Hos Cristiano Ronaldo er orgiet skiftet ud med træningens matematiske nådesløshed

Den 12. marts i år blev Cristiano Ronaldo den mest scorende, mandlige fodboldspiller i historien.

Med sit hattrick i Manchester Uniteds 3-2-sejr over Tottenham kom den portugisiske superstjerne op på 807 mål i sin lange karriere, og det fejrede han naturligvis med sin legendariske jubelscene.

Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro, der fyldte 37 for to måneder siden, er et studie i krop og jubel. Han tager tilløb, springer kraftfuldt opad og fremad, måske som en gentagelse af den figur, han tegner i luften, når han svævende header bolden i mål. Så fejer han armene om bag hofterne på sig selv. Det er en spydsk, næsten militant manøvre, en lille dans, som er hans egen koreografi, og som bliver gentaget i ét væk verden over, når børn med løse mælketænder og snavs på knæene leger ’Ronaldo’.

Filosoffen Peter Sloterdijk foreslår i sit kapitel om »Højdens psykologi« i bogen You Must Change Yourself, at selve den vertikale opstigning, springet, svævet, har noget at gøre med det religiøse.

Selvfølgelig svæver Ronaldo, fordi han header bolden i mål, og når han saksesparker. Det er jo bare hans job. Men selve attraktionen i den vertikale opstigning er både som metafor og rituel praksis helt central ved religion, siger Sloterdijk. Vi finder den i alle trosretninger, kristendommen, jødedommen, islam, buddhisme.

Men at hæve sig op på den måde og forlade jorden er også farligt. Ikke i den forstand, at man kan falde ned igen og slå sig (lidt ligesom et kikset saksespark) – men det er en farlig tanke. For hvor kommer energien i springet og svævet fra? Nedefra, det vil sige ved egen kraft? Eller er det snarere en guddommelig magnet, som uforklarligt trækker i den springende oppefra? Er det noget, mennesker gør, eller er det noget, Gud gør?

I kristendommen har man ord for de to slags energier: Den energi, der kommer nedefra og ved egen kraft, er menneskets begær. Det er den, der synes at sige »Jeg vil selv!«, og den kaldes eros.

Den, der kommer fra oven og pludseligt bryder igennem og hæver mennesket op og får det til at springe, kaldes agape.

Når mennesket selv springer, er det erotik. Når Gud får mennesket til at springe, er det en nådegave. Den vertikale opstigning udtrykker en gennemtrængning af lag, højere og højere op, som udtrykkeligt overskrider den menneskelig formåen. Det er derfor, siger Sloterdijk, at den er hjertet af religiøsiteten.

Ronaldos hop og svæv er ikke religiøse i sig selv, men udtrykker under alle omstændigheder noget fantastisk; et puf opad, lige lidt mere, temmelig meget mere faktisk, og så hænger han dér, indtil billederne af ham tager over og fastfryser ham svævende og opløftet.

Ronaldo jubler, som han plejer, efter en scoring mod Tottenham i Premier League.

Phil Noble

Mere pornografisk end erotisk

Ronaldos krop synes konstrueret med akrobatisk akkuratesse. Læg dertil historien om de mange timers hård træning: Det er ikke bare en krop, der fortæller, at den kan en hel masse (for sekundet efter at kollapse). Det er en vedholdende krop, der bliver hængende i eksponeringsøjeblikket.

Fodboldkommentatoren Morten Bruun udtalte engang, at Ronaldos ryk op i banen mod målet havde en »vulgær« undertone. Som om han i en total blottelse, langt mere pornografisk end erotisk, bare skulle penetrere spillet og banen hurtigst muligt og allermest effektivt fra punkt A til B.

Viagra-seksualitet er det vel. Altid og for evigt eksponeret, med et stænk af noget utroværdigt og retoucheret, hvor enhver støj og grums, enhver modstand, er fjernet. Ronaldos krop ligner noget, der er tegnet op med præcisionspen.

