For flere af Europas mindre stater har neutralitet længe stået som en attraktiv sikkerhedsløsning – for nogle et moralsk ideal, for andre mere en slags overlevelsesstrategi.
Pionererne er Sverige og Schweiz: Da stormagterne ved Wienerkongressen i 1815 nyordnede Europa efter Napoleonskrigene, blev begge anerkendt som neutrale nationer – en konstruktion, alle så fordele i.
Schweizisk neutralitet går helt tilbage til 1515 – derfor kan Orson Welles’ filmskurk i Den tredje mand udbryde: »I Schweiz har de haft broderlig kærlighed, 500 års demokrati og fred, og hvad har de frembragt? Kukuret.« Også for Sverige, der ikke har været i krig siden 1814, virkede opskriften.
Andre gjorde sig mere blandede erfaringer: Hverken i Første eller Anden Verdenskrig kunne Belgiens neutralitetsbekendelse redde det fra tysk aggression. Og hvad efterkrigstidens Finland og Østrig angår, var neutraliteten ikke selvvalgt, men reelt et udslag af sovjetisk pres.
Heldigvis kan jeg læse mig til, at Schweiz ser ud til både at bidrage med generøs økonomisk til hjælp til Ukraine, og at landet velvilligt modtager flygtning fra Ukraine.
Men det er helt uacceptabelt, at landet under på beråbelse af sin neutralitet.
Har nægtet at sælge den ammunition, som Tyskland mangler til tunge våben fra egne lagre af udgåede våben.
Som Tyskland vil donere til Ukraine.
Når nu både Sverige og Finland som neutrale lande, i stor stil har støttet Ukraine med våben.
Jeg ser nu at dette pinlige svigt er til debat i Schweiz.
Det er hjerteskærende at læse artikler om heroiske ukrainske hospitaler, der modtager og behandler civile og militære ofre, med de mest forfærdende krigsskader.
Jeg har tænkt tanken, om det mon kunne udgøre en mulighed at etablere en arbejdsdeling?
1.
Ukrainske hospitaler stabiliserer hårdt sårede.
2.
Når hårdt sårede er stabiliseret og kan evakueres, så evakueres de ud af landet til vestlige hospitaler.
3.
På ubestemt tid påtager vi os for vestlig regning, at sikre ophold og behandling af hårdt sårede ukrainere på vestligt territorium.
Herunder proteser til krigsinvalide.
Aktiv hjælp til krigsindsatsen
Det er velkendt i militær terminologi, at det er bedre at såre modpartens soldater.
End at slå dem ihjel.
Fordi det kræver enorme ressourcer, at pleje og behandle hårdt sårede borgere og soldater.
Jo mere vi i vesten kan løfte byrden heraf, des mere hjælper vi i virkeligheden Ukraine.
Det kan være lige så værdifuldt for Ukraine som direkte våbenhjælp.
Så rigt som Schweiz er, og i betragtning af at landet i århundreder bag sin massivt væbnede bjergbefæstning.
Både har været forskånet for de ulykkelige følger af krig, og direkte hartprofiteret af at kunne handle med alle parter i krigstid.
Der mener jeg at det kunne udgøre en værdig opgave for Schweiz, at evakuere krigsinvalide ukrainere til Schweiz.
Og finansiere denne indsats.
Landet har råd til det!!
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Danny, man kan, som land, ikke påberåbe sig neutralitet med den ene hånd, og sælge ammunition og donerer våben til krigsførende lande med den anden. Landes egen ret til at beslutte, hvordan de skal agere i international sammenhæng, er vel i bund og grund også én af de ting, der kæmpes for i Ukraine. Hvorfor gælder dette princip ikke for Schweiz?
@ Jeppe Lyngsø Bundgaard
Det har afgjort ikke gennem historien afholdt neutrale lande, fra at sælge våben til krigsførende lande.
Bortset fra hvor de selvsamme lande har fundet det opportunt, at gemme sig bag en påstand om ikke at kunne sælge våben til lande i konflikt.
Sverige og Finland har støttet Ukraine, som neutrale eller alliance frie lande siden krigens start.
Og selvfølgelig kan Schweiz vælge at gøre det samme.
Dette historisk set egoistiske land, nok i sig selv, kalkulerede sikkert med en kortvarig krig.
Hvorefter det ville være back to business for Schweiz.
Landet er imidlertid begyndt at ryste svagt på hånden, efterhånden som krigen trækker i langdrag.
Kræmmer nationen er måske begyndt at indse risikoen, for at ende udskammet på den forkerte side af historien?
Valget er Schweiz, landet kan endnu nå at træde i karakter.
Med andet og mere end blot et åbent checkhæfte.
Det 22 århundrede er århundredet hvor Schweiz, i praksis ikke længere kan gemme sig som en uberørt ø.
Og tror at eftertiden vil glemme landet for, hvad det ikke ydede, men som de kunne have ydet.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
[Det er vel det 21. århundrede... ;-) ?]
Torben Siersbæk
21. maj, 2022 - 17:54
[Det er vel det 21. århundrede... ;-) ?]
ja, sorry
Det er det evige problem på Information.dk
Trods forsøg på at læse korrektur, sker det at jeg ved genlæsning finder slå fejl i egne indlæg:-(
Øv
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
DET kender jeg - alt for godt.
Heldigvis er det ofte ikke så memimgsforstørrende at det går noget,
Om jeg så må sige ;-)
Det er nyt for mig, at Østrig, Sverige og Finland ikke er med i EU - kan nogen forklare nærmere?
"En lignende konklusion når Eric Frey, kommentator for wienerdagbladet Der Standard, frem til: Østrig skal muligvis ikke følge Finland og Sverige ind i EU, men »argumenterne for at fastholde en østrigsk Sonderweg mangler«, bemærker han i et indlæg, der bærer overskriften: »Østrig – outsideren i midten«. Frey finder det skamfuldt, at Østrig høster disse fordele uden selv at yde militære bidrag til den kollektive sikkerhed. "
Baserer resten af indlægget sig mon på samme niveau af fakta?
Ja det må være en lapsus.
Artiklen, der henvises til, formulerer det således: "Wien muss Finnland und Schweden nicht in die Nato folgen. Aber für einen sicherheitspolitischen Sonderweg fehlen die Argumente".
Men sjusk er det!
Måske har Information heller ikke nogen mulighed for at læse korrektur på egne indlæg i avisen? Fuldstændig lige som her på debatsiderne? ;)
Jeg tror at korrekturlæsning er overladt til tekstbehandlingsprogrammets stavekontrol.
Dvs. ingen kontrol af fejlagtige sætningskonstruktioner, ingen kontrol af forvrøvlede formuleringer, ingen kontrol af fejl.
Faktisk imponerende, at der alligevel kommer noget (ofte) læseligt og meningsfuldt stof ud af det!