Et liv er forbi
Læsetid: 4 min.

Benita var et skrøbeligt siv, fuld af liv  

Hun blev otte år, og i syv af årene havde hun en hjernetumor. Men Benita Nattestad Joensen nåede at gå i almindelig skole, få venner og flyve frit 12 meter over jorden
Hun blev otte år, og i syv af årene havde hun en hjernetumor. Men Benita Nattestad Joensen nåede at gå i almindelig skole, få venner og flyve frit 12 meter over jorden

Privatfoto

Moderne Tider
25. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Benitas yndlingssang var den nordiske vise »Lille Fugl«. Når hun sad og hyggede på stuegulvet, og anlægget spillede de første violintoner af »Lille fugl«, grinede hun af fryd og sad opmærksomt og lyttede til teksten:  

»Der er en glæde i skrøbelige siv / i enhver antydning af et liv.«

Benitas første leveår føltes som et mirakel for forældrene Anna og Petur Nannestad Joensen. Anna havde en søn fra et tidligere forhold, men i 2008 blev Anna og Petur sammen forældre til en søn med medfødt hjertefejl. Han trak kun vejret i halvandet døgn, og forældrene måtte begrave deres fælles barn på kirkegården i den færøske bygd Tvøroyri.  

I 2010 fik de endnu en søn med hjertefejl. Han levede 17 dage.  

Da Anna igen blev gravid i 2012, blev hun fulgt tæt af læger fra Thorshavn. Lægerne konkluderede, at den lille pige i Annas mave så sund og rask ud, og 14. maj 2013 fødte Anna en velskabt datter, de kaldte for Benita.   

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Brian W. Andersen

AV!

Danny Hedegaard

Jeg savner ord efter at have læst en så fremragende beskrivelse af en tragedie.
Som vi kun kan have svært ved at fatte.

Jeg sidder nu med en klump i halsen, mens en tåre presser sig på.

Sådan har jeg ellers svært ved at få det, midaldrende single, uden børn og egen familie.

Men på en eller anden måde føler jeg den smerte, som familien må føle.
Selv om jeg godt ved, at det vil jeg jo aldrig kunne, på samme måde som dem.

Må tiden om end ikke læge alle sår, men så dog formå at genskabe en hverdag og et familieliv, som kun tiden vil kunne, som tiden den går.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard