Måske er det på tide at vække Danmarks tophemmelige bunkere fra deres dvale og støve planerne fra Den Kolde Krig af igen

Hvis det var et profetisk øjeblik, var det i hvert fald ikke meningen. Meningen var, at det skulle være et idiotisk øjeblik, da jeg og nogle venner engang i 00’erne sad rundt om en computer på et røgfyldt ungdomsværelse i Odense og morede os med at lave det mest tumpede musik, vi kunne komme på. Vi havde et program, der både kunne lave laserlyd og technotrommer, men det fedeste var stemmegeneratoren, hvor man skrev en sætning ind på computeren og valgte, om det var en stor robot, en lille robot eller en marsmand, der skulle sige ordene. Vi tastede en sætning ind:

»Russia drops the bomb,« sagde marsmanden, og vi var flade af grin og smækkede en hidsig stortromme i halen af det budskab, og så var den sang ligesom i gang. At Rusland skulle kaste bomben var blot den første i en lang række af bøvetheder, der kulminerede med, at Vladimir Putin i skikkelse af en robot udlagde sin plan for den kommende tid. 

»Death by atomic bomb.«

Hold kæft, hvor vi grinede dengang. Klip til i dag 15 år senere, hvor Rusland på syvende uge fører krig mod Ukraine, og NATO’s forhenværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har udtalt, at Putin er lige så slem som Hitler, og at vi står i den farligste situation siden Anden Verdenskrig. Det havde han ikke set komme, lød det fra Fogh i Berlingske, og jeg skal hilse fra Odenses dumme ungdom anno 2007 og sige, at det havde vi heller ikke.

Når jeg nævner denne lille anekdote fra 00’erne, er det ikke for at flage med, hvor stor en idiot jeg er, men for at beskrive, hvor fjern ideen om en atomkrig har været for os, der er vokset op efter Den Kolde Krig. For os var det noget, vi kunne have et ironisk forhold til. Selv om der også i de tidlige 00’ere var sprænghoveder nok til at dræbe milliarder af mennesker i bombeangreb og endnu flere i den lange atomvinter, så føltes atomkrigen ikke som nogen reel risiko. Den Røde Hær var daffet hjem til rødbedesuppen, og Sovjet var kollapset.

Over hele landet findes der hemmelige kommandobunkere, hvorfra samfundet skulle styres under krig. Under Haderslev Købmandsskole skulle man blandt andet koordinere modtagelsen af store flygtningestrømme fra Tyskland.

Magnus Hove Johansson

Men langsomt sneg historiens alvor sig ind på mig. Gennem 2010’erne læste jeg måbende med, da Danmarks vanvittigt detaljerede planer for krigssamfundet i 50’erne og 60’erne begyndte at komme frem i offentligheden, efter de var afskaffet og efterhånden overgået til at blive kulturarv. Og jeg glemmer aldrig, da jeg som ny journalist en dag i 2011 stod mellem rørpostsystemer og faxmaskiner i en koldkrigskommandobunker under Bernstorffsparken nord for København og gloede på de små magnetbrikker, beredskabet kunne sætte på et stort kort over hovedstaden for at holde styr på forskellige ulykker. 

Lidt brand på Amager og nogle blå blink på Nørrebro var til at forestille sig: Men der i stabsrummet lå som en del af udvalget, som det naturligste i verden, små orange paddehatteskyer, man kunne smække op på kortet, når København var forvandlet til et Hiroshima. Da jeg besøgte bunkeren i 2011, skulle den rømmes og bruges til øvelokaler, men i det øjeblik stod det klart for mig, at på netop dette sted havde atomtruslen engang været særdeles nærværende. Dengang var evakueringsplanerne klar, det samme var de planlagte flygtningelejre, netværket af hemmelige bunkere, lagrene af babymælk og områderne, der var udpeget til etablering af massegrave.

»Hvor er det vildt,« tænkte jeg, »at man forberedte sig så meget på krigen«.

De gamle kommandobunkere er i dag nedlagte, men rundt om i landet er flere indrettet som museer. Her er den kommunale bunker i Kerteminde.

Magnus Hove Johansson

I dag, hvor eksperter taler om en ny kold krig, mens de kommunale beredskaber tæller deres beskyttelsesrum, og DR netop har offentliggjort en meningsmåling, hvor fire ud af ti danskere frygter brugen af atombomber i Ukraine, og lige så mange frygter en tredje verdenskrig med dansk deltagelse, er det svært ikke at spørge sig selv: Skal vi nu til alt det igen?

For det er, som om krigen i Ukraine og den stadigt mere usikre fremtid farver fortidens krigsforberedelser i en ny tone. Og det er årsagen til, at jeg for nylig drog ud på et lille roadtrip for at besøge de steder, som indgik i de detaljerede planer fra sidste gang, vi ventede på bomben – og for forsigtigt at spørge: Hvad er egentlig planen i dag?

Danmark i ruiner

Hele hovedgaden ligger i ruiner. Gennem en kollapset mur kan man se, hvordan skillevæggene i en betonbygning ligger sammenstyrtet som et korthus. Nede på gadeniveau er en grå Peugeot blevet slynget halvt gennem en butiksrude, og hos bogtrykkeren ved siden af er murstenene sodsværtede, og røglugten hænger i væggene som i en gammel spegepølse.

»Det er altid en dårlig dag her i Atleborg,« siger Oliver Trab og trækker ned i huen.

Han er vant til at bevæge sig rundt her i provinsbyens ruiner. Indimellem sætter han ligefrem ild til bygningerne eller fylder dem med røg, for det er trods alt hans job som underviser ved Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse i Tinglev, hvor ruinbyen Atleborg ligger.

»Vi kan også lægge lygtepælene ned og brede murbrokker ud over hele gaden, så det er bomben, der er sprunget her – sådan så det hele er fuldstændig smadret,« siger han.

Der er stille et sekund, mens en kold vind blæser gennem den ødelagte by.

»Når nu du siger bomben …« spørger jeg så.

»Ja, altså ikke dén bombe,« siger Oliver Trab.

»Så ville der ikke være noget tilbage.«

Kollapsede mure i øvelsesbyen Atleborg.

Magnus Hove Johansson

Atleborg er skabt til at være smadret. Faktisk er det Nordeuropas største ruinby, og formålet med alle ødelæggelserne er at have en realistisk kulisse, når indsatsledere fra brandvæsen, politi og andre dele af blå-blink-beredskaberne bliver trænet i alt fra røgdykning til at redde mennesker ud fra luftlommer under sammenstyrtede huse, håndtere kemikalieudslip eller skære klemte passagerer ud af busser. Listen over katastrofer er lang, men bomben – atomangrebet – er ikke med på den, for den slags er ikke blandt de trusler, man regner med at møde i Danmark i dag. Et radioaktivt uheld måske, eller et terrorbombardement. Men atomkrig, nej tak.

Helt anderledes var det, da Atleborgs første ruiner blev bygget tilbage i 1950’erne. Der var byen en del af de ganske omfattende forberedelser, som det danske samfund gjorde sig forud for en eventuel tredje verdenskrig med atomvåben og giftgas.

Belært af erfaringerne fra Anden Verdenskrig vidste man, at en ny storkrig ikke ville friholde de civile. Byer ville blive bombet, bygninger ville styrte sammen, mennesker ville dø.

Efter krigen havde Danmark transformeret det civile luftværn til organisationen Civilforsvaret, der især skulle stå for brandbekæmpelse og redning, hvis det hele brød løs. Og de havde brug for realistiske omgivelser at træne i. Den kunstige by Atleborg ved Tinglev blev den første og den største ruinby herhjemme, men hvor man i andre lande nøjedes med et enkelt træningsanlæg af den slags, tog Danmark ideen et skridt videre.

»Man gik helt amok og byggede dem alle steder. Jeg tror, der er omkring 20 ruinbyer rundt omkring i landet,« fortæller historikeren Rosanna Farbøl over telefonen. Hun er adjunkt ved Aarhus Universitet, forsker i Civilforsvarets rolle under Den Kolde Krig, og det er hende, der har foreslået, at jeg besøger Atleborg.

Det er omtrent et årti siden, det for alvor gik op for Rosanna Farbøl, hvordan der over hele landet fandtes tusinde af fysiske spor på forberedelserne til den krig, der aldrig kom. For eksempel de mange træningsruiner, der blev strøet ud over det hele i 1960’erne.

Det statslige beredskab har ændret sig siden Den Kolde Krig. Dengang hed det Civilforsvaret og handlede især om at slukke brande og redde mennesker, når krigen kom. I dag hedder det Beredskabsstyrelsen og fokus er på et noget bredere udvalg af katastrofer og ulykker.

Magnus Hove Johansson

»Måske var det for, at man lettere kunne forestille sig, at det kunne ramme ens egen by. At Assens for eksempel kunne blive et mål,« siger Rosanna Farbøl. Så kunne man træne katastrofen lokalt.

Og der var knald på til øvelserne, har hun dokumenteret: Højttalere spillede lyde af flyangreb, flammer slikkede ud af husenes tomme vinduer, simulanter hylede og vred sig, og i visse tilfælde konstruerede man endda sin egen paddehattesky af røg, i hvis skygge redningspersonalet kunne træne.

I dag er det lidt mere almindelige katastrofer, der øves. I ruinbyens nyeste afdeling er et lille hold nu ved at træne et scenarie med giftudslip. Efter at have rekognosceret ifører de sig kemikaledragter og lykkes med at bjerge en menneskelignende dukke fra ulykkesstedet. De slæber dukken hen til brandbilen og spuler den med brandslangen. Læreren ryster på hovedet. Det er en typisk fejl, den der. Man siger, at 85 procent af giftstoffet sidder i tøjet, og derfor skal det af, før man hælder vand på. Men, som Oliver Trab siger, så er kursisterne jo kommet her for at lære.

I centrets hovedbygning sidder Per Sloth Møller, vicechef og med egne ord en gammel koldkriger, der allerede som 15-årig begyndte som frivillig i Civilforsvaret. Og ja, siger han, man har da vendt blikket væk fra krigsscenarier for i stedet at håndtere mere hverdagslige ulykker. Trusselsbilledet har ændret sig:

»Men,« siger han. »Efter min mening er typen af trussel underordnet. Det vigtige er, om man kan håndtere konsekvenserne.«

»Om det er en væltet lastbil med klor eller gasangreb med klor, er det det samme, vi skal planlægge efter: At afværge konsekvenserne.«

Der er dog ingen tvivl om, at man tidligere forberedte sig på konsekvenser i en enorm skala.

To medlemmer af Beredskabsstyrelsen i aktion i øvelsesbyen Atleborg.

Magnus Hove Johansson

Den skjulte massegrav

Hvis fjendens bombemaskiner begyndte at svirre, var planen at åbne to særlige porte i indhegningen om mobiliseringsstationen i Grib Skov. Her førte vejen direkte ind mellem træerne, og der kunne man så trille sit redningsgrej i skjul. I dag er træerne dog efterhånden så store, at det ville være svært at få en brandbil derind, men det er heller ikke ligefrem aktuelt. 

I årtier holdt Civilforsvaret sin mobiliseringsstation i Esbønderup i Nordsjælland klar til krigen. I depotet her lå der uniformer og udrustning til 1.200 mand, som kunne indkaldes med kort varsel – og man vidste præcis, hvor det store mandskab skulle indkvarteres: Det skulle spredes ud på lokale gårde, som var grundigt registreret med adresser og et bestemt antal pladser.

»Og så tænker du måske: ’hvor ville de få biler nok fra?’« siger den pensionerede civilforsvarsmand Jørgen Holst, som er ved at forklare mig om stedet. 

»De skulle udskrives fra de lokale vognmænd«.

Så slår han døren op til et værksted i mobiliseringsstationen, hvor der hænger en skabelon, som man kunne bore huller i et lastbillad efter, så bilen kunne forvandles til brand- og redningskøretøjer.

Civilforsvaret tænkte stort. Spredt over hele landet var der 11 sådanne mobiliseringsstationer, men i dag er alle lukkede. Denne her er i dag et såkaldt museumsdepot under Beredskabsstyrelsen, som en række pensionerede civilforsvarsfolk driver for at bevare historien. Jørgen Holst, der i 1974 begyndte som værnepligtig i Civilforsvaret og 34 år senere endte sin karriere som underdirektør i Beredskabsstyrelsen, har indvilget i at vise mig rundt i historien. Et langt stykke ad vejen handler det om en organisation, der blev mindre, men også mere nyttig.

»Ja, politikerne har jo afskaffet krigen,« siger han ved hallen med historiske brandbiler og griner. »Det er fantastisk, hvad de kan.« Grundlæggende er han dog stolt af transformationen fra krigs- til fredsberedskab, som han selv har været med til at gennemføre – og som blandt andet har sat beredskabets folk i stand til at hjælpe til ved katastrofer i udlandet.

I gamle dage var det en invasion, hvor polske tropper invaderede Sjælland i Fakse Bugt og bombede København, man trænede til – og at krigen ville blive særdeles grum, var ingen i tvivl om. Som vicedirektør i Civilforsvarsstyrelsen Erik Schultz udlagde det i Civilforsvarsbladet tilbage i 1963:

»Tusinder vil blive dræbt i et kernevåbens nedslagsområde, uden at der fra civilforsvarets side kan gøres noget for at redde det enkelte menneske i dette nedslagsområde. Civilforsvarets indsats må i moderne krig bedømmes mere statistisk: Det skal prøve at redde så mange som overhovedet muligt i de områder, hvor redning overhovedet er mulig. Målet er at sikre, at nationen som sådan kan overleve. Det er atomalderens vilkår.«

Således var Jørgen Holst også udmærket bekendt med, at ligene fra et udbombet København skulle kules ned ved Absalon Camping i Rødovre, der var udset til at være nødkirkegård. Dér lå grundvandet dybt nok til, at eventuelle radioaktive kroppe ikke ville forurene det. Civilforsvaret skulle så skaffe en bulldozer, skrabe jorden væk, lægge de døde i hullet og strø dem over med kalk fra Fakse.

