Amager Fælled
Læsetid: 20 min.

Om natten lusker 70-årige Jessie rundt på Amager Fælled og holder øje med gravemaskinerne

For et år siden begyndte byggeriet på Amager Fælled, og siden er det både blevet politianmeldt, standset og genoptaget. En af Fælledens ildsjæle er 70-årige Jessie Seehuusen, der har lænket sig til byggehegn, besat rådhuset og tilbragt en dag i detentionen klædt ud som plante. Her er historien om, hvordan en folkepensionist fra Smørum blev en central skikkelse i en naturkamp, som aktivisterne stadig ikke har opgivet
Selv om det er første gang, Jessie Seehuusen bliver slæbt væk i arme og ben af politiet, har hun øvet situationen før med andre aktivister. Det handler om ikke at gøre modstand, men hænge fuldstændig slapt, så man bliver tung.

Selv om det er første gang, Jessie Seehuusen bliver slæbt væk i arme og ben af politiet, har hun øvet situationen før med andre aktivister. Det handler om ikke at gøre modstand, men hænge fuldstændig slapt, så man bliver tung.

Emil Ryge

Moderne Tider
16. april 2022

Det har regnet hele dagen. Jorden er blevet til en blød pløre, som klæber til skoene og gør skridtene op ad Bjerget på Amager Fælled tunge.

»Fandme godt, at jeg tog røjserne på i dag,« siger en mand, der er ulasteligt klædt i mørkegrønt friluftstøj, og vader gennem en dyb mudderpøl, som andre går en stor bue udenom.

Det er tredje gang inden for blot to uger, at hundredvis af københavnere, klimaaktivister og naturelskere bruger deres eftermiddag på Fælleden for at demonstrere mod det byggeri, som pågår i området, der bliver kaldt Tornsangerland. Indtil for nylig var det en lav, åben skov, som sjældne trækfugle brugte som yngleplads. Nu er den vilde natur revet op med rødderne og kørt over af bæltekøretøjer for at gøre plads til nye boliger til det stadig voksende antal københavnere.

»Kom og tag et skilt,« råber en kvinde i grønt regntøj og rækker en lamineret nattergal på en pind frem mod en forbipasserende, der er klædt ud som hare, mens en anden specifikt beder om at få udleveret en isfugl.

Kom man her for at gøre grin med klimaaktivister, kunne man godt. Her er folk, der bærer fuglereder på hovedet, råber »lad os aldrig glemme vandsalamanderen« og græder, når de taler om den vilde natur, de har barndomsminder om, men som de frygter, at de næste generationer ikke kommer til at kende til. Her er en mand klædt ud som salamander, der på et tidspunkt bøjer sig ned og kryber hen ad jorden, og så er her et tre meter højt … væsen er nok det mest rammende ord, som slingrer rundt oppe på toppen af Bjerget med en ugle oven på hovedet. Inden i væsenet er der et menneske, men vedkommende kan ikke se noget og bliver derfor ført rundt i hænderne af to personer klædt ud som henholdsvis svamp og myg.

Det vil dog være unfair at stoppe beskrivelsen af de fremmødte der, for sandheden er, at langt de fleste ser helt almindelige ud. Måske er her en lille overrepræsentation af grønne parkaer og slidstærke bukser med lommer, men ellers er her mange slags mennesker. Smarte veninder, tracksuit-typer med muskelhunde, forældre med unger i ladcykler, kærester, der fletter fingre, og pensionister med rygsække.

En af dem er 70-årige Jessie Seehuusen. Hun står med et skilt i hænderne med påskriften ’Vi harer har også lov til at være her’ og lytter opmærksomt til eftermiddagens demonstrations-taler. Flere hilser, når de får øje på hende.

»Jessie, hvor er du sej! Jeg har lige set billederne,« siger en kvinde begejstret og giver hendes skulder et klem. »Åh, det ved jeg nu ikke,« hvisker Jessie Seehuusen beskedent tilbage.

Jessie Seehuusen har fået mange venskaber gennem kampen for Fælleden, som er blevet ét af hendes yndlingssteder. Hun holder meget af Nattergalestien, hvor hun altid har det lidt magisk. Og en af hendes bedste oplevelser er fra Tornsangerland, hvor hun sad lænket til en busk, mens en rødhals kom helt tæt på.

Jessie Seehuusen har fået mange venskaber gennem kampen for Fælleden, som er blevet ét af hendes yndlingssteder. Hun holder meget af Nattergalestien, hvor hun altid har det lidt magisk. Og en af hendes bedste oplevelser er fra Tornsangerland, hvor hun sad lænket til en busk, mens en rødhals kom helt tæt på.

