Interview
Læsetid: 10 min.

Dansk topdiplomat blev i Afghanistan efter Talebans magtovertagelse. Her fortæller hun sin historie

Den danske topdiplomat Mette Knudsen blev som en af få internationale FN-medarbejdere i Afghanistan, efter at Taleban tog magten sidste år. Hendes arbejde som stedfortrædende leder af FN’s politiske mission i landet handlede om at sikre fred og stabilitet, og hun er netop vendt hjem til Danmark. Her fortæller hun om missionen før, under og efter magtskiftet
»Jeg er helt sikker på, at det næste, der kommer, er, at de ikke vil tillade kvinder i tv og radio overhovedet,« siger Mette Knudsen, der har arbejdet som stedfortrædende leder af FN’s politiske mission i Afghanistan og netop er vendt tilbage til Danmark.

»Jeg er helt sikker på, at det næste, der kommer, er, at de ikke vil tillade kvinder i tv og radio overhovedet,« siger Mette Knudsen, der har arbejdet som stedfortrædende leder af FN’s politiske mission i Afghanistan og netop er vendt tilbage til Danmark.

Moderne Tider
18. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Fortalt til Otto Lerche Kristiansen

»Jeg tiltrådte stillingen i FN i februar 2021. Min opgave som en del af den politiske mission i Afganistan (UNAMA, United Nations Assistance Mission in Afghanistan, red.) var at følge den generelle politiske udvikling og arbejde med udviklingen af blandt andet retsvæsenet og kvinders rettigheder. I begyndelsen var det noget med at lave en lang liste med alle de lokale politikere og organisationer, som jeg gerne ville mødes med.«

»Vi havde kontor i Alpha Compound, som er et lille område uden for Green Zone (et sikret området med ambassader og udenlandske repræsentationer, red.) med ældre villaer, som var omdannet til kontorer og boliger. Der var også et supermarked og et cafeteria. Rundt om hele området var der en omkring 300 meter lang betonmur. UNAMA har mere end 1.000 medarbejdere, hvoraf lidt over 50 er ansat i den politiske afdeling og hørte direkte under mig.«

»Der er meget store kontraster i Afghanistan. Det er et af verdens fattigste og mest krigshærgede lande, men det ser man ikke i Kabul. Den ligner mange andre byer i udviklingslande og ser ikke krigshærget ud. Den har smukke områder, for eksempel parkerne, hvor frugttræerne blomstrer i februar og marts, og de gamle paladser i Green Zone. Markederne med masser af frugt. Og beliggenheden med bjergene omkring og den blå himmel i baggrunden. Men store dele af centrum er domineret af checkpoints og T-walls (betonmure, red.), og der er masser af pigtråd og så videre, så byen som helhed er ikke smuk.«

 

»Min første tur ud i landet var til Kandahar i slutningen af maj 2021. På det tidspunkt handlede møderne med myndighederne om fredsprocessen og om at sikre, at bredere kredse i det afghanske samfund blev repræsenteret.«

»Vi tog med fly til lufthavnen og derfra ind til byen, hvor vi blandt andet skulle mødes med guvernøren. Som principal, det vil sige som en af de tre øverste chefer for FN i Afghanistan, kører man aldrig ud uden en armeret bil med livvagter samt en bevæbnet eskorte. Tidligere var det det diplomatiske politi, som kørte eskorte, men siden august har vi kørt med Taleban.«

»I Kandahar skulle vi mødes med guvernøren og diverse politiske ledere samt civilsamfundet. Møder med de politiske ledere foregår altid i de her kæmpestore receptionslignende modtagelsesrum med tunge gardiner, hvor der står store sofaer hele vejen rundt langs hele væggen og små borde med tørret frugt og nødder foran. Så sidder man der over for hinanden og drikker grøn the. Masser af grøn the. Ofte har den politiske leder mange stammefolk eller politiske støtter omkring sig, men de siger ikke så meget. Det er mest en samtale mellem mig og ham.«

