Selv om han blev truet på livet af indsatte, troede han på det bedste i dem

Som forhørsleder var Erik Tranekær Jensen kontant.

Når en af de indsatte i Horsens Statsfængsel og siden Enner Mark Fængsel havde forsøgt at smugle hash ind, smadret en celle eller været oppe at slås, var det Erik Tranekær Jensens opgave at afhøre dem og give den rette straf. 

Han kunne aldrig finde på at råbe ad de indsatte. Han afhørte dem omhyggeligt i en kontrolleret, men hård tone. Og han havde fuldstændig styr på enhver paragraf, så de indsatte aldrig vidste mere end han. 

Han fratog dem ofte deres fritidsaktivitet eller sendte dem til et fængsel længere væk fra deres familie. De skulle straffes, så de lærte af deres fejl, mente han, men de skulle heller ikke straffes for noget, de ikke havde gjort.

Når han var færdig med et forhør, vendte han sig altid og gik ud ad døren med ryggen til den indsatte for at vise, at han ikke var bange, og at han stadig stolede på dem.

Erik Tranekær Jensen var fængselsansat i 36 år, og i løbet af sine 24 år som afdelingschef og forhørsleder skete det nogle gange, at han blev overfaldet af en indsat under et forhør og kom hjem til familien med hudafskrabninger, skæv næse eller en flænge ved øjet.

Men han dvælede aldrig ved ting, han alligevel ikke kunne lave om på. Han fortalte sig selv og sin familie, at de indsatte gjorde det i afmagt, og at han i det mindste var den, der kunne forlade fængslets mure.

Dagen efter et sammenstød trak han som regel i løbetøjet og løb 16-20 kilometer i skoven eller rundt om Bygholm Sø. Sådan løb han gerne omkring 60 kilometer om ugen for at tilgive, glemme og se fremad. 

Ratlåsen ved siden af sengen

Erik Tranekær Jensen voksede op på en landejendom i den lille by Eriknauer i Østjylland. Han uddannede sig til tømrer og mødte som 20-årig kvinden, der skulle blive hans kone gennem 47 år: Alis, som arbejdede i den pølsevogn, han spiste frokost i. 

Da parret fik deres første søn, uddannede Erik Tranekær Jensen sig til fængselsbetjent for at være mere hjemme hos familien, og han brugte i stedet sin tømreruddannelse til at istandsætte deres hus i Søvind uden for Horsens. Siden kom der tre sønner mere til.

På arbejdet skete det jævnligt for Erik Tranekær Jensen, at han fik kastet mælkekartoner fyldt med morgenurin efter sig. På museet i Horsens Statsfængsel hænger en dukke i en galge lavet af indsatte med »Tranekær« skrevet på maven, og en anden gang modtog han en flot indbundet bog med en nedtælling til hans død i.

Sådan en bog kunne han godt vise grinende frem til Alis, men ellers gjorde han meget ud af ikke at lade sit privatliv påvirke af de indsatte, og han talte næsten aldrig om dem derhjemme. 

Alligevel vidste Alis godt, hvis det havde været en af de dage, hvor hendes mand for eksempel var blevet skygget af en mystisk bil på vej hjem og havde været nødt til at køre en lang omvej. På de aftener hentede Erik Tranekær Jensen ratlåsen ude fra bilen og lagde den ved siden af sin seng til selvforsvar.

Erik Tranekær Jensen levede det meste af sit liv af salat og levertran og indtog hverken alkohol, is eller marmelade. Hans aktive liv smittede af på sønnerne, der dyrkede henholdsvis badminton og den japanske kampsport kendo på topplan, og Erik Tranekær Jensen kørte dem gladeligt til træning eller turneringer i Sverige og Belgien. Familien tog også ofte på ferie i Østrig, så Erik Tranekær Jensen kunne løbe i bjergene. 

Hvis en af sønnerne kom hjem med et brev fra skolen om, at han havde smadret en lampe, der skulle erstattes, røg han i samme grundige forhør som de indsatte. Og Erik Tranekær Jensen tøvede ikke med at ringe til skolen, hvis det viste sig, at det faktisk ikke var hans dreng, der havde ødelagt lampen. 

Stafet fra grænsen og hjem

I sit arbejde var Erik Tranekær Jensen især optaget af at hjælpe de indsatte ud som bedre mennesker og at give dem en meningsfuld afsoning. Han stod for flere aktiviteter i hallen eller på plænen og sørgede for, at den lokale badmintonklub kom og spillede mod dem. Han var også med til at arrangere en stafet hele vejen fra den tyske grænse og hjem til Horsens Statsfængsel, hvor de indsatte på skift løb med en betjent ved deres side.

Derfor var Erik Tranekær Jensen også respekteret blandt mange indsatte, der ofte ønskede ham med på udgang, når de skulle besøge deres nyfødte barn, til begravelse eller bryllup.

Da han i en alder af 64 år blev tvunget på pension, lavede han rundvisninger på Horsens Statsfængsel Museum og fik job som vikar på tre forsorgshjem. Her mødte han mange af sine tidligere indsatte, som skulle have et sted at bo, inden de fandt deres egen lejlighed.

I løbet af 2019 syntes Erik Tranekær Jensen pludselig ikke, han havde den samme energi til at løbe sine ture. Det viste sig, at han havde prostatakræft, og den spredte sig både til lymfer og knogler.

Det var uretfærdigt, syntes han. Og selv om han i marts 2021 blev erklæret uhelbredeligt syg, blev han ved med at tro på, at han ville blive rask. Alligevel sørgede han for at sælge huset og sin bil, og han bad sine børn komme hjem og spise middag én gang om ugen.

Den 9. december 2021 døde Erik Tranekær Jensen 67 år gammel. Hans bisættelse blev holdt på restauranten i Horsens Statsfængsel.