Er neutralitetens tid ved at rinde ud? Selv i Schweiz er det mangeårige princip nu til diskussion

For flere af Europas mindre stater har neutralitet længe stået som en attraktiv sikkerhedsløsning – for nogle et moralsk ideal, for andre mere en slags overlevelsesstrategi.

Pionererne er Sverige og Schweiz: Da stormagterne ved Wienerkongressen i 1815 nyordnede Europa efter Napoleonskrigene, blev begge anerkendt som neutrale nationer – en konstruktion, alle så fordele i.

Schweizisk neutralitet går helt tilbage til 1515 – derfor kan Orson Welles’ filmskurk i Den tredje mand udbryde: »I Schweiz har de haft broderlig kærlighed, 500 års demokrati og fred, og hvad har de frembragt? Kukuret.« Også for Sverige, der ikke har været i krig siden 1814, virkede opskriften.

Andre gjorde sig mere blandede erfaringer: Hverken i Første eller Anden Verdenskrig kunne Belgiens neutralitetsbekendelse redde det fra tysk aggression. Og hvad efterkrigstidens Finland og Østrig angår, var neutraliteten ikke selvvalgt, men reelt et udslag af sovjetisk pres.

Schweizisk opbrud

Nu er spørgsmålet om fordele og ulemper ved neutralitet kommet til fornyet debat. Ukrainekrigen vendte op og ned på Finlands og Sveriges sikkerhedskalkuler, og begge foretog i denne uge et opsigtsvækkende historisk brud med neutraliteten til fordel for en fremtid i NATO.

Selv i Schweiz er der et opbrud i gang, om end i mindre skala. Som avisen Sonntagsblick kan berette, er det schweiziske forsvarsministerium på vej med en betænkning, der skal revurdere præmisserne for landets neutralitet. Under et besøg i Washington i denne uge i forbindelse med køb af amerikanske F-35-kampfly erklærede forsvarsminister Viola Amherd, at Schweiz nu vil søge et tættere samarbejde med NATO.

Betænkningen vil lægge op til at tillade militærøvelser sammen med NATO, mulig indsættelse af schweiziske fredstropper i andre lande og mulighed for at eksportere våben og ammunition samt mulighed for at tilbyde brug af schweiziske militærfaciliteter til andre magter. 56 procent schweizerne støtter styrkede bånd til NATO, en tredjedel ønsker optagelse i alliancen.

Sanktioner mod Rusland har Schweiz allerede indført. Landet har sluttet sig til alle EU’s fem sanktionspakker efter Ukrainekrigens udbrud.

»Neutralitet kan ikke være et formål i sig selv,« skriver den liberale politiker René Rhinow i Neue Zürcher Zeitung:

»Neutralitet gav mening, da Schweiz risikerede at blive trukket ind i krige mellem nabostater. Nu, hvor vi ligger som en ø i EU, har neutraliteten mistet sin mening, da krig mellem EU-medlemsstater i stadigt snævrere integration er højst usandsynlig.«

Schweizisk sikkerhed er tæt forbundet med EU’s og NATO’s sikkerhed, pointerer han – »ja, reelt afhængig af denne: Vi profiterer af NATO’s beskyttelsesparaply«.

Militær eller moralsk neutralitet

En lignende konklusion når Eric Frey, kommentator for wienerdagbladet Der Standard, frem til: Østrig skal muligvis ikke følge Finland og Sverige ind i NATO, men »argumenterne for at fastholde en østrigsk Sonderweg mangler«, bemærker han i et indlæg, der bærer overskriften: »Østrig – outsideren i midten«. Frey finder det skamfuldt, at Østrig høster disse fordele uden selv at yde militære bidrag til den kollektive sikkerhed. 

Under alle omstændigheder betyder Østrigs militære neutralitet ikke »moralsk neutralitet«, betonede kansler Karl Nehammer, da han i sidste måned besøgte Vladimir Putin i Moskva og opfordrede ham til at indstille krigen i Ukraine.

Geografisk placering på afstand af aggressive stormagter skaber gunstigere vilkår for neutralitet, og det er man bevidst om i Irland, hvis neutralitet – på samme måde som Maltas – historisk skal ses i en kontekst af løsrivelse fra britisk overhøjhed, som har betydet, at man ikke ønskede at indgå i en forsvarsalliance med London.

Men også i Irland kan neutraliteten nu drages i tvivl, siger Cathal Berry, et uafhængigt medlem af det irske parlament, til Politico. »Endelig kan vi tage emnet op uden at blive beskyldt for at ophidse til krig«. Han ønsker et stærkere irsk forsvar og tættere tilknytning til NATO.

I januar protesterede Irland over en omfattende russisk flådeøvelse, der kom helt tæt på irsk territorialfarvand og også indebar luftrumskrænkelser. »Det står ikke i vores magt at forhindre øvelsen, men jeg har gjort det helt klart over for den russiske ambassadør, at den er højst uvelkommen,« sagde den irske udenrigsminister Simon Coveney.

Hvad Malta angår, lød der protester fra neutralitetstilhængere, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i begyndelsen af måneden talte for parlamentet via storskærm. Men som avisen Malta Independent påpeger, er der i et ellers polariseret politisk miljø bred enighed om, at Rusland skal pålægges hårde økonomiske sanktioner, »selv om det ikke ligefrem er nogen specielt neutral holdning at indtage«.

Mest prekær er diskussionen i Moldova, Ukraines lille naboland i sydvest, der har den prorussiske udbryderrepublik Transnistrien i baghaven og frygter at blive næste mål for en russisk ’specialoperation’. Her har de ledende politikere understreget, at Moldovas forfatningsbaserede neutralitet fastholdes uanset krigen. Vi siger nej til NATO, men ja til at blive EU-kandidatland, lyder det: Et budskab, der som Denis Cenusa, Moldova-ekspert ved Eastern Europe Studies Centre, siger til al-Jazeera, skal »signalere, at vi ikke ønsker at blive det næste mål«.