Sigrid Nygaard

Slæbt væk af politiet

Billederne, kvinden refererer til, har floreret hele dagen på Facebook. De viser folkepensionisten Jessie Seehuusen blive slæbt væk ude på Fælleden i både arme og ben af politiet. Der er noget nærmest grotesk over billederne af den lille, nydelige gråhårede dame, der uden modstand hænger slapt i armene på ikke færre end tre fuldvoksne betjente.

Men man skal ikke lade sig narre af Jessie Seehuusens ydre. Det kan godt være, at hun ligner en almindelig bedstemor med sin grønne jakke, brillerne og det strikkede sjal, men det er hun altså ikke. Hun er nemlig i en sen alder sprunget ud som klimaaktivist, og det seneste år, hvor byggeriet på Amager Fælled for alvor har taget fart, er der ikke gået en uge, uden at hun på den ene eller anden måde har markeret sin utilfredshed over ødelæggelsen af den vilde natur.

Hun har siddet lænket til et hegn on/off i otte dage, besat Københavns Rådhus, klippet sit hår af i sorg over klimaet og siddet arresteret i detentionen klædt ud som en vild blomst. Gennem Jessie Seehuusens fortælling opruller vi her historien om naturkampen på Amager Fælled, som det seneste år er gået vildt for sig. Byggeriet er både blevet politianmeldt, standset og siden genoptaget og er hele vejen igennem blevet mødt af demonstrationer og aktioner fra utilfredse københavnere. Men lad os starte fra begyndelsen og kort opridse baggrunden for konflikten.

Et symbol på naturkampen

Frem til 1992 var Amager Fælled et fredet område, som politikerne i Borgerrepræsentationen bid for bid begyndte at affrede, så man kunne bygge nye boliger, der skulle medfinansiere metrobyggeriet. Oprindeligt var det planen at bygge på Amager Fælleds 5.000-6.000 år gamle strandeng, som er kendt for sin særlige biodiversitet, men det fik massive borgerprotester sat en stopper for ved kommunalvalget i 2017, hvor Amager Fælled pludselig blev et hovedtema, og alle lærte den sjældne, store vandsalamander at kende, som er beskyttet af EU’s habitatdirektiv.

Det ændrede dog ikke på, at kommunens byudviklingsselskab By og Havn stadig stod med en milliardgæld for metroen, så et politisk flertal rettede blikket et nyt sted hen og blev i stedet enige om at affrede området Lærkesletten med den begrundelse, at stedet har »lavere naturværdi« end Strandengen. I februar 2021 blev byggeriet endeligt stemt igennem, og boligområdet Fælledby er med sine omkring 2.000 boliger nu på vej til at blive en realitet.

»Det er forfærdeligt, og jeg kan ikke holde ud bare at se på og gøre ingenting,« siger Jessie Seehuusen fra skråningen af det ni meter høje affaldsbjerg, hvorpå eftermiddagens demonstration bliver holdt. I horisonten ligger København badet i lys, og selv om vi står i det, der på papiret klassificeres som vild natur, er det nærmest umuligt at fare vild herude, da man altid kan se et højhus, man kan navigere efter. Sammen med Bangladesh er Danmark det mest intensivt opdyrkede land i verden – derfor har vi i dag kun to procent vild natur tilbage, og Jessie Seehuusen kæmper for, at det tal ikke bliver endnu mindre.

»For mig handler kampen for Amager Fælled ikke bare om det her sted,« siger Jessie Seehuusen og peger ned mod jorden. »For mig er Amager Fælled blevet et symbol på kampen for al fri natur, og hvis vi vinder slaget om Fælleden, kan den vilde natur også vinde andre steder, hvor den er truet.«

Fra Smørum til Fælleden

Det lå egentligt ikke i kortene, at Jessie Seehuusen skulle være klimaaktivist. Selv om hun – med egne ord – »godt vidste, at miljøet var noget, man skulle passe på«, gik hun ikke og tænkte på rødlistede dyrearter, fossile brændstoffer eller træers evne til at absorbere CO₂, før hun en dag i 2010 talte i telefon med sin datter i Aalborg, der oprevet fortalte, at nu ville man altså til at bore efter skifergas i Nordjylland.

»Jeg vidste dårligt, hvad skifergas var, men i solidaritet med min datter gik jeg med i en demonstration i København, og det var faktisk mit livs første klimademonstration,« siger Jessie Seehuusen.

I 2010 fik det franske energiselskab Total lov til at lede efter skifergas i den danske undergrund. Da Total fem år efter lukkede ned for skifereventyret, lød den officielle begrundelse, at undergrunden ikke havde budt på den forventede mængde, men ikke alle købte den forklaring. Nogle mente, at det i virkeligheden var, fordi den folkelige modstand var for stor.

