ekstremisme
Læsetid: 12 min.

Kent Nielsen accepterer at blive kaldt ekstremist. Men han synes, magthaverne er de mest farlige

Ifølge PET er en ny trussel dukket op i Danmark: en såkaldt antimyndighedsekstremisme. Strømningen er opstået under coronakrisen, men i dele af miljøet betvivler man nu også den officielle udlægning af krigen i Ukraine. En læge og en tidligere rigsleder i Stram Kurs fortæller, hvorfor de ikke ser denne tid som slutningen på en pandemi, men starten på noget meget værre
Kent Nielsen bor i Ringsted med sin kæreste. Han beskriver sig selv som munter og kristen og siger, at han ikke accepterer jordiske myndigheder.

Kent Nielsen bor i Ringsted med sin kæreste. Han beskriver sig selv som munter og kristen og siger, at han ikke accepterer jordiske myndigheder.

Magnus Hove Johansson

Moderne Tider
16. april 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Da vi ringer til Kent Nielsen fra Ringsted, besvarer han opkaldet med et »Hallo!?« uden at nævne sit navn.

»Hej, taler jeg med Kent?«

»Det kommer an på, hvem du er. Er du fra politiet eller staten, så er jeg ikke Kent,« svarer han.

»Jeg er journalist.«

»Okay, så har du ringet rigtigt. Jeg er en af de der faaarlige antimyndighedsekstremister,« siger Kent Nielsen.

»Jamen, det er præcis derfor, jeg ringer.«

En anden type ekstremisme

En ny trussel er opstået i Danmark: antimyndighedsekstremisme. Det konkluderer PET’s Center for Terroranalyse i sin nyeste vurdering af terrortruslen mod Danmark.

Ifølge PET er truslen begrænset, men reel, og den udgår fra en gruppe mennesker med villighed til at bruge vold og trusler over for politikere og fagpersoner.

Gruppen er kommet på PET’s radar i forbindelse med coronakrisen. En del af coronaprotestbevægelsen har ifølge PET bevæget sig fra en snæver modstand mod restriktionerne til et generelt konspiratorisk verdensbillede, der kommer til udtryk i »trusler mod folkevalgte og visse myndighedspersoner, opfordringer til vold eller referencer til en påstået kommende borgerkrig, der skal straffe ’landsforræderne’«.

PET understreger, at efterretningstjenesten skelner skarpt mellem aktivister og ekstremister: »Men ofte er begge grupper til stede i de samme miljøer, der udfolder sig både online og fysisk. Netop derfor kan en borger hurtigt blive radikaliseret fra at være aktivist til at blive ekstremist«.

35-årige Kent Nielsen ser ikke PET’s nye begreb ’antimyndighedsekstremisme’ som udtryk for en reel trusselsvurdering. Han oplever det som en bekræftelse af, at staten vil ham det ondt:

»Vi frihedskæmpere kalder myndighederne for landsforrædere og folkemordere, og så er det klart nok, at magthaverne bliver skræmte og sender deres PET-håndlangere efter os for at lukke munden på os,« siger han i telefonen.

Fra corona til Ukraine

Forskellige konspirationsteorier har længe indgået i venstreekstreme, højreekstreme og militant-islamistiske verdensbilleder, fortæller Rikke Alberg Peters. Hun har forsket i konspirationsteorier og ekstremisme og er lektor ved HistorieLab, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

»Det nye er, at der nu sker en mobilisering omkring konspiration og vrede mod magthaverne, som er helt uafhængig af bestemte venstre- eller højrepolitiske opfattelser. Antimyndighedspositionen har tiltrukket tilhængere fra hele det politiske spektrum,« siger hun.

At coronakrisen forenede vidt forskellige segmenter i en fælles frustration var allerede tydeligt under Men in Black-demonstrationerne i 2020, hvor sortklædte maskerede mænd demonstrerede side om side med spirituelle kropsterapeuter.

Og selv om de danske coronarestriktioner nu er lagt i graven, er frustrationen ikke forsvundet: Den har bare taget en ny form hos nogle af de mest inkarnerede coronaskeptikere. De har rettet blikket mod Ukraine.

Eller rettere: Mange af dem mener, at en uærlig global elite bevidst har rettet befolkningernes opmærksomhed mod en konflikt i Ukraine som led i en større afledningsmanøvre. En afledning, der blandt andet har til formål at holde befolkningerne fast i et frygtgreb, hvor man undlader at stille spørgsmål til vaccinebivirkninger og accepterer et tab af frihedsrettigheder.

’Nazistiske Zelenskyj’

Der er tale om en dansk strømning af begrænset størrelse, men den deler verdensopfattelse med en løs, global bevægelse af vrede borgere og internetbrugere uden tillid til myndighederne.

Og herhjemme er gruppen alligevel stor nok til, at et facebookopslag med følgende tekst kan få knap 200 likes på en time: »Det er altså noget bøvl at skulle starte en hel krig for at dække over bivirkninger til påtvungen medicin.«

Udsagnet er skrevet af cand.scient. og krammeterapeut Per Brændgaard, der altså her antyder, at krigens udbrud er en form for iscenesættelse.

