Flygtninge
Læsetid: 16 min.

For ukrainerne, der er indlogeret på Lykkens Gave, har modtagelsen været »fantastic«. Kontrasten til 2015 er slående

De ukrainske flygtninge bliver mødt med åbne arme i et Danmark oplyst i blå og gule farver. Det gælder også på det nedlagte plejehjem Lykkens Gave i Lyngby. Forskellen på nu og dengang, de syriske flygtninge kom hertil i 2015, er iøjnefaldende. Er den også rimelig?
På det nedlagte plejehjem Lykkens Gave bor 74 ukrainske kvinder og børn, som alle deler samme historie: De er flygtet fra krig. 26-årige Daria Levchencko (til højre) forklarer, at der er opstået en stærk følelse af samhørighed mellem kvinderne.

På det nedlagte plejehjem Lykkens Gave bor 74 ukrainske kvinder og børn, som alle deler samme historie: De er flygtet fra krig. 26-årige Daria Levchencko (til højre) forklarer, at der er opstået en stærk følelse af samhørighed mellem kvinderne.

Magnus Hove Johansson

Moderne Tider
26. marts 2022

På toppen af en lille bakke i Lyngby ligger Lykkens Gave badet i forårssol og lyden af fuglekvidder. Der er noget nærmest palæagtigt over den smukke gamle ejendom med de sprossede ruder, de eksklusive arkitektoniske detaljer og den kuperede have, som ved første øjekast minder om en park, men ved nærmere eftersyn afslører, at det vist er lang tid siden, der sidst var en gartner forbi.

Indtil for ganske nylig stod det gamle plejehjem tomt, og Lyngby-Taarbæk Kommune gjorde klar til at sælge det fra, så der kunne komme lidt ekstra millioner i kommunekassen. Men pludselig er den mondæne bygning igen blevet taget i brug, og på rekordtid er Lykkens Gave blevet genmøbleret med senge, spiseborde og sofaer, så stedet kan være et midlertidigt hjem for 74 ukrainske kvinder og børn på flugt.

I en sofa skiftes to små piger til at kilde hinanden, mens de skraldgriner. I køkkenet ved siden af står tre kvinder og vasker op, mens de taler, og i en sofagruppe sidder en kvinde og stirrer ned i sin telefon med et tomt blik. Flere går igennem rummet og henter mad, kaffe og glas.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

kunne ikke læse artikel men du spørger om det er rimeligt ? . Der må jeg svare at det simpelthen ingen mening giver sådan som dette blive håndteret i europa , så mit svar må være nej det er ikke rimeligt og af mange årsager . Millioner af folk fra Ukraine forlader landet i øjeblikket nogle fordi de boede i konfliktområder mens mange andre fordi dette er chancen er for at komme til vesten og få en bedst mulig start, det samme var tilfældet med Syrien og feks fra andre dele af asien . Som en nær bekendt fra øst europa forleden sagde til mig " det må jo indlysende være i vestens interesse at få denne befolkningstilvækst og fornyet indsprøjtning af arbejdskraft...de ved hvad de vil og især europas store industri motor : Tyskland" . En flygtning er en flygtning , basta og de skal behandles på samme måde MEN lad os for alt i verdenen få omskrevet definitionen på en flygtning . I disse år ser vi simpelthen en folkevandring som ikke er set før.Lad os håbe på snarlig fred i Ukraine således at folk kan få hjælp i Ukraine.

Steen K Petersen, Ib Christensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Lad os vente med at svare på det spørgsmål indtil flygtning nr. 100.000 fra krigen i Ukraine har søgt asyl eller 2 års ophold i DK.

