Vestegnen
Læsetid: 15 min.

83-årige Emma Bernhardt truede med at lænke sig til radiatoren, da hendes hjem skulle rives ned

Et lille stykke danmarkshistorie er ved at blive jævnet med jorden. Vestegnens 50 meter høje vartegn – de almennyttige højhuse i Brøndby Strand – er blevet ramt af både forgiftning og et forandret syn på det gode liv i velfærdsstaten. Men Ole Larsen og Emma Bernhardt og de andre oprindelige beboere skal man ikke tro, at man bare kan flytte rundt på
Brøndby Strand Parkerne er en del af danmarkshistoriens største udførte byplan. Området er to kilometer fra ende til anden og består af både ensartede lavhuse og bydelens vartegn – de 12 højhuse på 15 etager.

Brøndby Strand Parkerne er en del af danmarkshistoriens største udførte byplan. Området er to kilometer fra ende til anden og består af både ensartede lavhuse og bydelens vartegn – de 12 højhuse på 15 etager.

Forstadsmuseet

Moderne Tider
14. maj 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det er ikke bare en nedrivning af et højhus. Det er en nedrivning af et helt liv. Det er derfor, at 83-årige Emma Bernhardt og hendes veninde truede med at lænke sig til en radiator inden flytningen.  

»Vi var en hel generation, som røg ud af højhuset. Vi var vrede. Vi kunne virkelig ikke forestille os at leve et andet sted,« siger hun. 

Fem af 12 ikoniske højhuse i Brøndby Strand Parkerne skal jævnes med jorden, fordi bygningerne er voldsomt ramt af den farlige miljøgift PCB. Den kan i høje koncentrationer medføre skader på lever og nerve- og immunsystem og virke kræftfremkaldende. I Brøndby Strand Parkernes første fem højhuse sidder giften i lejlighedernes vægge og gulve og kan måles i mange af beboernes blod.  

Emma Bernhardt var den beboer, som fik målt de højeste PCB-tal i kroppen efter 35 år i højhus nummer to i Brøndby Strand Parkerne.  

Helt galt gik det for Emma Bernhardts kvindelige nabo. Hun havde ikke anden familie end sin selvvalgte højhusfamilie. Vennen holdt op med at spise og skrumpede ind til en mager skygge, da nedrivningen var blevet vedtaget.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Brian W. Andersen

Det er en flot artikel om et lille hjørne af det almennyttige boligdanmark jeg kun kender alt for godt, men jeg er stærkt i tvivl om hvordan alle de fine nuancer i den vil blive opfattet af det befolkningsflertal, som ikke bor og aldrig har boet i en almennyttig lejebolig. Kan de f.eks. forstås af den unge/yngre akademiker, der selv er vokset op i forældrenes ejerbolig, har boet nogle år i en kollegie/studiebolig plus evt. et par år i en privat lejebolig og som i dag bor i egen ejerbolig?

Det håber jeg, fordi det er præcis den samfundsgruppe, som har det afgørende ord i hvordan fremtiden bliver for de almennyttige boliger og for boligmarkedet som helhed, men jeg tror ikke rigtigt på det. I artiklen står det nærmest udtrykt i både kommunens boligstrategi og rådgivningsfirmaets analyse. Og et tredje tegn på blinde vinkler ligger gemt i udsagnet "Arkitektonisk har idealet også ændret sig. Bydelen er indrettet til bilkørsel.". Tæt ved 2 ud af tre hustande i Danmark har bil, men f.eks. har kun godt hver tredje hustand i etageejendomme bil, samme antal gælder for enlige uden børn og nede i nederste indkomstdecil har kun 13% af husstandene bil. https://www.kollektivtrafik.dk/flere-husstande-har-flere-biler/969
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/transport/transportmidler/familier...

Hvor på det danske boligmarked er det lige at der bor flest lavindkomster og flest enlige i etageejendomme? Og er indretning efter kørsel i privatbil virkelig det rette ideal her? Eller er det bare blevet idealet, fordi medlemmerne af byrådene, medlemmerne af folketinget, eksperterne i rådgivningsvirksomhederne og de ansatte både i kommunernes administrationer og i de almennyttige boligforeningers relativt nye superadministrationer selv tager privatbilen på arbejde?

