De stille og dagdrømmende piger kan også have adhd. Men mange får først diagnosen sent

Det er som at skulle løbe dobbelt så hurtigt som andre uden at vide hvorfor – og det gør man så, indtil man til sidst løber panden mod en mur.

Sådan føles det at leve med adhd uden at være klar over, at man har det, fortæller Lise Emilia Duelund. Hun er 30 år, og i august sidste år blev hun diagnosticeret med adhd. Siden hun var 18 år, har hun flere gange fået nye diagnoser, der skulle kunne forklare hendes problemer: depression og to angstdiagnoser. Men trods medicinering og terapiforløb fortsatte problemerne.

Det var først, da hun fik skiftet sin angstmedicin ud med et andet præparat, at hun fik øje på noget nyt:

»Jeg havde enormt meget koncentrationsbesvær, jeg havde svært ved at holde styr på aftaler og praktiske opgaver i hjemmet. Jeg sad med en følelse af, at jeg havde alt for lidt energi til at være i verden, uden jeg vidste hvorfor,« fortæller Lise Emilia Duelund, der til daglig læser en kandidat i Digital Design på Aarhus Universitet.

Og hvor andre universitetsstuderende måske kunne tage til fredagsbar efter forelæsninger, brugte Lise Emilia Duelund al sin energi på at prøve at være til stede i timerne.

»Jeg har måske kun fået en tredjedel ud af undervisningen i forhold til de andre, fordi jeg ikke har kontrol over, hvor min opmærksomhed rettes hen. Og jeg kunne læse den samme halve side om og om igen og stadig ikke have forstået, hvad der stod,« siger hun.

Til gengæld var det ikke noget problem at koncentrere sig, hvis hun blev præsenteret for noget i timen, som virkelig interesserede hende, og dét frustrerede hende, for hvorfor kunne hun ikke koncentrere sig resten af tiden?

Hvad hun på det tidspunkt ikke vidste, var, at hendes koncentrationsbesvær og mangel på energi var symptomer på et underliggende problem: ubehandlet adhd. Og at den angst, hun havde kæmpet med, var et biprodukt af adhd.

Underdiagnosticering af kvinder

Over de seneste ti år har flere kvinder med lidelser som angst og depression fået en sen adhd-diagnose, forklarer psykolog Anne-Mette Lange fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitetshospital, som også har forsket i adhd. 

»Der er kommet en bevidsthed om, at de vanskeligheder, som nogle kvinder har gået med i mange år, faktisk kan skyldes adhd. Det vil sige kvinder, som tidligere har fået diagnoser som angst og depression, hvor der muligvis har været en underliggende adhd-diagnose,« siger Anne-Mette Lange.

Lise Emilia Duelunds oplevelse er således ikke enestående. Kvinder får i snit stillet diagnosen 11,5 år senere end mænd – hvor gennemsnitsalderen for kvinder er 30 år, er den 18,5 år for mænd.

Piger fylder samtidig mindre end drenge i adhd-statistikken: I dag er ét ud af fire børn, der diagnosticeres med adhd i Danmark, en pige. Men forskning fra Holland, Tyskland og Storbritannien viser, at pigers adhd ofte bliver overset, og at de generelt bliver underdiagnosticeret. Den svenske psykiater og forsker Lotta Borg Skoglund vurderer, at det samme gør sig gældende i Danmark.

Der er ikke præcise tal på, hvor mange kvinder i Danmark der har adhd. Men selv om ikke alle med adhd får medicin, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at antallet af kvinder, der får adhd-medicin, er mere end fordoblet fra 2011 til 2020 — en stigning fra cirka 10.000 til 25.000.

Og konsekvenserne af at leve det meste af sit ungdomsliv med ubehandlet adhd kan være store: Der er blandt andet større risiko for at udvikle et stofmisbrug eller blive ramt af andre psykiske lidelser.

»Forskning viser, at mennesker, der får en sen adhd-diagnose, har manglende tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Og det er afgørende at være en del af det for at kunne fungere godt i livet,« siger Anne-Mette Lange og henviser til en rapport fra Rockwool Fonden fra 2014.

Men hvordan kan det så være, at en del kvinder først får en diagnose som voksne?

Skjuler symptomerne

Adhd er en udviklingsforstyrrelse, hvor kernesymptomerne er uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet. Og skal man finde årsagerne til de sene diagnoser hos kvinder, må man netop kaste et blik på symptomerne.

Drenge og piger med adhd har egentlig de samme symptomer, men de vil ofte komme meget forskelligt til udtryk: Hvor drenge kan være urolige og udadreagerende, vil piger oftere vende symptomerne indad. Deres uopmærksomhed kan vise sig ved, at de sidder stille for sig selv og dagdrømmer. Og derfor ender det let med, at pigerne overses, fordi de ikke forstyrrer andre end dem selv.

Det forklarer Lotta Borg Skoglund, der er overlæge i almen medicin og psykiatri på Karolinska Institutet, forsker ved Uppsala Universitet og sidste år udgav en bog om, hvordan piger og kvinder med adhd er en overset gruppe.

»Pigerne skjuler også ofte deres symptomer, og derfor kæmper de meget. Mange finder coping-strategier for at forsøge at få kontrol over deres liv såsom spiseforstyrrelser, perfektionisme eller at være selvkritiske, og derfor overser vi deres adhd,« siger Lotta Borg Skoglund.

Det samme mønster går ofte igen, forklarer hun:

I folkeskolen klarer pigerne sig fint og i nogle tilfælde rigtig godt, så begynder de i gymnasiet, hvor forventningerne til dem stiger, og de knokler hårdere for at komme igennem dagen. Fordi de også er uopmærksomme og har tendens til at zone ud i sociale situationer, bliver de måske også udstødt af de sociale fællesskaber, hvilket fører til lavt selvværd. Og det kan i mange tilfælde udvikle sig til andre psykiske lidelser, der kan overskygge adhd-symptomerne.

Pigerne fortsætter med at finde måder at kompensere for deres symptomer på, indtil de som voksne kommer ud på arbejdsmarkedet og måske får børn, hvilket kan få korthuset til at falde sammen: De brænder ud, får stress og må sygemeldes.

Der findes ikke et klart svar på, hvorfor pigerne i højere grad skjuler deres symptomer. Men ifølge Lotta Borg Skoglund er det muligt, at en del af problemet handler om, at pigerne føler sig anderledes end deres venner og er skamfulde over, at de ikke kan de samme ting.

»Der handler måske også om, at der er andre sociale normer og forventninger end hos drenge. At vi akademisk forventer mere af piger og forventer, at de på mange måder er selvhjulpne,« siger hun.

En hård gymnasietid

For Lise Emilia Duelund var det i gymnasiet, at filmen knækkede, fordi hun her skulle studere på en ny måde.

»Jeg har klaret mig fint nok i folkeskolen, og man havde det fint med det, jeg formåede. Men forventningerne var nogle andre i gymnasiet,« siger hun.

En almindelig dag i gymnasiet for hende føltes, som om »der var ti skærme og ti højttalere«, der spillede. Hun oplevede en konstant overstimulering, hun havde ikke overskud til at lære noget nyt og kunne knap nok være til stede i timen, selv om hun prøvede.

Hun droppede ud og begyndte senere at arbejde i en tøjbutik, hvor det ikke blev forventet, at hun skulle sidde stille hele tiden. Men hun nåede snart til et punkt, hvor det blev svært for hende at sætte grænser for, hvor meget hun var i stand til at arbejde.

»Når man ikke er diagnosticeret med adhd, ved man ikke, at der er en grund til, at man har det, som man har det. Og så får man meget travlt med at skulle præstere og vise, at man godt kan alligevel,« fortæller hun.

Derfor blev hun ved med at arbejde, indtil hun næsten ikke kunne mere, og endte med at blive ramt af stress.

Mangelfuld forskning

Det er nærmere »reglen end undtagelsen«, at kvinder med adhd også har en anden psykiatrisk lidelse, forklarer Lotta Borg Skoglund, og det er vigtigt, at fagpersoner har det for øje, når de stiller en diagnose.

»Når kvinder præsenterer symptomer for angst og depression, er det relevant at stille spørgsmålet, om der kan være en underliggende adhd-diagnose for eventuelt at kunne behandle det,« siger Anne-Mette Lange fra Aarhus Universitetshospital.

