Et af mine vennepar har svært ved at få børn. Det er et stort ønske for dem, og derfor er de begyndt at overveje ægdonation. Nu har manden i forholdet spurgt, om jeg kunne have lyst til at være ægdonoren, fordi han synes, der er noget rart over, at det er en, de kender og holder af, som donerer æggene. Hans kæreste er dog lidt loren ved ideen og hælder til at bruge en anonym donor, men er ikke afvisende.
Umiddelbart var min impuls at sige ’ja, selvfølgelig’, men nu har min kæreste bedt mig om at tage en tænkepause og lige overveje situationen. Og jeg kan da også se, at der kunne være nogle potentielle komplikationer måske særligt i forhold til den kommende mor og mig og et eventuelt barn. På den anden side bryder jeg mig ikke om at være nærig, slet ikke når det kommer til noget så fundamentalt som dette. Hvad tænker I?
– Skorpionen
Svar I:
Hej Skorpion.
Det er ufint, at manden begynder at fiske efter dine æg, når hans egen kæreste, din veninde og den potentielt kommende mor er loren ved projektet. Generøsitet er generelt lækkert, men lige ægceller må man gerne være nærig med. Man skal ikke give et barn i gave til sit vennepar, hvis de ikke begge to ønsker sig det samme barn. Det kalder på livslangt bøvl.
Så nej, du skal da på ingen måde rode dig ud i tilbud om ægdonation, når kæresteparret endnu selv er uafklaret. Hvis de var kommet med hinanden i hånden og samstemmende havde fortalt, at dine æg var deres største drøm, kunne du overveje det. Men hendes drøm er jo tydeligvis en anden.
– Ida Nyegård Espersen
Svar II:
Kære Skorpion
Det tror jeg helt personligt vil være en utrolig dårlig idé. Selv ved en almindelig ’kendt donation’, som man kalder donationer, hvor donoren ikke er anonym, kan det være en følelsesmæssig belastning for både donor og den juridiske mor, og indtil for nylig var det af samme årsag ikke lovligt herhjemme.
I dit tilfælde er der så den yderligere skærpende omstændighed, at din veninde – som jo ret beset er hende, der er den mest udsatte del af det håbefulde par – er skeptisk, hvilket må være den største røde lampe, man kan få.
Til gengæld: To af mine næsten fire børn er blevet til med ægdonation (den ældste er 13 i dag), og intet i deres liv indtil videre har fået mig til at tænke, at lige præcist deres undfangelsesmetode har skabt problemer. Dit vennepar behøver altså, med min personlige erfaring med alle mulige typer undfangelser, ikke at være skeptiske ved ægdonation generelt, hvis det er den model, de vælger med deres barnløshed.
Og hvis du gerne vil hjælpe dem, ved jeg, at nogle fertilitetsklinikker tilbyder det, man kalder krydsdonation, hvor man selv kommer med et æg fra en, man kender, og bytter det med en anonym donor fra et andet par, og så kommer man foran i køen. Det er måske en mulighed.
– Lasse Lavrsen
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Jeg hader, når min kæreste kalder mig sin ’bedre halvdel’
23. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Min ven er (måske) forelsket i mig
23. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet spørgsmål er for lille, intet for stort – og alle får to svarBrevkassen: Min søn vil gerne være Jesus til halloween
16. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet