Madpakkens historie er også et stykke arbejderhistorie

At madpakken er en ideologisk kampplads og symbolsk markør er ikke en synderligt original påstand. Tænk bare på Mette Frederiksens famøse makrelmad, der affødte uendelige kommentarer fra kommunikationseksperter, meme-profiler og politiske modstandere.

»Som statsminister ved jeg aldrig helt, hvad dagen bringer. Alt bliver dog nemmere, når jeg når at smøre en madpakke om morgenen,« skrev hun selv i et andet Instagram-opslag efterfulgt af en storsmilende smiley.

I Danmarks smøres der hver uge 11 millioner madpakker, og lidt over 75 procent af dem indeholder rugbrød, oplyser Arbejdermuseet. Og selv om vi måske mest tænker på madpakken som børnenes mad, er der i høj grad også tale om arbejdermad – historien om madpakkens udvikling er således også et stykke arbejderhistorie.

Madpakkens fødsel

Før industrialiseringens indtog knoklede landarbejdere på gården eller i nærheden, og det betød, at man kunne gå hjem midt på dagen og spise dagens store varme måltid til frokost. Dertil kom selvfølgelig dem, der arbejdede i marken langt fra gården, og de havde gerne en madpakke med sig. Det var oftest rugbrød med fedt, pakket ind lærred og stoppet i en tejne, en trækasse med låg.

Da fabrikkerne hev det arbejdende folk mod byen, løb arbejdsdagen fra 6 om morgenen til 20 om aftenen. Dengang havde man stadig fedtemadderne med til den første pause, og de blev pakket ind i arbejdernes aviser – noget, vi blev mindet om, da man i 2019 fandt en gammel madpakke på Rosenborg Slot pakket ind i avisen Social-Demokraten med datoen tydeligt i hjørnet: 21. august 1886.

I 1919 fik arbejderne imidlertid den otte timers arbejdsdag, de længe havde kæmpet for, og det blev også et farvel til den lange to-timers middagspause, hvor de fleste stadig kunne tage hjem og få varm mad – og her blev den madpakke, vi kender i dag, født.

I første omgang var pålægget røget eller saltet – spegepølse, flæsk, spegesild – simpelthen på grund af manglende nedkøling, indtil man senere fik isskabe: et skab i køkkenet på arbejdspladsen med en isblok, der kunne holde kogt skinke, roastbeef og rullepølse koldt. Indtil da havde ikkekonserveret pålæg været forbeholdt de rige.

Anden Verdenskrig satte selvfølgelig også sit præg på madpakken: Det var her, slagterne begyndte at sælge pålægssalater. Det var ikke en luksusspise opfundet til det kolde bord, men en måde at bruge resterne fra kød og grøntsager ved at spæde dem op med mayonnaise. Et andet nybrud, som vandt frem på grund af rationeringen, var krigsfisk: Lidt ligesom vi kender det med forloren hare, har krigsfisk intet med fisk at gøre. Det er simpelthen knoldselleri, der er paneret og stegt og  umiddelbart lyder som noget, en vegetarisk blogger anno 2015 kunne have promoveret på sin YouTube-kanal. Rent faktisk er det da også genopstået i veganske kredse, der dog har ændret navnet til fredsfisk.

Børnenes mad som slagmark

I løbet af 1960’erne kom der frugter i madpakken: Appelsiner og bananer blev populære, fordi de er nemme at opbevare i timevis, uden at de går i fordærv eller bliver mast. Lige til at tage med på arbejde – og i skole.

Især skolen og børneinstitutioner er blevet et sted, hvor madens symbolske og ideologiske præg bliver tydeligt. Tænk bare på politiske forslag om ’påtvungent’ svinekød eller vegetarmad i skoler og institutioner. Da Folketinget i 2008 besluttede, at der skulle indføres en ny madordning i daginstitutionerne, hvor et obligatorisk måltid blev indført for alle børn fra 0 til skolealderen, medførte det en heftig debat om, hvem der skulle bestemme børnenes mad. Her så man, at det spørgsmål ikke kun handler om sundhed, men nok så meget om identitet og tilhørsforhold.

Antropologen Beth Elverdam, der har studeret danskernes madpakkevaner, beskriver i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, hvordan indholdet af børnenes madpakker allerede fra starten af det 20. århundrede også havde en symbolsk og følelsesmæssig dimension:

»Madpakken er et lille stykke mor og far,« skriver hun og kalder den for en form for symbolsk udveksling, hvorigennem sociale bånd etableres og forstærkes.

Madpakken anno 2022

Men hvordan ser det ud med madpakken i dag?

Selv om 75 procent af alle madpakker stadig indeholder rugbrød, og en undersøgelse fra 2019 lavet af Landbrug og Fødevarer viste, at leverpostej stadig var det mest populære indslag i madpakkerne – 25 procent af alle madpakker indeholder leverpostejsmadder – lader det til at bugne med frokostordninger og mad i skoler og institutioner. Betyder det, at madpakken er ved at uddø?

Og hvad med børnene? Da jeg var teenager, endte min madpakke ofte med at bestå af to hotdogs og den blå slushice fra Shell-tanken.

Men for en hel del københavnske folkeskoleelever ser virkeligheden tilsyneladende noget anderledes ud. På omkring 50 skoler finder man konceptet EAT, en frokostordning startet i 2009, hvor maden er 90-100 procent økologisk og laves sammen med eleverne. Og så er den varm. Her er også tale om en ideologisk beslutning, der på sin vis bringer københavnske skoleelever tilbage til starten af historien, til tiden før industrialiseringen, hvor man indtog det varme måltid midt på dagen. Nu sker det bare ikke på gården, men i institutionen.

Der er dog tale om en københavnsk fortælling, for som Coop konkluderer i en undersøgelse, så lever madpakken, den gamle arbejderspise, stadig i bedste velgående i det meste af landet, både på arbejdspladser og i børnenes institutioner. Godt promoveret af landets nuværende statsminister.