»Jeg tror det sidste,« siger Jessie Seehuusen og fortæller, at hun gennem skifergas-demonstrationen mødte en kvinde, som senere trak hende med ind i kampen om Amager Fælled: »En dag i 2016 ringede hun mig op, og med panik i stemmen sagde hun, at jeg blev nødt til at komme og være med til at danne en folkering rundt om Fælleden.« 

I sorg over klimaet klippede Jessie Seehuusen sammen med 14 andre mennesker sidste efterår deres hår af inde foran Klimaministeriet. Håret blev klippet af uden brug af spejl, så resultatet blev lidt spøjst og tottet.

I sorg over klimaet klippede Jessie Seehuusen sammen med 14 andre mennesker sidste efterår deres hår af inde foran Klimaministeriet. Håret blev klippet af uden brug af spejl, så resultatet blev lidt spøjst og tottet.

Sigrid Nygaard

Så det gjorde hun, selv om hun ikke havde noget særligt forhold til det 318 hektar store grønne område på Amager. Dengang brugte hun typisk Kongens Have og andre velfriserede, anlagte parker, hvis hun var i byen og trængte til luft og et skud natur.

Jessie Seehuusen bor nemlig i Smørum, nordvest for København, og det gør kun hendes engagement på Fælleden mere interessant. For noget af det, der virkelig kan mobilisere protester mod et byggeri, er som bekendt, hvis der er tale om en vindmølle, der skal stå i nogens baghave, eller en motorvej, der bringer støj ind i villakvarteret. Men der er ikke noget ’not in my backyard’ over Jessie Seehuusens kamp. Hun bor i et lille rækkehus 30 kilometer fra Amager Fælled, og spørger man, hvem hun kæmper for, svarer hun »først og fremmest for den vilde natur«.

Dernæst kæmper hun for de næste generationer. »Jeg er 70 år og har levet det meste af mit liv, så egentlig kunne jeg jo være ligeglad. Men mine børn og børnebørn har livet foran sig, og tanken om, at de skal vokse op både med klimaforandringer og uden vild natur er ikke til at holde ud,« siger hun.

Derfor har hun også haft børnebørnene med på Fælleden og vist dem de vilde blomster, fortalt dem om den spidssnudede frø, den store vandsalamander og alle de andre dyr, som lever her. Efter den første folkering, hvor borgere holdt hinanden i hånden og slog ring om Fælleden, mødte Jessie Seehuusen også op til den næste, og den næste og den næste igen, og snart var hun en del af den hårde kerne, der altid møder op, og hun har fået stærke venskaber gennem sit engagement på Fælleden.

Lænket til hegnet

Jessie Seehuusen er folkepensionist og har derfor masser af tid til at være naturens ambassadør. Hun er uddannet pædagog og har både arbejdet i vuggestue, på byggelegeplads og som medhjælper i børnehaveklasser, men da den funktion blev sparet væk med kommunalreformen, skiftede Jessie Seehuusen spor og blev nattevagt inden for socialpsykiatrien. I dag bor hun alene, men har tit børnebørnene på besøg. Og den lokale kunstforenings værksted, som ligger tæt på, kalder hun sit andet hjem, da hun er der flere gange om ugen for at male eller lave keramik.

Hun spiller også ukulele og synger i klagekoret Naturens Stemmer, som hver tirsdag mødes ude på Fælleden og synger mod realiseringen af den nye bydel Fælledby.

»Jeg synger ikke særligt godt og også lidt falsk, men det gør ikke noget. Det er nærmest en god ting, når man synger klagesange,« siger Jessie Seehuusen.

For godt et år siden, da Københavns Borgerrepræsentation trods protester stemte anlægningen af Fælledby igennem, sendte projektselskabet Fælledby P/S – som ejes lige dele af By & Havn og PensionDanmark – straks deres byggefolk ud på Fælleden. De indhegnede det godt 200.000 kvadratmeter store område med henblik på at rydde det. Er man for byggeriet, vil man fremhæve, at der blot er tale om en lille, undselig plet på den store fælled, og at området i øvrigt indtil for bare 50 år siden var en losseplads. En større naturoplevelse er der altså ikke tale om, lyder tankegangen. Rådgivningsfirmaet bag projektet har desuden hævdet, at man vil kunne øge biodiversiteten i området ved at tiltrække nye arter som mursejler og flagermus – et argument, som biologer dog har affejet som greenwashing.

Modstanderne af byggeriet har døbt området Lærkesletten på grund af den store bestanddel af lærker, som hvert år vender tilbage hertil for at yngle. Og der er grund til at kere sig om lærkerne, mener de. Siden 1976 er 70 procent af sanglærkerne forsvundet fra Danmark, og i de tidlige forårsdage i marts sidste år blev der sat fugleskræmsler op på Lærkesletten og sendte jagthunde ud i området for at jage endnu flere lærker bort, så byggeprojektet kunne begynde.