Over sin telefon transmitterede Per Brændgaard taler fra en demonstration arrangeret af det nyopstartede parti Frihedslisten foran Christiansborg den 29. marts 2022. Imens Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj holdt tale for det danske Folketing, stod førnævnte Kent Nielsen foran Folketingets mure og kaldte den ukrainske præsident for »nazistiske Zelenskyj« og det danske demokrati for »dødt« i en mikrofon foran cirka 30 støtter.

Han er medlem af Frihedslisten og sagde, at partiet anerkender krigen i Ukraine, og at mennesker bliver myrdet, men at han ikke anerkender det offentlige narrativ om baggrunden for krigen:

»Det, der sker i Ukraine, ser jeg som et dække over coronabedraget,« råbte han. 

Kent Nielsen og hans parti synes, det virker lige lovlig mistænkeligt, at en krig i Ukraine »skulle opstå to dage efter, at Pfizer offentliggør deres forsøgsstudier med den påståede coronavaccine,« råbte han i mikrofonen.

Med til demonstrationen var også to centrale figurer i Frihedslisten – en ingeniør og en tidligere betjent fra Københavns Politi, der i 2020 blev suspenderet fra politiet på grund af en voldssag. Han blev som privatperson dømt for vold mod en mand, med hvem han havde haft en konflikt om mundbind. Derefter kaldte han byretten for »bundkorrupt«.

En håndholdt videooptagelse fra 2021 viser Kent Nielsen gå i hælene på sundhedsminister Magnus Heunicke ved Christiansborg, mens han råber »Hvor mange flere mennesker skal dø, fordi du er betalt af eliten, hva?!.. Du burde hænge i en lygtepæl, når det er slut det her« . Videoen er delt på videotjenesten Bitchute, hvor næsten alt er tilladt. Her deles for eksempel konspirationsteorier og alt-right-videoer, som er blevet bandlyst fra YouTube.

En håndholdt videooptagelse fra 2021 viser Kent Nielsen gå i hælene på sundhedsminister Magnus Heunicke ved Christiansborg, mens han råber »Hvor mange flere mennesker skal dø, fordi du er betalt af eliten, hva?!.. Du burde hænge i en lygtepæl, når det er slut det her« . Videoen er delt på videotjenesten Bitchute, hvor næsten alt er tilladt. Her deles for eksempel konspirationsteorier og alt-right-videoer, som er blevet bandlyst fra YouTube.

Magnus Hove Johansson

Som Michael Bang Petersen formulerer det, »har coronakrisen været en katalysator«, der gjorde det muligt for folk med antisystemiske synspunkter at knytte bånd med hinanden. Bang Petersen er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og har gennem hele coronakrisen undersøgt danskernes adfærd.

Hverken han eller Rikke Alberg Peters er overrasket over, at dele af det systemskeptiske miljø fortolker krigen i Ukraine som en bevidst afledningsmanøvre fra myndighedernes side. For selv om pandemi og krig er to ret forskellige fænomener, er det ifølge forskerne forventeligt, at miljøet opretholder sin generelle mistillid til myndighederne og medierne, når det gælder udlægningen af begivenhederne i Ukraine.

Når borgerkrigen kommer

Indtil for to år siden var Kent Nielsen fra Ringsted såkaldt rigsleder i partiet Stram Kurs. I forbindelse med en Stram Kurs-demonstration ransagede politiet hans bil og fandt en kniv og en peberspray. Han blev efterfølgende dømt for ulovlig våbenbesiddelse.

Kort inden dommen i januar 2021 meldte han sig ud af Stram Kurs med den skriftlige begrundelse, at han fremover ville »sætte lys på coronabedraget og løgnerne«.

Det store samfundsproblem i Kent Nielsens verdensbillede var ikke længere indvandring, men en »global elites« ønske om at skade borgerne med det, han kalder »giften i de påståede vacciner«.

Kent Nielsen har tidligere været værnepligtig og arbejdet som sømand. Under coronakrisen forlangte hans rederi, at han fik taget en coronatest eller lod sig vaccinere, hvis han skulle sejle med til udlandet. Kent Nielsen nægtede. Efterfølgende fik han job som murerarbejdsmand: »Men jeg blev fyret for at informere mine kolleger om coronabedraget,« siger han.

Under demonstrationer oplever han at få fuckfingre fra forbipasserende, og han har ligesom mange andre i miljøet mistet forbindelse til både familie og gamle venner på grund af uenighed om coronavirus.

Til gengæld har Kent Nielsen fundet et nyt fællesskab blandt »de andre frihedskæmpere« fra hans nye parti, Frihedslisten.

»Jeg føler mig som en del af noget større, når folk i så mange af verdens lande demonstrerer og fører den her fælles modstandskamp.«

De seneste to måneder har hans demonstrationer imidlertid centreret sig om krigen i Ukraine. Og der er ikke tale om demonstrationer til støtte for det ukrainske folk, forstås.

Det er ikke, fordi Kent Nielsen støtter Rusland, siger han: »Men jeg støtter bare heller ikke et krigsskuespil i Ukraine, som er sat op af den globale elite for at dække over, at de har lavet en falsk pandemi og sprøjtet gift i folk, inden de vil indføre et totalitært styre.«

– Hvor ser du selv grænsen mellem at være aktivist og ekstremist?