Den slags fandtes over hele landet og var også blot en enkelt brik i de minutiøse forberedelser, som man måske ikke snakkede så højt om. Det primære var at uddanne folk i brand og redning og gennemføre øvelser, men nedenunder lå store planer for, hvordan indsatsen skulle skaleres op.

Der lå nødhospitaler klar under en række af landets folkeskoler, politiet havde evakueringsplaner parat, hospitalerne havde underjordiske behandlingssteder, og rundt omkring i hver kommune gik nøje udpegede nøglepersoner rundt og vidste præcis, hvilken diskret trappenedgang de skulle gå ned ad for at komme til deres hemmelige kommandocentral, når alarmen lød. Planlægningen gennemsyrede alt, og krigsforberedelserne blev bogstavelig talt bygget ind i velfærdsstaten. 

Da man opførte Nørrevangsskolen ved Slagelse, var det med bagtanker om, at den skulle kunne bruges som flygtningelejr for 12.000 københavnske flygtninge. Under pigernes gymnastiksal lå den kommunale kommandocentral, som i dag er arkiv.

Magnus Hove Johansson

Tilbage 1950’erne og 60’erne, hvor velfærdsstaten for alvor blomstrede op, var den sociale kontrakt nogenlunde som i dag: Borgeren afgav skattebetaling og loyalitet til staten, som til gengæld tilbød sikkerhed og tryghed. Det vilde var, at staten var villig til at forsøge at opretholde den kontrakt med borgerne selv under de ekstreme forhold, som en atomkrig ville udgøre. Derfor var større byggerier forpligtet til opføre sikringsrum, så beboerne havde et sted at søge ly – og derfor er kældrene under koldkrigens store betonblokke som dem i Gjellerupparken virkelig kraftige. På samme vis er store parkeringsanlæg som det under Israels Plads i København bygget med overtryksventiler og gassluser, så det kunne fungere som beskyttelsesrum for tusinder af mennesker. Og når en lang række af landets folkeskoler fra 1950’erne og 1960’erne blev opført med brede døre og håndvaske i hvert klasselokale, er det, fordi de også skulle kunne tjene som nødhospitaler og flygtningelejre, hvis krigen kom.

Historiker Rosanna Farbøl kalder det for »atomkrigens arkitektur« og har skrevet en grundig forskningsartikel, som eksemplerne her stammer fra. Da jeg taler med hende, nævner hun endnu ét: Aarhus Svømmestadion. Ja, selv dette kroppens og den fri udfoldelses tempel er bygget med krigstanker i baghovedet. Omklædningsrummene er sikrede som beskyttelsesrum, og bassinerne er tænkt som et vandreservoir, som Civilforsvaret kunne bruge til brandslukning af et sønderbombet Aarhus, fortæller hun.

Men planlægningen stoppede ikke der. For en ting var de store byggerier og overordnede planer, men der blev også helt ned på detailniveau planlagt, hvordan man skulle tage sig af de mange danske flygtninge og evakuerede fra storbyerne. På Beredskabsstyrelsens museumsdepot i Nordsjælland peger Jørgen Holst på en række kraftige trækasser med indhold, der netop skulle bruges til det: Skilte og pile i den ene kasse, toiletspande og WC-papir i en anden, og i en tredje ligger en papkasse med sparkedragter og sutteflasker og en lille blå potte klar til de flygtende småfolk – selve papkassen er foret med paraffin, så den kunne bruges som vugge.

Fra dolk til schweizerkniv

Hvor Civilforsvaret oprindelig var opbygget til krig, er Beredskabsstyrelsen i dag tiltænkt en mere divers rolle. Som en dolk over for en schweizerkniv. Styrelsens opgave er i dag især at være såkaldt assistanceberedskab, når kriser og større hændelser rammer Danmark, fortæller styrelsens chef for beredskabsplanlægning og krisestyring, Ulrik Keller, over telefonen.