»Allerede på det tidspunkt vidste man, hvor det bar hen. Da amerikanerne havde truffet beslutningen om at trække sig, begyndte Taleban at vinde frem, og allerede tidligt begyndte vi at trække folk tilbage fra vores kontorer ude i landet, fordi kampene nærmede sig. Da vi nåede frem til de første uger af august, gik det pludselig utroligt hurtigt.«

»I Danmark har der været en debat om, hvorvidt man kunne have forudset det, der skete i august i Afghanistan. Men det kunne ingen. De to første uger af august gik det langt hurtigere, end nogen havde troet.«

»Jeg er helt sikker på, at det næste, der kommer, er, at de ikke vil tillade kvinder i tv og radio overhovedet,« siger Mette Knudsen, der har arbejdet som stedfortrædende leder af FN’s politiske mission i Afghanistan og netop er vendt tilbage til Danmark.

»Jeg er helt sikker på, at det næste, der kommer, er, at de ikke vil tillade kvinder i tv og radio overhovedet,« siger Mette Knudsen, der har arbejdet som stedfortrædende leder af FN’s politiske mission i Afghanistan og netop er vendt tilbage til Danmark.

Anders Rye Skjoldjensen

»Taleban indtog Kabul den 15. august. På det tidspunkt havde vi i et stykke tid været i gang med at flytte alle vores medarbejdere fra Alpha Compound til en mere sikker compound, som ligger ude på Jalalabad Road i udkanten af Kabul. Der er plads til 1.000 mennesker. Om morgenen skrev jeg til den særlige udsending (lederen af UNAMA, red.), at ambassaderne havde fået ordrer om at flytte ud til lufthavnen om natten – det gjaldt også den danske ambassade. Vi blev enige om også at fremrykke vores evakuering.«

»Jeg fortsatte med at arbejde på kontoret i nogle timer. Det handlede om at finde ud af, hvad der foregik, og imens gik mange af vores kolleger i gang med at makulere papirer og rydde op. Der var rapporter om menneskerettighedssituationen, individuelle interviews og politiske rapporter, alle mulige ting, som ikke skulle falde i Talebans hænder. Mens vi var i gang, kom der en melding fra vores sikkerhedsfolk om, at nu havde vi en halv time til at pakke vores ting. Så var det ellers ned i bilerne.«

»På vej ud af byen blev vi fanget i den enorme trafikprop. Fra bilerne kunne vi se militærkonvojer, og det var tydeligt, at de ikke vidste, om de skulle køre i den ene eller den anden retning. Der var kaos og uvidenhed, masser af folk på gaden og masser af unge mænd, som bare sad langs vejen og kiggede ud i luften.«

»Vi havde det diplomatiske politi med for at beskytte os. De kørte foran og bag os, men på et tidspunkt må de have fået besked om, at Taleban var tæt på Kabul, for de ville ikke følge os længere. Og så forsvandt de. Efter fem timer nåede vi frem, og senere samme dag overtog Taleban kontrollen med vores kontorer inde i byen.«

 

»FN blev i landet. Vores opgave var først og fremmest at etablere en eller anden form for dialog med Taleban-myndighederne for at sikre adgang for den humanitære bistand og sikkerheden for de ansatte i FN. Men selvfølgelig også for at begynde en dialog omkring menneskerettighedssituationen og de andre emner i vores mandat.«

»Vi begyndte ret hurtigt at kunne bruge Alpha Compound til at holde møder i, selv om vi ikke boede der. Vi havde tidligere haft en anden compound, Palace 7 hed den, som lå inde i det grønne område, men den var vi nødt til at lukke helt ned efter Talebans magtovertagelse.«

»Jeg kan huske det første møde med Taleban. Det var sammen med FN’s humanitære koordinator, Martin Griffiths, hvor vi mødtes med Mullah Baradar, som på det tidspunkt var fungerende vicepremierminister. Jeg havde været i det samme lokale i paladset i Kabul nogle måneder forinden, hvor jeg havde siddet sammen med udenrigsministeren, og de havde endnu ikke fået fjernet republikflagene.«

»Mødet handlede om at få en aftale med Taleban om humanitær adgang og respekt for humanitære principper. Det handlede på det tidspunkt også om at sige: Vi er glade for, at I indtil nu har passet godt på vores compounds og har hjulpet os med sikkerheden. Vi vil meget gerne have et fortsat samarbejde om det – og i øvrigt lægger vi vægt på på, at der ikke bliver repressalier, og at man respekterer borgernes rettigheder. De taler én lidt efter munden og siger: Jamen, selvfølgelig, og forklarer, at styret baserer sig på islam, og at islam er en fredelig religion, og at det vigtigste i religionen er at respektere andre mennesker. Alt sådan noget.«

»Jeg var selvfølgelig udmærket klar over, at den forståelse ikke rakte særlig langt. Men man kunne samtidig konstatere, at Taleban i efteråret ikke kastede sig ud i en massakre af befolkningen eller massefængslinger. Det skete ikke. De greb heller ikke ind over for kvinders bevægelsesfrihed i begyndelsen. Så der var på det tidspunkt en forhåbning om, at Taleban havde erkendt, at det var et andet Afghanistan, de var kommet tilbage til, at det ikke var et Afghanistan som i 1999, men et land med en langt større bybefolkning og langt flere uddannede, og hvor man havde vænnet sig til, at kvinderne havde en rolle. Det var forhåbningen.«

 

»I de følgende måneder så man forandringer i byen. For eksempel havde der været de her meget smukke murmalerier på betonmurerne i Kabul, hvor der var malet motiver af blomster eller knækkede geværer eller politiske budskaber. Det var karakteristisk for Kabul. Men i begyndelsen af september lagde jeg mærke til, at når jeg kørte fra vores compound ad Jalalabad Road ind til byen for at holde møder og kiggede ud ad vinduerne, så var mange af malerierne blevet malet over med hvid maling. På de hvide mure var der nu skrevet koranvers.«

»Det har været karakteristisk for det første år med Taleban, at det har været utrolig uklart, hvad der har været forbud, og hvad der var henstillinger, men det er blevet mere og mere klart, at det, der oprindeligt var henstillinger, i realiteten har udviklet sig til forbud. Det har vi set med medierne, i starten med henstillinger om, hvordan kvinder skulle fremtræde på skærmen, og at man ikke skulle sende sæbeoperaer fra udlandet, men nu er det blevet til forbud. Og jeg er helt sikker på, at det næste, der kommer, er, at de ikke vil tillade kvinder i tv og radio overhovedet.«

»Tidligere i år besøgte jeg to universiteter. Det var meget positivt, at Taleban genåbnede universiteterne for både mænd og kvinder, men i marts kom så beslutningen om, at man vil udelukke piger fra de højeste klassetrin i grundskolen. Det giver ikke mening at støtte universiteter, hvis unge kvinder ikke har haft mulighed for at gå i grundskole. Jeg har hørt fra flere kolleger i FN, at deres lokalt ansatte var kommet på arbejde den dag og sad og græd, fordi deres døtre var kommet i skole, men var blevet sendt hjem igen.«

»Det var på det tidspunkt, stemningen vendte. UNAMA’s nye mandat blev godkendt den 17. marts med hele FN’s Sikkerhedsråd bag, kun Rusland undlod at stemme, og vi var på vej til at skulle omsætte det til en politisk strategi. Men ugen efter kom så beslutningen om piger i grundskolen. Vi havde fra begyndelsen haft et meget positivt indtryk og en god dialog med ministeren for højere uddannelse, men nu måtte vi gå tilbage til ham og sige, at så længe den her beslutning var gældende, så fandt vi det meget vanskeligt at støtte uddannelsessektoren. Han sagde så, at det ikke var ham, vi skulle tale med om det.«

»Over de næste måneder kom det ene tilbageskridt efter det andet, krav om tildækning, yderligere stramninger over for medierne, forbud for kvinder mod at bevæge sig længere end et vist antal kilometer uden en mahram (chaperone; en ældre person som følger ugifte kvinder, red.), større indflydelse fra sikkerhedstjenesten og intensivering af forfølgelsen af folk, der har haft tilknytning til det tidligere regime.«