Jan Fritsbøger

man kunne også spørge om noget helt andet, men måske endnu mere relevant,
er det rimeligt at vi bakker op om en verdensorden hvor mennesker har behov for at flygte,
er det rimeligt at vi accepterer militarismen og ligefrem selv dyrker/støtter den,
er det rimeligt at vi også dyrker og støtter grådigheden og egoismen og den deraf følgende ulighed/fattigdom,
ville det ikke være langt bedre hvis vi arbejdede på at skabe en verden hvor alle mennesker havde fred og sikkerhed for ordentlige kår,
og afholdt os fra at sikre os selv overflod og vanvittigt overforbrug, og endda har travlt med at rage endnu mere til os (økonomisk vækst i rige lande)
ville det ikke være bedre at vi erkendte vores ansvar for den verden vi alle lever i og gjorde noget for at skabe en bedre verden for alle.
hvorfor vil vi hellere simulere (hykle) medfølelse end gøre noget ved problemerne vi selv skaber.

erik pedersen, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, Franz Nitschke, Anne Schøtt, John Andersen, Marie-Christine Poncelet, Lene Grøstad, Inger Pedersen, Lars Løfgren, Mogens Bach Jensen, Per Hansen, Carsten Munk, Klaus Lundahl Engelholt, Ib Christensen, Kim Morten Nissen, Hanne Utoft, Steen K Petersen og Elisabeth From anbefalede denne kommentar

Lige før kirketid, er ovennævnte kommentar med de mange anbefalere velplaceret. Forlad os vor skyld!
Den bodsgang og placering af skylden for helvedes trængsler på jord er på sin plads.
Den er blot alt for sekulær protestantisk og selvcentreret: Mig og min/vor skyld.

Standsning af krige og ændring af handelsforhold, er grundlæggende nødvendige tiltag.
Men ethvert folks frigørelse er dets egen opgave, det hjælper ikke med tidligere undertrykkeres bodsgang og indsamling i deres sysklubber.
Der er ingenting som hindrer mennesker i Mellemøsten og i Afrika i at rejse sig til modstand mod udenlandske imperialister og internationale urimelige handelsaftaler – og lokale stikirend -drenge for udenlandske udsugere.

Men desværre, de har foreløbig valgt sig uduelige kompas og at satse på at øge deres velfærd med flest mulige børn.

Dansk udviklingshjælp er ekstremt destruktiv for selvstændig samfundsudvikling i Afrika- som at lette sin samvittighed med at få de ”stakkels hjælpeløse” til Europa og Danmark

Hvornår begynder vi at respektere mennesker fra Mellemøsten og Afrika ved for eks. ikke selvcentreret nærmest at ville bære al verdens skyld. Men Ok. Det er etmeget kirkeligt og protestantisk foretagende -selv om det er sekulært.

Eva Schwanenflügel

Det er tiltagende frustrerende og giver anledning til stigende vrede, når man ser, hvordan den ivrende imødekommenhed det officielle Danmark møder de ukrainske flygtninge med, modsvares utvetydigt af tvangsudsendelser af andre krigsflygtninge, der risikerer livet og friheden ved en tilbagesendelse til brutale diktaturstater.

Fra linket om den 18-årige afghanske folkeskoleelev, der nu skal tvangsudsendes til Taleban-styret:

"Jeg boede i Afghanistan, til jeg var ti år gammel. Min far var flygtet til Danmark, da jeg var seks. Mit liv i Afghanistan var meget begrænset af, hvad jeg måtte,” husker Usna og uddyber;

“Det var meget utrygt, da min mor var alene med min bror og mig. Hun havde et farligt job, fordi hun arbejdede som læge for Save the Children (Red barnet, red.). Det var ikke sikkert for en kvinde at arbejde for en amerikansk organisation.”

Frygten var med andre ord blevet en daglig følgesvend for Usna. I skolen var det ikke ualmindeligt, at hun blev slået, det var fuld ud tilladt. Transporten til og fra skolen skulle foregå under følgeskab af en mand. Hun måtte ikke forlade den hjemlige matrikel. Og frygten for at skulle sige sit efternavn, så folk fandt ud af, hvem hendes forældre var, sad dybt i hende. Hun husker også tydeligt, da hendes skole blev gasset, og hvordan der var en konstant frygt for, at hun skulle blive kidnappet. Alt dette var en del af hverdagen i Afghanistan."

"I chok over udvisning: Udvist fra 2. G til Taleban-regime"
https://www.sn.dk/frederikssund-kommune/i-chok-over-udvisning-udvist-fra...

