Herlufsholms elever er små repræsentanter for hierarkierne, men også levende anakronismer

Der er umiddelbart noget næsten romantisk over et sted som Herlufsholm Kostskole, der giver mindelser om Harry Potter-universet. Der er historie og sagnomspundne traditioner knyttet til det. Her vandrer små drenge og piger ind i den ene ende, og ud i den anden kommer unge mænd og kvinder efter at have været grueligt meget igennem i deres skoleuniformer. Men som enhver nok allerede godt vidste, er skolen også fyldt med ubehageligheder. Hvorfor skulle den ikke være det? Vi kender fænomenet fra stort set alle andre kostskoler i verden og fra stort set alle film om kostskoler for den sags skyld. Vi har endda faktisk tidligere hørt beretninger om krænkelser og overgreb på Herlufsholm.

Det underlige er ikke den vold, vi hører om, men snarere, hvorfor den vold bliver ved med at klæbe til denne type kostskoler og måske endda i stigende grad? Den oftest brugte forklaring handler om, at eleverne gennem skolens ydmygende praksisser indføres i de hierarkier, der allerede er deres virkelighed. Det er en kendt sag, at skolens elever kommer fra samfundets øverste lag, og man kunne nu sige, at praksisserne hærder eleverne til at udfylde de symbolske mandater, de allerede er tildelt. Men måske er der en anden forklaring, end at volden følger naturligt i forlængelse af hierarkierne.

Hvad nu hvis volden i stedet er et udtryk for, at noget er galt med hierarkierne selv?

Magtens fingre

At have magt er at indtage en position, der er særlig i forhold til andres. Det er at bebo et hierarki. Hierarkier findes i naturen, er der nogen, der ofte understreger, men det er blevet tiltagende vanskeligere at begrunde samfundsindretninger med, at de er ’naturlige’, ligesom det også er blevet vanskeligere at hævde, at hierarkiske institutioner, som for eksempel Kongehuset, er ’guddommeligt’ sanktionerede. Der er i moderniteten, som litteraten Eric Santner har beskrevet det, en generel krise i samfundets ritualer og dets traditionelle og ofte nedarvede symbolske mandater.

Men hvilken position stiller det Herlufsholms elever i? De er små repræsentanter for hierarkierne. Det er de børn, der er bestemt til at blive advokater, direktører og kunstnere, eller må leve med at mislykkes som netop dét. Men de er også en slags levende anakronismer. Man kan forestille sig, at de i tider, hvor nye antihierarkiske bevægelser, som for eksempel #MeToo, vinder frem, kæmper med at forstå deres symbolske mandat. De er i gang med at blive indlemmet i hierarkierne, men samtidig konfronteres de med hierarkiernes ustabile kerne. For hvordan giver man i sidste ende mening til et hierarki?

Måske er det den erkendelse, der kan ligge snublende nær og alligevel være helt utilgængelig på et sted som Herlufsholm. Hierarkierne kan ikke, hvor underlige og fremmede de end måtte virke på de små kroppe, afstødes. Og her kommer lammere, trælår, fingre i anus og ydmygelser ind. Det er hierarkierne, der indskriver sig på kroppene, kunne man sige. Men kan man ikke også sige, at volden er en måde, hvorpå hierarkiernes meningsløshed netop fremtræder for eleverne? Volden er en slags ’acting out’, der følger af en ufrivillig indskrivning i samfundets symbolske hierarki.

De to fingre i anus er endda måske ikke blot en tilfældig overskridelse. Er der ikke en sandhed i, at magten kryber ind i og op i én, styrer én som en marionet, uden ens ønske? Og er krænkerne ikke selv en slags marionetter for en magt, de ikke forstår?

Omvendt middelalder

Hele Herlufsholm-miseren kan selvfølgelig uden problemer læses som den klassiske initiering i den lukkede klub: Der er en pris at betale, og der dannes et broderskab blandt dem, der har gennemgået ydmygelserne og dermed vinder retten til at ydmyge de næste. En indvielse i »voldskapitalismen«, som Kristian von Hornsleth, der også er tidligere elev fra skolen, siger det. Men der kan også være en læsning, der fremhæver, hvad i alverden eleverne ellers skal stille op med det, der er dem givet: Man kan enten leve sig helt ind i ritualernes magi, eller man kan blive besat af dem og deres meningsløshed.

Forbindelsen mellem magt og vold har alle dage også været knyttet til magtens egen krop. I middelalderen udvikledes den tanke, vi stadig kender i dag, om kongens to kroppe. Kongens konkrete krop må bøje sig for den sublime krop, der gennemskærer ham og skal gives videre til den næste: »Kongen er død, Kongen leve«. Men hvad med den situation, hvor vi kun har den krop, der ligger under for et hierarki, der er sværere at retfærdiggøre end nogensinde? Måske er det sandheden om overklassen i det 21. århundrede: Den eneste sublime krop, de kan producere, er den forpinte, forslåede krop; den krop, der hverken kan være i hierarkiet eller være uden for det, men er fanget i dets voldelige limbo.