»Jeg har ikke noget imod at blive kaldt ekstremist. Når regeringen opfører sig komplet sindssygt, vil jeg gerne være ekstrem modstander af det.«

– Synes du, at vold kan være legitimt i den her kamp, du taler om?

»Nej. Kun som beskyttelse, når der kommer borgerkrig i Danmark.«

Personlige frustrationer

Lektor Rikke Alberg Peters understreger, at myndighedsskepsis er en vigtig del af demokratiets dna. Hele det moderne demokrati og oplysningstiden bygger på, at der findes kritisk tænkende borgere med trang til at udfordre vedtagne sandheder og kigge magthaverne efter i kortene.

»Overgangen til at være konspirationsteoretiker sker, når ens grundantagelse kredser om, at magthaverne altid forsøger at vildlede befolkningen, og næsten alle begivenheder hænger sammen i en form for sammensværgelse og skjult komplot,« siger hun.

Rikke Alberg Peters mener, at samfundet og myndighederne bør tage antimyndighedsekstremisme meget alvorligt. Der er en risiko for, at apolitiske antimyndighedssynspunkter med tiden fusionerer med andre ekstreme synspunkter eller resulterer i voldelige aktioner. Eksempelvis blev et coronatestcenter i Ballerup angrebet med molotovcocktails en martsnat i 2020, og PET formoder, at motivet var antimyndighedsekstremisme. I Belgien fik en politiker i december 2021 kastet en molotovcocktail mod sit hjem, efter han havde udtalt sig positivt om coronavacciner.

Michael Bang Petersen påpeger, at forskning viser, at ekstreme synspunkter ofte har rod i en personlig frustration, men at mange derefter udvikler et ideologisk narrativ som motivation a la ’jeg gør det her for børnenes skyld, for vores lands skyld og for fremtiden’.

»Forskningen viser også, at dem, der spreder konspirationsteorier, ofte har en personlighed med et større behov for selvbestemmelse, anerkendelse og respekt end den gennemsnitlige borger.«

»Samtidig beskriver de ofte en oplevelse af marginalisering og ensomhed i stedet for respekt. Det kan skabe en eksplosiv cocktail af frustrationer mod systemet,« siger han.

Den rigtige krig

For den dansk-græske læge Anastasia Maria Loupis på 43 år er hendes frustration ikke mildnet, selv om samfundets fokus på COVID-19 er aftaget.

I sit professionelle liv arbejder hun som læge i Region Hovedstaden, og privat bruger hun en stor del af sin tid på at opsøge information på alternative kanaler og skrive til sine over 200.000 følgere på forskellige sociale medier. Hun præsenterer sig på Twitter som »Halv viking, halv filosof. Læge MD. Holdninger er mine egne.«

»Jeg bruger flere timer hver dag på oplysningsarbejde, og jeg gør det her for demokratiet,« siger hun.

Medier som DR og TV 2 ser hun som formidlere af »hardcore statspropaganda«, og de kanaler følger hun slet ikke længere.

Anastasia Maria Loupis understreger, at hun ikke ser sig selv som konspirationsteoretiker. Hun tror for eksempel ikke på, at amerikanerne stod bag 9/11, hun er imod vold og trusler og genkender heller ikke sig selv i kategorien antimyndighedsekstremist. Til gengæld er hun bekymret for, at det nye begreb afspejler et statsligt ønske om at gøre det sværere at være systemkritiker.

Krigen i Ukraine anerkender hun grundlæggende eksistensen af:

»Men det store billede bliver mere og mere tydeligt for mig. Jeg opfatter en del af krigsdækningen som propaganda for at fjerne befolkningernes fokus fra, at vi bid for bid kommer til at miste vores egne frihedsrettigheder. Den rigtige krig foregår for mig i Australien og Canada, hvor jeg mener, at COVID-regimer er ved at udfase demokratiet.«

Indtil for halvandet år siden ville Anastasia Maria Loupis betegne sig selv som en autoritetstro samfundsborger. Nu betegner hun sig som en tidligere hjernevasket samfundsborger, der endelig er »vågnet op«.

Under den anden coronanedlukning af samfundet var flere af hendes venners virksomheder truet af konkurs, fortæller hun.

Anastasia Maria Loupis blev også stødt over at opdage, at det danske politi udstedte en bøde på 2.500 kroner til en mor i april 2020 for at overtræde opholdsforbuddet, fordi moren og to børn satte sig på en bænk på en coronalukket legeplads.

Derfra begyndte hun at opsøge viden gennem alternative kanaler på den krypterede app Telegram, og hendes mistillid til myndigheder og magthavere voksede. Det samme gjorde hendes stemme på sociale medier. Til gengæld begyndte hendes syn på coronakrisen også at koste både venskaber og familierelationer.

I Anastasia Maria Loupis’ øjne er denne tid ikke slutningen på en pandemi: Hun synes snarere, det ligner begyndelsen på indførelsen af et diktatur, der skal bane vej for en global og totalitær verdensregering. Hun abonnerer således på teorien om ’Den Nye Verdensorden’.