Katastrofehåndteringen herhjemme er opbygget sådan, at de enkelte myndigheder har ansvaret for deres områder både i fredstid, og når kriser rammer. Det er det, man kalder sektoransvar. Beredskabsstyrelsen har selv sektoransvar for det nukleare og kemiske beredskab, og hjælper andre myndigheder ved store problemer. Eksempelvis gav de Sundhedsstyrelsen en hånd med at opstille centre til coronatest og med at pode og vaccinere, og de hjalp Fødevarestyrelsen med at aflive mink under pandemien for at tage et par nylige opgaver. Og så rådgiver styrelsen både kommuner, regioner og statslige myndigheder, der alle har pligt til at sende deres beredskabsplaner ind. Der bliver tænkt på alt fra oversvømmelse til terror, men krig på dansk jord er ikke blandt de ulykker, som planerne retter sig mod ude i de forskellige myndigheder, fortæller Ulrik Keller. Ligesom krig heller ikke er med i Beredskabsstyrelsens egen publikation Nationalt Risikobillede, som de netop har udgivet, og som de rådgiver efter. Og det er der en vældig god grund til:

»Forsvarets Efterretningstjeneste ser ikke en militær trussel mod Danmark, så det ville være underligt, hvis vi stillede os op og sagde ’Jo, der er’,« forklarer Ulrik Keller og tilføjer:

»Men det er klart, at når man ser en krig udspille sig i Europa, så retter alle myndigheder deres opmærksomhed mod det.«

Derfor har Beredskabsstyrelsen nu bedt kommunerne om at få overblik over, hvor mange pladser de egentlig har i deres beskyttelsesrum. Det er 20 år siden, man sidst lavede sådan et overblik.

En nylig rundspørge blandt kommunerne, som DR har fået lavet, viser, at langtfra alle kommuner har pladser nok til deres indbyggere, og en fjerdedel af kommunerne ved faktisk ikke, hvor meget eller hvor lidt beskyttelsesplads, de har. Formanden for Danske Beredskaber, der samler de kommunale redningsberedskaber – som altså ligger uden for Beredskabsstyrelsen – udlagde situationen temmelig klart over for DR med denne besked: »Beredskabet er ikke gearet til krig på dansk jord.«

Jeg ville gerne have spurgt forsvarsminister Morten Bødskov (S), om han går med planer om at dreje beredskabet i en mere krigsparat retning, men det har ikke været muligt at få et interview. Dog har ministeren allerede over for DR forsikret om, at beredskabet skal med i de kommende forsvarsforhandlinger, og så er han citeret for at sige sådan her:

»Danskerne kan forvente, at de har en regering og et bredt flertal i Folketinget, som er meget opmærksomme på vores civile beredskab«.

Her i kælderen skulle folk søge ly, hvis luftalarmen lød. Under Den Kolde Krig blev der i alle byggerier over en vis størrelse bygget sikringsrum, og derfor er der også ekstra tykt betondæk over de lange, brede kældergange under hele den forhenværende Nørrevangsskole i Slagelse. Før i tiden stod der bænke klar langs væggene.

Magnus Hove Johansson

Nu skal man passe på med at lege fortolker-Holger i forhold til et kort citat, men hvis ellers begrebet det civile beredskab, som ministeren omtaler, betyder nogenlunde det samme, som det gjorde under Den Kolde Krig, så udgør beskyttelsesrum kun en ganske lille del. Under Den Kolde Krig var det civile beredskab noget langt mere dybtliggende: Det handlede om opretholdelsen af selve samfundet under en krig, og det var her, de vildeste og mest hemmelige planer udfoldede sig. Som historikeren Bodil Frandsen, der sidste år forsvarede sin ph.d.-afhandling om emnet, udtrykker det, sigtede det civile beredskab på at opbygge en skyggeregering. 

Nødpenge og krigsbrød

To ens døre fører ind i væggen ved cykelkælderen under Haderslev Katedralskole. Bag den ene er et depotrum. Bag den anden lå en hemmelighed. Først kommer man til gasslusen, hvor man kan tage tøjet af og desinficere sig, hvis der sidder giftstoffer på én. Og så kommer resten af kommandocentralen, hvorfra regionens civile beredskab skulle styre Syd- og Sønderjylland gennem krigen.

Dette var en af syv civile regionsbunkere, og ligesom de andre er stedet her heller ikke i brug i dag – kun til historieundervisning og rundvisning. Inden for den armerede dør ligger en stak rationeringskort udstillet, for at rationere fødevarer var en del af det civile bredskab. Der var trykt bunker af rationeringskort, som lå klar på udvalgte posthuse og kommunekontorer, så de kunne sendes ud til befolkningen, når krigsøkonomien tog over. Små farvede felter af franskbrød, smør og sæbe. Nødpenge var der også tænkt på, men de var ikke trykt på forhånd. Rundt i regionerne lå trykkeklicheer og seddelpapir parat, så man kunne lave sine egne særlige krigspenge, hvis nationalbanken var forsvundet i et lysglimt.

