Nabokrig fører til dom: »Han har terroriseret mig i 25 år«

L og E har været naboer i 25 år. Det har ikke været en succes. De to mænd på henholdsvis 66 og 75 år har løbende haft kontroverser, og nu er 66-årige L tiltalt for at have slået, skubbet og taget kvælertag på E.

L nægter sig skyldig og mener omvendt, at det var E, som umotiveret forsøgte at kvæle ham.

En kvinde vifter L hen mod vidneskranken i retssal 7 i Københavns Byret. Han krænger sin sorte læderjakke af og tager plads.

Forsvareren skænker ham et glas vand, som han hurtigt hælder ned.

Anklageren rømmer sig og begynder at læse anklageskriftet op. Overfaldet, som L er tiltalt for, fandt sted den 8. juli 2020 omkring klokken 10 på L og E’s fælles adresse på Amager. L bekræfter, at han var til stede på det givne tidspunkt, men nægter at have overfaldet E.

»Det var mig, der blev slået ned – jeg var på vej ud ad min havedør, da han kommer og ’bang’,« L udstøder en høj lyd og illustrerer livligt med armene, hvordan E ifølge ham skubbede ham ned på jorden og begyndte at slå ham på halsen.

»Jeg siger: ’Hvad fanden laver du? Du skal holde afstand, det er corona, mand’, men så sparker han mig tre gange i maven og rammer mig både i hovedet og i skridtet,« fortæller L.

Anklageren beder L spole lidt tilbage. Hun vil gerne have ham til at gennemgå optakten til episoden lidt mere slavisk og spørger, om der skete noget forud for overfaldet.

Det gjorde der ifølge L ikke, men han fortæller, at E også lavede »samme nummer« ugen forinden. Han er hævngerrig, mener L.

»Hævngerrig?« spørger anklageren.

»Ja, han er ikke rigtig rask. Der har kun været ballade med ham,« siger L og tilføjer, at han ofte er generet af larm oppe fra E’s lejlighed.

Men hver gang han påpeger det, truer E ham med »tæsk og bøllebank«.

»Prøvede at kvæle mig«

»Så dit indtryk er, at E angriber dig,« konstaterer anklageren.

»Hvad gør du så?«

L fortæller, at han ikke kunne stille noget op, fordi han både har dårlige arme, lunger og hjerte. Han kan ikke slås, men fik alligevel væltet E omkuld med sin ene fungerende arm.

»Han røg lige i flæsket på mig og prøvede at kvæle mig, så jeg fik skubbet ham væk med den arm, jeg kan bruge.«

L tilføjer, at han var fuldstændig sort og blå under armene efter overfaldet. Forsvareren spørger, om han meldte det til politiet. Det gjorde han, men de ville ikke gøre noget ved det, siger han.

»Det var mig, der blev antastet – han har terroriseret mig i 25 år,« siger L bestemt.

Forsvareren opsummerer, at politiet opgav sigtelsen mod E, hvilket L klagede over til statsadvokaten, som dog endte med at følge politiets vurdering.

Ord mod ord

L sidder med korslagte arme ved siden af sin forsvarer, da E bliver ført ind i vidneskranken. De kigger kort på hinanden, inden L vender blikket væk for at pille et fnug af sin trøje. Anklageren beder E gennemgå begivenhederne den 8. juli 2020.

»Det starter med, at jeg går ind i min opgang, og så kommer min underbo – jeg ved ikke, hvad han hedder – og siger, jeg skal være stille,« siger E og vipper hovedet i retning af L.

Han fortæller uddybende, at L altid hamrer på vandrørene, når han støvsuger, og skriger, at han ikke må gå med træsko. Men E har ikke haft træsko på, siden han stoppede som automekaniker for 25 år siden.

»Det er deprimerende. Jeg er 75 år og skal være bange, hver gang jeg går ind i min opgang.«

E’s forklaring ændrer karakter undervejs. Nu siger han, at han og L først stod ude på vejen og diskuterede larm, og at L så kom bagfra og klemte ham om halsen, da han var på vej ind i opgangen. Det fik ham til at miste bevidstheden.

»Jeg vågner og kigger op på ham. Jeg kan ikke løfte armene. Jeg kan ikke tale. Så vender han mig rundt og slår mig med knytnæver på siden af halsen.«

E siger, at han får skubbet L væk, og at de står og maser hinanden, inden E går op til sin ekskone, som også bor i bygningen, for at ringe til politiet.

I første omgang vil politiet ikke gøre noget ved sagen, fordi de mener, at det er ord mod ord. Men senere bliver han kaldt ind til afhøring og kommer også på skadestuen, hvor han diagnosticeres med symptomer på hjernerystelse.

»Jeg lå i sengen en uge efter med kvalme og opkast,« siger E.

En stor løgn

Afslutningsvist gennemgår forsvareren L’s personlige forhold. Han har været førtidspensionist siden 2016, hvor han fik tre blodpropper. Derudover lider han af KOL og søvnproblemer. Han drikker sjældent alkohol, er ikke tidligere dømt og tilbringer oftest sin tid alene.

Anklageren mener, at han skal have mindst 50 dages fængsel. Selv om tiltalte og forurettede ikke er »bedste venner« og tidligere har haft uoverensstemmelser, ser hun ingen tvivl i skyldsspørgsmålet:

»Forurettede havde både rødme på halsen og symptomer på hjernerystelse, tiltalte havde ikke nogen skader.«

Omvendt mener forsvareren, at L bør frifindes. Han argumenterer med, at politiet i begyndelsen ikke mente, at der var nogen sag, fordi det var påstand mod påstand.

»De to har stik modsatrettede forklaringer – det eneste, de er enige om, er, at der er en konflikt,« siger han.

Dommeren giver L det sidste ord. Han siger, at E har fortalt dem en stor løgn, og at han var ude at cykle to dage efter det såkaldte overfald.

L får 40 dages betinget fængsel. Han snupper sin læderjakke, giver forsvareren et fast håndtryk og forsvinder hurtigt ud ad døren.