Pleje og polere

Det gælder om at have det godt og være i balance. Som filosoffen Slavoj Zizek bemærker i bogen The Parallax View:

»Er denne idé om at have det godt, at opnå selvrealisering og selvopfyldelse, i virkeligheden ikke et spørgsmål om at undgå den excessive nydelse, at finde en eller anden form for homøostatisk balance?«

Problemet er, siger Zizek, at den konstante jagt på den balance mellem fitness og wellness bliver en asocial affære. Vi sidder i hver vores træningslokale og masturberer til vores eget selvbillede.

Ronaldo inspirerer ikke til en hedonisme, hvor man kaster sit begær ud i verden. Snarere er idealet en ensom behovsopfyldelse, hvor kroppen hele tiden skal piskes til balance: »Så hav det dog godt, for helvede!« Til sidst ender kroppen med at være brutalt meningsløs, selv om den er det eneste, man kan arbejde med.

Når knapperne på Ronaldos skjorte er lige ved at briste, er det ikke, fordi sportsidolets begær åbner sig for verden – sådan som det var tilfældet med Manchester Uniteds George Best tilbage i 1970’erne. Man havde en forestilling om, at Best ville springe på alt, hvad der havde en puls. Det var hedonisme i lunken diskobelysning. Det er tværtimod, fordi ensomheden og arbejdet med at pleje, passe og polere denne krop, Ronaldos krop, som er halvt privat og halvt offentlig, halvt træningsbane og halvt hudprodukt, er ved at sprænge den indefra. Den er fanget i sin egen eros.

George Best-kroppen er tydeligvis ude på sex, og den afspejler libertinerens forsøg på at frigøre nydelsen i sig selv.

Orgiet

Pierre Choderlos de Laclos beskrev i sin anonymt udgivne brevroman Farlige forbindelser fra 1782, hvor meget libertineren kan erobre af verden, men også hvor hårdt hans verden kan bryde sammen, når de sindrige manipulationer og rænkespil giver bagslag.

Ronaldo-kroppen står ikke i gæld til Laclos eller for den sags skyld den danske variant, Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog. I stedet stræber den efter matematisk eksakthed. Den kan maksimere og elske sig selv og derved nå sit mål. Det er kroppens kærlighed (til sig selv) udmålt i kvantificeret velbehag og socialt blær. Vi taler ikke George Bests hurtige knald, men om nydelsen i det perfekte hofte-talje-mål og glæden ved den mest formidable fedt-muskel-ratio.

Ronaldo-kroppen er snarere arvtager til Marquis de Sades Justine eller dydens genvordigheder fra 1791. Her lærer Justine, naturligvis mod sin egen, dydige vilje, at lade sig indrullere i det mørke aristokratis ritualisering af kroppe.

Det vilde ved de Sade er ikke så meget, at han udpensler erotikkens sadistiske og masochistiske karakter, som han ellers er kendt for. Nej, det er snarere den renhed, hvormed kroppen portrætteres som helt og aldeles rationel: Det, Justine skal lære, er hverken, at kroppen skal overgive sig til ægteskabet, at den skal forplante sig eller uforfalsket deltage i nydelsen, men at den er et stykke mekanik, som føjer sig til en endnu mere spidsfindig systematik, nemlig fornuften af geometriske former: orgiet.

Den ’syge’ morale hos de Sade er, at Justine er en borger, der må indordne sig under samfundets oplyste orden, på samme måde som kroppen må indordne sig under orgiet.

For nu at sætte det på spidsen: De Sades roman handler ikke om sex, men om samfundet.

Hos Ronaldo er orgiet skiftet ud med træningens matematiske nådesløshed. Samfundet er forvandlet til summen af de sociale medier. Sexremedierne hos de Sade er blevet til maskinerne i fitnesslokalet, hvor man er sammen uden at være sammen.

De Sade jublede sardonisk, når 50 afklædte mennesker lå på gulvet sindrigt foldet ind i en kompleks og altså oplyst figur. Ronaldo går Instagram-amok sammen med over 320 millioner følgere, når han har taget hundrede armbøjninger.

George Best udtalte engang, at hvis han skulle vælge imellem at score et langskudsmål mod Liverpool og at gå i seng med Miss World, ville det være et umådeligt svært valg.

»Heldigvis fik jeg begge to.«