Hendes følgere på Twitter deler generelt mistilliden til myndighederne og troen på Den Nye Verdensorden. Den 6. april 2022 lavede hun for eksempel en afstemning på Twitter med spørgsmålet: »Er der en global elite, som forsøger at implementere En Ny Verdensorden?« 238 mennesker svarede i løbet af en time, og 96 procent af dem stemte ’ja’.

Når Anastasia Maria Loupis argumenterer for tegnene på den nye totalitære verdensorden, nævner hun en række faktuelle forhold – for eksempel at den canadiske premierminister har ytret et ønske om at afslutte coronaprotester i landet ved at give banker mulighed for at fastfryse demonstranters bankkonti.

Men herefter skilles vejene mellem Anastasia Maria Loupis og den brede offentlige opinion. Hvor flertallet af danskerne, forskningen og de traditionelle medier betragter den type kendsgerninger som afgrænsede hændelser, opfatter Anastasia Maria Loupis dem som en bekræftelse af et større billede.

– Hvad tænker du om, at forskere vil sige, at det er en konspiration?

»Jeg er ærgerlig over, at de er uoplyste og kun følger med i mainstreammedier,« siger hun roligt.

– Overvejer du nogensinde, om du tager fejl?

»Ikke længere. I lang tid har det været surrealistisk at være et autoritetstro menneske og så pludselig vågne op.«

Flere læger har klaget til Styrelsen for Patientsikkerhed over hendes kontroversielle opslag på sociale medier. Hun holder fast i, at hun følger myndighedernes retningslinjer i sit arbejde som læge, og at det er hendes grundlovssikrede ret at ytre sig frit som privatperson:

»Jeg er sådan set klar til at gå hele vejen til retten for det princip. Det kan ikke nytte noget, at man ikke tåler modstand på sit narrativ, og at vi ikke må være her.«

Både Styrelsen for Patientsikkerhed og Lægeetisk Nævn har lukket sagen uden medhold til klagerne. Styrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at Anastasia Maria Loupis’ arbejdsgiver oplyser, at hun følger »de faglige regler« på jobbet og »ikke har modtaget kritik for sin behandling af patienter«.

En ny identitet

Efterretningstjenesten har til opgave at vurdere og beskrive trusselsbilledet i Danmark, men hvad stiller myndighederne og befolkningen op i det daglige møde med myndighedsskeptikere eller deciderede ekstremister?

Ifølge både Michael Bang Petersen og Rikke Alberg Peters viser forskningen, at pres for langt de flestes vedkommende skaber modpres.

Da statsminister Mette Frederiksen i november 2021 holdt coronapressemøde, skruede hun op for retorikken over for uvaccinerede borgere med ordene: »Der er ingen undskyldning for ikke at lade sig vaccinere«. Og hun fastslog, at »de uvaccinerede bærer faktisk hele ansvaret for det danske samfund lige nu«. Michael Bang Petersen kunne efterfølgende måle, at tilliden til coronahåndteringen faldt hos gruppen af uvaccinerede.

Man tager formentlig også fejl, hvis man tror, at gruppen af skeptikere vil ændre markant holdning ved at blive eksponeret for mere fakta og viden:

»Ofte bruger den her gruppe meget tid på at opsøge information på alternative kanaler. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke anskuer dem som uvidende mennesker, der ikke har brugt tid på at sætte sig ind i tingene,« siger Michael Bang Petersen.

Rikke Alberg Peters understreger, at konspirationsteorier og antimyndighedsholdninger ofte er vokset ud af følelser som frygt, vrede, afmagt eller skuffelse over, at man ikke længere oplever staten som sin beskytter. Hun siger, at man som samtalepartner kan forsøge at anerkende de grundlæggende følelser uden nødvendigvis at anerkende og diskutere holdningerne.

Når mennesker bliver kaldt sølvpapirshatte og latterliggjort for deres verdenssyn, finder de typisk bare støtte i et andet forum, siger hun:

»Vi ser, at folk kanaliserer de her følelser ud blandt ligesindede på sociale medier, og så opstår der ofte socialpsykologiske dynamikker – man får et fællesskab, hvor man støtter hinandens holdninger. De underliggende følelser og synspunkter kan nærmest blive en identitet, især hvis de kontroversielle holdninger allerede har ført til brud i ens familie og oprindelige vennekreds.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det handler jo om folk, der ikke ved, hvordan man finder ægte, gedigen viden om tingene, og som angribes på det, de betragter som deres umistelige rettigheder, selvom virkeligheden altså opfører sig anderledes, uforudsigeligt.
Det er folk, der netop ikke er i vane med at skulle og kunne træffe egne beslutninger, men har kunnet klare sig med at følge andres. Når der så sker et omslag, opfatter de det som 'en øjenåbner' for, at det altid har været galt, men at de først kommer til erkendelse nu. De er ikke i stand til at forholde sig til en omskiftelig verden.

Kurt Nielsen, Kim Jensen, Holger Nielsen, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Katrine Damm, John Liebach, Uffe Wever Pedersen, John Scheibelein, Jacob Nielsen, Dan Mouritzsen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Nike Forsander Lorentsen, Inge Lehmann og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

ægte gedigen viden om tingene gir vist altid en grad af kompleksitet, der gør den viden mangetydig og usikker. Denne komplementaritet mellem viden og uviden er svær at udholde og en naturlig vrede herover kan let tænkes at projiceres på videns- og mydighedspersoner især hvis de kolhøgent giver udtryk for sikkerhed. Arrogance er som bekendt en af de 7 dødssynder.

Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Mogens Holme, Carsten Munk, Katrine Damm, Hans Struwe, Dorte Andersen, Jan Nielsen, Jacob Nielsen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er med stor undre jeg læder en del af overskriften; "Ifølge PET er en ny trussel dukket op i Danmark: en såkaldt antimyndighedsekstremisme", - jeg finder det er en yderst tvivlsom betegnelse brugt i flæng som forklaring fra en statsinstitution og de brydninger der er i samfundet.

Hvis det blot er modstand od vaccinationimod corona, så er det vel ikke så farligt at PET er indblandet heri, - og jeg erindrer da ingen særlig voldelige hændelser / optøjer i den forbindelse, for folk har jo haft og kunnet bruge deres frihedsret til ikke at lade sig vaccinere, - "det var et tilbud vi fik", og kunne vurdere med os selv om vi ville eller ej.

Den sag hører hverken under PET eller FET for den sags skyld, - og det er der vel noget galt i de bruger deres tid på, for det peger helt klart i en forkert retning i et demokrati!

Det er vel også et "overkill" at PET og FET bruger kræfter på "antivaxerne", så statsfarlige er de vel heller ikke, og det er vel mere stats-demokratisk farligt når disse organisationer blander sig i den slags småligheder.

Nu har Rasmuns Palludan så forlagt sine koran-afbrændinger til vort broderfolk Sverige, og det går jo også vildt for sig derovre, - mere endda en det gjorde herhjemme, - og som politikerne har forbudt ham at gøre i Danmark.

Det krænker vores grundlov og de friheds rettigheder som indgår for borgerne om retten til at demonstrere, - som en demokratisk ret i et demokratisk land, - men som sagt her, så har politikerne forbudt det, - "og der er en krænkelse af grundloven", som vi skal være langt mere på vagt overfor.

- Vi skal huske på det Rasmus Palludan gør ikke er ulovligt i Danmark, og han har heller ikke uøvet nogen form for vold imod andre eller politiet og dets ansatte, - det har derimod "de voldsparate religiøse brigader" som bor her i landet, og som nu i fjerde eller femte generation er integreret i det danske "ikke voldelige" Danmark.

Det vi hidtil har set herhjemme og den politiske reaktion med forbud for Rasmus Palludan, står slet ikke i rimelig sammenhæng med den og de voldsudøvende som politiet burde have indbragt for deres voldsaparathed og ned brænding af politiets køretøjer, - det er ikke andre samfundsborgere der skal betale herfor, og heller ikke andre smafundsborgere der skal have deres lovlige grundlovssikrede rettigheder beskåret af, - for politikere kan gøre sig internationalt, der bliver der ikke fred i gadernes af, og grundloven bliver heller ikke overholdt heraf.

Dette middelalderlige syn på hverdagen som er tillært nedarvet i generationer hos disse efterkommere, og praktiseres i deres moskeer, er langt fra så fredeligt eller åbent overfor ligestilling af kønnene.

Det viser de vanvittige scener vi tidligere har set i Danmark og nu i Sverige, - men til daglig ser vi det jo med både skyderier osv., osv., for slet ikke at forglemme disse personer er begyndt at kontrollere bydele, - hvor politiet vel er lidt tilbageholdende med at komme for ofte.

- Den slags interreserer ikke hverken PET eller FET, for med det politiske forbund mod Rasmus Palludan, så ser alt pænt ud på overfladen.

Det må man så undre sig over, - især fordi gbegge institutioner netop har fået langt flere bevillinger til at afdække hvad der foregår under overfladen som vi ikke bliver ramt af islamisk terror fra Mellemøsten?!

Eva Schwanenflügel

@ Esben Bøgh

Paludan har aldrig fået permanent forbud mod at demonstrere.

Grundlovens § 79 garanterer forsamlingsfriheden i Danmark med ordlyden: "Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede."

Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Det sidste var tilfældet i påsken 2019:

"Københavns Politi har forbudt islamkritikeren Rasmus Paludan at afbrænde og kaste med koraner frem til efter påske. Det sker, efter politiet har fundet granat og våben forud for en af hans demonstrationer."

Københavns Vestegns politi udtalte i den anledning:

"Vi er selvfølgelig klar over og har fokus på, at Stram Kurs har forsamlings- og ytringsfrihed. Vi er meget bevidste om det og har vejet det tungt i forhold til vores beslutning. Men vi har lagt vægt på, at Stram Kurs tidligere har haft lejlighed til at gennemføre deres demonstrationer og handlinger i politikredsen, og vi føler derfor ikke, at deres ytringsfrihed bliver krænket i meget væsentlig grad,« sagde Jørgen Bergen Skov.

Han tilføjede, at det forlængede forbud hænger sammen med, at der nu er våben involveret."

https://www.berlingske.dk/samfund/politiet-siger-stop-nu-er-det-for-farl...