 

»Selvfølgelig har optimismen altid været begrænset. Der har været masser af udfordringer og problemer, men det markante skifte kommer med beslutningen om pigers uddannelse. Der var en forhåbning om, at de nok ville trække det tilbage, for det var heller ikke en særlig populær beslutning internt i Taleban. Men det, vi hører fra vores lokalt ansatte, som har tætte kontakter ind i Taleban, er, at det skal vi ikke regne med.«

»Hvis Taleban-bevægelsen fortsætter den samme linje, vil den komme mere og mere på kant med store dele af befolkningen, samtidig med at den ikke har kapacitet til at håndtere de økonomiske udfordringer. Så kan den kun bevare magten ved ekstrem repression.«

»De har på et tidspunkt stået med et valg: Skal vi regere Afghanistan ved frygt eller tillid? Skal vi arbejde på, at befolkningen i stigende grad får tillid til, at vi adresserer nogle af dens ønsker og behov, eller skal vi regere ved at intensivere sikkerhedsapparatet og slå ned på enhver form for opposition? Det, vi ser i øjeblikket, er helt klart det sidste.«

»Mit sidste møde med Taleban var i Herat. Det har været en del af den rigere og mere liberale del af Afghanistan, men der er også blevet slået hårdt ned efter Talebans magtovertagelse. Jeg holdt møde med guvernøren fra Taleban, men han sagde, hvad han nu sagde. Jeg kan bedst huske et møde med nogle af kvinderne, blandt andet en kvindelig lærer på min egen alder. Hun sad bare over for mig og græd. Alting er så håbløst, især for kvinderne i landet.«

Blå Bog: Mette Knudsen

  • Født 1962.
  • Stedfortrædende særlig repræsentant for FN’s politiske mission i Afghanistan (UNAMA) fra februar 2021 til maj 2022.
  • Tidligere dansk ambassadør i blandt andet Kenya, Grækenland, Somalia, Etiopien og senest Afghanistan.
  • Fra september en del af bestyrelsen for Den Afrikanske Udviklingsbank.
  • Uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet.
  • Har tre voksne børn.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kasper Pedersen

Top-naive topdiplomater?

Erik Karlsen

Kasper,
det tror jeg ikke. Jeg tror snarere det er topdiplomater, der håber til det sidste, samtidig med at de frygter det værste.
Og som diplomat bliver man jo nødt til at være..... - ja, diplomat.

Henrik Plaschke, Olaf Tehrani, Alan Frederiksen, erik pedersen, Inger Pedersen og Frederik Schwane anbefalede denne kommentar

Respekt for ledere som Mette Knudsen, der agerer rationelt og målrettet under en militær omvæltning.

Hun er jo allerede klar over i forvejen, at der er religiøse og militære grupperinger, og alligevel virker hendes beslutninger rationelle og moderate og fremadrettede. Det går over min forstand, jeg kan selv blive mopset og irrationel, hvis andre har en "forkert" opfattelse af små tekniske detaljer, eller jeg ikke kan få så meget i bonus som min kone. De fleste af os er helt sikkert ikke egnede til at agere i konfliktzoner.

Jeg kvalmes, over at nogle områder rulles tilbage til religiøsitet og militærregime, og min holdning er, at vi skal trække os helt ud, når de lokale nu åbenbart ikke er klar til at leve i dette årtusinde. Min grundholdning er, at alle har ret til at løsrive sig, og at vi GERNE må støtte løsrevne regioner militært imod mørkemændene, hvis de udtrykkeligt beder os om det, med et stort folkeligt mandat.

Det er pokkers svært at se herfra, om nogle af de ukrainske regioner har et stort folkeligt mandat til at ønske "befrielse" af Putins invasionsstyrker.

Vores militære invasionsstyrker har haft en uheldig ide om, at lande partout skulle erobres som helhed, selv hvis det kun er nogle regioner, der har klart folkeligt mandat til at blive besat af vestlige krigskarle. I bagklogskabens lys skulle vi have befriet kurdistan og ladet bagdad beholde saddam, hvis de var så glade for ham...