Der er regn på vejen, da vi ser tegn på snegl. Og ja, vi er i Spanien. Nærmere bestemt i udkanten af Binissalem, en lille provinsby cirka midt på Mallorca. Bynavnet er et levn fra maurernes tid på øen og betyder Fredens Søn. Vi er på jagt efter bløddyr, og derfor drejer vi ned ad grusvejen, hvor et skilt viser os mod Sa Caragolera: ’sneglen’ på catalansk.
Den tynde, grønne dug over de to drivhuse kaster et feagtigt lys over de lange sneglegårde, hvor de sidste rester af sæsonens grøntsager er sprunget i blomst og står og nikker. Her dufter vådt og grønt. Snegle er her ikke så mange af lige nu. De ligger i dvale i store net i kølerummet og afventer deres skæbne. Det gælder om at være på vinderholdet, for de fleste bliver bare spist – men de få heldige får et sexliv. Om lidt går Miguel Angel Salom Luque i gang med at rydde drivhusene, og så skal der sås planter til næste sæson. Kål, spinat, radiser og majroer. Til september, når alt har vokset sig stort og vildt, kommer de heldige snegle frem fra kølerummet og kaster sig ud i et orgie af grøntsager og hermafroditisk sex, og så er stammen til næste års produktion etableret.