Den letkøbte forklaring om, at vi altid føler os mere knyttet til dem, der ligner os selv, er ikke nødvendigvis specielt dækkende:

"På Interacting Minds Centre deler Andreas Roepstorff opfattelsen af, at de samme logikker, som gør sig gældende omkring de ukrainske flygtninge og vores ansporing til at hjælpe dem, ikke nødvendigvis har gjort sig (lige så gældende) for andre grupper af flygtninge. Men han har sværere ved at finde en biologisk eller antropologisk, entydig forklaring. 

”Er det beskæmmende? Ja, det er det, og i en grad, så man kan få en dårlig smag i munden. Men samtidig med, at man gør det, er det netop vigtigt at spørge, hvorfor det blev sådan. Og svaret er, desværre, at os-og-dem-skalaen er enormt tilfældig,” siger han og uddyber:

”Der er ingen objektive grænser mellem ’os’ og ’dem.’ Nogle gange er ’os’ dem i Nordeuropa, som er protestantiske. Nogle gange er det svenskerne. Det, der er besynderligt, er, hvor hurtigt ukrainerne bliver set som ’os’ og russerne, som med enhver form for objektivitet ligner ukrainerne mere, end ukrainerne ligner os, pludselig bliver set som fjender.”

De, der forstår allerbedst, hvad det er, ukrainere bliver udsat for, er syrerne, der på egen krop har erfaret, hvordan det er at blive beskudt med ulovlige våben som klyngebomber.

Andreas Roepstorff tilføjer, at der ironisk nok kan være en tendens til, at man ’slår hårdere ned’ på dem, der ligner en selv mere, men som pludselig bliver ’anderledes’. Derfor har grænsedragninger ofte stærk symbolsk betydning.

”Der er mange lag af påvirkninger: Historisk kan vi måske genkende frygten for, at lille land med stærke naboer bliver angrebet. Samtidig er vi påvirkede af den politiske retorik om, hvem der er venner og fjender, så det ender med at blive en mærkelig cocktail af tilhørsforhold, globale overvejelser og aktuel konflikt, der sætter rammerne for, hvem der er os og hvem, der er dem,” siger han.

I den verserende debat er aktørerne delt i flere lejre med hensyn til de oplevede forskelle i engagement. Der findes dem, der minder om, at der også fandtes og stadig findes et oprigtigt stort engagement for at hjælpe alle flygtninge (og som mener, at disse indsatser ikke bør underkendes) og der findes dem, der diplomatisk ytrer sig med vendinger som ’alle flygtninge har ret til det samme’. Og endelig findes der dem, som italesætter de oplevede forskelle som reel racisme og diskrimination.

Andreas Roepstorff forholder sig primært til, hvad der bør være konsekvensen af, at den debat overhovedet findes:

”Hver gang man på nogen måde trækker den grænse for, hvem der er dem, og hvem der er os, må man holde et spejl op foran sig selv. Man må spørge sig selv, hvorfor vi ikke reagerede på samme måde med syrerne. Om de i højere grad blev opfattet som noget, der var fjernt og langt fra os, selvom vi nu ved, at Syrien er ikke så langt fra Ukraine, som vi tror, og at det er de samme piloter, som bombede i Syrien, som nu bomber i Ukraine.  Vi kan ikke gøre noget ved det retrospektivt, men vi må kigge på det og stille spørgsmål. Og her bliver det måske lidt rørstrømsk, men den verden, hvor folk tager den følsomhed på sig, er den verden, jeg gerne vil være i.”

Selve krigen gennemhuller argument for forskelsbehandling.

"Derfor er civilsamfundet i selvsving over Ukraine: Vi er handlesyge og selvmodsigende væsener"
https://www.altinget.dk/artikel/256371-derfor-er-civilsamfundet-i-selvsv...

Der er faktisk en langt mere valid forklaring på, hvorfor flygtninge fra Ukraine bliver behandlet helt anderledes end flygtninge fra andre krige: det er politisk opportunt.

Sammenholdet skal styrkes mod 'den fælles fjende', Putin og Rusland, og befolkningerne skal bakke op om øget militarisering af Vesten.
- Ellers er det jo lidt svært at forklare, hvordan det kan være, at Ukraine er et nærområde, når Rusland ikke er det.

Samtidig skal vi ikke tage ansvar for vores egne krige og de flygtningestrømme de har skabt.

