Brevkassen
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min ukrainske kollega er ensom – er det et ansvar, chefen må lægge på os?

Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar
Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar

Mia Mottelson

Moderne Tider
25. juni 2022

På min arbejdsplads har de ansat en ukrainsk flygtning, som er rigtig sød og også har en masse fagligt at biddrage med. Men nu har min afdelingsleder sendt en mail ud om, at hun vist føler sig ret ensom. Der står ikke som sådan, at vi skulle tage at invitere hende ud, men jeg læser det, som om det ligger som en forventning. Samtidig med at jeg selvfølgelig har stor sympati for hende, synes jeg, det er et voldsomt ansvar at hælde over på os kolleger.

– Kollegaen

Svar I:

Jeg kender én, der engang arbejdede i et smart finansjob i Frankfurt. Det skulle have været hans drømmejob, men han havde det ad helvede til og blev aldrig en del af fællesskabet.

Da han havde været der nogle år, kom en ny medarbejder til, og denne medarbejder gik ligesom din ukrainer rundt og var ensom. Min ven følte en forpligtigelse til at tage sig af den nytilkomne, men kunne ikke finde overskuddet. Det gav ham dårlig samvittighed.

Et grundprincip må være, at har du brede skuldre, så må du også løfte. Også socialt på dit arbejde, selv om det ikke er en del af din jobbeskrivelse. Er du selv vingeskudt, som min ven var det, kan du selvfølgelig ikke løfte andre. Men bliver du altid spurgt, om du vil med til frokost, har du kollegavenner, og er du måske endda en slags kulturbærer? Så synes jeg, at du har pligt til at holde din nye kollega lidt i hånden. Det er ikke et ansvar, din leder burde være nødt til at »hælde over« på dig. Det burde du gøre af dig selv.

– Natalie Barrington Rosendahl

Svar II:

Kære kollega.

Når jeg læser dit indlæg, kommer jeg til at tænke på den debat om legegrupper for børn, der kørte for nogle år siden. Kort fortalt: På nogle skoler inddeles børn i grupper, der så skal mødes og lege sammen en gang om måneden. Ideen er at styrke klassefællesskabet og undgå, at nogen børn bliver holdt udenfor. Men konceptet er også blevet kritiseret af flere børneforskere for at være for voksenstyret: For hvor meget skal forældre egentlig bestemme over deres børns tid? Og kan man tvinge børn til at lege med klassekammerater, de ellers ikke ville se i fritiden?

Vi støder hele tiden ind i den slags dilemmaer, også som voksne. Mellem det, vi har lyst til, på den ene side – og det, der forventes af os, og som vi måske også forventer af os selv, på den anden. Din afdelingsleder er ikke din klasselærer. Du er ikke tvunget ind i en legegruppe. Du er voksen, og du kan sige nej. Men nogle gange føles det bedre at sige ja. Og være den for andre, man ønsker, de ville være for en selv.

– Rasmus Bo Sørensen

 

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Houmøller

Vi har alle ansvar for hinanden også din kollega fra Ukraine som savner sine nærmeste, og hele tiden går rundt med en knude i maven.