»Han puster sig op og siger: ’Du kan også bare skride fra min lejlighed’, og jeg siger: ’Jeg betaler også husleje’, og han siger: ’Det er min fucking lejlighed’. Jeg tager min jakke for at gå ud. Jeg siger ikke mere, for jeg er rigtig bange. F stiller sig helt op i hovedet på mig og spørger, om han skal smadre mig.«

Søren fortæller, at han skubbede F væk, hvorefter F begyndte at slå løs på ham. Søren slog igen, og F tog kvælertag på ham i cirka fire sekunder. F’s kæreste, som overnattede hos F, kom ud fra soveværelset og fik dem hevet fra hinanden. Herefter flygtede Søren ud ad døren til bagtrappen med F i hælene, og efter lidt slåskamp lykkedes det Søren at komme ned i baggården, hvor han ringede 112. Dernede åbnede han porten ud til gaden, men F havde gemt sig bag den og løb frem og slog ham. Søren tabte telefonen og flygtede.

Anklageren viser fotos af Sørens ansigt taget efter episoden. De viser et blodsprængt mærke på kinden, en rød overlæbe og farvninger på halsen. Vi ser også fotos af F, som har et rødt mærke under øjet og på albuen.

Hvem slog først?

F’s daværende kæreste træder ind i salen i sorte løbesko. Hun har mørkebrunt hår, der bliver orange nede ved spidserne, og er iført en hvid striktrøje. Hun fortæller, at hun lå i sengen, da hun hørte de to mænd råbe. Da hun kom ud til dem, var de i gang med at »bryde«.

»Hvem slog først?« vil forsvareren vide.

»Det ved jeg ikke. Jeg hører bare tumult i køkkenet. Jeg ser ikke det første,« svarer hun hæst.

Hun fulgte ikke efter dem ned ad bagtrappen.

Sagens sidste vidne, Mathias, har meldt sig syg, så anklageren læser hans forklaring til politiet op i salen. Mathias bor i samme lejlighedskompleks og hørte Søren græde højlydt nede i gården. Da han kiggede ud ad vinduet, så han en mand springe på ham og slå ham. Han kunne ikke identificere manden.

Inden de afsluttende bemærkninger får vi at vide, at F er nyuddannet pædagog, og at han netop har fået arbejde i ungekriminalforsorgen. Under uddannelsen arbejdede han på et »behandlingssted for børn og unge med forskellige adfærdsudfordringer«.

Anklageren siger, at Søren og Mathias’ enslydende forklaringer samt optagelsen fra alarmcentralen beviser, af F har angrebet Søren, og at F derfor skal idømmes 60 dages betinget fængsel for vold.

Forsvareren mener til gengæld, at F skal frifindes, fordi ingen vidner så begyndelsen på episoden.

F får sidste ord og refererer til sin pædagogerfaring: »Jeg er vant til at håndtere udadreagerende situationer. Det er altså ikke, fordi jeg er gået amok. Jeg har forsøgt at konfliktnedtrappe.«

Dommerne forlader salen og voterer i 40 minutter.

Da de kommer tilbage, kendes F skyldig i vold og bliver idømt 60 dages ubetinget fængsel samt 80 timers ulønnet samfundstjeneste. Retten lægger vægt på, at F fortsatte med at angribe Søren igen i gården et stykke tid efter det første skænderi.

»Vi håber, det er en engangsforeteelse, og ikke noget, der sker igen,« siger retsformanden.

F nikker alvorligt og klør sig i øjenbrynet med tommelfingeren. Han anker dommen.

Søren er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.