Brevkassen: Min veninde er sin mand utro – skal jeg moralisere?

Forleden fortalte min veninde mig i fortrolighed, at hun har mødt en ny. Min begejstring var dog lunken, eftersom hun i forvejen har én, ja, faktisk to: Hun er gift og har et barn.

Efter en længere udredning om hendes møde med ’den anden’ erklærede hun, at hun nu havde brudt kontakten helt. Klogt valg, bifaldt jeg. (Det holder ikke længe, tænkte jeg). Allerede næste dag måtte hun bekende, at hun var faldet i igen.

Jeg har mest lyst til at skælde hende ud, men jeg ved jo godt selv, i nogenlunde samme livssituation, at man efter mange år godt kan blive fristet.

Er det bare noget, der hører til denne livsfase i snart-40’erne? Og er det noget, jeg skal acceptere at lægge øre til, ligesom når folk taler om sort arbejde? Eller må jeg godt sadle op på den høje hest?

— Ven

Svar I:

Alexandre Dumas den Ældre har sagt, at ægteskabet er så tungt at bære, at man ofte må være tre om det. Et citat, brevkasseredaktøren to rule them all, Tove Ditlevsen (den ældre, ikke den yngre), var glad for, men hun troede ikke, at utroskab var løsningen. »Det fører til noget værre rod. Så må man retfærdigvis være fire om det, og så bliver det et nyt ægteskab, som nok ikke bliver bedre, for nissen flytter med,« sagde hun klogt.

Jeg er af den holdning, at man ikke kan få det hele. Man kan ikke både få faren/moren til sine børn og det faste parforhold med alt, hvad det indebærer, OG al den sex og spænding med andre, som man har lyst til. Man må skide eller stå af potten.

Du har ikke brug for, at jeg eller Ditlevsen belærer dig om utroskabens ulyksaligheder, men det har din veninde heller ikke. For man ved aldrig, hvordan det er at være i en andens forhold. Mine venner har været ved at rive håret af sig selv, når jeg ikke fulgte deres råd og gik fra en mand. Du kommer til at lægge ører til meget, før de falder af, for det er næppe en fase. Så jeg vil have saddel og seletøj klar til den høje hest, her får du en hestesko til at komme op på den. Men du kan ikke forvente, at din ven retter sig efter det. Voksenskældud kan få den anden til at censurere sig selv, og det er jo ærgerligt i et venskab, hvor man ellers kan være det tredje sæt ører og skuldre til at bære det tunge ægteskab.

— Lise Benthin Præstgaard

Svar II:

Om det er en »livsfase«, hun skal igennem her på kanten af 40’erne? Tjah, bom bom. Er det ikke mest noget med at begynde at gå i stramme T-shirts og løbe maratonløb? Men føj for den, fordi hun har inddraget dig i sit eventyr, så har du fået dit eget lille realityshow på halsen, og der er ingen præmier i vente, kun gråd og tænders gnidsel, når den sidste før eller senere bliver stemt hjem fra øen.

Det er spildte Guds ord på Balle-Lars at skælde ud. Din ven er et voksent menneske, og hun ved formentlig godt, at det, hun har gang i, er risikabel adfærd. Det skal ikke afholde dig fra at sadle højhesten og forklare hende, hvad du mener – det kan du for så vidt gøre stille og roligt eller MED STORE BOGSTAVER, der er frit valg – dog skal du ikke forvente, at hun justerer sin adfærd, det er nok mest for din egen skyld, så du kan sige til dig selv, at »du har gjort noget«.

— Bo Elkjær