Da Jessie Seehuusen så hegnet og lærkerne, som cirkulerede rundt over sletten uden at turde lande, blev hun ked af det og havde brug for at gøre noget. Sammen med en gruppe aktivister – blandt andet fra Extinction Rebellion, som er kendt for at gennemføre fredelige, civile ulydighedsaktioner – blokerede de indgangen til byggepladsen, så arbejderne ikke kunne komme på arbejde.

»Vi ville vise vores utilfredshed, men samtidig ikke genere arbejderne, så vi tog varm kaffe og friskbagte boller med til dem og forklarede, hvorfor vi spærrede indgangen,« fortæller Jessie Seehuusen.

Men forsøget på venlighed faldt ikke rigtig i god jord, og politiet blev tilkaldt. Nogle aktivister blev anholdt, andre blev henvist til et andet sted, hvor de godt måtte stå og demonstrere. Sådan fortsatte protesterne i nogle dage. Gruppen kom om morgenen og demonstrerede med sange og bannere og gik hjem igen om eftermiddagen sammen med arbejderne. Men den 8. marts 2021, på kvindernes internationale kampdag, gad Jessie Seehuusen ikke at gå hjem igen. Så hun og en anden kvinde besluttede at lænke sig selv til hegnet med cykelkæder. Kæderne, som de havde om henholdsvis halsen og maven, blev lukket med en hængelås og nøglerne sendt ind til miljøminister Lea Wermelin. Dog beholdt de en ekstranøgle til sig selv, så de i ny og næ kunne rejse sig op og strække ben.

»Meningen var at symbolisere, at det er hende, der har nøglen til at stoppe ødelæggelsen af naturen,« forklarer Jessie Seehuusen. »Og jeg vidste da godt, at Lea Wermelin ikke ville komme styrtende herud og låse os op, men nu havde vi ligesom sagt, at vi ville blive siddende, så det gjorde vi – også da det begyndte at blive mørkt og koldt.«

Kvinderne endte med at sidde ved hegnet i 26 timer – og om natten i frostgrader. Folk kom med varmedunke, soveposer, mad og kaffe, og selv om det hele opstod lidt spontant, sluttede flere sig til, så kvinderne kunne afløse hinanden og på skift få lidt søvn og varme.

Lea Wermelin modtog rent faktisk nøglerne, men hun kom aldrig og låste aktivisterne fri. Til gengæld kom politiet efter otte dage og ryddede blokaden med vinkelslibere til at skære låsene over med. På det tidspunkt havde Jessie Seehuusens børnebørn også flere gange spurgt: »Hvornår er farmor færdig med at sidde ved det hegn?«

Padde-aktionen, der slog fejl

Episoden blev startskuddet til en række civile ulydighedsaktioner, som kom til at præge foråret, sommeren og efteråret 2021 – alle arrangeret og afholdt af Extinction Rebellion og Arternes Ambassade, København – to grupper, der også kæmper for at stoppe byggeriet på Fælleden. Det var alt sammen nyt og spændende for Jessie Seehuusen at være en del af, men det var også nyt for alle Amager Fælleds Venner, som i årene forinden primært havde dannet folkeringe og afholdt lovligt anmeldte demonstrationer.

Men der »var brug for at gøre noget mere,« siger Jessie Seehuusen. Folk havde prøvet med facebookopslag, mails, protester, pressehenvendelser og mere end 2.300 høringssvar. Selv om en meningsmåling, Epinion fik lavet for Danmarks Naturfredningsforening, viste, at 76 procent af københavnerne var helt eller delvist imod byggeriet, virkede projekt Fælledby umuligt at stoppe.

Også i marts 2021 indtog aktivister Miljøministeriets forhal, hvor de klædt ud som lærker byggede reder på gulvet. Og måneden efter var det PensionDanmark, medejer af Fælledby P/S, der stod for skud. Meningen var, at aktivister skulle have indtaget bygningen klædt ud som padder og salamandere, og Jessie Seehuusen havde i flere dage foregivet at gå tur og drikke kaffe i solen, mens hun i virkeligheden udspionerede PensionDanmark og skrev ned, hvornår folk kom og gik, så gruppen bedst kunne planlægge, hvordan de skulle slippe gennem indgangsslusen. Men projektet mislykkedes, og padderne blev stoppet, inden det lykkedes dem at trænge ind i bygningen.

Parallelt med alle aktionerne begyndte Jessie Seehuusen at luske rundt ude på Fælleden om natten sammen med en veninde og observere. Med deres pandelamper på holdte de øje med gravemaskinerne og så, hvordan byggeriet skred fremad, men de kiggede også til hegnene, som var malet til med statements og naturmotiver.

»Det er den perfekte opgave for en gammel nattevagt som mig, der både kan få lov til at dyrke kunsten og naturen på mit yndlingstidspunkt på døgnet,« siger Jessie Seehuusen.

