Et liv er forbi
Læsetid: 4 min.

En diskussionslysten husbygger

Per Appel Christensen voksede op i et kommunistisk miljø og var altid frisk på en politisk diskussion. Han uddannede sig først som tømrer og siden som arkitekt, men holdt fast i hammeren til det sidste
Stærke holdninger havde Per Appel Christensen masser af, og han var altid klar på en god diskussion.

Stærke holdninger havde Per Appel Christensen masser af, og han var altid klar på en god diskussion.

Privatfoto

Moderne Tider
4. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Den 28. oktober 1983 gik uret på Københavns Rådhus i stå klokken fem minutter i tolv. Det var Per Appel Christensens hammer, der stoppede urværket ’fem minutter i dommedag’ – som en protest imod de 572 atommissiler, som USA og NATO havde besluttet at opstille i Vesteuropa.

Aktivismen kom naturligt til ham, for Per Appel Christensen var vokset op med venstreorienteret politik. Han var som ung en del af både Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Next Stop-bevægelsen og Unge for Fred, som stod bag aktionen på Københavns Rådhus.

Både Per Appel Christensens farfar og morfar var kommunister, og hans far og mor havde mødt hinanden igennem Danmarks Kommunistiske Parti. Faren var værktøjsmager og arbejdede i mange år på B&W. Moren havde forskellige jobs. Per var den mellemste af tre brødre, og hans forældre var meget unge – moren blot 18 år – da de fik børn.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Robert Rosenkrantz Jensen

Til ære for Pers minde: Jeg var med ham i Rådhustårnet dér den 28. Oktober 1983 (sammen med 8 andre fra “Unge for Fred”). Pers hammer stoppede ikke Rådhusuret; derimod blev den brugt til at slå de kiler i slåerne på jerndøren (indefra), der holdet politiet ude i de 5-6 timer vi barrikaderede os deroppe. Uret stoppede vi ved at holde fast i de modvægtsarme, der fungerede som urværkets “lodder”. Da det begyndte at knase i urværket turde vi ikke at holde fast længere af frygt for erstatningskravet. Men 10 minutter senere konstaterede vi til vores jubel, at uret alligevel var gået i stå præcis 5 minutter i tolv (midt på dagen): Sikringerne var sprunget! Alligevel skal Per have den største ære for aktionen: Den blev udført som hans idé, og under hans lederskab. Selv var jeg 18 år, og det var min første aktion. Indtil dato er det også den største jeg har været med til, med massivt mediegennemslag. Æret være hans minde. Robert Rosenkrantz Jensen, Psykolog, Tisvilde.