Noel Piat blev født i Sydafrika, levede som nomade i Caribien og endte sine dage i Danmark

Da Noel Piat døde, blev det hurtigt besluttet, at han ikke kun skulle stedes til hvile et enkelt sted. Hans aske skulle spredes over hele kloden fra det tropiske hav i Caribien til den kolde Nordsø og ved hans forældres gamle vingård i Sydfrankrig. På den måde kunne hans vandrende sjæl fortsætte sin færd gennem verden.

Selv var Noel Piat indifferent, når det gjaldt hans jordiske rester. Han var ateist og lod det være op til familien at bestemme, hvad der skulle ske med ham.

»Jeg er ligeglad, jeg er jo død,« som han sagde.

Han ville noget andet

Noel Piat blev født i Cape Town i 1947. Her boede han de første par år af sit liv sammen med sine forældre og storesøster. Hans mor var fra Sydafrika og hans far fra Mauritius, og ligesom det blev tilfældet for Noel, levede de en bohemeagtig tilværelse med forskellige liv i forskellige lande.

I slutningen af 1940’erne flyttede familien til en landlig forstad uden for Paris, da faren blev ansat som finansunderdirektør i UNESCO. Noel faldt godt til i landsbyen og blev hurtigt venner med de lokale børn, selv om der i datidens Frankrig blev gjort et stort nummer ud af status og klasse. Det tog Noel sig ikke af. Han legede med dem, han kunne lide, og gjorde aldrig forskel på folk.

Efter et par år i Frankrig fik forældrene endnu en datter. De tre søskende tilbragte meget tid sammen og listede ofte op på loftet, hvor morens gamle kostumer lå gemt væk i støvede kasser. Hun havde været skuespiller i London, inden hun blev gift, og børnene elskede at klæde sig ud i de smukke, farverige dragter.

Skoletiden var svær for Noel Piat. Han var intelligent, men manglede disciplin, hvilket skuffede faren, der syntes, han havde skabt de ideelle forudsætninger for sin eneste søn. Men ligesom Noel ikke skelnede mellem høj og lav, så han heller ingen mening i prestige og faglig anerkendelse. Han ville noget andet med sit liv.

Nomadeliv

Efter gymnasiet rejste Noel Piat til Sydafrika for at lære sine fætre og kusiner bedre at kende. Her blev han en del af det aktivistiske studentermiljø og engagerede sig i anti-apartheidbevægelsen.

Fra Sydafrika tog han videre til London, hvor han uddannede sig som yachtkaptajn. Med et diplom i hånden, der dokumenterede hans erfaring inden for sejlads og navigation, flyttede han til den franske kystby Antibes, hvorfra han sejlede ud på Middelhavet og snart traf engelske Corinne.

Corinne var ligesom Noel en vandrende sjæl, og efter at være blevet gift i 1981 besluttede parret, at Middelhavet var for småt til dem. De rykkede til Caribien, hvor de levede en nomadisk tilværelse, indtil de blev skilt i 1987.

Noel Piat så skilsmissen som en mulighed for at genoverveje tilværelsen, og han endte med at købe en lille restaurant på toppen af et bjerg i Sydfrankrig. Tæt på byen, hvor de solgte de sødeste meloner. Han havde ingen erfaring med at drive restaurant, men stolede blindt på, at det nok skulle gå, fordi han elskede mad og vin.

Men det gik ikke. Kokken gennemskuede Noels naivitet og stjal af kassen, indtil restauranten gik konkurs.

Tragikomiske omstændigheder

Da restauranten gik fallit, kollapsede Noel Piat. Han udviklede en depression, som ingen helt forstod alvoren af, fordi alle var så vant til, at han klarede sig selv. Til sidst insisterede hans storesøster, der var blevet dansk gift, dog på, at han flyttede hjem til hende.

Noel Piat landede i Danmark i 1994, og langsomt kom han i bedring. Han startede på sprogskole, men opgav efter tre forsøg, fordi det rigide, danske system ikke tillod, at han indimellem sprang en klasse over, når han havde noget arbejde. Den indstilling fandt Noel Piat ubegribelig. Han forstod ikke, hvorfor regler skulle komplicere tingene, når de jo var opfundet for at gøre livet lettere for mennesker.

Af og til fik Noel Piat et par småjob rundt omkring. Han blev blandt andet ansat af en ældre kvinde i Hellerup til at hjælpe med at holde hendes have. Den kontrakt blev dog hurtigt brudt, da Noel, der aldrig havde lært om forskellen på blomster og ukrudt, hev alle hendes tulipaner op og efterlod ukrudtet tilbage.

Det var en historie, der blev grint meget af, men på mange måder afspejlede den også de tragikomiske omstændigheder, der ofte prægede Noel Piats liv. Det gjorde dog ikke så meget. Hans mål var aldrig at få en stor karriere, i stedet kunne han se tilbage på et liv fyldt med humor og nære venner fra alle verdens hjørner.

I 2020 blev Noel Piat diagnosticeret med Parkinson og kom kort efter på plejehjem, hvor han boede indtil sin død. Han blev 75 år gammel.