Magnus Hove Johansson

Rune Schmidt Eskildsen, der er historieunderviser på gymnasiet og en af drivkræfterne bag den genskabte bunker, slår ud med armene. »Det er svært at begribe,« siger han.

Men sådanne planer var altså en del af det civile beredskab. Fra bunkeren skulle man så få tingene til at køre i det sydlige Jylland. Civilforsvaret sad i deres egen bunker i Kolding, og militæret havde også én. Ideen her i civilregionen var så, at civile ledere skulle afstive det civile samfunds søjler, når jorden rystede. I spidsen for hver region stod en regionsamtmand, som endda skulle være klar til at gøre det ud for statsministeren, hvis forbindelsen til regeringen røg. Under hans ledelse var der i bunkeren indrettet kontorer til de ansvarlige for veje, transport, entreprenører, forsyning, sundhed, arbejdskraft og elkraft – ligesom politiet havde en del plads omme bagest.

Alt var en del af totalforsvaret, og således kunne civilregionen ultimativt udstikke ordrer til alle områdets offentligt ansatte, råde over alle offentlige køretøjer og alle offentlige bygninger. I bunkeren var der desuden plads til informationstjeneste, hvor repræsentanter for den frie presse skulle holde befolkningen opdateret.

Magnus Hove Johansson

Rune Schmidt Eskildsen viser eksempler på den nødavis, som blev produceret som en del af en øvelse i 1977. Regionsnyt hedder den, og her kan man læse, at fjenden havde nedsat luftbårne styrker ved lillebæltsbroerne, at elforsyningen var hårdt ramt, og at de normale opvarmningsmuligheder var sat ud af drift. Regionsamtsmanden opfordrede til at vise størst muligt mådehold ved forbrug af enhver art. »Vi må strække alle lagre,« udtalte han. I den næste dags udgave kunne man læse, at regionsamtmanden var blevet dræbt af en brevbombe.

I planlægningen opererede man, ud over de regionale ledelser, også med to landsdelsledelser. En bunker i Nordsjælland og en bunker i Nordjylland var parat til at huse regering og kongehus og deres stedfortrædere, så regeringen kunne lede landet under en krig, og dronningen kunne underskrive nye love, sådan som grundloven foreskrev.

Bunkeren i Nordsjælland er stadig hemmelig og skal i princippet fortsat rumme regering og kongehus, hvis den slags bliver nødvendigt. Det nordjyske regeringsanlæg, Regan Vest, er ved at blive indrettet til et museum, og det skal nok blive spektakulært. Jeg besøgte stedet i 2013 og husker stadig den lange gang ind i kalkstensbakken, hvor flagermus sad på hovedet i loftet og sov. Jeg husker askebægeret på dronningens værelse, skovtapetet i kantinenog maddepotet, hvor man på gule sedler kunne se, at der skulle være 1.000 portioner skipperlabskovs, 1.000 portioner gullasch, 1.000 portioner hakkebøf og 1.000 portioner forloren skildpadde klar til at brødføde – eller snarere kødføde – de op til 350 mennesker, som skulle lede landet og måske komme op til et forandret Danmark.

Historiker Bodil Frandsen besøgte ligeledes Reagan Vest for første gang i begyndelsen af 2010’erne. Og hun kom op som et forandret menneske. Selv var hun ung i 80’erne, og at bevæge sig rundt dernede var som at træde tilbage i Den Kolde Krig, fortæller hun.

»Men der var også en lettelse i at vide, at vores lille land i hemmelighed havde opbygget noget helt vildt – og meget velbygget. Så jeg blev nysgerrig og tænkte: Når det her findes, hvad ligger der så mere?«

Bodil Frandsen er museumsinspektør ved Nordjyllands Museum deltager lige nu i opbygningen af udstillingen om stedet – og så har hun altså skrevet ph.d.-afhandling om det civile beredskab. Det handlede ikke bare om hemmelige bunkere over hele Danmark – forberedelserne var langt mere omfattende. En særlig krigslov for landet var skrevet på forhånd og lå klar i skuffen, og alle ministerier arbejdede med egne planer for, hvad der skulle suspenderes, og hvilken lovgivning man skulle have parat.

