Alle kan se, at der er noget galt, når man som Emmanuel Macron for nylig vinder et valg med 58 procent af stemmerne mod 42 procent til modstanderen og alligevel fremstår som taber.
Det virkelige problem handler dog om noget mere end simpel valgmatematik. Snarere står vi med en tendens, som er svær at se bort fra. Nationalistiske små- og storfascistiske partier og politikere vinder frem overalt i de vestlige demokratier. Det sker stort set, hver eneste gang, der foretages en valghandling. Hvis ikke det nye, glatte, ekstreme højre vinder (som det skete i 2016 i USA), så opfordres vi til at drage et lettelsens suk. Således også med det franske præsidentvalg. Den stemning, som flere medier opfangede fra store dele af Frankrig (og fra resten af den vestlige verden) efter valget, ja selv fra Macrons egen sejrsfest, kan beskrives som en lettelse uden entusiasme.
»Pyha. Det gik.«
Det er, som om alle allerede godt ved, at det ikke kan blive ved med at gå, men på den anden side har man heller ikke noget svar på udfordringen, så man drager endnu et lettelsens suk – pinligt bevidst om, at det er noget, man har gjort før.
"Eller hvem ved – hvor længe mon der går, før Elon Musk stiller op til præsidentvalget i USA?"
Det kunne Musk da godt prøve på.
Men det ville ikke gå, for manden er nu engang født i Sydafrika, og så kan man ikke blive mr. President.