Et stykke velfærdshistorie under forandring kalder museumsinspektør Lisbeth Hollensen det, men hvilken forandring er det vi ser og hvilket samfund er vi ved at skabe med denne? Brøndby Strand Skole ligger i Dyringparken, et almennyttigt boligområde i Brøndby Strand komplekset, som er underlagt "fleksibel udlejning" for at få flere ressourcestærke beboere ind. Her inkluderer 7.-klasseselevernes drømme om et fremtidigt bedre lokalsamfund en lokal Louis Vuitton butik. Vi burde nok spørge hvorfor.

Bjørn Pedersen, Dennis Tomsen, Morten Bo Johansen, Alan Frederiksen, Dennis Laursen, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Ruth Sørensen, Jes Kiil, Claus Nielsen, Leif Høybye og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Det er et svært dilemma. Selvfølgelig skal folk have lov at bo hvor de bor uden andre blander sig idet. Alle har brug for et sted at bo, man kan jo ikke så godt være ingen steder, så det må næsten være en menneskeret. Så er der spørgsmålet om ret til ejendom, på Zanzibar, har man automatisk ret til et stykke jord og man behøver ikke gældsætte sig for det. I bund og grund tilhører jorden os alle sammen lige meget, ejendomsretten er en kunstig konstruktion, som vi bare ligesom har accepteret og undrer os over, selv om vi alle har ret til et sted at være.
Så bygger vi noget så fælt som Brøndby Strand Parkerne, hvor mennesker stables oven på hinanden som dyr, med hver deres lille hul at kigge ud af, der vender hver sin vej, så de ikke opdager virkeligheden og så har vi den frækhed at kalde det alment nyttigt. Og når vi så endelig vil rydde lortet er der nogen som ikke vil flytte. Så må man jo begynde at undre sig og spørge sig selv om vi reelt tilbyder dem noget bedre. Hvilken ret har vi til at flytte rundt med andre mennesker, som om de er små produktionsenheder på et hengemt lager, vi kan tage frem, ligge væk eller køre på lossen, når de skal tjene os, når de ikke skal bruges eller når de er udtjente.
Der er noget fundamentalt galt med staten, nå vi i den grad vælger at glemme at livet i sig selv har værdi og at de andres liv er lige så værdifuldt som vores eget. Vi har behov for et opgør med ejendomsretten, således at alle har ret til at eget deres eget hjem. Så må man jo pænt spørge om lov, når man vil lave om på tingene. Uanset hvor velmenende man er, så er der ikke tale om en reel forhandling, når den ene ejer det hele og den anden er de facto slave.

uffe hellum, Susanne Kaspersen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Det er artikler som denne som giver abonnement på Information værdi.

Rolf Andersen

De bygninger, som er decideret sundhedsfarlige at bo i, skal selvfølgelig rives ned, hvis de ikke kan renoveres.

Og, ja, de er bygget i en tid, hvor man tænkte i 'bo-maskiner', men er de egentlig så meget anderledes end de ny boligområder, der skyder op rundt omkring med særdeles dyre lejligheder?

Området omkring højhusene kan måske forbedres, og der kan indrettes små hyggelig caféer, grønne områder osv. Og husene ligger dejlig tæt på en god strand.

Jeg selv har boet i Ishøj nogle år. Ishøj har også et lidt 'blakket' ry, men her er faktisk ganske dejligt. Gode butikker, dejlig strand og anden god natur. Tæt på Kbh med S-tog osv. Og der er såmænd ikke flere kvinder, der går med tørklæde om håret end inde i København (som er så eftertragtet).

De beboere, der må genhuses, fordi deres blok skal nedrives eller total-renoveres, kan selvfølgelig blive genhuset i en af de andre blokke efterhånden, som der bliver lejligheder ledige, så de kan blive i det kvarter de holder af.

Og de beboere, der vil væk fra kvarteret skal naturligvis have muligheden for det.

Den der idé med at rive sunde huse ned "bare fordi" giver ingen mening, når der generelt er mangel på boliger.