Brevkassen: Kan jeg bede mine forældre om at gå i terapi?

For 15 år siden blev mine forældre skilt. Det var en hård skilsmisse, hvor den ene havde fundet en anden, og der er stadig meget bitterhed imellem dem. Ved store mærkedage skal mine søskende og jeg vælge, hvem vi vil have med, for stridsøksen er ikke begravet. Det sker, at de begge indvilger i at dukke op, blandt andet da min yngste bror blev student. Men det er aldrig rigtig hyggeligt, når vi er sammen. Min mor har travlt med at overbevise os om, at det er rart og godt. Og min far gør intet for at gøre det bedre.

Jeg ville virkelig ønske, at de kunne få det til at fungere. Derfor har jeg tænkt på at spørge, om de vil tage i terapi sammen. Ikke i parterapi, men forældreterapi. Inden for et par år skal de være bedsteforældre, og jeg orker ikke, at det skal fortsætte med akavethed og dilemmaer om, hvem der skal inviteres til babys fødselsdag og navngivning. Men kan jeg tillade mig at bede dem om det?

– Storesøsteren

Svar I:

Det er en træls situation, som dine forældre har bragt dig og dine søskende i. Det kan de ikke være bekendt, faktisk, men nogle gange går tingene helt i hårdknude. Jeg tror, at professionel terapi bliver akavet 15 år efter skilsmissen. Jeg ville i hvert fald selv være meget skeptisk indstillet, hvis jeg skulle deltage.

Men måske kan du selv afholde en form for terapi, hvis du magter det. For eksempel ved at invitere dem med i et sommerhus, som du låner/lejer (ingen af dem må være på hjemmebane).

Når du inviterer, skal du være åben om, at det handler om, at du og dine søskende er kede af, at I ikke kan være sammen – ikke mindst, når I på et tidspunkt skal have børn. Alene det bør få dem til at indse, hvor fjollet det er. Invitér telefonisk, og begynd med den forsmåede part, for det er formentlig stadig forsmåelsen, der trykker. Når han eller hun er om bord, ringer du til den anden og siger netop det – og så har I en terapitur (find på et andet navn). Du skal være i topform. Det er dig og dine søskende, der er de voksne, og som skal lede samtalen og fylde de pinlige huller ud. Så mærk efter, om du kan klare det. Der skal være soveværelser og rødvin nok.

– Kristian Villesen

Svar II:

Som skilsmissebarn kan jeg kun forestille mig, hvor kede af det du og dine søskende må være over, at dine forældre ikke kan enes. Skilsmisser planter en sorg, som vil følge én resten af livet og især ved store livsbegivenheder. Det gør det kun værre, hvis din mor og far ikke har taget deres ansvar på sig og lært at være i rum sammen uden pinlige spændinger.

Personligt synes jeg dog, at det virker grænseoverskridende at bede to voksne mennesker, som har valgt at gå en anden vej i livet, om at gå i forældreterapi. Især fordi det lyder til, at du og dine søskende er blevet voksne og ikke længere bor hjemme. Det er meget for dine forældre at skulle forpligte sig til, og jeg kan godt forstå, hvis de har et behov for at komme videre hver for sig.

Jo ældre og mere voksen, man selv bliver, jo mere går det op for én, at forældre ikke er overmennesker, men individer med styrker og svagheder, fuldstændig ligesom alle andre. Hvis jeg var dig, ville jeg øve mig i at se på alt det gode, dine forældre gør for dig – hver for sig – og glæde dig over det, de giver, i stedet for det, de ikke kan give.

Og hvis det bliver helt umuligt til de der fælles begivenheder, så synes jeg, at du som storesøsteren i familien skal indkalde til familiemøde over en kop kaffe og en kringle, hvor I alle sammen – mor, far og brødre – kan få talt igennem, hvordan I kan være familie sammen på en rar måde i fremtiden.

– Laura Friis Wang