En urt i detentionen

I forsommeren 2021 begyndte der at svirre nogle rygter, som gjorde Jessie Seehuusen og hendes hegnsveninde Dorte nervøse. Det forlød, at området Tornsangerland, som grænser op til Lærkesletten, og som er kendt for sit rige fugleliv, også snart ville blive indhegnet og ryddet.

»Jeg kan huske en nat, hvor Dorte og jeg gik rundt og spekulerede som gale på, hvordan vi kunne stoppe det, og derfor råbte vi også af glæde, da vi dagen efter fandt ud af, at nogle unge havde besat et træ i Tornsangerland, som bliver kaldt livets træ,« siger Jessie Seehuusen.

Otte meter oppe i det gamle piletræ havde aktivister bygget en platform og slået lejr, og når pressen kom for at tage billeder, eller politiet kom for at true med at skære lejren ned, råbte de unge ting som: »Vores krav er, at al natur skal beskyttes.«

Jessie Seehuusen er ifølge sig selv »for gammel til at klatre i træer«, men kom jævnligt forbi med mad og tæpper og sad for foden af træet og talte med de unge. I tre uger holdt de stand, så kom politiet og tog dem ned. Jessie Seehuusen sang for de unge, mens de blev firet ned, for som hun selv udtrykker det, »skal ingen være alene i den situation«.

»Det var voldsomt at se på, og lige så snart politiet var kørt væk med de unge, kørte byggefolkene ind på området med alle deres maskiner.«

Men Fælledby P/S måtte snart igen slukke maskinerne og indstille arbejdet. Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner havde klaget over byggeriet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi de ikke mente, der var taget tilstrækkeligt hensyn til den store vandsalamander, og 8. juli slog Planklagenævnet fast, at det omstridte byggeri skulle indstilles med øjeblikkelig virkning. Afgørelsen var ikke endelig, men byggeriet skulle sættes på pause, mens eventuelle miljøskader blev undersøgt nærmere.

Men allerede efter et par dage startede Fælledby igen maskinerne og fortsatte arbejdet. Det fik Amager Fælleds Venner til at gå i byretten og kræve et fogedforbud nedlagt for at tvinge kommunen til at følge klagenævnets afgørelse og stoppe byggeriet. Fælledens venner fik medhold, men kun hvis de kunne stille med en sikkerhed på to millioner kroner, som skulle kunne dække de udgifter, bygherren blev påført ved forbuddet, i tilfælde af at der ikke blev givet medhold i den endelige afgørelse i nævnet. Det lykkedes: På bare halvandet døgn tikkede der 13.000 donationer ind.

Bare fordi der kunne sættes et midlertidigt stop for byggeriet på Fælleden, betød det ikke, at Jessie Seehuusen også indstillede sin aktivisme.

»Der er altid natur at kæmpe for«, siger hun, og derfor var hun selvfølgelig med, da Københavns Rådhus blev besat i oktober sidste år. »Vi ville tale de vilde arters sag, for dem er der aldrig nogen, der lytter til‚« siger Jessie Seehuusen.

Derfor var hun klædt ud som pilealant – en lille urt, der vokser i krat – og kender du den ikke, så tænk på en form for mælkebøtte. Iført grønt tøj og en papmachemaske indtog hun sammen med 16 andre vilde arter Teknik- og Miljøforvaltningens direktionskontor, og mens en salamander tog plads under et bord, satte nogle vilde fugle sig bag computerskærmene.

»Når vi laver sådan noget, er det altid frivilligt, hvor langt man vil gå,« siger Jessie Seehuusen. »Og jeg synes ikke, at det altid skal være de unge, der bliver anholdt og risikerer fængselsdomme og bødestraf. De har livet foran sig og risikerer så meget.«

Derfor besluttede de, at hun og veninden Dorte kunne være blandt dem, politiet slæbte væk. Da betjentene kom, og Jessie Seehuusen nægtede frivilligt at forlade rådhuset, arresterede politiet hende stille og roligt. Herefter blev hun kørt til Station Bellahøj, hvor hun blev fotograferet og sat i detentionen.

»Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sad der, og der var ingenting at give sig til, så jeg begyndte bare at synge alle de sange, jeg har lært at kende gennem klagekoret. Og det viste sig, at der var en fed akustik i sådan en celle,« siger hun.

Nogle timer senere blev hun lukket ud. Detentionen skulle bruges til fulderikker, og med sig fik hun en bøde på 1.500 kroner, som hun stadig ikke hverken har anerkendt eller betalt.