Men så kom som bekendt Coronavirus.
Paludan søgte mod de svenske kyster, hvor der efter hans mening var betydeligt bedre forhold for forsamlinger/demonstrationer, men blev først nægtet indrejse:

https://hsfo.dk/artikel/rasmus-paludan-f%C3%A5r-to-%C3%A5rs-indrejseforb...

Derefter fik han blod på tanden, og kunne uheldigvis for svenskerne bevise, at hans far var svensk.

Nu hærger han så hinsidan for at samle opmærksomhed til det svenske Riksdagsvalg, hvor han er opstillet.
Sverigesdemokraterne er jo nærmest blevet stuerene efterhånden ;)

Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Hans Larsen, Erik Vestergaard, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Christel Gruner-Olesen, Frederik Schwane og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel, 17. april, 2022

Kære Eva, 6. og 7. afsnit; "Vi er selvfølgelig klar over" og "Han tilføjede, at det forlængede forbud hænger sammen med, at der nu er våben involveret", er netop en omgåelse af grundlovens rettigheder for borgerne til frit at demonstrere.

Er der våbenindblandet er det nok både en politisag, men også en sag for PET at efterforske som de har fået flere penge til på det seneste, så det er en opgave de ikke kan lægge fra sig.

Rasmus Palludan smadrer ikke biler, kaster med brosten, sætter biler i brand, - han brænder en bog han har købt og det truer ikke staten.

Han er fuldt berettiget til statens beskyttelse hver gang han vil demonstrere han vil brænde en bog af som han har købt, og hvis han hellere vil pisse på den eller smøre den ind i svinefedt, så kan han frit gøre det ifølge grundloven.

De friheder og det demokrati vi i århundrede har kæmpet for, skal gaden religiøse brigader ikke have ret til at sætte sig over, for at få indført forbud i vort demokrati.

Ser på den omvendte situation, så er det ikke lykkedes af omvende Mellemøsten folkeslag til vor demokrati-opfattelse, - for det rager ikke os hvordan de vil lede og lade sig lede i deres land, - det helt samme gælder naturligvis også i Danmark, vi skal ikke falde tilbage fordi religiøse kampklare brigader vil ændre vores frihedsrettigheder og demokrati, som de vil have indskrænket.

Steffen Gliese

Espen Bøgh, det er bare ikke den frihed, vi har kæmpet for. Vi har kæmpet for, at alle kan forvente at blive behandlet anstændigt, og vi har indtil for ganske nyligt, hvor det liberablende fuldkommen skred fra hinanden med sammenhængskraften og indbyrdes respekt altid indført love, der beskyttede folk imod hån, spot og latterliggørelse i den alvorlige ende, hvis vi taler om hetz.
Det skyldes først og fremmest, at vi altid har respekteret fromhed mere end tøjlesløshed, som ethvert civiliseret samfund.

Per Klüver, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Antivaxere er alt andet end harmløs syd for grænsen og andre steder i verden. For ikke så længe siden kostede mødet med en antivaxer en ung studerende livet.

Og deltagere i MIBs demonstrationer viste også udpræget voldsparathed.

Så det er da et argument, for at finde en ny kategori, hvis der ikke eksisterer en tidligere brugbar.

Men antimyndighedsterrorisme smager af noget, der kan udvandes og ligner noget brugt til undertrykkelse af befolkninger i diktaturer.

Og vores myndigheder er jo kendt med, at udbygge overvågning af den almindelige befolkning, der ville efterlade Stasi misundelig.

Kurt Nielsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Christel Gruner-Olesen, Jan Nielsen, Eva Schwanenflügel og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Ansøgningerne til vaccinerne blev behandlet løbende modsat normalt og prioriteret af de forskellige lægemiddelstyrelser. Jeg vil gætte, at en del andre ansøgninger blev sat bagerst i køen.

Der var et privat medicintestfirma i USA, der burde få frataget retten til at teste noget overhovedet. Men de var og er heldigvis ikke de eneste, der testede vacciner.

Massedøden og nedbrudende i sundhedssystemerne i USA, Portugal, Kina, Bergamo, Manaus, Indien, UK og Rusland er altså stadigvæk ikke fantasi. Dvs. Corona er og var ikke harmløst, hvorfor forhåndsgodkendelserne gav mening.

Corona er noget, der er blevet oplevet og anerkendt af mange meget modsatrettede politiske systemer. Systemer der normalt ikke kan blive enige om noget som helst. Det mest logiske ville være, at corona eksisterer, mens troen på en konspiration er ulogisk.

De fleste af os ville jo heller ikke tro tyngdekraften er en konspiration, bare fordi en politiker offentlig udtalte anerkendelse af det.

Coronavaccinerne er noget af det bedst testede og overvågede i verdenshistorien. Intet medikament har nogensinde fået fundet så sjælden en bivirkning så hurtigt som Astra zeneca og Johnson and Johnson.

Omikron er mere alvorligt end alfavarianten og kun lidt mindre alvorlig end delta for uvaccinerede.

Det er kun pga vaccinerne, at Danmark kan være så åben som nu.

Man gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at realisere det og lade sig forlede til at tro corona er harmløs.

Snart har vaccinerne og infektionerne mistet deres effekt og vi ser uforberedt ind i en ny vintersæson.