Og sidst, men ikke mindst, så er det også altid belejligt politisk at have en indre fjende i landet man kan pukke på og beskylde for nedskæringer af velfærden, boligmangel og arbejdsløshed.

Meget nemmere end at lukke skattehuller og få de rige til at bidrage til samfundet.

Lene Grøstad, Hans Larsen, erik pedersen, Arne Albatros Olsen, Lone Hansen, sys jensen, Palle Bendsen, Ib Christensen, Finn Jakobsen, Carsten Munk og Minna Rasmussen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Er der ikke et helt medmenneskelligt forhold der gør at man holder med den lille mod den store? Forudsat at man ved hvem den lille og den store er. I Ukrainekonflkten er det da vist nemt. Og læg mærke til at det er ganske få der siger at det er russerne der er dem og ukrainerne der er os. Tværtimod bliver hele tiden sagt at der er regimet, Putin der er fjenden. Mig forekommer det besynderligt at der stilles spørgsmål til om ukrainerne har det for godt i forhold til syrerne. Da syrerne kom havde der været borgerkrig i Syrien i fire år. Da ukrainerne kom var der gået en uge. Borgerkrigens ofre har været svære at identificere . Var det kurdere, kristne, alawitter, shia eller sunni eller andre ikke anerkendte islamiske sekter. Var det IS eller var det demokratiforkæmpere. Og ja det er nemmere at identificere sig med nogle der har en kultur der ligner ens egen. Men var vi ikke mange der støttede vietnameserne, de sorte mod apartheid og ungarerne og tjekkerne mod Sovjet. Fordi de var de svage.Jeg er fuldstændig klar over at der begås så mange urimelige fejl i flygtningesager sidst med den afghanske pige, men det gør da ikke modtagelsen af ukrainerne betænkelg og giver en dårlig smag i munden, som der skrives i artiklen i Altinget som Evs Schwanenflügel har lagt op. At hjælpen skulle være til for at legitimere oprustning kan jeg ikke se, samtidig med at Vesteuropa beskyldes for at have snorksovet og netop ikke har ønsket at opruste de sidste 20 år.

Thomas Bindesbøll, Flemming Olsen, Carsten Bjerre og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Knud Nielsen.
Du rammer hovedet på sømmet med ordene ”Men ethvert folks frigørelse er dets egen opgave …” Og du rammer det samme søm lige så præcist, når du påpeger, at alt for mange liberale, vestlige går til emnet med en forestilling om, at de ”stakkels hjælpeløse” bedst eller kun kan hjælpes med pengegaver og asyl i eller immigration til vestlige lande. Stakkels hjælpeløse og uvidende mennesker, de ved jo ikke bedre, og alle deres fortrædeligheder er jo ene og alene ”vores skyld”.

Forøvrigt mener jeg ikke, det der med skyldsfølelsen er sekulært. Begreberne ”Fædrenes synder” og ”Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa” har dybe rødder i kristendommens . Jo, de har måske gennemgået en sekulær metamorfose, men ideen er oprindeligt 100% religiøs og viser blot, hvor meget vores kristne arv stadig i 2022 påvirker os.

Arne Albatros Olsen

Ps. Eva Schwanenflügel

Modsætningen i modtagelsen af "hvide" og "brune" flygtninge vil blive yderligere forstærket frem mod sommeren, når hvedepriserne går amok i Mellemøsten, og sandsynligvis vil udløse nye flygtningestrømme nordpå.

Alt sammen på grund af sanktionerne der forbyder eksport af hvede og kunstgødning fra Rusland.
Ukraine kan heller ikke eksportere noget for tiden, da alle dets havne er blokeret af Rusland.

Det er en følgevirkning af de hovedkulds og tankeløse sanktioner, som vesten må tage på sin kappe.

Arne Albatros Olsen

Hør evt. "Verden I følge Gram" fra I dag d. 30-3, som beskæftiger sig indgående med denne problematik.

jens peter hansen

Øh der er da vist gået noget helt galt i mit indlæg, som har en mærkværdig masse enslydende gentagelser. Nok kan det svipse med hukommelsen, men det her er vist maskineriet. Ak ja.