En sort salamander i aftensolen

Tilbage ved demonstrationen på Fælleden, hvor hundredvis af københavnere, klimaaktivister og naturelskere bruger eftermiddagen på at demonstrere, er tusmørket faldet på, og der bliver sendt fakler rundt, så de fremmødte kan danne et fakkeloptog rundt om Bjerget. Jessie Seehuusen trækker sig fra forsamlingen for at slutte sig til klagekoret, der står lidt derfra og øver. En kvinde klimrer et par toner på sin ukulele, mens andre diskuterer, om det ikke kunne være fedt at lægge ekstra tryk på et ’hey!’ i en af sangene. Der bliver delt sanghæfter rundt, og mens koret lægger ud med en sang, der går på melodien »Bella Ciao«, begynder demonstranterne at sno sig ned ad Bjerget med deres brændende fakler. For første gang i dag viger skyerne fra himlen og giver plads til de allersidste stråler aftensol.

»Hold kæft, hvor er det smukt, mand,« siger en kvinde og får blanke øjne. »De ligner sgu da en sort salamander, sådan som de kommer gående på række,« fortsætter hun. »Stille hjerte, sol går ned,« synger koret, imens fakkeloptoget begiver sig rundt på Fælleden.

Det er tredje gang inden for blot to uger, at hundredvis af københavnere, klimaaktivister og naturelskere bruger deres eftermiddag på Fælleden for at demonstrere mod byggeriet.

Det er tredje gang inden for blot to uger, at hundredvis af københavnere, klimaaktivister og naturelskere bruger deres eftermiddag på Fælleden for at demonstrere mod byggeriet.

Sigrid Nygaard

Flere steder kan man se byggehegnene, og inde bag dem ruller maskinerne igen. I december afviste to klageinstanser nemlig klagen fra Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner, og byggeriet af Fælledby, som havde stået stille siden august, kunne nu genoptages. Klagenævnene stadfæstede byggetilladelserne og konkluderede, at rydningen af krattet »ikke vil beskadige yngle- og rasteområdets økologiske funktion for stor vandsalamander«. Det fik straks den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad til at tweete: »Dejligt med endeligt grønt lys til Fælledby-byggeriet på Amager. Nu kan det største byggeri af almene boliger i København i min levetid gå i gang,« efterfulgt af stærk arm-emoji.

Fælledby P/S meddelte desuden, at de den 24. januar ville påbegynde rydningen af det omstridte område Tornsangerland, hvor vandsalamanderne lå i hi, og Jessie Seehuusen og kernen af aktivister stak derfor hurtigt hovederne sammen for at lægge en plan.

De ville igen modsætte sig opsætningen af hegn, og derfor løb de en tidlig mandag morgen ind i Tornsangerland og blokerede, så gravemaskinerne ikke kunne komme frem. Det fik Fælledby P/S til at udsende en ny pressemeddelelse, hvori de skrev, at de ville indstille arbejdet og vente til ugen efter.

»Og så gik vi hjem, dumme som vi var‚« sukker Jessie Seehuusen, nærmest lidt flov. For da aktivisterne næste morgen igen mødte op på Fælleden, var der politi overalt og byggehegn sat op i ly af natten.

»Vi prøvede at få kontakt til arbejderne og fortælle dem, at der netop var indgivet en politianmeldelse på, at det, de havde gang i, var ulovligt,« fortæller Jessie Seehuusen.

For selv om Jessie Seehuusen råbte, at salamanderne ifølge reglerne skulle indsamles, inden man begynder at køre med tunge maskiner, følte hun ikke, at arbejderne rigtig gad lytte, og politiet begyndte at skubbe aktivisterne væk.

Det gjorde aktivisterne desperate, og Jessie Seehuusen tog chancen og løb ind på Tornsangerland, hvor hun lænkede sig selv fast til en busk. Da en betjent opdagede hende og spurgte, hvad hun lavede, svarede hun: »Jeg beskytter det her sted, og det har jeg gjort siden 2016.« Med en boltsaks klippede betjenten kæden over, og Jessie Seehuusen, som nægtede selv at gå, blev derfor slæbt væk af tre politimænd og smidt på stien uden for hegnet. Her blev hun liggende i nogle minutter for at sunde sig, mens hun stirrede op i himlen. Det er billeder af dette optrin, som cirkulerer på Facebook.

Farvel til ’livets træ’

Blot to dage efter, at Jessie Seehuusen og de andre aktivister blev slæbt væk og smidt ud af Tornsangerland, fældede byggefolkene »livets træ« – piletræet, som de unge besatte i sommer. 

»Der var ingen grund til at tage det ned, men de ville fælde os, og derfor skulle det væk,« mener Jessie Seehuusen. »Jeg oplevede det som en magtdemonstration og en måde, hvorpå de sagde: ’I skal fandme ikke blokere mere for os’.«

I et sidste forsøg på at vinde kampen mod byggeriet stævnede Amager Fælleds Venner i februar Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi de var utilfredse med den afgørelse, som afviste deres klager. Desuden bad de Københavns Byret om igen at tillægge retssagen opsættende virkning, så byggeriet sættes på hold, indtil retssagen er afgjort. Der kan gå lang tid, før stævningen kommer for retten, og imens byggemodnes jorden fortsat på Amager Fælled. Det kan et fakkeltog en kold eftermiddag ikke rokke ved.