Ps engang for alle endemisk er altså ikke lig med harmløs. Prøv at overbevise bønderne om, at vi skal lade være med at gøre noget mod de endemiske sygdomme, der rammer deres dyr og planter.

Kim Jensen, Carsten Bjerre, Elisabeth Andersen, Martin Kristensen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Jeppe Saugmann, Steffen Gliese, Inge ambrosius og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, 18. april, 2022

Du forholder dig ikke til det jeg skriver, og heller ikke til bemærkningerne om grundloven og de rettigheder og styrende forhold der omtales som fundament for alt øvrigt lovarbejde, som omfatter borgernes liv i et demokrati.

Alt det andet udenomssnak du benytter har ingen værdi eller kan benyttes, for hvis vi skal vise så meget hensyn som du omtaler, - så skal det vel gøres i mange andre henseender, - også henseender som du sikkert slet ikke vil bryde dig om.

Vi skal jo ikke gå tilbage til det gamle "øje for øje og tand for tand", og tyven skal have hugget hånden af, - selv om det ikke er hånden der styrede sig selv, og straffen altså skulle udføres helt anderledes.

Det er nu engang sådan, at Danmark ikke har ringet til flyttefirmaet "Dupont & Dupont" og bedt dem om at flytte Danmark ned til de Mellemøstlige regioner, så vi kan leve efter de regelsæt der eksisterer der, - med derimod omvendt, at disse mennesker der har fundet vej til Danmark, og så må det være dem der indretter sig efter at være flyttet og skal begynde en anden tilværelse, hvor andre normer og love gælder for borgerne i samfundet.

Det har de så modsat sig effektivt igennem 50 år eller mere, og sørget for de fældende generationer af deres afkom, blev fastholdt i, og som i dag er blandt de kampklare religiøse brigader vi ser / har set smadre alt ved de demonstrationer som Rasmus Palludan lovligt har holdt, og ligesom i Sverige i nutiden har ført til politifolk er kommet til skade for at beskytte grundlovens paragraffer om den fri ret til demonstration for et politisk synspunkt.

Mange andre mennesker fraoveralt på kloden udviser ikke samme mangel på tilpasning til dansk lovgivning og normer, - tværtimod, de indretter sig på; "sådan er det her" og skaber sig en dagligdag i lighed med den de kom fra, men i lyset af hvordan tingene er i Danmark.

Vi ser dem demonstrere fredeligt engang imellem, helt på dansk vis, og det går da meget godt uden slagsmål, afbrændinger osv., osv.,

- Hvis vi i Damark vil beholde vores tilkæmpede friheder fra fortiden(kirkens bånd), så må vi kæmpe for bevarelsen og ikke føre strudsepolitik, for politikere kan kan gøre sig internationalt, - de vil som de kræmmere de er sælge ud af vores frihed på den baggrund.

Eva Schwanenflügel

@ Esben Bøgh

Der er ingen der påstår, at "Paludan truer staten".
Men hans provokationer medfører trusler mod den offentlige orden, og det bliver politiet nødt til at tage alvorligt, hvad både Grundloven og politivedtægten giver dem ret til.

Også Men In Blacks demonstrationer kom ud af kontrol, og politiet valgte at opløse dem.
Da mange ikke adlød, blev de arresterede.

Iøvrigt har vi da mange flere demonstrationer i historien, hvor tingene er eskaleret fuldstændig ud af kontrol, ganske uden indblanding fra "Mellemøstlige regioner".

For eksempel kan jeg lige huske 18. Maj 1993 efter afstemningen om Edinburgh-aftalen.
Så er der slaget om Byggeren, BZ-bevægelsen, Ungdomshuset og flere, for ej at forglemme de tilbagevendende fodboldkampe, der ofte foregår mest udenfor stadion efter kampen, hvor hooligans spiller fandango.

Mange af disse hooligans er også at finde i vaccinebenægtergruppen MIB..

Kurt Nielsen, Holger Nielsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen, Christel Gruner-Olesen, Sine Jacobsen, Inge Lehmann og Frederik Schwane anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel, 18. april, 2022

Kære Eva, "hvad både Grundloven og politivedtægten giver dem ret til", det er netop her vi skal passe på ikke at udvande grundloven og borgernes rettigheder.

MIB demonstranterne der ikke adlød ble varresteret, er ganske udmærket med mig.

Andre demonstrationer samt "Edinburgh-aftalen" handler vel mest om indre danske politiske forhold såvel indad til som udadtil, og kan ikke sammenlignes med de andre demonstrationer i forbindelse med Rasmuns Palludans demonstrationer, hvor det fortrinsvis er efterkommere fra Mellemøsten.

BZ-bevægelsen m.fl. har indre politiske rødder. og hooligans er nu engang hooligans - ikke for at retfærdiggøre dem, men her må vi vel kigge efter en del af ansvaret herfor i blandt kapitalen folk, - ligesom vi bør lade dem betale regningen herfor, når nu de gerne vil tjene så mange penge på sporten.

Eva Schwanenflügel

@ Esben Bøgh

Politiet begrunder forbuddet mod korankastning og afbrænding af samme med at der var fundet ret så farlige våben.
Desuden, at Paludan hidtil havde haft mere end rigelige muligheder for at anvende sig af sin ytringsfrihed ved nærmest dagligt i en lang periode at demonstrere sine synspunkter på nøjagtigt samme måde.

