Brevkassen: Min veninde stjæler småting. Skal jeg stoppe hende?

Jeg har en veninde, som rapser. Det sker, at hun fortæller – som en sjov anekdote – at hun har snuppet en neglefil i Matas, taget et net appelsiner ude foran et supermarked eller stjålet en kaffekop fra en café. Enkelte gange har hun også gjort det, når hun har været sammen med mig. Jeg har egentlig bare grint og ikke tænkt videre over det. Men gør det mig medskyldig? Bør jeg sige noget til hende? Eller i det mindste bede hende om at lade være med at gøre det, når hun er sammen med mig? Vi er begge i midten af 20’erne, så måske er det noget, hun vokser fra. Men bør jeg i virkeligheden være bekymret? Hun læser på universitet, kommer fra en kernefamilie og har ingen andre laster, men har altid været den lidt vilde pige i venindegruppen.

– Veninden

Svar I:

Jeg synes, det lyder barnligt. Ærligt talt, er det ikke sådan noget, man lige skal prøve kræfter med, når man som 12-årig er på spejderlejr og kommer forbi en kiosk i Ry og gerne vil vise den lidt ældre patruljeleder, at man som yngstemand skam godt tør at putte en King Size Marsbar ned i sidelommen på de bukser, man kort før sommerlejren har købt nede i militærets overskudslager? Ja, det er et selvoplevet eksempel, og jeg vil gerne sige undskyld til den pågældende kioskejer i Ry, som helt sikkert – og det er, kan jeg godt afsløre, en klassisk fejl – troede, at små drenge i blå spejderuniformer repræsenterede godheden selv, hvorfor han ikke holdt tilstrækkeligt øje med hylden med chokoladebarer.

Når du fortæller, at din veninde ovenikøbet har behov for at prale med det bagefter, kommer det til at lyde endnu mere barnligt. For det gjorde vi også den sommerdag i Ry. Ude i solen og på sikker afstand af kiosken hev vi med fingre, der stadig var fugtige af håndsved, tyvekosterne op af militærbukselommerne og viste dem stolte og lettede frem til de øvrige patruljemedlemmer. Vi var alle en del af klubben.

Helt seriøst, prøv at sige det til hende. At du synes, det er barnligt. Ingen gider at være barnlig. Som minimum vil hun fremover ikke involvere dig i sine småtyverier, og så er problemet jo løst set fra din side.

– Kristian Villesen

Svar II:

Ja, du skal sige noget til hende. Ikke bare for din egen skyld, men også for vores andres. Det fede ved, at vi ikke alle sammen render og rapser ting, er jo, at grønthandleren kan stille sine frugter ude på gaden, at den studerende kan efterlade computeren på cafébordet, mens hun går på toilettet og så videre.

Men du skal først og fremmest sige noget til din veninde, fordi du er hendes ven. Det lyder ikke, som om din veninde har gang i et anarkistisk oprør mod systemet og the big corporations, men at hun har en brist. Én af de gode ting ved at have rigtige venner er, at de fortæller det til én, når man er galt afmarcheret. Det er ikke de sjoveste samtaler, men min erfaring er, at de både kan styrke og redde venskaber.

Mit forslag vil være, at du begynder med at spørge åbent, hvorfor hun gør det. Du kan også fortælle, at det gør dig utilpas (det burde i hvert fald afholde hende fra at gøre det, når du er sammen med hende). Og hvis du er bekymret, kan du jo fortælle hende hvorfor. Hvis hun ligefrem er kendt i vennegruppen for at smårapse, hvem kigger I så på, den dag et lækkert halstørklæde eller et smykke er forsvundet fra festen?

– Lene Munk