Men hvorfor fortsætter Jessie Seehuusen og aktivisterne egentlig kampen? Byggeriet er jo stemt igennem af et politisk flertal, og de penge, som boligerne skal indbringe, er allerede brugt på metrobyggeriet.

»De penge må kunne findes et andet sted,« siger Jessie Seehuusen uden at blive konkret. Hun påpeger desuden, at der må være grænser for, hvor meget København kan vokse.

»Hvad med, at vi accepterer, at byen har en vis størrelse? Se på Frederiksberg, som er omkranset af andre bydele, og derfor må leve med den størrelse, Frederiksberg har. På samme måde er det ikke en menneskeret at bo i København, og det er okay, at der ikke er plads til alle. Jeg er selv gammel vesterbroer, men i dag bor jeg jo i Smørum.« 

Jessie Seehuusen frygter, at byggeriet ender med at stå færdigt, før byretten har kigget på sagen, og netop derfor er hendes kamp for Amager Fælled ikke slut endnu, fortæller hun. Derfor bliver der heller ikke sagt farvel, men på gensyn, da eftermiddagens demonstration lakker mod enden. Jessie Seehuusen uddeler et par kram – blandt andet til en kvinde, der er klædt ud som hare – inden hun sætter sig på S-toget tilbage mod Smørum. I overmorgen ses de igen, for hver tirsdag mødes klagekoret på Fælleden og synger både grimt og falsk op ad hegnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Kære Lærke: Rigtig fin artikel og interview du giver her.
Jeg kender forholdene derude og har tit været der.

Marianne Borgvardt, Irene Clausens, ingemaje lange, Ruth Sørensen, Inger Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Helle Lodberg Christensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tusind tak for denne gode rapportage, Lærke Cramon.

Og tak til alle de seje aktivister, der aldrig giver op.

Men hvor bliver jeg altid vred over den ligegyldighed, hvormed profithungrende selskaber og politikere slagter uerstattelig natur!

Steen Bahnsen, Marianne Borgvardt, Charlotte Winkler, Irene Clausens, Arne Albatros Olsen, ingemaje lange, Ete Forchhammer , Ruth Sørensen, erik pedersen, Maia Aarskov, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Også applaus herfra.
Tak for perspektivet.

Irene Clausens, Ruth Sørensen, erik pedersen, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi er for mange, vi er for mange, vi er for mange. Hvornår i himlens navn siver det dog ind?

Eva Schwanenflügel

@ Maia Aarskov

I København har byudvikling længe været lig med gentrificering.
Der står mange tusinde tomme luksusboliger i byen, og folk bliver smidt ud af deres familielejligheder for at de kan blive solgt til private eller revet ned.

Det er ikke nødvendigvis fordi vi er for mange, at naturen bliver bulldozet og smadret, men fordi man tænker i profithensyn over bæredygtige byer og boliger.

Steen Bahnsen, Charlotte Winkler, susanne christensen, Arne Albatros Olsen, ingemaje lange, Ebbe Overbye, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Munk, Ete Forchhammer , Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Ruth Sørensen, erik pedersen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Så længe der står tusindvis af tomme boliger i København ubenyttede hen er det hele et komplot mod arbejderklassen!

Bruger 170861, Dylan Storm, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Er bare et bevis på at borgerne i den sidste ende intet har at skulle have sagt, vi kan demonstrere her fra og til Nytårs aften, vi bliver overrullet hver gang og det endda med en SOCIALDEMOKRATISK regering.

Det lyder heller ikke som om at klima/dyrelivet betyder alverden for politikerne og når de endelig laver lidt "natur", så er det så lige linjer at dyrene ikke vil leve der.

Ved godt at det byggeri derude er meget omtalt, men kender I til den nye bydel i Kbh som kommer til at hedde Husum-Tingbjerg, det byggeri starter nu og volden er lige ved siden af og der ska laves en ny bro mellem den nye bydel og Tingbjerg.
De nedlægger et stort plejehjem fra 1973 for at bygge boliger.
Parcel husejerne har været indkaldt til hørig, men det har vi lejebeboere ikke været og det byggeri kommer derfor som en stor overraskelse for os.
En del af det byggeri ligger 30-40 meter fra hvor jeg bor og vi skal leve med en masse larm, svineri ect. og hele årsagen til at jeg flyttede i denne lejlighed forsvinder med min udsigt som fordufter.
Men vi har intet at skulle have sagt.

