Stadig færre vinelskere gider at drikke merlot. Det er en fiktiv forfatters skyld

Den deprimerede og upublicerede forfatter – reelt er han skolelærer – Miles Raymond tager sin ven, Jack Cole, på vinøs roadtrip til Santa Ynez Valley i Californien. De skal drikke vin og tale om livet, i den rækkefølge, inden Jack skal giftes. Derfor har Miles arrangeret vinsmagninger, golfrunder og middage i det evigt solbeskinnede vinområde på den amerikanske vestkyst. Men Jack er mest fokuseret på at finde en sidste tilfældig kvinde at komme i seng med inden sit kommende ægteskab. Og derfra går alt mere eller mindre galt.

Det er grundplottet i filmen Sideways, der havde premiere i 2004, og som blandt andet vandt en Oscar for bedste manuskript. Men Alexander Paynes fine komedie var ikke blot en anmelder- og publikumssucces. Den ændrede også – med én enkelt replik – vinverdenen.

Filmen igennem spejler den passionerede vinnørd Miles ubevidst sit eget og andres følelsesliv i vindruesorters karakteristika. Så når han beskriver pinot noir-druens egenskaber, er det faktisk ham selv – og kvinden han kurtiserer – det handler om.

»Det er en svær drue at dyrke. Den er tyndskinnet, temperamentsfuld og modner tidligt. Den er ikke en overlever som cabernet sauvignon, der kan gro overalt og trives, selv om den bliver negligeret. Nej, pinot noir har brug for konstant omsorg og opmærksomhed. (…) Kun dem, der virkelig tager sig tid til at forstå pinot noirs potentiale, kan lokke den til at vise sit fulde udtryk. Men så, åh, dens nuancer, de er de mest sagnomspundne og geniale og sindsoprivende og subtile på denne planet.«

Det er dog ikke denne vidunderlige sang om pinot noirs fortræffeligheder, der er den skelsættende replik i filmen: Det er en plat, brysk sætning, der handler om merlot. En druesort, der i filmen symboliserer vennen Jacks personlighed med sin fede, frembrusende, leflende og letforståelige frugt, der mangler karakter, poesi og dybde. Hvilket får Miles til at udbryde:

»I am NOT drinking any fucking merlot!«

Denne ikoniske sætning turnerer stadig lystigt rundt i vinverdenen små 20 år efter filmens premiere. Men hvorfor er det, at merlot-druen, som historisk har været en af vinverdenens vigtigste og største druesorter – og som stadig er en af de mest plantede – ikke kan ryste Miles Raymonds forbandelse af sig?

Grønne og elendige

En af grundene til, at merlot var faldet i unåde i 2004, var, at druen – særligt i sin californiske udgave – havde oplevet en markant øget efterspørgsel i 1990’erne i takt med vinanmelder Robert Parkers voksende indflydelse. Den toneangivende anmelder elskede stor, mørk og blød (marmelade-)frugt. Syre? Nej tak. Og derfor havde merlot kronede dage med sine opulente karakteristika. Men den øgede efterspørgsel fik – og sådan går det jo altid – nogle producenter til at udnytte situationen og lave billige og masseproducerede merlot-baserede vine, som var grønne og stikkende og elendige.

Disse versioner ødelagde druens renommé og »fortjente fuldstændig den skæbne, de modtog – blandt andet i Sideways«, som John Williams fra det berømte californiske vinhus Stag’s Leap har sagt. Merlot-druens nedtur var altså allerede begyndt inden replikken.

Her små 20 år senere tyder det ikke på, at merlot får et comeback hos verdens vinøse connaisseurs foreløbig. For nu er druens fysiske egenskaber simpelthen blevet umoderne, særligt hos de yngre (natur)vindrikkere. Merlot-druer er store og har derfor meget frugtkød i forhold til kerner og skal, hvor tannin og syre sidder. Derfor er merlot-vine ofte bløde, runde og mørkfrugtige. Og tunge. Og det er noget rod, når de trendsættende restauranter (hej NOMA!) går efter spændstige, lette og syredrevne vine, der får mundvandet til at løbe og giver lyst til en flaske mere – i stedet for en lur. I dag er det tyndskinnede (Miles Raymond-)druer som pinot noir, gamay og poulsard, der løber med opmærksomheden.

Vin fra rummet

Det går dog ikke dårligt for alle merlot-dyrkende vinbønder. I hvert fald ikke, hvis man ejer Chateau Petrus i Pomerol, der ligger på højrebredden af Bordeaux. Petrus, som er lavet på hundrede procent merlot og er en af verdens mest eftertragtede vine, stiger ufortrødent i pris år efter år. Den bliver beskrevet som havende fløjlsbløde tanniner, noter af mørk frugt, oliven og mørk chokolade og skulle være en vin, som både kan drikkes helt ung og med alder. Jeg har selvsagt aldrig smagt Petrus, da en enkelt flaske nemt koster på den grumme side af 30.000 kroner, men det er blandt andet den berømte anmelder James Sucklings yndlingsvin.

Og så er der jo også Petrus Espace 2000. Tolv flasker Petrus, der blev sendt ud i rummet (suk!) i 14 måneder på den Internationale Rumstation af et fransk startup kaldet Space Cargo Unlimited. Disse flasker er angiveligt vurderet til en million dollar (dobbelt-suk!), men vil blive solgt til private kunder, hvorfor ingen ved, om den pris er realistisk.

Men hvis der skal en rumtur til at gøre vinen interessant, er det måske for alvor et tegn på, at der er noget galt med druen.