Man opbyggede for eksempel olielagre og forbød DSB at skrotte de gamle lokomotiver, så man var parat til igen at køre med kul om nødvendigt. Når det kom til fødevarer, havde man et andet problem. Man forestillede sig, at Danmark skulle være selvforsynende i tilfælde af en krig, men det kunne blive udfordrende, hvis radioaktivt nedfald fra atombomberne dalede over markerne, og isotopen Strontium-90 blev ophobet i kornets kalciumdele. Derfor forsøgte man at udvikle meltyper med mindst muligt kalcium og eksperimenterede med at tilsætte kalk og bage brød af det, fortæller Bodil Frandsen og sender mig dele af brødrapporten fra 1962, hvor man kan læse, at smagstestere fra Sundhedsstyrelsen, Statens Vitaminlaboratorium og Statens Pesticidkontrol vurderede brødene som tilfredsstillende og noterede, at de, der var bagt af melprøve 3 – den med byg – havde »en noget anden smag end de andre brød, som af nogle af deltagerne blev betegnet som fordelagtig og af andre som lidt ejendommelig«.

Skolebiblioteket på Nørrevangsskolen ved Slagelse er blevet bygget, så det i tilfælde af en krig kunne laves om til storkøkken.

Magnus Hove Johansson

Tredje verdenskrig før og nu

Meget af planlægningen handlede om at være klar til krigsudbruddet, mens selve krigens gang var sværere at planlægge, fortæller Bodil Frandsen. Det forestillede scenarie var, at polske tropper fra den sovjetisk-ledede Warszawapagt ville angribe Sjælland med bomber, soldater og muligvis atomvåben. At Sjælland ville falde, var ret sikkert. Forsvaret skulle så koncentrere sig om at sinke fjendens fremrykning op gennem Jylland. Skulle der blive brugt atomvåben, forestillede man sig, at de store af slagsen ville blive detoneret over andre lande, men at det kunne komme til nogle få, mindre atomangreb på dansk jord.

»Det var nu ikke nødvendigvis korrekt, for forskning har siden vist, at Warszawapagtlandene var langt mere parat til at anvende atomvåben, end man fra dansk side havde forstået,« siger hun.

Og sidste weekend kunne Berlingske da også fortælle, at historiker Steen Andersen i polske arkiver havde fundet en invasionsplan fra 1989, som beskrev, hvordan hele 131 atombomber og missiler skulle regne over Danmark bare i krigens første fase.

Situationen er i dag helt åbenlyst anderledes. Polen, der under Den Kolde Krig var udset til at ondulere Danmark, er i dag en del af NATO – ligesom de baltiske lande. Og skulle NATO og Rusland ende i krig i dag, ville slagmarken næppe være Danmark, men snarere Baltikum og Østeuropa, fortæller Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

For nylig delte han i Berlingske sit bud på et worst case-scenarie, som bygger på, at Rusland i dag kan være slået ind på en kurs, der vil føre til et kollaps for landet – og der er ingen garanti for, at det vil blive lige så fredeligt som ved Sovjets fald.

»Næste gang – hvis Rusland går ned i flammer – risikerer vi, at regimet vil give os skylden, og at de derfor vil indlede en krig. Der er grund til at være bekymret for, hvad den sårede bjørn vil gøre. Derfor er det også en god idé at tænke de her scenarier igennem. Og at være klar, hvis det sker,« sagde han til Berlingske.

I en sådan krig ville Danmark være bagland – lidt som det vestlige Ukraine er i den aktuelle krig – og fra Danmark kunne NATO styre langtrækkende våbensystemer, bruge flyvepladserne til flybaser og havnene til flådebaser og i det hele taget være opmarchområde for alliancens tropper. Dermed ville Danmark også være mål for russiske bomber og missilangreb, fortæller Anders Puck Nielsen.

»Og den mest effektive måde at ødelægge opmarchen på er selvfølgelig med atomvåben,« siger han.

Truslen om atomar gengældelse skulle gerne forhindre, at det kom dertil, men teoretisk arbejder man med, at den svage part i sådan en storkrig kunne finde på at trykke på atomknappen, hvis den indså, at krigen ikke kunne vindes med konventionelle midler. 

»I første omgang ville et angreb med taktiske atomvåben nok ske tættere på fronten end Danmark – som en flyvestation i Polen,« siger Anders Puck Nielsen. Men går det først løs, kan man ikke udelukke, at også Danmark bliver ramt. 

Anders Puck Nielsen mener, at det var i denne tid, hvor Danmark flytter sit sikkerhedspolitiske fokus fra at handle om missioner i fjerne lande til igen at fokusere på territorialforsvar, vil være oplagt også at indtænke civile områder som en del af et totalforsvar – lidt som under Den Kolde Krig. 

