Journalist tiltalt for at dele private oplysninger: »Vi må ikke gå ind og censurere pressen«

Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I en byret er en mand tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via Messenger
Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I en byret er en mand tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via Messenger

Mia Mottelson

Moderne Tider
16. april 2022

»Den her sag kunne godt gå hen og ende i Højesteret,« siger anklageren, da retssagen er slut, og alle andre har forladt lokalet.

Der er endnu ikke faldet dom. Sagen er af så kompleks karakter, at domsmændene har udbedt sig mere betænkningstid. Hvad det ender med, vender vi tilbage til.

Et par timer tidligere sidder en velklædt og lettere nervøs K i vidneskranken. Han er tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via beskedtjenesten Messenger.

Han nægter sig skyldig.

Almindelig praksis

»Vi skal et par år tilbage,« indleder anklageren og spørger, om det kan passe, at K på daværende tidspunkt var journalist på et dagblad.

K svarer, at han på det tidspunkt arbejdede på dagbladet, men at han i mellemtiden har fået nyt job. I sit virke som journalist dækkede K en sag mod B, der på det tidspunkt var sigtet for at have frihedsberøvet og voldtaget en kvinde. En sag, han senere blev frikendt for.

»Lavede du noget baggrundsresearch, inden du skrev om sagen?« spørger anklageren.

K forklarer, at han søgte efter B på Facebook og skrev til en kvinde på Messenger, som han kunne se, at B var venner med.

»Som journalist er det en meget almindelig praksis, at du samler informationer for at danne dig et indtryk,« siger han.

Informationerne skulle han bruge til at blive klogere på B som person, siden det var en meget alvorlig sag, han var sigtet i.

Anklageren begynder at læse korrespondancen mellem K og kvinden op.

»Hej. Jeg hedder K og er journalist. Jeg kan se, at du kender B. Må jeg spørge, hvor godt du kender ham?«

Kvinden skriver, at hun først vil vide, hvorfor K spørger hende, hvortil han svarer, at B er sigtet i en sag. Da hun spørger, hvad han er sigtet for, svarer K, at B er sigtet for at have voldtaget en kvinde. Undervejs i samtalen lover K, at han kun vil bruge de informationer, kvinden giver ham, til sin egen baggrundsinformation.

»Da du skriver, at B er sigtet for at have voldtaget en kvinde, var du da vidende om, at der var nedlagt navneforbud i sagen?« spørger anklageren.

Det var K, forklarer han, men han mente ikke, at det var at bryde det i en Messengertråd. Anklageren spørger, om han tænker, at situationen kunne være krænkende.

»Hvis jeg havde vidst, at det ville blive betragtet sådan, havde jeg nok overvejet det en ekstra gang,« svarer K.

Journalistik er som en tragt

Så vil anklageren gerne vide, hvorfor K mente, det var nødvendigt at dele, hvad B var sigtet for, for at kunne danne sig et indtryk af ham. K forklarer, at det er god skik at »give lidt igen«, når man gerne vil skabe en god kildeforbindelse.

»Det havde været svært at stille de her spørgsmål uden at fortælle, hvad det drejede sig om,« siger han.

Anklageren remser lidt flere beskeder fra Messengertråden op, hvor K skriver, at han blot vil høre kvinden, hvor godt hun kender B, og om hun kan gøre ham lidt klogere på, hvem han er.

»Er det nødvendigt at fortælle, hvad han er sigtet for, for at kunne stille de spørgsmål?«

»Det vil jeg mene, for det er jo et ret bredt spørgsmål, så det er for at pege det i en retning, hvor vi snakker samme sprog,« siger K.

»Men du spørger ind til hendes opfattelse af ham – skal man så ikke forstå det sådan, at det er hendes umiddelbare opfattelse, du gerne vil have?«

K svarer, at man kan betragte journalistik som en tragt, hvor man starter bredt og langsomt snævrer ind.

»Men du starter med at fortælle, at han er sigtet for at have frihedsberøvet og voldtaget en kvinde – er det at starte bredt?«

»Det vil jeg mene,« svarer K.

Ikke noget at rafle om

Så tager forsvareren over og lægger ud med at spørge K, om han er sigtet for at have brudt navneforbuddet i en artikel. Det er han ikke. Og han har heller ikke gengivet noget fra samtalen med kvinden.

»Så hvorfor var det nødvendigt at nævne, hvad B var sigtet for?«

K gentager, at han blev nødt til at spore hende ind på, hvad det drejede sig om, men at han primært kontaktede hende for at få et mere nuanceret billede af B.

Anklageren spørger videre, om K ved, hvorvidt Pressenævnet har forfulgt sagen, som B også har klaget til. Det har de ikke.

Det er blevet tid til de endelige bemærkninger. Anklageren mener, at K skal idømmes en bøde på 10.000 kroner.

»Der er ikke noget at rafle om,« siger han og tager en dyb vejrtrækning inden han fortsætter:

»Han erkender, at han kendte til navneforbuddet, og at han alligevel videregiver de her oplysninger. Retten bør tage stilling til, om det er nødvendigt som journalist at introducere med at sige ’han er i øvrigt lige sigtet for at have voldtaget én – så hvad er dit indtryk af ham?’«

Forsvareren mener modsat, at K bør frifindes. Han påbegynder en lang tale, hvor han redegør for forskellen på navneforbud, æreskrænkelse og videregivelse af personlige oplysninger. Den ene domsmands mund står på vid gab.

»Det er helt nødvendig research, der foretages, og læg lige mærke til, at der ikke er nogen af de detaljer, som finder vej til en bredere offentlighed – det er én korrespondance med én person,« siger forsvareren og tilføjer, at det ikke bør være domstolenes opgave at vurdere, hvad der er nødvendigt i en given sag for pressen.

»Vi må ikke gå ind og censurere pressen,« afslutter han.

Seks dage senere er dommen klar. K frifindes, og statskassen skal betale sagens omkostninger.

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Susanne Dea Crammond

Det er da tankevækkende at vi i samfundet beskæftiger os meget med misbrug af vores data på nettet fortrinsvis hacking, salg af data, reklamer etc. Og så er det helt lovligt hvis en journalist finder en bekendt af mig, kontakter vedkommende og fortæller at jeg er sigtet i en sag, fortæller om sigtelsen trods navneforbud, bare for at høre lidt om mig. Jeg frikendes men alle i min omgangskreds og måske arbejdsgiver har måske hørt om det via den sladderkæde journalisten helt lovligt starter. Det kalder vi så pressefrihed, kildebeskyttelse osv. I andre situationer vil det være ulovlig læk af oplysninger. Jeg er målløs over at mit privatliv på sociale medier er så ubeskyttet???????

erik pedersen, Rolf Andersen, Erik Fuglsang, Steffen Gliese, Frederik Schwane og Christa Una Ryholt anbefalede denne kommentar

Det er af samme grunde jeg ikke er på de sociale medier!

Steffen Gliese

Engang var det for sjov, vi talte om 'den fjerde statsmagt' - den var jo ikke officielt anderledes lovgivningsmæssigt stillet end alle andre.
Det er så lykkedes pressen at bringe sig i en særligt privilegeret situation.