Den franske forward, Karim Benzema, var ikke med fra start, da Real Madrid sidste lørdag slog Espanyol 4-0 og dermed kunne kalde sig spanske mestre – selv med fire runder tilbage af La Liga.
Men efter to mål på kort tid af Rodrygo Goes, Reals unge brasilianer, der på det seneste har været storspillende og kampafgørende, og da Marco Asensio derefter gjorde det til 3-0, var frygten for et pinligt nederlag væk. Nu var det tid til paradekørsel, og den italienske træner, Carlo Ancelotti, kunne putte verdensstjernen Karim Benzema på banen.
Hvilket umiddelbart var et klogt træk. For kort før lukketid og til lyden af brøl hele vejen fra Estadio Santiago Bernabéu og til Cibeles-fontænen i Madrid, der traditionen tro får Real-tørklæde på i mesterskabsfejringen, dundrede den 34-årige franskmand kuglen i kassen.
Eksekveret snorlige efter drejebogen og symbolsk især for de senere år, hvor Benzema er vokset og vokset i ansvar og vælde.
Men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor ’Benz’ stod i skyggen af andre og større stjerner hos Real Madrid.
Drengerøven fra Lyon
New York Times-journalisten Rory Smith fortalte for et par år siden historien om, hvordan Florentino Pérez, Reals præsident, i sommeren 2009 købte først Kaka, så Cristiano Ronaldo – og til sidst Karim Benzema. Han kom fra Lyon og lignede en drengerøv.
Dengang, i begyndelsen af juni 2009, strømmede 55.000 fans til Estadio Santiago Bernabéu for at overvære præsentationen af Kaka, hvis sidste destination havde været AC Milan, da de var Europas konger. Pérez havde lovet, at det skulle være starten på den anden Galacticos-æra. Den første æra, rundt regnet fra 2000 til 2005, var på det tidspunkt kun en porøs myte – der var flygtige minder om mammutter som Zinedine Zidane, Ronaldo Nazario, Luís Figo og David Beckham.
Godt en måned senere, 6. juli 2009, blev Cristiano Ronaldo pakket ud som en popstjerne. Han vimsede op ad catwalken bygget til lejligheden og gjaldede »Hala Madrid!« ud mod Bernabéus proppede lægter. Brølet, som publikum sendte tilbage til den tidligere Manchester United-spiller, var, sagde man, det største og højeste nogensinde i klubbens historie. Det blev sågar målt i decibel og svarede omtrent til en heavyrockkoncert og take-off fra et tværsatlantisk rutefly tilsammen.
Og så, fire dage senere, var det Karim Benzemas tur. 20.000 fans kiggede nysgerrigt på den 21-årige gut. Hvem fanden var dét? Han daskede lidt til bolden og så en kende bovlam ud.
Hvem var han lige i den mytologiske trofæsamling? Kaka var den uimodståelige elegantier, som havde taget verden med storm i tiden hos AC Milan. Cristiano var gazellen på fløjen, der med årene gik fra sky og benet teenager til medievant, muskelsvulmende mand og i øvrigt erstattede alt blæret på grønsværen med direkte spil og hattricks på samlebånd. Hvad var Benzemas rolle?
Det blev, i hvert fald i Ronaldos tid i Real Madrid fra 2009 til 2018, at servicere ham, at trække forsvarere til sig og igen og igen bane vejen for Ronaldo. Sæson efter sæson.
En voksen mand
Derfor symbolikken i lørdags, da Benzema lukkede og slukkede med sit svirpende, yoyoagtige mål til 4-0.
»Jeg elsker den dreng, fordi han gør alt for holdet,« sagde Zinedine Zidane til France Football i sin sidste sæson som træner for Real Madrid.
»Han er ikke alene en fabelagtig forward, han er også en playmaker og spilstation,« udtalte Carlo Ancelotti for nogle måneder siden til den spanske sportsavis Marca.
Benz var kort og godt blevet voksen.
Og cool. Spol filmen tilbage til forrige uge, den første semifinale mod Manchester City på Etihad Stadium. ’Pep’ Guardiolas tropper var foran 4-2, men pludselig var der straffespark til Real Madrid. Benzema skulle tage det, hvem ellers? Seks dage tidligere havde han brændt to på stribe i ligaen mod Osasuna.
Benzema scorede, endda med en Panenka – opkaldt efter Antonín Panenka, der chippede bolden blødt i midten af målet, da Tjekkoslovakiet vandt over Vesttyskland ved EM i 1976. Som det blev beskrevet: »Chanceløs krabber målmanden rundt i målets ene side, mens Antonín Panenka slår sig på maven af grin over det vellykkede spark,« fortæller Henrik Busborg i bogen Straffe!
Journalist Barney Ronay kunne efter Benzemas straffe slet ikke få armene ned i sidste weekends udgave af Guardian. Der findes, skrev han, almindelige straffespark, og så er der statement straffespark. For begge gælder, at det er knald eller fald, paradis eller helvede. Enten går bolden ind, eller også gør den ikke. Men en sjælden gang imellem løfter straffesparket sig over dette simple faktum og bliver til kunst.
Med lige dele coolness, målnæse og – hvis man skal tro Ronay – kunstnerisk finesse gentog Benzema, hvad også Andrea Pirlo og Sergio Ramos havde gjort før ham.
»Sæt jer ned, børn. De voksne snakker,« skrev Ronay og fortsatte: »Se Benzemas bevægelser. Ingen af dem går til spilde. De har allesammen et formål. Når han løber, rejser hårene sig på din arm, fordi han fortæller dig, at nu ændrer kampen karakter. Der sker noget.«
Eller som Bayern Münchens Robert Lewandowski bemærkede i et interview med det tyske sportsblad Kicker for nogle år siden:
»For mig er Benzema den bedste. Han er angribernes angriber.«