»Sådan at alle sektorer skal være bevidste om deres rolle, hvis krigen kommer,« siger han.

»Helt gennemgående er der rigtig meget, vi skal have tænkt igennem og set på som led i en omstilling, hvor krigen foregår i vores nærområde.«

På med sølvpapirshatten

Allerede i dag har vigtige civile områder plads i det nationale kriseberedskab. Og hvis man tror, at hemmelighedskræmmeriet omkring den slags forsvandt med Den Kolde Krig, kan man godt tro om igen. Helt centralt i kriseberedskabet er i dag den såkaldt Nationale Operative Stab, NOST, som Rigspolitiet leder, og hvor repræsentanter fra både Forsvarskommandoen, PET, FE, Beredskabsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Sundhedsstyrelsen skal samles, når der opstår kriser – og så kan de ellers indkalde repræsentanter fra andre områder efter behov. Hvad de mere specifikt laver, og om staben er eller har været samlet i forbindelse med Ukrainekrigen, afviser Rigspolitiet at lade sig interviewe om.

For nylig fik staben et nyt fast medlem, nemlig Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der blev oprettet i sensommeren 2020 i forbindelse med COVID-19, hvor man oplevede mangel på værnemidler. Direktør Lisbeth Zilmer-Johns fortæller, at styrelsen siden har fået opbygget tilstrækkelige lagre af den slags og nu skal til at lave en bredere strategi for Danmarks forsyningssikkerhed på tværs af de forskellige sektorer.

»Helt præcis hvordan det skal foregå er noget, vi arbejder med,« siger hun.

I udgangspunktet er det Beredskabsstyrelsens nationale risikobillede, som er rettesnor for de kriser, man skal forberede sig på – »men nu har vi også en sikkerhedspolitisk krise i og med, at der er en krig, der giver forsyningsudfordringer«, siger hun.

Ud over den Nationale Operative Stab findes der beredskabsstabe helt oppe på regeringsniveau, ligesom der gør det længere nede på det regionale og kommunale niveau, fortæller Ulrik Keller fra Beredskabsstyrelsen.

Hvis en stor krise ramte i dag, ville krisestabene altså sætte sig sammen – ligesom de ville gøre før i tiden. Hvor de kommunale beredskaber vil sætte sig sammen i dag, ved jeg ikke, men jeg ved, hvor de skulle mødes, hvis Den Kolde Krig blev varm: I sikrede bunkeranlæg, som det der ligger lige ved Kerteminde byskole på Østfyn.

Museumsmanden Jens P. Sørvin tager fat om håndsvinget ved det store underjordiske ventilationsanlæg og begynder at dreje. Hvis generatoreren røg, kunne man ved håndkraft sikre en fortsat strøm af luft renset for krigsgas og radioaktivt støv. Hvor en del af de gamle kommandocentraler for længst er ryddet, er denne intakt som en tidslomme med kommunekort på væggene og det gamle skuffedarium med varslingsrapporter og nedfaldsvarslingssignaler liggende intakt. Jens P. Sørvin har tilføjet nogle enkelte ting til bunkeren og indrettet den som museum – og selv er han ret imponeret over stedet.

»Selv kloakrørene under toiletterne er sikrede, så man ikke blev skudt af, hvis man sad på tønden, når der sprang en atombombe,« siger han.

Magnus Hove Johansson

I reolen står kasser med store Hellesen-batterier og lygter, ligesom der findes en ordentlig stak af den legendariske, husstandsomdelte folder. Hvis krigen kommer fra 1962. Her bliver befolkningen vejledt i at søge dækning, lave beskyttelsesrum, opbygge nødlagre – ligesom der er et fint afsnit om atomvåbens ødelæggelsesmønstre. Pjecens sidste ord, der kommer lige før pakkelisten til et personligt nødlager, lyder:

»Et folk der tænker og handler på grundlag af oplysning, overvejelser og selvdisciplin har de største chancer for at overleve«.

Dengang var staten den helt store katastrofeparate prepper, som opfordrede danskerne til at forberede sig. Sådan er det ikke i dag. For nylig viste Jens P. Sørvin Kertemindebunkeren frem for en gruppe af nutidens preppere – enkeltpersoner, som lægger planer og opbygger forråd, så de kan klare sig gennem et væld af katastrofer. 

»Og undskyld jeg siger det, men de gik altså rundt med stiv pik, da de så det her sted,« siger museumsmanden.

»Nu skal du se, hvad de gav mig i gave,« fortsætter han og tager en genstand frem fra reolen.

»Det er en sølvpapirshat. Sådan én kan man godt få brug for i dag.«