Da Hanne Lauridsens schæfer blev udtaget til konkurrencerækken, festede de hele natten

Egentlig var Hanne Lauridsen og hendes mand, Svend, bare mødt op til hundetræning, fordi deres nye golden retriever skulle lære at gå ordentligt i snor. Men der gik ikke længe, så var Hanne Lauridsen fuldstændig bidt af det. Det var, som om alt arbejdet med hunden kom tredobbelt tilbage, når den pludselig kunne udføre en ordre, de længe havde trænet, og de næste 30 år blev Hanne Lauridsen fast inventar i Viborg Politihundeforening.

De trænede lydighed, sporarbejde og eftersøgning i skove, men en golden retriever var ikke egnet til et politihundeprogram, og Hanne Lauridsen fik sig derfor schæferen Aslan. Makkerparret trænede hele dage og weekender for at klare udtagelsen til konkurrencerækken, som kun fandt sted én gang om året. Hanne Lauridsen var lykkelig, da hun klarede den, og den nat festede klubmedlemmerne så meget, at de stadig i dag kan grine og sige: »Kan I huske dengang, Hanne fik sin første hund kåret?«

De mange timers træning foregik dog ikke uden frustration. Nogle gange kunne hun være på træningsbanen en hel dag for så at komme hjem og sige: »Den lærer det aldrig«. Så kunne Hanne Lauridsen bruge timevis på at spekulere over, om der var noget galt med hendes træning, om hun kunne gøre noget anderledes. Hun iagttog hundens kropssprog for at afkode, hvornår det gik galt, og hjemme tog hun ofte bøger om hundetræning frem for at slå op eller læse sine gamle notater.

Selv om hun blev frustreret, blev hun aldrig gal på hunden, når det ikke ville lykkes. »Vi har jo med dyr at gøre,« sagde hun altid. »Det er ikke en maskine. Det er levende væsener, og de kan fejle, lige så vel som vi andre kan.«

Hanne Lauridsen nåede at træne fire schæferhunde op fra bunden. Med en af dem gik hun hele vejen til den højeste klasse, som kaldes ’vinderhund’, og med en anden vandt hun patruljeklassen i sin landsdel. Samtidig trænede hun selv hold og var dommer ved konkurrencer.

I gode hænder

Hanne Lauridsen voksede op i Viborg som nummer to i en søskendeflok på fire. Som 15-årig mødte hun Svend Lauridsen, som også kom fra Viborg. De blev kærester, Hanne Lauridsen tog realeksamen og uddannede sig til sygeplejerske, og Svend uddannede sig til smed. I 1976 blev de gift, flyttede sammen i byen og fik sønnen Christian. Tre år efter kom datteren Anne til.

Der var tre ting, der betød noget for Hanne Lauridsen: hendes familie, hendes hunde og hendes arbejde. Sine børn talte hun i telefon med dagligt, og børnebørnene så hun mindst en gang i ugen, ligesom hun gerne fortalte kollegerne om både dem og hundene. På Regionshospitalet i Viborg var Hanne Lauridsens kærlighed til sit arbejde heller ikke til at tage fejl af.

Som operationssygeplejerske inden for kar- og urinvejskirurgi var hun kendt som en garvet, effektiv og vellidt sygeplejerske. Når Hanne Lauridsen var den ansvarlige operationssygeplejerske på en operationsstue, var der fuldstændig styr på tingene. Skulle der opereres fem patienter på stuen en dag, fik hun fra morgenen styr på instrumentbakker, slanger, afdækning, forbinding, handsker og så videre. Udstyret var testet af, alt virkede, intet var overladt til tilfældighederne. 

Da Hanne Lauridsen blev koordinator og afdelingssygeplejerske, satte hun fortsat en stor ære i, at alt ude på operationsstuerne fungerede. Samtidig vidste hun, hvor travlt man kunne have, når der skulle mange patienter igennem en stue på én dag. Ofte tilbød hun derfor at hjælpe med at rydde af og gøre klar til den næste, så hendes kollega kunne få en tiltrængt pause. Det administrative arbejde måtte vente, og ofte arbejdede hun over for at nå det hele. Patienterne og hendes kolleger var det vigtigste, og så måtte det være sådan.

Den femte schæfer

Hanne Lauridsen havde kun været på efterløn et års tid, da corona kom, og der blev brug for ekstra sundhedsfagligt personale. Hun trådte til med det samme og hjalp blandt andet med at vaccinere sygehuspersonalet på sin gamle arbejdsplads. Samtidig kunne hun selv bestemme, hvor mange timer hun ville arbejde, og det passede hende godt, for hun havde jo også hundene og familien.

Der var især én ting, hun gerne ville, nu hvor hun gik hjemme. Hunden Xassan var ved at blive gammel, og Hanne Lauridsen var klar til at få sin femte schæfer og endnu en gang starte forfra med at træne en ny hund. Det glædede hun sig til, men sådan blev det desværre ikke. I februar 2021 fik hun konstateret kræft, og i oktober gik hun bort.