Det eneste boligselskabet kan finde på er at vi kan snakke med en kvindelig konsulent om hvordan vi bedst kommer igennem byggeriet :-(
Sådan behandler man lejebeboere i dag, vi har INTET at skulle have sagt.
Du kan se projektet her:
https://www.everydaystudio.dk/copy-of-fano-bad

Steen Bahnsen, Dylan Storm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Kim Houmøller

Det er ikke kun tomme luksusboliger i byen der fylder, det er også DYRE luksusboliger.
Se bare her:

"Intet mindre end 33 millioner kroner.

Det er prisen på en ejerlejlighed på Holmene tæt på Christianshavn, som netop er kommet til salg på boligmarkedet.

Og med det prisskilt tager lejligheden titlen som landets dyreste lejlighed, der er til salg."

Og videre:

"De prominente lejlighedshandler, der indtil videre har kunnet prale af at være de dyreste i den danske boligmarkedshistorik, blev lukket i henholdsvis november sidste år og januar i år.

Her blev en 319 kvadratmeter stor ejerlejlighed på Sankt Annæ Plads samt en 291 kvadratmeter stor lejlighed - ifølge Boliga.dk - nemlig hver solgt for 32,5 millioner kroner."

Christianshavn er blevet gentrificeret.
Før døde folk af tuberkulose, nu dør de hjemløse flaskesamlere af Covid 19.

https://kbh.kirkenskorshaer.dk/fattigdom-paa-christianshavn-foer-og-nu-e...

Det samme gør sig gældende for Sankt Annæ gade, der bestemt ikke hørte til et 'respektabelt kvarter' for 100 år siden, men nu er et af de mest dyre og prestigefyldte i byen.

http://www.indenforvoldene.dk/sankt-annae-gade

I København er det efterhånden lige så dyrt at bo som i Nordsjælland.
Forskellen er blot, at København har været styret af Socialdemokratiske overborgmestre siden 1938.

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Borgmestre_i_K%C3%B8benhavns_Kommune

Det er åbenbart hip som hap hvem der sidder på tronen..

Eva Schwanenflügel

Hov, jeg glemte linket til artiklen om de dyre bolighandler:

https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/danmarks-dyreste-lejlighed-er-sat-til...

ingemaje lange

@rene ,hvilken betydning har det for din -i øvrigt udmærkede- pointe, at konsulenten var kvindelig?

Ikke nogen som helst andet at vi ved hvem det er vi skal snakke med og det er en kvinde, havde det været en mand, så havde jeg skrevet det :-)

ingemaje lange

Det jeg mener er at en konsulent ikke ved hvordan det er at leve under de omstændigheder hver dag, de tager hjem til deres bolig hvor der er stille og roligt.

Henning Kjær

Når man ikke er københavner, er der ikke meget der er mere ligeyldigt end nogle københavnere der kæmper for natur og mod demokratisk valgte politikere.

Der er alt for mange der vil bo i København, selvom boligpriser og leveomkostningerne er høje. Når så nogle demokratisk valgt politikere vil bidrage til at løse problemet ved at bygge boliger er det et problem, på samme måde er det et problem når statslige arbejdspladser flyttes ud af byen og/eller studiepladser flyttes til provinsen.

Steen Bahnsen

Byggeriet på Fælleden er under al kritik. Og tilsyneladende besluttet af lokalpolitikere der, af uransagelige grunde, mener de véd bedre end andre mennesker magen til dem selv. Og ikke mindst, som véd bedre end den natur de (og alle andre levende organismer) selv kommer af. Og i sidste ende lander vi jo allesammen det samme sted...ganske naturligt...i den samme muld...
Men hvilke aftryk efterlader vi henholdsvis?

Èn bemærker at vi er for mange mennesker - måske - hvis der menes i København er det nok absolut rigtigt. Og dét giver kun lidt mening...
Hér til formiddag læste jeg f.eks. om et gammelt hus på Frederiksberg der står til salg for kr. 27.000.000,- (!) - et hus på en grund på lidt over 400 m2. Jeg kiggede på billederne og så et hus der, hér på Lolland hvor jeg flyttede til for ca. 5 år siden fra Nordkøbenhavn, muligvis ville blive bedømt til at være nedrivningsværdigt. Men altså ikke på Frederiksberg. Og hvis ikke det var nedrivningsværdigt, ville det nok, hér på Lolland, kunne erhverves, i den stand det står, for ca. kr. 200.000,-. Men dog ikke med en grund på kun ca. 400 m2 - hér ville der nok følge 4.000 m2 med for samme pris! Ca. 2 timers kørsel fra København...

Så hvad skyldes problemerne i København? Har menneskene mistet forstanden? Æder storbyen forstanden ud af folk uden de opdager det? Er det hele, mere eller mindre, selvforskyldt? Og kunne det være HELT anderledes, hvis vi virkeligt ville det? Det kan det altså godt...valget er, i sidste ende, vort eget.