Druesort, land og region – og eventuelt navnet på bakkeskråningen, hvis du er en kæmpe nørd, der er ulidelig at være sammen med – det er de parametre, som langt de fleste vælger vin efter, når de står hos vinhandleren eller i supermarkedet. Skal det være pinot noir eller primitivo? Chile eller Tjekkiet? Og foretrækker middagsgæsterne Valpolicella eller Volnay?
Men selv om disse tre parametre kan sige meget om vinens smag og karakter, så er det stadig ganske begrænset information at basere sit valg på, hvis man går op i de mere subtile aspekter af vinens smag. For både i marken og kælderen tager vinbønderne enormt mange valg, der påvirker vinens endelige udtryk. Og særligt ét af disse valg kan få sindene i kog: valget af fermenterings- og lagringsbeholder.
Den mest kendte beholder er det runde egetræsfad, der i Frankrig går under navnene barrique, demi-muids eller tonneau, afhængigt af kapaciteten på henholdsvis 225, 600 og 900 liter. Det er disse tønder, der bruges på de fine chateauer, og som din lokale vinhandler måske har stillet på højkant i sin butik, hvor det nu agerer semistemningsskabende bord.