Resultatet heraf var iøvrigt flere racismedomme, men den paragraf mener du måske også skal afskaffes, ligesom blasfemiparagraffen blev det?
For hvis ikke sidstnævnte var blevet ophævet, havde politiet slet ikke skullet beskytte Paludan, idet selve koranmishandlingen ville have været grund nok til at forbyde hans optræden.

Hvad Grundloven angår, siger den hvad den siger, og det er der kun en folkeafstemning, der kan lave om på.
Hvordan du end vender og drejer det, har politiet ret til at beslutte, hvornår en demonstration er for farlig for den offentlige fred til at finde sted.
Det ser jeg ikke er en udvanding af Grundloven, eller ligefrem en overtrædelse, for her kommer Tibet-sagen i modsætning til Paludans skingre provokationer i hu.

Når jeg fremhæver andre demonstrationer eller opstande, er det fordi jeg vil udfordre din temmelig besynderlige sondren imellem hvad etniske danskere gør, og hvad etniske minoriteter gør.
Hvad er forskellen på vold, om jeg må spørge?

Vil du også karakterisere etniske danskeres handlemåde ud fra deres religion og kultur, når der åbenlyst er tale om politiske uenigheder eller at folk føler sig tromlet af myndighederne?

Vi har for eksempel set, hvordan to unge mænd blev overfaldet på Amalienborg slotsplads, da de demonstrerede for at Danmark skulle være en republik.
Er det et udtryk for, at danskere er voldsparate som følge af deres kultur og religion?

Bare et lille eksempel ;)

Kurt Nielsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Jan Nielsen, Majken Munch, Steffen Gliese og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Vi har endnu tilgode at se hvad der ville ske, skulle en demonstrant tage på turne med Bibelafbrændinger..

Kurt Nielsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Christel Gruner-Olesen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Det kan aldrig være politiets opgave i et liberalt demokrati at vurdere hvornår en demonstration er til fare for den offentlige orden. Bliver det new normal, kan enhver form for voldelig modreaktion med fuldt ret opfattes som det middel der skal til for at få politiet til at aflyse hvadsomhelst. Accepterer vi først det giver vi ordensmagten uantastede muligheder for egenrådigt at afgøre, hvornår borgerne har ret til at udøve helt basale grundlovsrettigheder.
Hvis politikerne er utilfredse med at enkeltpersoner som Paludan ' kan provokere' må FT lovgive om dette og ikke overlade til politiet om politiske manifestationer ligger indenfor skiven eller ej. Paludan overtræder ingen lov. Det gør de voldsparate unge der angriber og udsætter ordensmagten for mordforsøg.

Eva Schwanenflügel, 18. april, 2022

Kære Eva, jeg tvivler stærkt på det vil være det samme klientel der kommer for at smadre biler, brænde biler og slås med politiet.

- Det kan man så tænke over hvorfor!?
a

Frederik Schwane

jens christian jacobsen, i Grundloven er nævnt et hensyn til den offentlige fred som en begrænsning ift, at mødes "under åben himmel". Dvs. retten til at demonstrere er ikke ubegrænset ($79).

Og så er der Politilovens $7:

§ 7. Politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.

Stk. 2. Politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger. Offentlige forsamlinger skal anmeldes til politiet i det omfang, det følger af regler fastsat i medfør af denne lovs § 23.

Stk. 3. Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 4. Politiet kan forbyde forsamlinger under åben himmel, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Stk. 5. Er en forsamling under åben himmel til fare for den offentlige fred, kan politiet give påbud om, at forsamlingen skal opløses.

Stk. 6. Efterkommes et forbud efter stk. 4 eller et påbud efter stk. 5 ikke, anses mængden for opløst, og politiet kan da skride ind som ved opløb.

Arne Albatros Olsen

" Interessant udryk " , ja faktisk lidt af en dobbelt whooper .

Anti myndigheds ekstremisme !

Udtrykket giver i kraft af sin sammensætning et grundlag for en bred vifte af fortolkninger.

Er en anti myndigheds attitude eksempelvis problematisk endsige på grænsen til det ulovlige ?

Selv synes jeg , at en myndighed af den ene eller anden slags selvfølgelig skal gøre sig fortjent til en naturlig respekt i kraft af sin optræden og adfærd i det hele taget.

Men når en myndighed tilbageholder vigtige oplysninger i et sagsforløb, fortier sandheden, manipulerer og bedrager, så er det ikke længere tilfældet , og så bliver selvsamme myndighed fremover mødt med en klar antimyndigheds attitude !

Lynetteholmen er et tydeligt eksempel herpå

Når jeg tager min ny pollerede sølvpapirshat på, kan jeg ikke lade være med at tænke på , at hele dette begreb/koncept antimyndighedsekstremisme er et forsøg på at tage fremtiden på forskud.

Forstået på den måde , at udviklingen i retning af et mere autoritært samfund vel indebærer at myndigheder pr. definition skal respekteres uanset hvad, og ve dem som ikke gør det.

Nej, hele dette begreb er så langt fra en utilsigtet hændelse.