Derfor er det vigtigt at give kvinder med adhd den rigtige støtte, når man ved, hvordan piger påvirkes af ubehandlet adhd:

»Et konservativt estimat ville være, at det er 50 procent af børn med adhd, der fortsat oplever vanskeligheder i voksenlivet, og det gør de også tit, fordi de er gået glip af muligheder i barndommen for at lære noget,« siger Anne-Mette Lange.

En af årsagerne til, at færre piger end drenge diagnosticeres med adhd, er ifølge Lotta Borg Skoglund, at der er et vidensmæssigt underskud, selv om adhd er en af de diagnoser, der forskes mest i.

Problemet er, at den første forskning hovedsageligt blev foretaget på drenge.

De tidligste studier blev foretaget af neurologer, som opdagede adhd-symptomer hos drenge og fulgte dem i løbet af deres opvækst. Derfor fokuserede man i forskningen primært på drenge, hvilket betød, at adhd i begyndelsen blev anset for at være en ’drengelidelse’.

Det er først i løbet af de seneste 10-20 år, at forskergrupper er begyndt at fokusere på piger:

»Det er rigtig vigtigt, at vi fremhæver dette, og at vi inddrager flere piger i vores studier. Vi skal se mere på de forskellige måder, adhd kommer til udtryk på,« siger Lotta Borg Skoglund.

Anne-Mette Lange understreger, at tidlig opsporing er alfa og omega, ikke kun i psykiatrien, men også i skolen. I den indsats håber hun, at den kommende version af WHO’s diagnosemanual, ICD-11, kan afhjælpe en del af problemet. Som det er nu, optæller hun og andre psykiatere symptomer fra den nuværende diagnosemanual, når de skal diagnosticere. Men med den nye manual er der større fokus på de områder, hvorpå barnet er funktionshæmmet, snarere end på en række bestemte kriterier, som skal opfyldes.

»Der skal også være en større bevidsthed og en større viden i skolen og børnehaven om, at der er noget her, der kan skyldes adhd,« anfører hun.

Diagnosen var en stor trøst

Det var på det sociale medie TikTok, at Lise Emilia Duelund en dag faldt over videoer med kvinder, der fortalte om deres adhd-symptomer – og de lignede hendes egne angstsymptomer. Bagefter tog hun en adhd-test på nettet, hvor hun »bonede helt ud«, og ved et lægebesøg fik hun en henvisning til en adhd-udredning.

Hvis det ikke var for videoerne, havde hun måske aldrig opdaget, at adhd også kan komme til udtryk på andre måder, end mange tror. Og så havde hun aldrig forstået, hvorfor hun døjede med de problemer, hun gjorde:

»Jeg tror oprigtigt, jeg ville være gået igennem resten af mit liv med udbrændthed, stress og angst som hverdagskost, hvis ikke jeg havde fået øjnene op for, at det kunne være adhd,« siger Lise Emilia Duelund.

Det har hjulpet hende meget at modtage behandling: Da hun tog sin første dosis adhd-medicin, oplevede hun for første gang ro i hovedet. Hun havde mere energi og blev ikke overstimuleret, og efterhånden blev hendes selvbillede også bedre:

»Det har været en stor trøst at finde ud af, hvad der var galt, og at det ikke er, fordi jeg er svagere eller mindre intelligent,« fortæller hun.

Lise Emilia Duelund håber, at der i fremtiden kommer større fokus på, at adhd er en diagnose med mange ansigter, og hun har nu selv startet en podcast om kvinder med adhd:

»Vi skal have gjort folk opmærksomme på, at der er en forudindtaget forståelse af adhd, som er forfejlet,« siger hun.

Hun kan godt selv ærgre sig over, at hun først i voksenlivet har fået ro og mere struktur på hverdagen. Den sene diagnose har også medført en form for sorg og tanker om, hvorvidt problemerne kunne have været undgået.

»Mit liv kunne have set anderledes ud, men jeg får aldrig svaret på hvordan. Jeg forsøger at glæde mig over, at det har ændret sig nu, og at jeg har chancen for at leve resten af mit liv under langt bedre vilkår end før.«